Læsetid: 2 min.

Problemet med det sentimentale

Er der noget problematisk ved den sentimentalitet, der er blevet et populært register for det politiske etablissement?
Sentimentaliteten »camouflerer de sociale strukturers virkninger med kvalmende søde eksempler på det individuelle,« har fotografen Melissa Smyth skrevet

Sentimentaliteten »camouflerer de sociale strukturers virkninger med kvalmende søde eksempler på det individuelle,« har fotografen Melissa Smyth skrevet

Bax Lindhardt

28. februar 2015

Det tager ikke lang tid at forklare, hvor Børsens libertarianske debatredaktør, Christopher Arzrouni, tog fejl, da han udløste en forargelsesstorm med sine udtalelser om, at statsministerens tårer ved det jødiske skudoffer Dan Uzans begravelse var stødende og lignede skuespil. For selvfølgelig kan man fælde tårer over folk, man ikke kender, og over tragedier, som gør en trist, og selvfølgelig er også en statsminister i sin fulde ret til at gøre netop det.

Spørgsmålet er mere, om der også var noget, Arzrouni havde ret i. For eksempel om der er noget problematisk ved den sentimentalitet, der er blevet et populært register for det politiske etablissement. »Det handler om mennesker,« skriver de radikale igen og igen på deres plakater. »Vi er dem, vi er,« understregede statsministeren i sin tale til mindehøjtideligheden på Østerbro. På spørgsmålet om, hvorvidt vi har været gode nok til at tage højde for, at danske unge mænd kan finde på at tage parti for Islamisk Stat, har statsministeren understreget, at vi ikke må »beskylde os selv«, at det ikke er »samfundets skyld.«

Tilbage står mennesket, væk er det politiske.

Sentimentaliteten »camouflerer de sociale strukturers virkninger med kvalmende søde eksempler på det individuelle,« har fotografen Melissa Smyth skrevet. På samme måde fjerner reduktionen af al politik til en trist afmagt i mødet med det upåvirkelige menneske også selve det politiskes essens: at lade mennesker påvirke deres samfund og samfund påvirke deres mennesker, og at skabe et rum, hvor konflikter kan rummes, artikuleres og afgøres.

Det apolitiske verdensbillede

I stedet er der opstået en ustoppelig messen om upolitiske ord som »frihed« og »ligeværd«, som ingen kan være imod. For den sentimentale kan nogles tilsyneladende fravalg af disse uangribelige goder til fordel for en voldelig kamp for et drømmekalifat ikke analyseres. Den er bare ond.

Det er et sentimentalt, apolitisk verdensbillede, der også kan ses afspejlet i regeringens prioritering af de ressourcer, der skal forhindre et nyt terrorangreb. En ekstra milliard kroner skal bruges til sikkerhedsforanstaltninger mod ondskaben i form af overvågning, bodyguards og aktionsstyrker. Langt mindre vil blive brugt på f.eks. sociale, politiske og kulturelle indsatser, der skal forhindre andre i at nå til Omar el-Husseins konklusion.

Vi er dem, vi er. Men det politiske rum burde være det sted, hvor vi ordnede vores konflikter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når handlekraft bliver erstattet af elitære videnskræfter, der skjuler usikkerheden og den konfliktsky håndtering af de nødvendige beslutninger; vises/ røbes følelserne frit i andre sammenhænge...

Michael Bruus

Har det danske samfund vigtiger ting at beskæftige sig med end ægtheden af statsministeren tåre ved en begravelse?

Vibeke Rasmussen

Bortset fra de tre ord "en lille tåre" er jeg faktisk enig med Christopher Arzrouni, som i 'Jersild minus spin' – en titel hvis sandhedsværdi så kan diskuteres! – sagde:

"Det er også spørgsmålet om, hvem er den virkelige Helle Thorning? Den person, vi ser nu – statsmands-Helle Thorning - ansigtet i de rette folder, en lille tåre – er det skuepil? Og er det den rigtige Helle Thorning, vi så tilbage i oppositionstiden, der ønskede, at man tog afstand fra Muhammed-tegningerne?"

Men det er lykkedes medierne at blæse de tre ord op til at være det væsentligste. Egentlig ville jeg i den forbindelse langt hellere diskutere medierne. Som jo til syvende og sidst er dem, der er mest optaget af følelser, sentimentalitet og, ikke mindst, tårer. Ikke meget andet synes at være så stort et scoop, som at kunne få nogen til at græde på tv. Og i et medie, hvor det ellers går over stok og sten dvæler man gerne, hvis der øjnes en chance for, at en tåre er på vej – alt imens kameraet zoomer helt ind i øjenkrogen i spændt forventning.

Nu er jeg ikke politiker og ville aldrig selv gå til en begravelse, hvor jeg ikke kendte enten afdøde eller de efterladte, men har ikke svært ved at forestille mig, at jeg i en sådan situation alligevel ville kunne græde. Så jeg føler mig på ingen måde 'stødt' over Helle Thorning-Schmidts tårer.

Hvor jeg derimod kan føle mig 'stødt', er når fx Berlingske, dagen efter Dan Uzans begravelse blæser et billede af en forgrædt statsminister op på forsiden og med katastrofe-typer skriver: "Shalom Dan". Ikke alene spiller avisen i den grad på sentimentalitet hos læseren, men forsiden er desuden i mine øjne en hån mod de efterladte: familien, vennerne, dem som kendte, havde mistet og nu tog afsked med Dan Uzan.

Og hvad har medierne overhovedet at gøre ved andre begravelser end statsbegravelser? Efter min mening intet! Men det betragtes åbenlyst som godt 'stof'.

Jeg opfatter ikke 'vores' politikere som specielt sentimentale eller ser tegn på, at de kalkulerer med at være det. Medierne derimod …!

Einar Carstensen, Carsten Søndergaard, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Thomas Krogh anbefalede denne kommentar

Jeg fandt dette citat fra, James Baldwin (notes of a native son), i en artikel.
“The wet eyes of the sentimentalist betray his aversion to experience, his fear of life, his arid heart; and it is always, therefore, the signal of secret and violent inhumanity, the mask of cruelty.”. Eller et andet og sikkert mere velkendt, Frederik den Store, om Catherina den Store af Rusland, ved deling af Polen: "Hun græd og tog. Jo mere hun græd, jo mere hun tog.".
http://youtu.be/NNiie_zmSr8

Jeg synes egentlig, at Christopher Arzrouni er gået lidt i selvsving i sit spindoktor-agtige mikrounivers. Hvis han huskede lidt længere tilbage end den sidste måned ville han kunne komme i tanke om adskillige situationer hvor den gode statsminister bestemt ikke har udvist den slags taktisk tænkning, der her lægges op til. Folkeskolen har altid været en del af det socialdemokratiske DNA, så det kom som noget af et chok, at HTS's datter skulle i privatskole. På samme vis var det utænkeligt, at en socialdemokratisk statsministerkandidat ikke betalte sin skat med glæde, og mere til, men tværtimod fik skrevet det fælles hus over i sit navn, og omhyggeligt førte kalender over ægtemandens ophold det ene og andet sted. Alt for at betale så lidt som muligt i skat. Meget menneskeligt, men ikke særligt politisk tænkt. Lars Løkke er jo heller ikke ligefrem et eksempel på det modsatte.

Jeg så det godt, billedet, i weekendens avis og undredes over Lotte Folke Kaarsholms forståelse af billedsproget.
I billedet ser jeg lillepigen Helle.
Lillepigen der er efterladt alene og som står i sin ensomhed og intet forstår.
Lillepigen Helle som mener sig udvalgt til at være verdens centrum og blot oplever, at hun er det alene.
Oplever de vender sig væk fra hende.
Lillepigens tårer i børnehaven.
Men. Selvfølgelig kan alle tolkninger tillægges et billede.
Uanset hvad billeder fortæller.

Torben Knudsen

Vi græder jo samtidigt på et 'højrere' niveau, at vi ikke er kommet længere end til stadig at slå hinanden ihjel, at officielt sende dræbermaskiner til IRAK i stedet for legoklodser.
Der er nok at græde over.
Hele pressens gåen amok med terror, når der er tale om en vildfaren ung, der har fået udpeget et mål. Af intjeningsmæssige årsager løftes udåden op til terror af pressen (Berlingske især) og terroriserer os alle.
Vi græder stadig.

Vibeke Rasmussen

Torben Knudsen

Du har ikke ret i, at det var medierne, der først beskrev attentatet som terror. Det var faktisk landets statsminister. Som kort derefter nemt og smertefrit kunne få et samlet folketing til at bakke op om en 'Terror-pakke' … eller hvilken benævnelse, der nu pt er det opportune 'nome de jour'.

Kun kort tid efter at politiet på sit første pressemøde havde betonet, at man ikke kunne udtale sig om, hvorvidt der var tale om terror, og på et tidspunkt hvor den dræbte efter at have været omtalt som 30-årig, nu blev omtalt som 40-årig, og først langt senere viste sig at have været 55 år. Hvor man intet vidste om motiv (det véd man vel ret beset stadig ikke), antal gerningsmænd, den dræbtes identitet. Hvor der i virkeligheden kunne have været tale om en jaloux ægtemand, der havde dræbt sin kones elsker …

… på det tidspunkt styrtede Noa Redington og Helle Thorning-Schmidt ud tl Krudttønden, hvor medierne jo var forsamlet og gav et 'improviseret' pressemøde, hvor det hun sagde, tydeligvis intet havde med den aktuelle situation at gøre, men var forud indlærte floskler, forberedt, ikke til hvis men til når Danmark ville blive "ramt" af terror. Der sagde hun som den første: "Politisk attentat", "Terrorhandling", "Terrortrussel" …!

Og medierne labbede det i sig. De skal jo også bare prøve at sælge … sig(!), og jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor du specifikt langer ud efter Berlingske?

Jeg kan også begræde mediernes manglende kritiske sans og manglende tilbageholdenhed. Som ikke kun kan skyldes jagten på Breaking News? Hvorfor har ingen for eksempel været kritiske over for, at landets statsminister i dén grad var først ude med at tale angst, frygt og konflikt op? Eller over hvor nemt det på den baggrund siden har været for hende at få opbakning til mere overvågning? Og hvor nemt det siden har været at "finde" millioner i uhørte mængder til formålet?

Og hvorfor bliver det ikke diskuteret, om der overhovedet var tale om terror? Personligt synes jeg Ole Thyssen har fat i noget væsentligt, men det er mit indtryk, at det må/skal man helst ikke synes. Jeg ser i hvert fald ikke nogen større, seriøs debat om emnet.

Mediernes og folketingspolitikernes repræsentanter synes, desværre og som så ofte før, at være i en form for uhellig forbrødring. I en art symbiose. Hvor befolkningen så bare kan se til. Betegnelsen "den fjerde statsmagt" er i hvert fald helt til grin!

Henrik Brøndum

Tak for denne væsentlige analyse .... er der mon et hidtil ikke anerkendt marked for atropin dråber, løgsaft etc. og er den passende dosering heraf en fremtidig stillingskvalifikation for spindoktorer?

Christopher Arzrouni er en mand der desværre spilder sin begavelse på at være en drillepind - en ganske dygtig en af slagsen - men så heller ikke mere.

Vi læsere glæder os så i mellemtiden til troværdighedsanalysen af Thomas Blachman opstillet grafisk som funktion af tiden henover aftenens X-factor program. Hvornår topper hans autencitet? Er det i anslaget, lige før pausen eller i finalen?

Vibeke Rasmussen, det fremgår ikke af dit indlæg, at du har set Deadlines debat mellem Ole Thyssen og Mads Kastrup. Der fik man klart det indtryk, at Ole Thyssen havde misset noget væsentligt, han havde overordentligt svært ved at definere terror, noget forbløffende for en filosof. Det skal jo ikke gøres mere indviklet end det er, politiet kalder det først terror, når de er helt sikre, og de tør sætte det apparat i gang, der automatisk blive aktiveret, når alarmen går. Politikere kan og skal udtale sig på grundlag af det indlysende: 27 skud gennem vinduerne til Krudttønden, 1 dræbende skud mod Finn Nørgård med et fuldautomatisk våben. En rigtig kringlet hjerne, der har læst for mange svenske kriminalromaner, kunne måske få den tanke, at det var en raffineret måde at skjule et drab på en kones elsker. mere normale vil hurtigt kunne genkende det som et attentat mod symboler som ytringsfrihed, fri debat og tegnere som Lars Vilks. Det vil det være efter nemme, mundrette definitioner, hvor forbryderen ikke har noget forhold til ofret, og ikke har nogen interesse eller forventning om et udbytte. Der er vel ikke nogen, der har forestillet sig, at Omar efterfølgende ville samle kreditkort, smykker og punge?

Vibeke Rasmussen

Tom Sietam

Nu var det Ole Thyssens kronik, jeg refererede til, og jeg syntes, at den kunne have været et godt udgangspunkt for at debattere, om det nu også var et terroranslag, vi var udsat for, eller om andre betegnelser måske er mere dækkende.

Men jo, jeg så også debatten (der var nu så som så med 'debat' og 'dialog' i samtalen med den tvivlende, søgende Ole Thyssen og den nedladende, skråsikre Mads Kastrup) på Deadline, og at Ole Thyssen – en filosof! – har svært ved at definere begrebet, behøver du såmænd ikke let hånende at lade dig forbløffe af. Det er der mange andre, der også kæmper med. Mig bekendt findes der over 100 forskellige definitioner.

Så at du, som åbenbart betragter dig som den normale af os to, har set lyset og ikke tvivler, jamen tillykke med det. Så skråsikker er jeg bare ikke.

Det virker nu besynderligt, at en filosof går ind i en diskussion, uden at have afklaret det som burde være filosoffens kerneområde: definitioner og forståelse af sådanne. Han kan ganske enkelt ikke afvise en handling som en terrorhandling, uden at kunne forklare hvad en terrorhandling så er. Så er vi nede på børnehaveniveau. Det er i øvrigt helt fint og fair ikke at være skråsikker, når det blot ikke kammer over i at være bevidst usikker, for det efterlader en mistanke om en helt anden og ikke så åben dagsorden.

Vibeke Rasmussen

Men Tom Sietam, du vender begreberne noget på hovedet. Det er jo ikke definitionen på terror, Ole Thyssen har problemer med, derimod stiller han spørgsmål til om attentaterne den 14. februar i København, kunne, skulle, burde betegnes som terror. Noget, der efter min mening kunne have været en nyttig debat at tage, men en debat som politikere og medier i skøn samdrægtighed fik lukket, allerede inden den kom igang.

Og hvem er det så lige, det gavner mest, at vi aldrig fik den debat, hm?

Det var nu Ole Thyssen, der ganske effektivt fik lukket debatten før den overhovedet kom i gang, ved ikke at kunne definere, hvad terror så var. Når han så begrænser sig til at sidde og sige: "Nej, det er ikke terror", så er der jo ikke ret meget mere at tale om, og man kommer slet ikke frem til kunne, skulle og burde. Det var rigtigt nok meget mere spændende, men også farligere, for så ville det være et spørgsmål om, mod bedre vidende, at forsøge at tale sig til en pseudo-virkelighed. Hvem kunne have interesse i det? Og hvorfor?

Vibeke Rasmussen

Så længe du debatterer en tv -udsendelse, og jeg debatterer en avis-artikel, kommer vi jo ikke ud af stedet. Så jeg, om ikke lukker, så i hvert fald trækker mig fra denne 'debat'.