De havde overvundet en kæmpe krise, og de havde ikke tabt 11 kampe i streg. Og så gik det alligevel galt sidste lørdag, da FC Barcelona på hjemmebane tabte 0-1 til Malaga. Ingen af de catalanske stjerner gad spille fodbold, og selv energiske Dani Alves lignede en skoledreng, der havde tisset i bukserne efter sin nonchalante gestus, hvorefter Malagas Juanmi driblede forbi og skød bolden i det tomme net. »Nu gælder det Champions League-kampen mod Manchester City,« var Barças præsident, Josep Maria Bartomeu, hurtig til at sige. Barça kværnede City ud af banen i tirsdags. El Tridente var tilbage.
For den ene af Barcelonas tre frontløbere, Luis Suarez, var gensynet med England noget særligt. Han forlod Liverpool i sommer, og City-kampen var det første opgør på britisk jord siden da. Fansene på Etihad buhede af den 28-årige uruguayer. Men det tændte ham bare endnu mere:
»Der findes de hér spillere som mig, som bare bliver endnu mere inspirerede, når publikum råber noget skidt efter dem. Det tænder vores motivation,« sagde Suarez på pressemødet efter kampen.
Selv mente Suarez, at City havde givet catalanerne alt for meget plads, og det gav Barça mulighed for både at spille den karakteristiske tiqui-taca og at producere dødbringende kontraer.
»Vi spillede en rigtig god kamp. Vi læste modstanderen godt, og vi skabte en masse åbninger.«
»Hvis Messi havde scoret på straffesparket, og det var blevet 3-1, kunne vi sikkert have slappet mere af. Men lad os se, hvad der sker. Mod City ved man aldrig,« udtalte Suarez med sigte på returopgøret på Camp Nou 18. marts.
Engelske medier navngav trioen med Leo Messi, Luis Suarez og Neymar de nye Spice Girls: Scary Spice (Suarez), Baby Spice (Neymar) og Fucking Brilliant Spice (Messi). I Spanien hedder de bare El Tridente, trioen.
En lyd af krise
Det er selvfølgelig arrogance, så det sjasker. Men helt på sin plads. Tænk de Tre Tenorer, eller – endnu bedre – tænk på noget, der i manges øjne udmanøvrerer ærkemodstanderne Real Madrid: Deres trio hedder BBC, Gareth Bale, Karim Benzema og Cristiano Ronaldo.
City-kampen viste Suarez i en modificeret version. Han scorer ikke mål på stribe i den spanske liga, og kommentatorerne hæfter sig ved, at han mest straffer de svagere hold. Men hans løb er blevet mere intelligente. Hans indbyrdes forståelse med brasilianeren Neymar er eminent. Det giver plads til brillante Messi inde på midten, som spiller sit helt eget totalfodbold. Opstillingen er klassisk 4-3-3, men alle tre esser på toppen roterer, og ingen af dem kan fikseres i deres offensive mønstre.
’Maveproblemer’
Opvisningen mod City var forløsende i halen på Malaga-kampen. De havde allerede forberedt bannerne sidste weekend på Camp Nou. Nu skulle Barça overhale Real Madrid i den spanske titelkamp, og Messi var prædestineret til at snuppe Ronaldos tjans som La Ligas bedste målscorer. Måske var presset for stort på stjernerne. Måske gad de bare ikke. I de sidste mange kampe havde de haft et scoringssnit på næsten fire. Mod Malaga skød de kun på mål et par gange. Ja, faktisk har Javi Gracias mandskab ikke lukket et eneste Barça-mål ind i 180 minutter. Messi, som sidste weekend kunne prale af at have nettet 349 gange i lige så mange kampe, fyrede kun kanonen af én eneste gang mod Carlos Kameni, Malagas målmand. Det lyder helt vildt, men den er god nok: Malaga er det værste hold, Barça har spillet imod i sæsonen.
2015 startede med en lyd af krise, der kunne høres over hele verden. Alle tænkelige medier skrev om sammenbrud på holdet. Der var iskold luft mellem træner Luis Enrique og Leo Messi. Han og Neymar var på bænken – uhørt slet og ret – da Barça indledte det nye år med et 0-1-nederlag til Real Sociedad. Messi missede næste træning, angiveligt på grund af maveproblemer, hvorefter kaptajnen, Xavi Hernández indrømmede, at den slags som regel var en metafor for noget helt andet. Messi var sur. Messi ville sende et budskab. Som den Real Madrid-venlige avis Marca skrev: »Det er enten Messi eller Enrique. Hvem mon det bliver?« Svaret gav sig selv. Man dumper ikke generalen Messi. Ergo måtte Enrique skride ad helvede til.
Et svæket DNA
Hverken Messi eller Enrique, der var kommet til klubben i 2014, ville offentligt bekræfte skænderierne. Men de benægtede dem heller ikke. Sportsdirektøren, Andoni Zubizaretta, blev fyret, og samme eftermiddag gik Zubizarretas assistent, den tidligere klublegende Carles Puyol, i protest. Barça var et åbent sår. Ganske vist slingrede rivalerne Real Madrid også en anelse rent sportsligt, men udadtil var der ro, og Carlo Ancelotti lignede ikke en person, der havde tabt fodboldfilosofien på gulvet.
I alle andre klubber havde det næppe været så stort et tema. Men det her var Barça – dén klub i verden, der måske allermest repræsenterer en urokkelig identitet. Lige siden Josep ’Pep’ Guardiola og efterfølgende med Tito Vilanova har her været et sportslig DNA, som gennemsyrer hver en træningssession. Det er en kode, opfundet af Johan Cruyff og inkarneret af Michael Laudrup i det første Dream Team, som strømmer igennem benene og hovederne på alle spillere, fra Messi til Jérémy Mathieu. Den kode er legitimiteten bag Barças tålmodige opspil og deres insisteren på kun at stille med én defensiv midtbanespiller – resten er offensive – og den er selvfølgelig hjertet i de dynamiske sprint og dybdepasninger, som ender i fødderne hos de tre forreste. Havde Luis Enrique virkelig smadret alt dét?
Statistikken talte i hvert fald sit tydelige sprog. 28 forskellige besætninger i 28 kampe.
Messi som træner og direktør
Nogle uger senere i januar i år kom hovedpersonerne op fra skyttegravene. Krise? Hvilken krise? Messi talte om sammenhold, men også om at finde tilbage til kernen af det catalanske projekt. I mellemtiden bralrede aviserne op om Messis mange kasketter. Messi var stjernespilleren, kongen af omklædningsrummet, men reelt set var han også træner nu – og sportsdirektør. Resultaterne kom, og flere spanske medier hæftede sig ved, at det jo var logisk nok, nu hvor Messi var sprunget ud som træner, og Luis Enrique var blevet præsident i stedet for præsidenten.
Mentalitetskrig
Efter at Barça havde smadret Atletico Madrid – hvad Real Madrid som bekendt ikke magtede – ville Messi stadig ikke kendes ved krisen. Den var det pure opspind. Men selve det faktum, at den muligvis havde været der, var et sundhedstegn. Den havde tvunget holdet til at reagere. De ville vinde nu. Og de ville genfinde deres identitet. Og det gjorde de så. Elleve sejrrige kampe på rad og række. 42 mål. Endda med samme opstilling i flere kampe i stræk. Hukommelsen var lille, El Tridente sprudlede, og Luis Enrique sad pludselig sikkert i det varme sæde.
»Det nederlag til Real Sociedad skabte en ændring i holdets attitude,« sagde Messi.
»Hele omklædningsrummet ønskede brændende at ændre det image, vi havde fået i pressen. Og jeg siger dig, vi forvandlede os. På det seneste er vi gået på banen med en endnu større vilje til at presse vores modstandere og til at angribe dem. Vi må og skal holde fast i de positive takter,« meddelte Messi til pressen.
»Jeg er 27 år. Tidligere kunne jeg gøre hvad som helst, og min krop kunne ikke rigtig mærke det. Nu om dage prøver jeg at restituere bedre og mere effektivt. Jeg er opmærksom på, hvad jeg spiser. Jeg er glad for, hvordan det går. Sidste sæson var ikke nem for mig. Min udfordring er at blive den spiller, jeg var før.«
Se det som en mentalitetskrig mellem klodens to stærkeste hold. Real Madrid kigger altid frem. Vi skal vinde Champions League. I år skal vi have den spanske liga-krone tilbage. Næste år bliver vi nødt til at signe Dortmunds Marco Reus. Og så videre. Barça og El Tridente tager gerne imod nye sange – Luis Suarez er seneste melodi, bare spørg City – men refrænet er altid det samme: De skal genopfinde sig selv. De skal tilbage til storhed. Altid en ideologi om fortiden. Og lige nu er El Tridente det nye, der får det gamle frem igen.
