Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi. George Nellemann (1930 - 2014)

George Nellemanns opgør med en autoritær overklasseopvækst førte ham ind i SF og i Amnesty International. Som voksen så han oftere muligheder end begrænsninger
Kærlighed. Georg Nellemann mødte sin kone, Karen, i tiden på kollegiet i København. Det var også i den periode, han grundlagde sit politiske og aktivistiske engagement. Privatfoto

Kærlighed. Georg Nellemann mødte sin kone, Karen, i tiden på kollegiet i København. Det var også i den periode, han grundlagde sit politiske og aktivistiske engagement. Privatfoto

7. februar 2015

Det var ikke de biologiske forældre, men tjenestepiger, der opdrog George Nellemann. Hans far var en af de danskere, der rejste til USA for at udleve den amerikanske drøm og søge løkken på andre breddegrader. Lidt uden for Detroit skulle familien bo, og det var i mælkeindustrien, de skulle gøre karriere.

Men en hjernehindebetændelse vendte op og ned på situationen. George Nellemanns mor døde, da han var blot ni måneder, og hans far valgte at sende ham tilbage til Danmark for at vokse op hos sine bedsteforældre på Korselitse Gods ved Hesnæs. Her tog skovridergårdens tjenestepiger over og blev hans reserveforældre.

Forholdet til faren blev anstrengt. Han havde svigtet, mente George Nellemann. Da faren kom hjem med en bristet USA-drøm, sendte han sønnen på Herlufsholm Kostskole, for han skulle i det mindste have en ordentlig uddannelse.

Kostskolelivet huede ikke den unge George. Han var ikke glad for, hvad han senere kaldte ’preusserdisciplin’ og den autoritære tone, der herskede på skolen i 40’erne. Han var typen, der sagde, hvad han mente, og puttede ikke med sin holdning til tingene. Opholdet vakte et oprør i ham.

Antiautoritær

Da George Nellemann begyndte på Københavns Universitet, flyttede han ind i en studenterbolig i Ballonparken på Islands Brygge. Kollegiet var kun for mænd, men det var her han mødte sin kommende kone, Karen. De boede ulovligt sammen, men det lod han sig ikke begrænse af – autoriteter skulle ikke fortælle ham, hvordan han skulle leve sit liv.

Efter endt uddannelse som etnograf meldte han sig sidst i 1950’erne ind i det nystiftede Socialistisk Folkeparti. Han flyttede med Karen til Lyngby og var fra starten med i Lyngby-Taarbæks vælgerforening.

Det var ikke bare i politik, men også i NGO-arbejdet, der skulle gøres noget. Som en del af Amnesty Internationals brevkampagner sad George Nellemann derhjemme med pibe i munden og skrev breve til statsoverhoveder og andre magthavere for at gøre dem opmærksomme på kritisable forhold – eksempelvis, at de havde en politisk fange siddende fængslet.

Også sit amerikanske statsborgerskab fik han annulleret. Det var dels politiske årsager og dels frygten for at blive indkaldt til den forhadte Vietnamkrig, der gjorde, at han frasagde sig sit amerikanske pas.

Karriere

Som etnograf rejste han først til Grønland og boede i to år i Jakobshavn, ansat af Grønlandsministeriet for at undersøge grønlændernes holdning til de danske myndigheder. Ved siden af arbejdede han som retsskriver og skolelærer. Tilbage til Danmark blev han ansat af Nationalmuseet i en stilling som museumsinspektør. Her dokumenterede han blandt andet uddøende håndværk, og interessen for Østeuropa blev grundlagt. Det gjaldt særligt de polakker, der kom til Danmark i 30’erne for at arbejde og de anden- og tredjegenerationsindvandrere, der blev i Danmark. Interessen blev til en del litteratur, som blev omtalt vidt og bredt. George Nellemann var dygtig til at tale sig ind på folk, en disciplin, han havde meget gavn af i sit arbejde. Han kunne snakke sig ind på livet af alle.

Derhjemme var det dog mest hans hustru, der snakkede. Og det var også mest hende, der skældte ud, når sønnerne havde gjort noget, de ikke måtte. Selv var han var den forsonende type. Drengene lærte hurtigt, at hvis man var kommet til at ødelægge noget eller havde gjort noget, man ikke burde, var det deres far, de gik til.

Karrieren på Nationalmuseet sluttede først i 1990’erne. George Nellemann kom ikke godt ud af det med sin chef, og da han søgte stillingen som sin chefs chef, endte han først i køen ved næste sparerunde.

Familie

Da George og Karen Nellemann ville vise deres ældste søn Sverige, planlagde de en rundtur med overnatning på forskellige campingpladser. Da de nåede det andet sted på ruten, blev de så begejstret, at de blev der resten af ferien og kom tilbage hvert år i 30 år. Löderups Strandbad hedder det, og de kunne få den samme plads hvert år tæt på vandet, hvor George Nellemann havde en lille skydepram, satte garn og fangede fladfisk. Det blev et slags sommerhus, de kunne tage til, når der var behov.

Hun supplerede ham og omvendt i både sociale og praktiske sammenhænge, og i de 50 år, de boede sammen, skændtes de aldrig, de var soulmates, og passede sammen som to puslespilsbrikker.

Derfor tog det hårdt på ham, da hun døde fra ham. Han mistede initiativet og kunne til det sidste spørge, om hun nu virkelig også var død, for minderne om hende var så livagtige. Og det blev ikke bedre af, at han havde svært ved at affinde sig med at sidde stadig mere hjælpeløs på et plejehjem. Men han kunne live helt op, når børnebørnene kom forbi og spurgte ind til hans liv og tiden på Grønland.

To dage før juleaften sov George Nellemann ind.

George Nellemann

Født 5. februar 1930 i Detroit, USA.

Arbejdede som etnograf på Grønland og på Nationalmuseet 1957-1992. Udgav flere bøger i starten af 00'erne

Gift med Karen. Sammen havde de to sønner.

Død den 22. december 2014

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu