Baggrund
Læsetid: 10 min.

De nye mongoler

Den blodige sekteriske borgerkrig, som Islamisk Stat har indledt, har intet at gøre med religiøse doktriner, men er rettet mod at udradere den shiamuslimske befolkning. En konflikt, Vesten har været blind for
Barbari. Den globale offentlighed er gennem det sidste års tid blevet chokeret over det barbari, Islamisk Stat fører sig frem med. Men barbariet skal forstås politisk, mere end religiøst, hvis det skal kunne bekæmpes.

Barbari. Den globale offentlighed er gennem det sidste års tid blevet chokeret over det barbari, Islamisk Stat fører sig frem med. Men barbariet skal forstås politisk, mere end religiøst, hvis det skal kunne bekæmpes.

Ari Jalal

Moderne Tider
7. februar 2015

I juni 2014 blev den globale offentlighed chokeret og forarget over at høre, at Islamisk Stats hær efter at have erobret Mosul angreb shiamuslimske kvinder og børn i nærliggende landsbyer. Med maskingeværer dræbte de hundredvis af uskyldige mennesker og smed ligene i massegrave. De plyndrede shiamuslimers hjem og konfiskerede shiamuslimers ejendom. I byen Tal Afar beslaglagde al-Baghdadis krigere for eksempel 4.000 huse som ’krigsbytte’. De bombede og nedbrændte helligdomme og moskeer for at fjerne alle tegn på shiamuslimsk tilstedeværelse i deres territorium. Denne form for ødelæggelse har været gentaget i alle hjørner af kalifatet som en del af den religiøse udrensning, som mange tror, at den mest radikale fortolkning af salafismen kræver.

Som vi skal se, har den blodige sekteriske borgerkrig, som Islamisk Stat har indledt, mindre at gøre med salafismens radikale doktrin og mere med brugen af folkemordslignende krigsførelse som en måde at få kontrol over oprøret på, en taktik, som al-Zarqawi udviklede i 2003 kort efter, at den amerikanskledede koalition invaderede Irak.

Hvad målet med disse uhyrlige handlinger end måtte være, forekommer ordet ’folkemord’ at være velegnet til at beskrive, hvad der har fundet sted de seneste år i Syrien og siden begyndelsen af sommeren 2014 i Irak. At være shiamuslim eller medlem af en beslægtet sekt, som f.eks. de syriske alawitter, er i dag i praksis, som det var at være jøde i Nazityskland. Islamisk Stat, der følger i al-Zarqawis fodspor, forekommer at være opsat på at udradere den shiamuslimske befolkning i kalifatet med alle midler, herunder fysisk udslettelse.

Takfir

På denne baggrund tror mange, at al-Baghdadis engagement i Syrien i 2011 ikke så meget var motiveret af ønsket om at vælte Assad-regimet, men af ønsket om at forestå en etnisk udrensning af alawitterne fra denne region, der var bestemt til at være det nye kalifats vugge. Igen er det nærliggende at drage en parallel til Nazityskland og forestillingen om den ariske races overlegenhed. Mens Hitler retfærdiggjorde udryddelsen af jøder med en fiktiv eugenik, bruger Islamisk Stat begrebet takfir, frafald, til at gennemføre islams religiøse ’renselse’. Shiamuslimer og tilhængere af alle andre trosretninger end salafismen er kættere, der er skyldige i en synd så alvorlig, at den kræver døden.

Oprindelsen til begrebet takfir kan spores tilbage til det første voldelige sammenstød mellem sunnier og shiaer, den store fitna, den første borgerkrig mellem muslimer. Denne konflikt, der blev indledt i 655, et år før mordet på kalif Uthman, brød ud, da Muhammeds tilhængere blev uenige om, hvem der var den sande efterfølger til profeten. Uthman blev beskyldt for frafald af Alis støtter, der hævdede, at Ali var profetens direkte efterkommer, hvorfor Ali skulle være kalif. Den store fitna førte til splittelsen mellem på den ene side shiaerne, Alis tilhængere, og på den anden side sunnierne, Uthmans tilhængere. Lige siden har disse to grene af islam beskyldt den anden for frafald, for takfir, i deres kamp for den politiske magt.

Siden det 7. århundrede har begrebet takfir været forankret i politiske og økonomiske spørgsmål. Muligvis fordi profeten var både en religiøs og politisk leder, var grænserne mellem islams materielle og åndelige domæne fra begyndelsen sløret. Således blev takfir et instrument, et politisk redskab i religiøs forklædning. I de næste to århundreder blev den erobringskrig, der blev ført af de to stærke allierede, Saud-slægten og wahhabisterne, udkæmpet med økonomiske og politiske våben forklædt som religiøs stræben.

Det har altid været svært at definere takfir – ligesom det er svært at definere terrorisme – hvilket kan forklare, hvorfor begrebet er et så stærkt redskab i hænderne på muslimske væbnede organisationer og sekteriske kræfter, der forsøger at retfærdiggøre deres krav på legitimitet. I 1950’erne og 60’erne reformulerede medlemmer af Det Muslimske Broderskab begrebet, så det legitimerede deres modstand mod Nasser, som de hævdede havde fordrevet dem til ulovlighedens underverden – altså et eksempel på, at sunnier anvender takfir som et våben mod andre sunnier.

Forudsigeligt

Oprindeligt var det endelige mål med takfir ikke udelukkelsen af kættere fra det åndelige fællesskab eller deres udryddelse, men snarere deres fordrivelse fra det materielle, konkrete samfund, således at de ikke havde adgang til systemet for sociale rettigheder og privilegier eller til økonomien. De blev således placeret uden for den politiske legitimitets grænser. Forestillingen om nødvendigheden af at udrydde shiamuslimerne blev ikke introduceret før 2003, da al-Zarqawi var hjernen bag flere selvmordsangreb mod shiamuslimske mål.

Den første selvmordsmission i Irak fandt sted den 29. august 2003, hvor målet var Imam Ali-moskeen i Najaf. Dette angreb var en skelsættende begivenhed i den irakiske konflikt, fordi det åbnede en ny front rettet mod den shiamuslimske befolkning. Angrebet var allerede forsøgt retfærdiggjort gennem en propagandakampagne, der blev indledt måneder før og blev finansieret af centrale sunnimuslimske aktører i regionen, herunder Saudi-Arabien og flere oligarker fra Golfstaterne. De irakiske shiamuslimer blev anklaget for at have sluttet alliancer med udenlandske regimer om et regimeskifte i Irak, handlinger, som salafister betragtede som mukaffir eller grundlag for anklager om frafald, takfir.

Ved at bruge en tidløs, apokalyptisk retorik blev der draget en parallel mellem invasionen af Irak og mongolernes invasion af kalifatet i det 13. århundrede. Billeder af mongoler og tatarer, der plyndrer den pragtfulde by Bagdad i 1258, vækker skamfulde minder hos sunnimuslimske irakere.

Kort tid efter Saddam Husseins fald kunne man på internettet finde massevis af tekster om den nye mongolske invasion. I internettidsskriftet Bashaer kunne læseren erfare, at mongolerne, før de nåede frem til Bagdad, havde invaderet riget Khwarezm (i nutidens Usbekistan og Turkmenistan), ligesom den amerikanskledede koalition havde angrebet Afghanistan, før den angreb Irak. Mongoler og tatarer indgik ligesom USA og Storbritannien en alliance med det formål at angribe Bagdad. I begge tilfælde blev Bagdad angrebet fra øst og vest, belejringen varede 21 dage, den invaderende fjendes overlegenhed var enorm, og folk var så bange, at de ikke gik til bøn den første fredag efter angrebets begyndelse. I det 13. århundrede – såvel som i det moderne Irak – svækkede rivaliseringen mellem shia- og sunnimuslimer centralmagten. Mongoler og tatarer rykkede frem med hære bestående af lejesoldater, der deltog i invasionen og plyndrede byen – mens koalitionens styrker så til, da deres irakiske støtter plyndrede biblioteker og kulturelle institutioner og dræbte kvinder og børn.

Tidsskriftet Bashaers sammenligning mellem de to begivenheder ender med en forudsigelse, der er inspireret af afslutningen på den mongolske invasion: To år efter plyndringen af Bagdad besejrede de syriske og egyptiske hære sammen med grupper af arabiske frivillige mongolerne og tatarerne ved Ayn Jalut. I dag skaber Islamisk Stat sit kalifat efter at have indledt sin offensiv fra Syrien. Med dette håber organisationen at gøre sig klar til et nutidigt slag ved Ayn Jalut.

Vestens blindhed

I sommeren 2003 brugte al-Zarqawi parallellen til den mongolske invasion til at legitimere sin offensiv mod shiamuslimerne. Ifølge al-Zarqawi havde Ibn al-Alqami, Bagdads shiamuslimske vesir, hjulpet mongolerne under deres erobring af byen og opfordret sine tilhængere til at gøre det samme. På samme måde havde shiamuslimerne angiveligt konspireret med amerikanere og hilst deres invasion af Irak velkommen. Dette var første gang, at den sekteriske kamp mellem sunnier og shiamuslimer blev en del af det irakiske oprør.

Angrebet i Najaf, der markerede begyndelsen på al-Zarqawis aktive kamp mod Iraks shiamuslimer, var den første manifestation af sammenstødet mellem sunni- og shiamuslimer, en borgerkrig, som Islamisk Stat så at sige viderefører. Som al-Zarqawi forklarede bin Laden i deres omfattende korrespondance mellem 2003 og 2005, var fitnaen mod shiamuslimerne blot et taktisk redskab, hvis formål var at forhindre en forenet, sekulær front mod koalitionens styrker – en front, som jihadisterne ville være udelukket fra at tage del i.

I 2003 forstod den amerikanskledede koalitions styrker imidlertid ikke, hvad der kunne være konsekvenserne af en krig mellem sunni- og shiamuslimer. På det tidspunkt forekom motivet til selvmordsbombningen at være uforståeligt, og gerningsmændene var ukendte. I sommeren 2003 kæmpede koalitionens styrker mod al-Sadrs milits, der blev betragtet som den primære militære modstander i Irak. På det tidspunkt udgjorde sunnioprøret, der fortrinsvist bestod af rester af Baath-partiet og muslimske nationalister, ikke en alvorlig trussel. Alligevel ville en nærmere interesse for, hvordan islamisk radikalisering var vokset frem i Irak under de økonomiske sanktioner, kunne have afsløret, at en større sekterisk borgerkrig med potentialet til at destabilisere hele den muslimske verden var i gære.

Vesten havde ikke været opmærksom på de enorme forandringer, de økonomiske sanktioner i 1990’erne havde udløst i Irak. Under Saddam Husseins beskyttelse var den moderne salafisme vundet frem i Irak og var blevet en kilde til radikalisering. Formålet med den irakiske diktators nye religiøse iver var at formilde sunnistammerne i tider med store økonomiske udfordringer. Under FN’s økonomiske sanktioner var religion blevet en kilde til trøst for den forarmede sunnimuslimske middelklasse, rygraden i Saddams regime, og islam et åndeligt middel til at udholde langvarige økonomiske trængsler. Samtidig hjalp radikaliseringen af Irak Saddam Hussein med at skjule sit regimes økonomiske problemer.

I modsætning til vestlige magter vidste jihadister, at mange irakere fra Sunnitrekanten i et årti havde været tiltrukket af den radikale, salafistiske tro. Og således flokkedes de til dette område fra hele Mellemøsten i tiden efter Saddams fald. Nogle samarbejdede endda med lokale irakiske salafistgrupper, der alle havde deres baser i Sunnitrekanten på steder som Ramadi, Fallujah og Mosul, der blev udklækningssteder for det jihadistiske sunnioprør. Al-Zarqawi var blandt de tilrejsende.

På samme måde, som de lande, der indgik i den amerikanskledede koalitions styrker, så at sige havde ignoreret de forandringer, som et årti med økonomiske sanktioner havde udløst i Irak, ignorerede de selvsamme nationer den fare, som fremvæksten af jihadistiske oprørsgrupper i Syrien, der blev finansieret af donorer i Golfstaterne, udgjorde for hele regionen. Vesten og verden affærdigede belejligt radikaliseringen af Irak og Syrien som et produkt af religiøs fanatisme.

Det religiøse alibi

Det er surrealistisk at tænke på, at vestlige magter har troet, at det, der finder sted i Mellemøsten, er en religionskrig, der er motiveret af en fejde, der begyndte i Arabien i det 7. århundrede. Når lignende krige har været ført af kristne, har religion sjældent været mere end et påskud for politik. I det 15. århundredes Europa var frafald en forbrydelse, der udløste døden på bålet. Europa stod i flammer under autodafeen, hvor de frafaldne blev brændt i Guds navn. I dag bruger kalifatet halshugning og korsfæstelse på en lignende måde.

Den største fare, Europa stod over for i det 15. århundrede, var risikoen for en borgerkig mellem katolikker og protestanter, en borgerkrig med religiøse fronter, men med rødder i kontinentets gamle magtkampe. I dag har anklagen for frafald eller takfir mod den shiamuslimske befolkning netop til formål at udløse en sådan borgerkrig (fitna) i Irak, Syrien og andre steder, dvs. en krig, der ved første blik forekommer at være motiveret af religion, hvor politiske og økonomiske interesser umiddelbart ikke synes at være så vigtige. Men ligesom i det 15. århundredes Europa er de sande motiver af politisk og økonomisk art, og deres rødder kan findes i kampen om at kontrollere hele regionen.

Kalifatets mænd er klar over, at der for at opbygge en ny stat og konstruere legitimitet gennem konsensus og opbakning er behov for meget mere end en dygtigt produceret religiøs propagandakampagne på de sociale medier. Udrensningen af shiamuslimer fra kalifatets territorium giver især mange fordele i forbindelse med Islamisk Stats nationsopbyggende bestræbelser, idet det sikrer støtten fra den lokale sunnibefolkning og skaber en mere homogen befolkning med mindre risiko for sekterisme og samtidig frigør ressourcer, der kan tilbydes krigerne som krigsbytte. Udryddelsen af shiaerne gør kort sagt tingene lettere for kalifatets ledelse, både økonomisk og politisk, samtidig med at den tilfredsstiller et dybt rodfæstet ønske om hævn blandt sunnierne, hvilket kun øger opbakningen og loyaliteten til den nye stat.

Krigsførelsen er derfor snarere end en religiøs motiveret mission en politisk taktik, der anvendes af en meget pragmatisk ledelse. I modsætning til Taleban eller nazisterne viser Islamisk Stat fleksibilitet: De, der er villige til at konvertere, bydes velkommen til den nye stat, mens de, der er i stand til at betale jizyah, en skat, der opkræves som følge af deres kætteri, frit kan forlade kalifatet. Kalifatet er endda villig til at løslade gidsler til udenlandske magter for løsepenge.

Pragmatismen har udspring i den hårde nationsopbyggende opgave, Islamisk Stat står over for, og som ser ud til at være organisationens førsteprioritet. Det kræver en fuldstændig rekonstruktion af alle socioøkonomiske infrastrukturer at herske i regioner, der i årtier har været hærget af krig – udenlandske arabiske interesser skal holdes stangen, samtidig med at der føres en erobringskrig. Det, der først og fremmest er brug for – i højere grad end et religiøst alibi – er en konstant og omfattende tilstrømning af penge.

Islamisk Stat har overgået tidligere jihadistgruppers mytologi og retorik. Organisationen har udvist pragmatisme og modernitet i forbindelse med udviklingen af de strategier, der kræves, for at den kan forfølge sin ambitiøse drøm om at skabe en nation. Den har på kort tid privatiseret terrorismen, opnået uafhængighed fra sine økonomiske støtter og etableret en økonomi, der ikke er fuldstændig afhængig af, at der er krig. Den har skabt partnerskaber med lokale sunnimuslimske stammer med det formål at dæmpe modstand og dele de indtægter, der genereres som følge af udnyttelsen af vigtige ressourcer. Den har været velovervejet – hvilket vi ikke kan sige om hverken Assads eller Malikis regimer.

Teksten er et let forkortet kapitel fra Loretta Napoleonis bog ’Islamisk Stat’, der udkommer den 13. februar på Forlaget Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her