Interview
Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Kirsten Hammann

»Charlie Hebdo har et mod, jeg aldrig får. Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig vil skrive noget dårligt om hverken rockere eller islamister eller nogen som helst, der kunne finde på at slå«
Kirsten Hammann. Forfatter, født 1965. Opvokset i Risskov, har boet i København siden 1989. Debuterede med digtsamlingen ’Mellem tænderne’ i 1992. Har siden udgivet  syv romaner. Oversat til seks sprog. Har netop udsendt romanen ’Alene hjemme’.

Jakob Dall

Moderne Tider
28. februar 2015

– Passer det, at det er ensomt at være forfatter?

Ja, men det kan også være, at det er selve ensomheden, der gør, at man bliver forfatter, og så bliver det selvforstærkende. Man arbejder alene, og der er ingen at spørge til råds. Jeg tror også, det kræver en form for ensomhed at have den stærke drift mod at ville skrive og betro sig til en læser. Ville man bruge hele sit liv på at skrive så tydeligt og indtrængende som muligt, hvis der ikke var en (eksistentiel) ensomhed og behov for kontakt …?

– Hvor meget påvirker anmeldelser dit humør?

Da jeg udgav min første bog i 1992 fik jeg fine anmeldelser, men jeg græd alligevel, og da jeg året efter udgav Vera Winkelvir, som blev anmeldt endnu bedre, græd jeg bare endnu mere. Jeg syntes slet ikke anmeldelserne kom omkring alt det, der stod i bogen. Det var noget, jeg skulle lære med tiden, at en avisanmeldelse er en kort form, som aldrig kan svare en bog på dens eget sprog. Men anmeldelser påvirker stadig mit humør. Jeg kan blive glad for en god læsning, hvad enten anmelderen er positiv eller ej, og modsat føle en bitter glæde over en dårlig og sjusket læsning, selv om den er begejstret.

– Hvis ikke forfatter, hvad så?

Lige for tiden drømmer jeg om at have et lille landsted, hvor jeg skal passe en ko og et bed med grøntsager. Men det er ren tankeflugt. Bondemandens græs er altid grønnere.

– Sover du eller skriver du om natten?

Jeg sover. Eller læser og spiser bananer.

– Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når folk siger, at jeg skriver svært eller intellektuelt eller akademisk. Det har jeg aldrig forstået. Jeg har aldrig skrevet om andet end meget konkrete ting og følelser.

– Hvor meget af dig, er der i Vera Winkelvir?

Ikke så meget mere. Hun ville hade at se, hvor gammel og tandløs jeg er blevet. Hvordan jeg får det hele til at hænge sammen og endda benytter mig af en form for dramaturgi i mine bøger.

– Hvor finder du sproglig inspiration?

Da jeg var ung, kunne jeg entydigt pege på rock- og popmusik, hvis jeg skulle sige, hvad jeg længtes efter at kunne ramme. Jeg har aldrig ledt efter ordene eller mit sprog og har ikke nogle litterære forbilleder. Jeg har rigtig mange problemer med at få åbnet sluserne og trække mig selv til truget, og der er megen angst og modstand, men når jeg endelig skriver i de sjældne, produktive minutter, så kommer det af sig selv.

– Hvad synes du om krimier?

Bare det at krimien tilhører en genre, der skal gøre noget bestemt for mig – gøre mig bange eller mystificeret – får mig til at miste interessen på forhånd. Selve det, at bogen har et formål, keder mig. Jeg er ikke interesseret i bøger, som ikke har litterær værdi, men bare skal underholde. Helt modsat tv, hvor jeg kan tage nærmest hvad som helst indenbords. Jeg vil underholdes, krumme tæer og bedøves. Jeg spilder hjertens gerne en hel aften på hjernedødt tv, men jeg kunne ikke drømme om at spilde min tid på en dårlig bog.

– Kræver det disciplin at skrive?

Ja, men ikke nødvendigvis den med at holde sig ved skrivebordet et vist antal timer pr. dag. Jeg synes, jeg har en rygrad som en regnorm, og jeg bliver lige overrasket, hver gang det igen er lykkedes med at skrive en bog. Så der må jo være en anden form for disciplin, noget man måske nærmere kan kalde pligtfølelse eller ’ingen vej udenom’. Eller det mere højtidelige ’nødvendighed’. Jeg har ikke ’ret’ til at leve, hvis jeg ikke skriver.

– Er Hammann et kunstnernavn, som skal dække over, at du i virkeligheden hedder Hermann?

Nej, men tak fordi du ikke spørger, om min far var hypnotisør, for det var han ikke, og han havde heller ikke kun ét m i sit efternavn.

– Kan du lide at være alene hjemme?

Jeg elsker at være alene hjemme! Jeg elsker at være alene og ikke tale med nogen og spise bøffer med bearnaise og se tv ved bordet.

– Er populærkulturen tættere på eksistensen end den elitære kunst?

Nej, det tror jeg ikke. Jeg kan ikke mærke forskel på den tåre jeg græder over en sang af Thomas Helmig eller over en bog af Herta Müller. Til gengæld kan jeg foragte den kunst, der får mig til at græde på bestilling, den der benytter sig af følelsesporno. Især filmindustrien er trænet i at skrue på menneskers følelsesapparat.

– Hvad tænker du om begrebet ’politisk kunst’?

At det lyder gammeldags og som noget, der har en bestemt dagsorden og vil have modtageren til at gøre eller mene noget bestemt. Og samtidig vil jeg vove at bruge ordet politisk om nogle passager i mine egne bøger, fordi de ’mener noget om samfundet’. Så måske er al kunst, der overhovedet sætter spørgsmålstegn ved måden, vi lever på, politisk.

– Lytter du meget til klassisk musik?

Nej, og det skyldes den lidt pinlige grund, at jeg har det svært med, at lydstyrken ofte går så meget op og ned. Det ene øjeblik kører det musestille med nogle violiner, og så brager det løs med hele orkesteret. Når jeg hører musik, laver jeg også noget andet, og så er musikken nødt til at være mere tapet-agtig. Til en koncert er det noget andet, for så sidder jeg i en sal og kigger på. Jeg går alt for sjældent til koncerter, og især korkoncerter savner jeg.

– Hvad ville du spørge dig selv om hvis du var journalist?

Noget, så jeg kunne svare med dette citat: »Man er nødt til at skrive for at bemestre livets pinligheder og skændsler. At genoplive fiaskoerne igen og igen, i ord. Det er ikke sådan, at ordene kan ændre på resultatet og giver hævn. En forfatter kan håbe på at kunne mætte skammen. Ved intet at udelukke, intet at omskrive, intet at formilde, men tage skammen på sig og give den tilbage i depersonaliseret form som en art komedie.« – Howard Jacobson i Information 29. juni 2013

– Du appellerer både til damebladene og de finlitterære kritikere – hvem af dem identificerer du dig mest med?

I den grad begge dele. Da jeg gik i skole, var klassen delt i de seje piger og ’strikkeklubben’, og jeg pendlede dagligt mellem de to grupper. Jeg kunne tale med begge steder, hørte en lille smule til overalt og dermed ikke rigtig nogen af stederne. Sådan har jeg det stadig.

– Hvad synes du om Charlie Hebdo?

At bladet (og mange andre) har et mod, jeg aldrig får. Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig vil skrive noget dårligt om hverken rockere eller islamister eller nogen som helst, der kunne finde på at slå.

– Hvem skal have Nordisk Råds Litteraturpris?

Helle Helle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her