Interview
Læsetid: 8 min.

Hvor er ondets rod?

Hvor kommer de mørke kræfter fra, som ender i drab og terror? Sammen med indvandrerforsker, Nørrebrokender og islamolog Garbi Schmidt har Information opsøgt Omar el-Husseins barndomskvarter på ydre Nørrebro
Ghetto. Sammenlignet med udenlandske forstadsghettoer fremstår Mjølnerparken på Nørrebro som ren luksus. Men det handler ikke kun om det materielle, det er også livet bag murene, der skaber problemerne, siger Garbi Schmidt.

Ghetto. Sammenlignet med udenlandske forstadsghettoer fremstår Mjølnerparken på Nørrebro som ren luksus. Men det handler ikke kun om det materielle, det er også livet bag murene, der skaber problemerne, siger Garbi Schmidt.

Jakob Dall

Moderne Tider
21. februar 2015

Det har ellers været en fin iskold solskinsdag, men nu trækker skyerne sammen over Nørrebro. Jeg trasker af sted med professor Garbi Schmidt. Vi går fra Føtex ved Nørrebro Station hen mod Mjølnerparken. Der er metrobyggerod, huller i fortovene og graffiti på mange mure. Et gammelt brunt værtshus nærmest drukner i hidsig skrift.

Garbi Schmidt er indvandringsforsker og har skrevet doktordisputats om indvandringen på Nørrebro. Og det er noget andet, hun vil have jeg skal se, hun slår ud med armene:

»Der er jo simpelthen en fysisk afgrænsning. Det er sikkert gjort i allerbedste mening, men Mjølnerparken ligger for sig selv afskåret fra resten af bydelen. Dér har du resten af Nørrebro, og det har altid været et fattigt område. Og så har du dette område med socialt boligbyggeri og stort set kun ’fremmede’ og de såkaldt passive danskere. De, der er allernederst på den sociale rangstige, ofte alkoholikerne og misbrugerne.«

En luksusghetto?

Vi træder ind i området. Sætter os til rette ved et picnicbord med så mange ord ridset ind, at det, har skabt en ny kriblende overflade. Rundt om os ligger de røde treetages huse, en kvinde med flagrende hår går tur med en barnevogn. To teenagepiger med tørklæder, lange nederdele og dynejakker passerer forbi og siger hej. Græsset er ikke nedslidt. På de fleste balkoner er der paraboler.

— I forhold til de ’ghettoer, jeg har besøgt for eksempel i Paris’ forstæder, er det her den rene luksus?

»Ja, det siger de forskere, jeg har haft med herude også,« forklarer Garbi Schmidt. »For eksempel eksperter fra andre steder i Europa. Selv har jeg lavet feltarbejde i Chicagos mest betændte ghettoer, hvor folk ikke tør sidde udenfor af frygt for at blive beskudt. For næsten alle udefrakommende virker både Mjølnerparken og Tingbjerg nærmest som luksus.«

— Kan du så forstå, at den almindelige dansker har svært at forstå, at vi ikke fra velfærdsstatens side har gjort alt, hvad vi kunne?

»Ja, jeg kan jo godt se det på den måde. Det er, fordi det materielle slet ikke er nok. For der sker noget inde bag disse mure, som vi måske overhovedet ikke har været nok opmærksomme på. En masse af disse mennesker er for eksempel flygtet fra områder, hvor de har haft oplevelser, som gør, at de lider af det vi i dag ville kalde posttraumatisk stress. Så får du sådan en far, som ikke kan holde noget ud. Som ikke kan holde ud, at der er fire børn, der larmer. Og så ender de nede på gaden, drengene især. I nogle bander.«

To slags udgrænsning

Det er i de her gårde, hvor vi sidder med røde murstensvægge som baggrund, at banden Brothas, som Omar el-Hussein var med i, hærgede med en voldslogik, der netop tog form af territoriekrige. Hvorfor griber forældrene ikke selv ind, spørger jeg.

»Det gør de da også, men måske netop på en måde som fremmer det voldelige. Det er jo ikke sådan, at de så bare snakker pænt om det. Jeg har været del af et program, hvor man opsøgte disse familier, så de kunne lære at læse for deres børn. Der er mødre, som aldrig kommer uden for en meget begrænset del af Nørrebro og så visse busruter, som de kender, ellers føler de sig utrygge. Som tager deres syvårige med til lægen, for at barnet skal agere oversætter. Jeg aner ikke, hvordan det lige præcis var for Omars familie, det kan jeg ikke udtale mig om. Men mange steder opstår der en sammenhæng mellem en fysisk og en psykisk udgrænsning for de unge mennesker. Og ét er, at vi ikke opfanger, at disse unge har psykiske vanskeligheder – det gør deres familier heller ikke. De har heller ikke ressourcer til at tage hånd om dem.«

Vi går lidt videre. Ud af ghettoen på den side, der vender ind mod København og ind i et bælte med cykelstier og legepladser og en skole.

»Ja, det er så en af de skoler, hvor der er en overvægt af indvandrerbørn,« forklarer Schmidt og peger. »Meget tyder jo på, at Omar var begavet og klarede sig godt i skolen. Alligevel opstår denne følelse hos de unge, at der er andre, som ligesom har fået mere med hjemmefra og som har andre sociale muligheder i enhver forstand.«

— Et af de indbrud, Omar el-Hussein blev dømt for, bestod i, at han ved juletid stjal andres julegaver fra folks private hjem. iPads, champagne, dyre deodoranter, Gucci-bukser …

»Det er jo et fantastisk billede. Han går ud og tager det selv, som han ikke mener, han har fået, og synes, han har ret til. Der skal jo også en kulturel ballast til at klare sig. Næsten umærkeligt er både det konkrete og det sociale rum jo for eksempel formet af en anden religion. Du kan ikke gå mange meter her, uden du støder ind i en kirke.«

Vi standser op foran en stor, sort form som viser sig at være en rutsjebane, som små drenge jublende glider igennem. Rundt om os er der cykel- og gangstier og nogle imponerende pariseragtige lygtepæle. Ingen har slået de skrøbelige glaskupler i stykker.

»Hele det her område er så kommunens forsøg på at få Mjølnerparken til at hænge sammen med områderne omkring,«forklarer Garbi Schmidt. »Der sker en masse af den slags i øjeblikket i et forsøg på at bryde disse hårde linjer, som deler kvarteret op i dem og os. Eller omvendt.«

Etnisk, det er de andre

Vi bevæger os ud mod det sted, hvor Omar el-Hussein boede og blev dræbt af politiet. Vi går gennem den yderste del af Nørrebrogade. Her er vrimlende liv som kontrast til det døde område i Mjølnerparken, med grønthandlere, genbrugsbutikker og supermarkeder. Nørrebro station hejser sig grumsetgrøn og forfalden over os, vi går under den og hen til Svanevej lige ved. Gaden ligger øde hen. Alle de blomster, som var lagt til minde om den døde, blev under pressens bevågenhed fjernet af unge mænd med hætter op om ørerne. De forklarede, at det ikke var en muslimsk skik.

Ingen har til gengæld gjort sig den umage at fjerne Omar El-Husseins størknede blod på stenbroen, over for endnu en graffitibefængt mur. Garbi Schmidt taler om graffitien. At de unge ikke føler, at disse omgivelser er deres egne, og derfor ikke passer på dem. Blodet på jorden føles påtrængende. Det er et sted, hvor man ikke kan tale. Det er også begyndt at regne.

Vi går ind i et fitnesscenter, der støder op til den boligblok, Omar boede i. På løbebåndene løber mennesker af alle etniciteter af sted uden at komme nogen vegne.

»Etnisk, det er jo dem. De andre,« forklarer Garbi Schmidt. »Selvom man selvfølgelig kan sige ’etnisk dansker’, så bruges ordet jo synonymt med ’fremmed’.«

Ord er vigtige, de skaber verdener, forklarer, Garbi Schmidt. Som religionsforsker har hun lagt mærke til, hvor religiøst vores eget sprog er blevet efter attentatet.

»Den religiøse dimension gik for alvor op for mig, da jeg stod ved mindehøjtideligheden ved Krudttønden. Der brugte Helle Thorning-Schmidt billedet om mørke kræfter, og det er jo et enormt kraftigt udtryk. Det stammer fra det manikæiske verdensbillede, som opererede med en skarp opdeling: Mørket vil lyset til livs. Det er en meget bastant formulering, for hvem er lyset, og hvem er mørket? Hvem er det, som bevidst går ud og siger: ’Jeg vil være mørket’?«

— Tales der også om lys og mørke i islam?

»Inden for f.eks. sufismen kan du høre tale om lys og det guddommelige som lys, så islam har lignende metaforer. Men ligesom i den kristne skabelsesberetning er mørket ikke ondt, det er blot passivt, det er det, som tingene bliver skabt ud fra. Det påfaldende i en tale som Thornings er, at mørket har agens, at det handler. Det er et kosmologisk drama, der udspiller sig. Det er ikke mennesker af en observans og så andre af en anden observans, det menneskelige forsvinder netop.«

— Du mener, at det er en dårlig idé at tale i abstrakte billeder?

»Problemet er, at det er dehumaniserende. Og det gør, at retorikken i Helle Thorning-Schmidts tale bliver en spejling af den retorik, vi er oppe imod. For en islamist er vi jo mørke. Vi er de kræfter, som skal bekæmpes, fordi vi går imod Guds plan og vilje. Fordi vi er onde, fordi vi tillader de ting, vi gør i Mellemøsten, i Palæstina, hvor Omars familie kom fra. Vi hjælper ikke børn i Syrien, og det betragtes som dybt ondt. Man kan mene meget om en fanatisk religiøs moral, men ingen vil jo om sige om sig selv, at de vil det onde, at de vil mørket.«

Frelse eller selvmord

— Så f.eks. ’radikaliseres i fængselsmiljøet’ betyder altså ikke bare, at man beslutter at slutte sig til det onde?

»Det er typisk, når jeg taler med ansatte i fængslerne, at folk, der sidder inde, godt ved, at de har lavet noget lort. Hvordan håndterer de det? Omar vidste jo godt, at det var forfærdeligt, at han havde stukket en kniv i et andet menneske. Det er skyld, afsindig skyld, og her kan det religiøse verdensbillede give én noget at komme videre på. Når jeg taler med en imam eller en præst, så forklarer de typisk, at de unge siger ’jeg har gjort noget helt forfærdeligt, hvordan kan jeg komme videre i mit liv efter det?’ Det, vi kalder ’radikalisering’, er måske blot en måde at markere et ’før’ og et ’efter’. At de rent faktisk vil leve et ’godt’ liv. Som så desværre nogle gange kommer til at følge nogle helt gale, fanatisk religiøse forskrifter. Men det, de er ude efter, er en form for tilgivelse.«

— Alligevel er det på ingen måde alle, der bliver terrorister?

»Nej. I en vis forstand kan det betragtes som selvmord. Men selvmord er forbudt i islam, så det aktualiseres som et martyrium.«

På løbebåndene løbes der videre. Måske nærmer vi os her midt i fitnesscentret på Ydre Nørrebro, et bud på det ondets rod, som vi har trasket rundt efter. Det er i så fald en blanding af en social udgrænsning, vrede og skuffelse, skyldfølelse – og så religionen som en form for radikal redning.

— En lidt sørgelig udgave af store mørke kræfter?

»Ja. Det er ikke nær så interessant som en stor kosmisk fortælling. Omar var jo et sted i sit liv, hvor mange andre blot ville være gået i hundene med den fortid, han havde samlet sammen. Eller have begået selvmord. Han havde ikke udsigt til noget og intet at miste.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Velschow-Rasmussen

Tænk hvis der var en masse mennesker der læste det her og lod sig oplyse af viden !!
(bare mit lille ønske for dagen).

Men alt for mange er låst fast i deres hjernes forestillinger om, hvordan tingene hænger sammen, og det bliver sandt for dyden ikke bedre, når Thorning eller næsten enhver anden udtaler sig !!!