Læsetid: 9 min.

’Du opfylder alle kriterierne for en topterrorist ...’

Efter at den mauretanske fange Mohamedou Ould Slahi har siddet over to år i Guantánamo-lejren og under forhør benægtet at være medansvarlig for al-Qaedas terrorangreb 11/9/2001 begynder den fysiske og psykiske tortur. I dette afsnit af hans netop udgivne dagbog beskrives den indledende fase. Et halvt år senere afgiver Slahi en falsk tilståelse
14. februar 2015

GTMO FEBRUAR 2003 – AUGUST 2003

Første “brev” og første “bevis” ... Terrornatten ... Justitsministeriet tager over ... 24-timers-afhøringer ... En bortførelse inden i bortførelsen ... Den arabisk-amerikanske fest

Reglerne er ikke de samme længere. Ting, der før i tiden ikke var forbrydelser, betragtes nu som forbrydelser.«

»Men jeg har ikke begået nogen forbrydelser, og ligegyldigt hvor strenge jeres love er, har jeg ikke gjort noget galt.«

»Hvad hvis jeg viser dig beviserne?«

»Det gør du ikke. Men hvis du gør, skal jeg nok samarbejde med dig.«

_______ viste mig de værste mennesker i _____. Der var 15, og jeg var nummer 1; nummer 2 var ___________.97

»Det er da forhåbentlig en joke, det der,« sagde jeg.

»Nej, det er det ikke. Forstår du ikke, hvor alvorlig din sag er?»

»Så altså, I har kidnappet mig fra mit hus, i mit land, og sendt mig til Jordan for at blive tortureret og derefter videre fra Jordan til Bagram, og jeg er stadig værre, end de folk, I har anholdt, som havde pistoler i deres hænder?«

»Ja, det er du. Du er meget kvik! For mig at se opfylder du alle kriterierne for en topterrorist. Du scorer meget højt på tjeklisten for terrorister.«

Jeg var meget bange, men jeg forsøgte altid at undertrykke min frygt.

»Og hvad er din ___ tjekliste?«

»Du er araber, du er ung, du har været i jihad, du taler fremmed- sprog, du har været i mange lande, du har en teknisk uddannelse.«

»Er det en forbrydelse?«

»Tænk på flykaprerne; de var ligesådan.«

»Jeg er her ikke for at forsvare nogen som helst andre end mig selv. Lad være med at bringe andre folk på banen. Jeg spurgte dig om min forbrydelse, ikke om hvad x eller y har lavet. Det vil jeg skide på!«

»Men du er en del af den store sammensværgelse mod USA.«

»Det siger du altid. Kan du ikke forklare mig, hvad min rolle er i den ’store sammensværgelse’?«

»Det skal jeg nok fortælle dig, men sabr, vær tålmodig.«

Mine afhøringsseancer fortsatte med skænderier af den slags. Men så en dag da jeg kom ind i forhørslokalet _______________, så jeg, at der var blevet sat videoudstyr op. For at være helt ærlig blev jeg rædselsslagen for, at de ville vise mig en video af mig selv i færd med at udføre terrorangreb. Ikke at jeg har nogensinde har lavet sådan noget i mit liv. Men en af de andre fanger, en fyr ved navn ______________________, havde fortalt mig, at dem, der forhørte ham, havde fået lavet et falsk pas med hans billede.

»Se: Nu har vi endegyldige beviser for, at du har brugt falsk pas og brugt det til terroristiske formål,« sagde de til ham.

__________ grinede højt af disse tåbeligheder fra forhørsledernes side.

»I glemmer, at jeg er computerspecialist, og jeg ved, at det ikke ville være noget problem for den amerikanske regering at lave et falsk pas til mig,« sagde han.

Forhørslederne fjernede hurtigt passet og nævnte det aldrig igen.

Historier som denne havde gjort mig paranoid omkring, at regeringen skulle opdigte et eller andet om mig.

Jeg kommer fra et tredjeverdensland, så jeg ved, at politiet kan finde på at hænge regeringens politiske rivaler op på forbrydelser, de ikke har begået, bare for at neutralisere dem. Det er normalt at smugle våben ind i folks huse for at få retten til at tro på, at ofret lægger an til at bruge vold.

»Er du klar,« spurgte _______.

»Tja-eh!« svarede jeg. Jeg forsøgte at bevare fatningen, men mit rødmende ansigt sagde alt om mig. _______ trykkede på play-knappen, og vi begyndte at se filmen. Jeg forberedte mig på at springe op fra stolen ved synet af mig selv i færd med at sprænge et eller andet amerikansk anlæg i Timbuktu i luften. Men båndet var noget helt andet. Det var en optagelse af Osama bin Laden, der talte med en for mig ukendt person om 11. september-angrebet. De talte på arabisk. Jeg nød at kunne forstå talen, til forskel fra forhørsfolkene, der måtte forlade sig på underteksterne.

Efter en kort samtale mellem OBL og den anden fyr, fortalte en tv-kommentator om, hvor kontroversielt båndet var. Kvaliteten var ringe; båndet var tilsyneladende blevet beslaglagt af amerikanske styrker et sted i Jalalabad.

Men det var ikke pointen.

»Hvad fanden har det her lort med mig at gøre?« spurgte jeg vredt.

»Du kan se, at Osama bin Laden stod bag 11. september,« sagde _______.

»Du er godt klar over, at jeg ikke er Osama bin Laden, ikke? Det her er en sag mellem jer og Osama bin Laden; jeg er ligeglad, jeg står uden for alt det her.«

»Synes du, han gjorde det rigtige?«

»Jeg er skide ligeglad. Få fat i Osama bin Laden og straf ham.«

»Hvordan har du det med det, der skete?«

»Jeg har det, som om jeg ikke er en del af det. Alt andet er ligegyldigt i den her sammenhæng!«

Da jeg kom tilbage til _____ blok, fortalte jeg mine venner om hele maskeraden omkring disse »definitive beviser« imod mig. Men det kom ikke bag på nogen, for de fleste af fangerne havde været gennem lignende fjollerier.

Under min samtale med _______ og hans makker, bragte jeg et efter min mening helt grundlæggende emne på banen.

»Hvorfor spærrer I for, at jeg kan modtage post?«

»Jeg har tjekket, men der er ikke kommet noget!«

»Prøver du at bilde mig ind, at min familie nægter at besvare mine henvendelser?«

Brødrene i blokken havde ondt af mig. Næsten hver eneste nat drømte jeg, at jeg havde fået post fra min familie. Jeg fortalte altid mine naboer om mine drømme, og drømmefortolkerne gav mig håb, men der kom ingen post.

»Jeg drømte, at du fik brev fra din familie,« var en sætning, jeg tit hørte. Det var så hårdt for mig at se, at de andre fanger havde billeder af deres familier, mens jeg intet havde – nul og niks. Ikke at jeg af den grund gik og ønskede, at de andre aldrig fik post. Tværtimod var jeg glad på deres vegne og læste deres breve, som om de kom fra min egen mor. Det var kutyme at sende nyligt modtagne breve rundt i blokken og lade alle læse dem, også de mest intime breve fra elskere til deres elskede.

_______ var syg efter at få mig til at samarbejde med ham, og han vidste, at jeg havde brokket mig over for de andre fanger. Så han gik sammen med postmedarbejderne om at få fat i noget til mig. En opskrift blev brygget sammen og en ret tilberedt, og ved femtiden om eftermiddagen dukkede postmanden op ved min celle og rakte mig et brev, der skulle forestille at være fra min bror. Før jeg læste brevet, råbte jeg til resten af blokken:

»Jeg har fået brev fra min familie. Der kan I se, mine drømme er gået i opfyldelse, sagde jeg det ikke nok?«

Fra alle hjørner råbte de andre fanger: »Tillykke, lad mig se brevet, når du har læst det.«

Jeg begyndte begærligt at læse, men fik snart et chok: Brevet var en tarvelig forfalskning. Det var ikke fra min familie, men var blevet fabrikeret af efterretningsfolkene.

»Kære brødre, jeg har alligevel ikke fået noget brev, beklager!«

»De dumme svin, det har de også gjort mod andre fanger,« sagde en af mine naboer. Men falskneriet var så kluntet og uprofessionelt, at ingen ville have faldet for det. For det første har jeg ikke en bror med det navn. For det andet var mit navn stavet forkert. For det tredje bor min familie ikke det sted, som korrespondenten nævnte, selv om det er tæt på. For det fjerde kender jeg ikke alene hvert eneste af mine familiemedlemmers håndskrift, men også den måde, de formulerer deres ideer på. Brevet var en slags prædiken:

»Vær tålmodig ligesom dine forfædre og bevar troen på, at Allah vil belønne dig.«

Jeg var rasende over dette forsøg på at narre mig og lege med mine følelser.

Dagen efter hentede _______ mig ind til afhøring.

»Hvordan går det med din familie?«

»Jeg håber, de har det godt.«

»Jeg har arbejdet hårdt på at skaffe dig det brev.«

»Mange tak, godt forsøg, men lad mig give jer nogle råd, hvis I gerne vil forfalske breve.«

»Hvad snakker du om?«

Jeg smilede. »Hvis du ikke rigtig ved det, er det okay. Men det var tarveligt at fabrikere et brev og lade mig tro, at jeg var i kontakt med min kære familie!« sagde jeg og gav ham det sære brev tilbage.

»Sådan noget lort gør jeg ikke,« sagde _______.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Men jeg tror på Gud, og hvis jeg ikke får min familie at se i det her liv, håber jeg på at se dem i efterlivet, så bare glem det.«

For at være ærlig kan jeg hverken bevise eller modbevise, at _______ var involveret i den beskidte affære. Men jeg ved, at hele sagen er meget større end _______; der arbej- der en hel masse mennesker omme bag kulisserne. 98 _______ stod i spidsen for afhøringen af mig gennem ______, men et par gan- ge blev jeg taget med til afhøring af andre __________________ uden hans samtykke eller endda uden hans vidende.

Hvad angik breve fra min familie, så modtog jeg mit første brev, en Røde Kors- besked, den 14. februar 2004, 816 dage efter at være blevet kidnappet fra mit hjem i Mauretanien. Brevet var syv måneder gammelt, da det nåede frem.

»Jeg skal vise dig beviserne ét efter ét,« sagde _______ en dag.

»Der er en højtstående al-Qaida-fyr, som har fortalt os, at du var involveret.«

»Så bør du vel næsten ikke stille mig spørgsmål, hvis du har et vidne. Bare slæb mig for retten og tvær mig ud,« sagde jeg.

»Hvad har jeg gjort ifølge dit vidne?«

»Han siger, du er med i sammensværgelsen.«

Jeg var træt af ordene »stor sammensværgelse mod USA«.

_______ kunne ikke fortælle mig noget konkret, ligegyldigt hvor meget jeg diskuterede med ham. Hvad angår _______, så var han ikke en kværulantisk fyr; »hvis regeringen tror på, at du er involveret i noget skidt, sender de dig til Irak eller tilbage til Afghanistan,« sagde _______.99

»Så hvis I torturerer mig, fortæller jeg jer alt, hvad I gerne vil høre?«

»Nej, hør her: Hvis en mor spørger sin søn, om han har gjort noget galt, kan han måske finde på at lyve. Men hvis hun slår ham, så indrømmer han det,« svarede _______.

Jeg havde ikke noget at sige til den analogi. Men i hvert fald viste det sig, at den »højtstående al-Qaida-fyr«, der havde vidnet imod mig, var _______________.

100 _______________ skulle efter sigende have sagt, at jeg havde hjulpet ham med at komme til Tjetjenien sammen med to andre fyre, der var blandt flykaprerne – hvilket jeg ikke havde gjort. Godt nok havde jeg set _______ en gang eller to i Tyskland, men jeg kendte ikke engang hans navn. Selv hvis jeg havde hjulpet dem med at komme til Tjetjenien, ville det på ingen måde være nogen forbry- delse, men det havde jeg altså under alle omstændigheder ikke.

På det her tidspunkt var jeg bekendt med den frygtelige tortur, _______ var blevet udsat for efter sin arrestation ___________. Øjenvidner, som var blevet pågrebet sammen med ham i Karachi, beskrev det sådan her:

»Vi troede, han var død. Vi hørte ham skrige og jamre dag og nat, indtil han blev adskilt fra os.«

I lejren havde vi endda hørt rygter om, at han var død under torturen. I udlandet var tortur tydeligvis en ganske almindelig praksis, som blev udført af professionelle; jeg hørte så mange vidnesbyrd fra folk, der ikke kendte hinanden, at det umuligt kunne være løgn. Og som du vil få at se, blev jeg selv udsat for tortur på GTMO-basen, ganske ligesom mange andre fanger. Må Allah belønne os alle.

»Jeg tror ikke på tortur,« sagde _______.

Jeg indviede ham ikke i min viden om, at Ramzi var blevet tortureret. Men når regeringen har sendt fanger til udlandet – herunder mig selv, __________ og ______________ – for at få os forhørt ved hjælp af tortur, så må det betyde, at regeringen tror på tortur.

Hvad _______ tror på, vejer ikke så tungt i forhold til USA’s barske måde at udmåle retfærdighed på i krigstid.

Uddraget er bragt med tilladelse fra People’s Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu