Læsetid: 6 min.

Læserne spørger: Ellie Jokar

»Jeg har jo ikke altid haft det lige nemt som teenager. Jeg var hende med overskæg og bakkenbarter og den eneste perkerpige i klassen de første par år i folkeskolen. Så jeg lærte i en tidlig alder ikke tage mig selv så højtideligt«
Ellie Jokar. Født i Iran 1980, musiker, rapper og komiker. Brød i gennem til et bredere publikum i 2013, hvor hun medvirkede i DR2-programmet ’Det slører stadig’. Uddannet markedsføringsøkonom, har arbejdet med udsatte unge og driver eget musikselskab. Aktuel med dokumentarserien ’Hvem f... er Ellie?’ på DR3 om, hvordan hun pludselig en aften i Miami blev smaskforelsket i Claudia.

Ellie Jokar. Født i Iran 1980, musiker, rapper og komiker. Brød i gennem til et bredere publikum i 2013, hvor hun medvirkede i DR2-programmet ’Det slører stadig’. Uddannet markedsføringsøkonom, har arbejdet med udsatte unge og driver eget musikselskab. Aktuel med dokumentarserien ’Hvem f... er Ellie?’ på DR3 om, hvordan hun pludselig en aften i Miami blev smaskforelsket i Claudia.

Betina Garcia

7. februar 2015

Får du også den ’kompliment’ fra heteroer, at det er spild af smuk kvinde, at du er til kvinder – og hvad svarer du?

Det ikke mange, der siger det, men når det sker, svarer jeg, at det er godt, at jeg ikke er til piger, men til mennesker. Jeg bliver tiltrukket og draget af mennesket.

Hvem er målgruppen for ’Det slører stadig’?

I starten var det DR2-seerne, som normalt ligger mellem 45-60 år, men efter det havde rullet hen over skærmen, blev det lige pludselig alle fra otte til 65 år. Det havde vi ikke regnet med.

Har I overvejet om, programmet forstærker stereotyperne i stedet for at nuancere dem?

Jeg mener, vi går ind og nedbryder nogle fordomme, der er i vores samfund. Jeg syntes ikke, vi går ind og forstærker stereotyperne, vi går ind og overdriver nogle af karaktererne. Som man siger: »Overdrivelse fremmer forståelsen.«

Hvad fik dig til at lave ’Det slører stadig’? Hvilken effekt håber du, det har?

Jeg har altid gerne ville være med til at gøre en forskel i det samfund, jeg lever i. Og har altid elsket humor, ironi og især selvironi og har brugt det meget i min musik og hverdag. Jeg har jo ikke altid haft det lige nemt som teenager. Jeg var hende med overskæg og bakkenbarter og den eneste perkerpige i klassen de første par år i folkeskolen. Så jeg lærte i en tidlig alder ikke tage mig selv så højtideligt. Da jeg så da jeg blev kontaktet af Mizasen og Respirator, var det en nem beslutning for mig at træffe.

Jeg håber, at Det slører stadig har været med til at bygge broer og forståelse. At det har nedbrudt nogle fordomme og bevist, at fire piger med ikkedansk baggrund kan bære et show. Og selfølgelig, at muslimer også har humor og selvironi.

Hvad er typisk for dansk humor?

Nu genereliser jeg. Dansk humor minder en del om den britiske ’sorte’ humor. Dansk standupkomik handler meget om pik og patter. Jeg har forsøgt at bruge nogle danske jokes/ vendinger i USA, og det er en udfordring, fordi humoren er så anderledes. Amerikanere, som jeg har mødt, synes, at meget af vores humor er strid og meget sort.

Hvad er typisk for dansk rap?

At det er de samme rappere, som altid bliver hørt. Dansk rap er meget staccato, det flower ikke rigtig som på fransk eller amerikansk. Dansk rap er hovedsageligt også en mandsdomineret genre, som kræver, at du kan tåle lidt knubs i ny og næ.

Skal rap være sjov eller alvor?

Det er individuelt, hvad man gerne vil frem med. Jeg har altid brugt meget sarkasme i mine tekster og min musik, fordi jeg mener, man kan komme rigtigt langt med det. Jeg vil have, at folk slår sig løs og danser ubehersket til min musik. Jeg vil hellere sprede glæde og latter end had og frygt.

Du har arbejdet med udsatte unge, hvad er efter din mening det sværeste ved at være ung i dag?

Puha, hvad er ikke svært for de unge i dag? Jeg tror, det sværeste er at navigere rundt i alle de muligheder, der findes, især i forhold til da jeg selv var teenager. Der forventes så meget af unge i dag. De møder et enormt pres fra samfundet, fra familien, fra de sociale medier. De bliver målt i hoved og nummi og skal hele tiden iscenesætte sig selv. Jeg tror, det sværeste ved at være ung i dag, er presset og forventningerne.

Hvem er dit forbillede som rapper?

Jeg har mange, men skulle jeg nævne en, jeg altid vender tilbage til, er det Tupac Shakur – lidt perkerpige er jeg jo.

- og som komiker?

Se, det er lidt mere tricky. Der er så mange, men jeg må ærligt indrømme, at jeg nok er lidt betaget af Sarah Silverman. Ikke nok med hun er sjov, hun har også ben i næsen. En kvinde med egne holdninger og ikke særlig selvhøjtidig.

Hvad gør dig bange?

Jeg forsøger at leve et liv uden frygt eller angst, men tanken om at miste en, der står mig nær, gør mig bange.

Har du aldrig været bange for din egen sikkerhed ved så modigt at stå frem?

Bange for hvad? Folk vil altid have en mening om dig, og det er et faktum, især når du er et menneske, som deltager i debatten og vil være med til at gøre en forskel. Det er altid nemt at sidde og gemme sig bag en computer og skrive hademails. Det får ikke lov at skabe frygt i mig.

Vænner man sig til at leve med risikoen ved at stå frem, eller har du gjort op med dig selv, at din frihed til at være tro mod dig selv er en evt. pris værd?

Man bliver hærdet. Man hører og ser ikke de samme ting som i starten. Det er, som om man vænner sig til det. Jeg har det det nemmere i dag, end da jeg begyndte at udgive musik for ni år siden. Det er hårdt i starten, men efter noget tid lærer man at give slip. Det altid har en konsekvens at gå forrest, men det er det værd!

Hvad var din motivation for at medvirke i et tv-program om din forelskelse i en kvinde?

Det var noget, der bare skete. Jeg valgte at lave dokumentarserien, fordi det stadig i 2015 er så tabubelagt at tale om homoseksualitet, og hvad man går igennem et menneske, når man opdager, at man måske ikke er helt, som man gik og troede.

Oplever du en indre konflikt mellem at være muslim og være til damer?

I starten havde jeg en kæmpe indre konflikt, men fandt hurtigt ud af, at det intet har med religion at gøre, men mere handler om den opdragelse, man kommer fra. Jeg er som sagt ikke homoseksuel, men til mennesker. Det er ikke, fordi jeg nu går efter damer.

Hvordan håndterer du, at du har en kronisk sygdom som sklerose?

Jeg prøver at håndtere frk. Rose på min måde. Jeg valgte tidligt at huske på at værdsætte de små ting i livet – at kunne gå, se, føle, høre osv. – og ikke lade frk. Rose styre mit liv, selvom hun kommer på besøg i ny og næ. #JegVilDøMedEtSmilPåLæben. Det har altid været super vigtigt for mig at leve mit liv. som jeg vil, med eller uden frk. Rose.

Hvad er det bedste, du har fået med fra din iranske baggrund?

Jeg er rigtig glad for at have fået mange af de persiske værdier. F.eks. det stærke bånd, der er i familien, vores mad, den persiske historie. Der er virkelig mange ting. På samme måde som jeg har taget en masse fantastiske ting fra den danske kultur, f.eks. ytringsfriheden.

Føler du, at du skal være et forbillede for andre?

Det er andre mennesker, som gør dig til et forbillede ud fra dine holdninger og meninger. Men jeg tænker altid over, det budskab, jeg sender, når jeg laver tv, musik osv.

Hvad er sjovest – at gøre grin med profeten eller med dem, der gør det?

Ingen af delene, men hvis jeg skulle vælge, ville jeg nok vælge dem, der gør det. De kan i det mindste svare igen.

Jeg har aldrig haft et behov for at gøre grin med folks tro. Når vi laver Det slører stadig, gør vi det med kærlighed. Det er jo ikke rettet mod muslimer, men mod os alle. Fordomme kender vi jo alle til. Vi har jo også en masse fordomme om jyder eller svenskere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu