Læsetid 8 min.

Hvad skete der med det sociale?

Fokuserer vi alt for meget på os selv? Kan selvhjælpslitteraturens italesættelse af menneskers bevidsthedsliv og selvudvikling ikke længere beskrive, hvad det vil sige at være menneske? Og hvad blev der overhovedet af ’de andre’?
Selvhjælp. Muren af selvhjælpbøger er enorm, men trods antallet af titler er de ofte blot variationer over den samme grundopskrift: Find løsningen inde i dig selv, skriver Find Skårderud.

Selvhjælp. Muren af selvhjælpbøger er enorm, men trods antallet af titler er de ofte blot variationer over den samme grundopskrift: Find løsningen inde i dig selv, skriver Find Skårderud.

Simon Knudsen
7. februar 2015

Sidste efterår havde jeg lejlighed til at fordybe mig i en del rapporter om norske studerendes trivsel. Hvad der især slog mig, var, hvor mange unge, der beklagede sig over at føle sig ensomme, flere af dem drenge end piger.

Årsagerne kan selvfølgelig være komplicerede at udrede. Men jeg begyndte at tænke på mulige koblinger mellem ensomhed og den psykologiske jargon, der omgiver os. Jeg sigter her navnlig til det sprog, vi bruger om selvudvikling og selvrealisering. Ganske som der findes popmusik, findes der også poppsykologi, og poppsykologiens fremmeste udtryk er netop selvudviklingslitteraturen. Den beskæftiger sig med både privatliv og arbejdsliv. Vi bør i alle tilfælde altid optimere os selv: være bedre til alt og blive sundere og ikke mindst gladere.

Da jeg på Amazons onlineboghandel for nylig søgte på ’hjælp til selvhjælp’, fik jeg ikke færre end 401.362 bøger at vælge imellem. Vi har tydeligvis at gøre med en international milliardindustri her. Jeg har da også i forvejen brugt årtier på at gennemlæse et par hyldemeter. En del af disse bøger var for så vidt udmærkede – og givetvis nyttige for nogle. Men hvis disse teksters mentalvejledning virkelig havde været effektiv, ville der nok ikke være et voldsomt behov for bestandig at skrive og udgive endnu flere.

Adskillige af bøgerne var dog stærkt problematiske, og det spørgsmål melder sig, om selve genren måske snarere er en del af problemerne end del af løsningen. En af de alvorligste indvendinger mod disse bøger er, at ’andre mennesker’ stort set er væk. Jeg skygger for dig. Selvhjælpsbøgerne underbygger dermed den samtidsdiagnose, som Christopher Lasch sammenfattede i sit for længst klassiske værk om Narcissismens kultur.

Fra enestående til ene-stående

Hvad skal vi lægge i alt dette? Lad mig begynde med at reflektere over to begrebspar: alene/sammen og indre/ydre.

Balancen mellem alene og sammen er afgørende for mennesket. Mennesker kan næppe udvikle evnen til at føle sig trygge alene, hvis de aldrig tidligere i deres historie har kendt til nære relationer. Og evnen til at bidrage modent i samspillet med andre beror tilsvarende på, at man er tilstrækkeligt sikker på sig selv. Dette subtile samspil definerer os livet igennem. Selvhjælpslitteraturen kan med andre ord ikke helt se bort fra dimensionen sammen. Meget god selvrealisering handler om evnen til at socialisere og interagere i samværet med andre. Sætter vi parentes om ’de andre’, undergraves disse sociale kompetencer. Vi gør os selv sårbare. Vi kan blive enestående, lover mange af disse bøger, men faren er, at vi snarere bliver ene-stående, altså stående alene som ensomme. De af os, som har muligheder for det, realiserer sig selv, ikke mindst ved at påvirke verden og vores omgivelser. Det kaldes arbejde.

Og nu til begrebsparret indre/ydre. Der findes en enorm mytologisering om ’det indre liv’. Et gennemgående tema i selvhjælpslitteraturen er, at vi skal søge indad for at befri noget hæmmet, som findes derinde. Løsningen findes i os selv, får vi at vide. Som psykoterapeut er jeg naturligvis dybt optaget af menneskers indre liv: tanker, følelser, begær, fantasier, selvkontrol osv. Men der findes ikke et indre uden et tilhørende ydre. Vores indre evne til at fortolke os selv afhænger af omvejen over ’verden’. Filosoffen Hegel var en pioner i forståelsen af det, da han først i 1800-tallet formulerede sine tanker, om hvordan ’jeg’ bliver til via de andres anerkendelse.

Relationernes nødvendighed

Se på barnet. En opdateret udviklingspsykologi må være en topersonerspsykologi. Gener og biologi udgør nok grundlaget, men vi bliver til igennem mødet med de andre. Barnet kaster sig følelsesmæssigt ureguleret ind i verden, og gennem svar, spejlinger, anerkendelse og interesse bliver det gradvist til sig selv. Dets selvudvikling forløber lige så meget udefra og ind, som indefra og ud. Men tilsvarende forholder det sig også med voksne. Vi ændres igennem den respons, vi får. Der kræves minimum to sind for at skabe ét sind, og to sind vil for det meste være rigere sammen end det ene sind alene.

Der er dog ingen grund til at romantisere det sociale. Mange bliver også såret der. Men det er svært at forestille sig, at nogen kan blive helbredt uden tilstrækkelige gode relationer. Et perspektiv på god mental sundhed er vores evne til at interessere os for og forstå vores eget sind og andres sind og ikke mindst interaktionerne derimellem. Når man er ude af sig selv, kan det være ekstra vigtigt at gå ud over sig selv.

Selvhjælpslitteraturen har historiske rødder i den mentalhygiejniske oplysning. De mentalhygiejniske tekster, der så dagens lys i begyndelsen af 1900-tallet, var tænkt som folkeoplysning om sindets og samlivets hygiejne, om rusmidler, kriminalitet og seksualitet. I 1950’erne sprængte genren imidlertid sine rammer: Fra folkesundhed gik det over til at handle om den enkeltes selvrealisering. Dette skal især ses i sammenhæng med amerikansk åndsliv, og retningen blev kendt som humanistisk psykologi. Psykologen Abraham Maslow – ham med behovspyramidem – var en af de første tænkere, der mente, at psykologi og psykoterapi ikke blot skulle gøre sindslidende raske, men også hjælpe de raske til at få større udbytte af deres liv.

Muren af selvhjælpsbøger

Jeg skulkede en dag fra en konference, og med skammel og bærbar satte jeg mig i stedet ned foran reolerne med selvhjælp hos boghandleren Barnes & Noble på Union Square i New York. Muren var enorm. Til venstre gled den over i psykoterapi og akademisk psykologi. Til højre blev forlængedes den i bøger med titler som Bliv rig i en fart, Få et bedre parforhold og Dyrk heftigere sex med flere orgasmer. Nogle af bøgerne rettede sig mest imod arbejdslivet, mens andre var mere ’alternative’ og ’spirituelle’. I midten befandt der sig over en meter om mindfulness og gør det selv-litteratur om lykke, produktivitet og indre vækst. Jeg kiggede på titlerne og undersøgte indhold, omslagstekster, udvalgte uddrag og citater.

Det blev en udmattende dag for mig på Barnes & Noble. Muren var fuld af paradokser og problemer. I sig selv er det selvfølgelig et kæmpeparadoks, at ’jeg’ skal finde mig selv ved at gøre som ’dig’, dvs. hævde min unikke individualitet ved at læse en masseproduceret artikel. Og hvor vanedannende er mon sådan en mur? Den tilbyder rådgivning, løsninger og ikke mindst forskellige bud på et quick fix. Man kan blive afhængig af sådanne råd, efterspørge at få stadig flere og dermed blive endnu mindre sig selv. Man forvandles dermed til en forbruger, en forbruger af poppsykologiske varer.

Deres antal er betydeligt mindre, men der findes også en håndfuld bøger, der er kritiske over for de tekster, som fylder mest i muren. Et særdeles habilt fagligt bidrag er den norske psykolog Ole Jacob Madsens Det er indad, vi skal gå. Den britiske psykolog Stephen Briers kalder sin bog Psychobabble for modgift. Han hævder, at tusindvis af manualer i grunden bare er variationer over den samme bog. Poppsykologiske moderetninger tilslører disse grundlæggende ligheder. Her er nogle af Briers eksempler på det, han anser for at være de vigtigste myter i denne litteratur: Tænk positivt. Der findes ikke problemer, kun udfordringer. Dit indre barn har brug for et kram. Lad dig ikke kue, du er langt stærkere, end du tror, og hvis bare du vil noget tilstrækkeligt meget, så kan du det også.

Flere problemer bliver på denne måde synlige. I 1981 så jeg en annonce for den amerikanske psykiater Wayne W. Dyers bog Forny dig selv. Denne bog solgte i løbet af kort tid 100.000 eksemplarer i Norge. Jeg gav den til en person tæt på mig – min mor – idet jeg tænkte, at hun nok kunne bruge lidt opmuntring. Men snart indså jeg min fejl. Bogen gjorde hende kun elendigt til mode. Hun kunne ikke realisere det, som virkede så simpelt i bogen. Samme forfatter skrev siden Sigt efter stjernerne. Den sprang vi over. For nogle er det mere end nok til at sigte efter sin deres morgenkåber, når de står op.

Vigtigheden af skuffelser

Et problem er således en løgnagtig tro på mulighederne i selvsuggestion. Engagement, motivation og klare valg er altovervejende godt. Vi kan forandre ganske meget i vores liv, men ikke så meget, som nogle af disse bøger lover. Det er f.eks. også løgn, når det hævdes, at positiv tænkning kan påvirke kræftprognoser. Mange vil føle sig ladt i stikken og opleve, at deres elendighed er deres egen skyld. I den forstand kan denne litteratur fremme både skyld og skam.

Et andet problem er dette: Vil vi overhovedet derhen, hvor poppsykologien gerne vil sende os? Skal vi altid videre? Psykologiprofessor Svend Brinkmann fra Aalborg har vakt stor opmærksomhed ved at skrive en selvhjælpsbog om, hvordan man overlever selvhjælpsbøger. Stå fast råder os til at stå imod den massive propaganda om selvudvikling og præstationsoptimeringer. Jeg kan godt lide hans retoriske formulering om, at frem for at finde os selv bør vi affinde os med os selv. Fra en psykiaters standpunkt er problemet for mange, at de så dårligt tåler deres problemer. For skuffelser er vigtige i vores liv. De kommer hele tiden, og de svigter os aldrig.

I bogreolen ved mit skrivebord, står der en bog, jeg holder meget af. Tror jeg i al fald. Jeg har aldrig læst den. Og jeg tror ikke, jeg har tænkt mig at gøre det. Jeg frygter, at jeg bare bliver skuffet. Dens ordrige indhold kan næppe heller leve op til dens geniale korte titel. Bogen hedder The Importance of disappointment. Altså vigtigheden af skuffelse. Da jeg ikke har læst det, kan jeg ikke helt vide, hvad den handler om, men jeg forestiller mig, at den handler om kunsten at tænke negativt. Hvad betyder det? Selvfølgelig er det bedst at tænke positivt. Men ikke hvis det bliver til en krampagtig optagethed af det positive, som igen bliver en fornægtelse af alt, hvad der vanskeligt.

Vi bør måske lære os at acceptere vores skuffelser. Erkender vi det negative, altså tåler skuffelserne, giver vi dem måske også mere korrekte proportioner. Og det er måske ikke så galt endda. Følelsestolerance er en afgørende mental kompetence. God regulering af følelser handler frem for alt om at have realistiske forventninger til en selv, til andre og til livet.

Ideerne om selvrealisering voksede historisk frem for at synliggøre individet i en dengang mere konform kultur. Med dette ideologiske projekts betydelige succes kan vi i dag spørge, om det ikke har fået en helt anden rolle som normkrav, der fragmenterer det sociale. Det ideologiske projekt, som anskueliggøres på en stor mur i en amerikansk boghandel, lyver strengt taget om, hvad det er at være menneske. Det manglende empatiske blik for andre, er ikke kun hensynsløst over for for andre, men også hensynsløst over for en selv.

Den radikale konsekvens

Denne tekst startede med en betragtning om unges ensomhed. Lad mig slutte af med en endnu mere forstemmende betragtning. Nina Ostby Sæther skrev for 10 år siden en række tankevækkende tekster, herunder en i bogen Selvrealisering redigeret af Svend Brinkmann og Cecilie Eriksen om, at idealerne om selvrealisering og om det stærke selvhævdende menneske i deres mest radikale form ligger tæt på kriterierne for psykopati.

Spørgsmålet er altså: Hvornår kammer selvrealisering over i hensynsløs adfærd?

© Finn Skårderud og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Kristian Rikard
    Kristian Rikard
  • Brugerbillede for Vibeke Svenningsen
    Vibeke Svenningsen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Martin Åberg
    Martin Åberg
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
lars abildgaard, Kristian Rikard, Vibeke Svenningsen, Kurt Nielsen, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Martin Åberg og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Kender godt det der med The importence for disappointment. I julegave fik jeg en årskalender med 365 Storm P. fluer. Den forbliver hermetisk lukket i sin plastfolie, for jeg har rigeligt i de økofluer, der fra tid til anden hærger mit køkkken og så er Storm P. altså heller ikke bedre. Men det er en pæn og trendy ting at have liggende, gode farver på forsiden og en solid tyngde. Selvfølgelig skal den ikke åbnes.

Brugerbillede for Kurt Nielsen

- Eller: Hvordan bærer jeg mig ad med at leve lykkeligt til mine dages ende? (ligesom andre normale mennesker)

Brugerbillede for Peter Poulsen

"Selvfølgelig er det bedst at tænke positivt".
Er det nu også det?
Hvorfor skal tænkning absolut deles op i såkaldt positiv og negativ tænkning? Hele ideen med at fremme 'positive' tanker og undertrykke 'negative' tanker er jo en direkte opskrift på at skabe et forkrampet, korrupt og egoistisk sind! Og som forfatteren er inde på, er det den samme lidet indbydende opskrift, der serveres i mange af disse selvhjælpsbøger.
"The Importance of disappointment" lyder straks bedre. For måske skuffelser kan medføre at man indser at forventninger og ideer er illusioner der skygger for virkeligheden, og derfor nødvendigvis må skabe konflikt og smerte for sindet. Men langt hen ad vejen fører lidelse ikke noget godt med sig, så længe selve tankeprocessen ikke er forstået. Lidelse er i denne sammenhæng et produkt af éns måde at fungere på, og føre typisk blot til at tankens flugtforsøg forstærkes.
At bruge krudt på hvad det her betegnes som poppsykolog,i finder jeg i sig selv overfladisk. Hvad der er brug for; er et livtag med menneskets egoistiske selvbillede! Og den ensomhedsfølelse, som artiklen indledningsvis berører, ville måske ikke være så fremtrædende om vi til start kunne trække værdiladningen ud af de tanker som tilfældigt flimre rundt i bevidstheden.