Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Birgitte Possing

»Kritikere og læsere ved, hvordan de skal forstå digte, romaner, journalistik eller historieskrivning. Men ikke hvordan de skal bedømme biografier, deres arketyper, køn, særlige fortælletraditioner eller etiske dilemmaer«
Birgitte Possing. Født 1952. Professor, dr.phil. 1992. Tidligere leder af Kgl. Biblioteks Håndskriftafdeling, Nationalmuseets forskningschef, direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter. Medlem af et utal af udvalg og bestyrelser i kultur og videnskab i Danmark og udlandet, bl.a. Danmarks Grundforskningsfond. Har skrevet flere store biografier og er internationalt anerkendt for sine teoretiske arbejder om feltet, som er udgivet på flere sprog. Har senest udsendt ’Ind i biografien’. Har modtaget Weekendavisens Litteraturpris, Krakaprisen, Einar Hansens Forskningsfonds pris og Den Faglitterære Pris.

Birgitte Possing. Født 1952. Professor, dr.phil. 1992. Tidligere leder af Kgl. Biblioteks Håndskriftafdeling, Nationalmuseets forskningschef, direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter. Medlem af et utal af udvalg og bestyrelser i kultur og videnskab i Danmark og udlandet, bl.a. Danmarks Grundforskningsfond. Har skrevet flere store biografier og er internationalt anerkendt for sine teoretiske arbejder om feltet, som er udgivet på flere sprog. Har senest udsendt ’Ind i biografien’. Har modtaget Weekendavisens Litteraturpris, Krakaprisen, Einar Hansens Forskningsfonds pris og Den Faglitterære Pris.

Benita Marcussen

21. februar 2015

Man skriver efterhånden biografier om 15-årige. Hvad synes du om det?

Man må skrive alle de børne- eller babybiografier, man vil. Men hvorfor udgive biografier om folk, der først lige er begyndt på livet?

Bruger du mest tid på at researche eller på at skrive, når du laver en biografi?

En biografi er en fortælling og en fortolkning af et autentisk levet liv. Derfor bruger jeg lang tid på at opstøve kilder og dokumentation, at stille spørgsmål til kilderne og analysere dem i forhold til mit ærinde. Vinklingen af fortællingen går hånd i hånd med fortolkningen, når jeg skriver. Det narrative og analytiske er uadskilleligt flettet sammen og tager lang tid.

Hvilken kvinde eller mand kunne man lave den ultimative biografi om?

En biografi er aldrig ultimativ, selv om forlag og forfattere påstår det. Mange ’ultimative’ biografier er udgivet om Winston Churchill eller Adolf Hitler. Hver generation fortæller og nyfortolker netop de personer, som den opfatter som sin fortids store personligheder. Virginia Woolf, Lytton Strachey og vores egen F.J. Billeskov Jansen har peget på nødvendigheden af, at hver generation i en civiliseret kultur tager udførligt stilling til sine store personligheder. Det gælder stadig. Ingen er store i sig selv. Vi gør dem store ved at skrive om dem. Sådan udtrykker vi vores tidsånd.

Ser du dig selv som feminist?

Hvis du forstår feminisme som en modstand mod kønshierarkier i samfundet og som en opfattelse af, at kønnet både er biologisk og socialt skabt, så er jeg feminist. Når kønnene både er kulturelt skabte og ikke blot er natur- og gudgivne, kan vi udvikle den vision, at alle køn får frihed til at udfolde deres drømme, talent og ønsker, selv om de er biologisk forskellige.

Hvad er den mest almindelige fejl, skribenter begår, når de skriver biografier?

At de blander selvbiografi og biografi.

Hvilken biografi er den mest originale, du har læst?

Der er mindst fem. Tre af dem er fra 1993: En engelsk-, en fransk- og en dansksproget, nemlig David Maceys The Lives of Michel Foucault, Gilbert Badias Clara Zetkin. Féministe sans frontières og Jens Chr. Manniches Damen, der skød på doktoren om Anna Hude. Fra de senere år er det amerikaneren Alice Kessler-Harris’ A Difficult Woman om Lillian Hellmann fra 2012 og senest den danske Jens Andersens Denne dag, et liv om Astrid Lindgren fra 2014. To er polyfone, andre to er fortolkende personlighedsportrætter og en enkelt er en liv-værk-tid-biografi. De er originale, talentfulde, afklarede med deres ærinde, vinkling og dokumentariske selektion på hver deres måde.

Er det stadig vigtigt at fremhæve kvinder i biografier?

Den biografiske genre er usædvanligt kønsskæv og mandsdomineret. I de vestlige lande USA, England, Tyskland, Frankrig, Sverige, Norge og Danmark generelt er antallet af biografier om kvinder steget til ca. 15 procent af alle de sidste ti år. I Danmark, USA og Sverige dog til 20 procent. Det vil sige, at 80 procent af alle biografier her stadig handler om mænd. Det er stereotypt mange. Så der er nok af politikere, samfundspionerer, kulturpersonligheder, erhvervsfolk, embedskvinder, forskere og forbrydere af hunkøn, der stadig trænger til at blive biograferet.

Hvad synes du om biografien ’Linse – jeg gør, hvad jeg vil’?

Intet – har ikke læst den, men journalister er forført af den. Er det biografi, samtalebog eller skjult selvbiografi?

’Ind I biografien’ – altså en bog om bogen. Hvorfor nu det?

Fordi biografierne fylder bogmarkederne, er en stor økonomi i sig selv og er en genre, som publikum i dag sluger råt og ukritisk. Fordi ingen i Danmark i nyere tid – og kun få i det internationale samfund – har taget den biografiske genre så alvorligt, at de har undersøgt, hvad den går ud på, og hvordan man finder rundt i den. Kritikere og læsere ved, hvordan de skal forstå digte, romaner, journalistik eller historieskrivning. Men ikke hvordan de skal bedømme biografier, deres arketyper, køn, særlige fortælletraditioner eller etiske dilemmaer. Ind i biografien kan bruges af alle, der læser, anmelder og skriver biografierne. Den er til lægfolk og lærde. Du kan se den som en slags kniv med lygte i, der baner en vej gennem vildnisset af biografier.

Bliver biografier bedst, når de bearbejdes af en skribent, eller når de skrives af vedkommende selv?

En biografi er en fortælling og en fortolkning af et menneske skrevet af en anden. Derfra kan den skrives på en mangfoldighed af måder. De bliver bedst, hvis biograferne ved, hvad de vil med biografien, har researchet godt, kan skrive og holder distance til hovedpersonerne i stedet for at lade sig forføre. Så kan biograferne være venligt eller fjendtligt stemt, empatisk forstående eller nøgterne reportere – det er lige meget. Men skriver man om sig selv, er det en selvbiografi, og man er ude i en konstrueret legitimationshistorie om sig selv. Det er en genre i sig selv.

Hvilken biografi skal jeg give min mor i fødselsdagsgave? Hun er 57 år, elsker politiske biografier og hader bøger, der er skrevet dårligt.

Hvad med Uden Omsvøb, der er en polyfon politikerbiografi om Bodil Koch?

Er faren ved en biografi ikke, at man kommer til at fokusere for meget på personen og for lidt på strukturer og samfund?

Jo, men ikke hvis man skriver en liv-værk-tid-biografi, en polyfon eller en prismebiografi.

I 1970’erne var ’arbejderbiografien’ en udbredt genre. Hvad synes du om den, hvad blev der af den, savner vi den?

Hvor var den udbredt?

Er der nogen, man bare ikke kan skrive en biografi om?

Det kommer an på, om man vil hylde, håne, respektere, af-fortrylle eller forstå ham eller hende.

I udlandet er det normalt, at kendte – politikere, erhvervsfolk etc. – bestiller og betaler for en biografi. Ser du en lignende tendens i Danmark?

Nej. Kun et enkelt eksempel.

Nævn de tre vigtigste kvaliteter ved den biografiske genre.

Biografier humaniserer historien, er et reflekterende spejl for os selv og narrative indgange til at tænke over vores rødder.

Skal hovedpersonen være enten gammel eller død, for at der er stof nok til en bog?

Alder og død er ikke afgørende for stoffet. Tid er afgørende for biografier. De bedste er om dem, der har været døde en generation eller to, så man kan holde dem ud i strakt arm og se mønstrene.

Drømmer du om en dag selv at blive ’biograferet’?

Nej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu