Læsetid: 20 min.

En utroværdig kvinde

Ramona og Negip har været kærester i 11 år. Men sidste forår blev Negip dømt for menneskehandel af Ramona i Københavns Byret som led i ’den store rumænersag’. Ramona nægtede, at hun var et offer for sin mand, men ifølge retten og politiet er en kvinde som Ramona utroværdig
Kærlighed eller menneskehandel? For Ramona og Negip er det afgørende, at de har været kærester i 11 år. For byretten har det ikke den store betydning. Retten lægger vægt på det 'utilbørlige' i deres måde at tjene penge på. 

Kærlighed eller menneskehandel? For Ramona og Negip er det afgørende, at de har været kærester i 11 år. For byretten har det ikke den store betydning. Retten lægger vægt på det 'utilbørlige' i deres måde at tjene penge på. 

Aga Luczakowska

28. februar 2015

En sensommerdag i 2003 tager 18-årige Ramona Florentina-Dragan på stranden. Sammen med nogle venner er hun rejst på ferie i den lille sortehavsby Mangalia, godt 100 kilometer fra sin rumænske landsby.

Hun vil have noget sol på kroppen, og mens hun sidder i sin bikini på håndklædet og smører sin krop ind i den klæbrige solcreme, kommer en mand forbi.

Han synes, at hun er flot. En blondine, som han kan lide.

»Hva’så,« spørger han og inviterer hende på en drink. De ender med at være sammen hele aftenen og natten. Hans navn er Suliman Negeatian, men han bliver bare kaldt Negip.

Egentlig er han ikke særlig pæn, snarere grim, fortæller Ramona sin mor, da hun er tilbage i landsbyen dagen efter. Han skeler, ser grov ud og er lidt rigelig rund om maven. Men han er sød.

Ramonas mor minder hende om det rumænske ordsprog »Smukke mennesker vil brække dine knogler« – smukke mennesker vil bringe dig ulykke – og så tager Ramona alligevel tilbage til kysten og Mangalia igen for at mødes med Negip, en fraskilt mand, 10 år ældre og med to sønner.

De har været sammen lige siden, og er det stadig. Men i Danmark blev Negip i foråret dømt for at have menneskehandlet Ramona.

Anklagen

Det er februar 2014 i København. Snefaldet fra dagene før ligger stadig spredt udover brostenene på Nytorv, hvor Ramona står i sin midnatsblå bomberjakke, indpakket i hue og halstørklæde og fryser. Hun er blevet smidt ud fra den retssag, der foregår inde i Københavns Byret.

Hun vil rigtig gerne i kontakt med en af de tiltalte, hendes mand Negip. Hun kalder ham sin mand, selv om de er ikke er lovformeligt gift. De har trods alt været sammen i snart 11 år.

Men som vidne må hun ikke kommunikere med tiltalte, før hun har afgivet sin forklaring. Det er ikke fordi, hun ikke har forsøgt: Hun har banket på den politivogn, der kører de tiltalte til retten fra fængslet. I venteværelset har hun forsøgt at få et glimt af Negip gennem et vindue, men retsbetjentene har efterhånden opdaget hendes smugkiggeri og trækker gardinerne for.

Hun har ikke set ham siden december. Og før da har hun ikke set ham siden juni. I efteråret var hun på Hvidovre Hospital. Hun var gravid, men hun mistede barnet i tredje måned. Hun og lægen var enige om, at det kunne skyldes stress.

Nu glæder Ramona sig til, at hun kan komme ind og vidne og forklare, at det hele er en fejltagelse. Hun er ikke helt sikker på, hvad der foregår.

Ifølge anklageskriftet er Negip sammen med otte andre rumænere tiltalt for efter straffelovens §262a at have handlet 16 rumænske kvinder gennem halvandet år. Negip er primært tiltalt for at have udnyttet Ramona, men også for at være en del af netværket og kende til de andres udnyttelse.

Alle tiltalte tilhører et tyrkisk mindretal fra to nabobyer ved Sortehavet i Rumænien, mange er kærester med de kvinder, de menes at have handlet, nogle tiltalte er søskende, tidligere ægtefæller eller på anden måde i familie med hinanden.

Den påståede menneskehandel er foregået primært fra Hotel Continent på Nørrebrogade og i to lejligheder på Vesterbro og Frederiksberg. Kvinderne har arbejdet på Istedgade.

Politiet har telefonaflyttet gruppen i et halvt år, i perioder observeret dem en gang om ugen, videofilmet og fotograferet dem og brugt flere registre og passagerlister for at kortlægge deres færden.

’Der var ikke noget arbejde’

Den 11. februar bliver Negip afhørt. Hans store krop sidder midt i retssalen, og han forklarer om hans og Ramonas ture til Danmark, hvor de har ledt efter arbejde.

Politiets anklager Maria Cingari spørger Negip, om han har sendt penge til Rumænien fra Danmark, og Negip bekræfter.

»Og hvor havde du de penge fra?«, spørger hun.

»Fra mig, fra min hustru, sammen. Vi var sammen, vi sendte penge hjem til børnene,« svarer Negip.

»Altså dine børn?«

»Ja«

»Men sammen? Du tjente jo ikke nogen penge her i Danmark?«, spørger Cingari.

»Det var jo min hustrus penge, det var mine børn, men det var som om, at det var hendes. Hun holdt af dem, som om de var hendes egne.«

Dommeren tager over og spørger Negip:

»Men vi skal bare være enige om, at de penge du sendte til Rumænien var nogle, Ramona havde tjent?«

»Ja«, svarer Negip.

Under afhøringen fører dommeren også til referat, at »Ramona ikke kunne finde arbejde, hvorfor Ramona besluttede sig for at prostituere sig«.

Negip afbryder:

»Det var også mig. Jeg kunne heller ikke finde arbejde.«

Han bekræfter også, at han kender til, at syv af de andre kvinder arbejdede som prostituerede, det har Ramona fortalt ham, ligesom han bekræfter, at han kender flere af de medtiltalte fra hjembyen Mangalia. Blandt andet har han og Ramona i tre uger boet på samme værelse med et af de andre par, ligesom han har mødtes og drukket kaffe med en af de andre. Han har også lånt 500 euro til en af de medtiltalte kvinder, da hun ville holde en gudstjeneste for sin mor.

For anklagemyndigheden er det inkriminerende for Negip, at han er en del af dette netværk. Især fordi flere af dem, inklusive Negip selv, også var involveret i en rufferisag i Barcelona.

Derudover er der telefonaflytninger, som især udgør anklagerens bevismateriale: I en telefonaflytning taler han eksempelvis om ’priser på gaden, plads på gaden’ og ’chef på gaden’. Og til sidst er der to mistænkelige breve, som Ramona sendte til ham, lige efter, at han blev anholdt i Rumænien.

I brevene har hun blandt andet skrevet til Negip, at han tilfældigt er blevet set, at han var der på det forkerte tidspunkt, at der ikke er nogen forbindelse, og at han ikke kender noget til ’dem’ eller ’nogen’, at han ikke har noget at gøre med ’det der’. Hun har også skrevet, at han er uskyldig. Anklageren udlægger brevene som forsøg på at få Negip til at give falsk forklaring ved at aftale detaljerne i hans vidneudsagn.

Information har læst retsreferatet, talt med en række repræsentanter i det danske retssystem og interviewet Ramona og Negip selv for at beskrive deres vej fra stranden i Mangalia til den store rumænerdom i København sidste forår, som kategoriserede Ramona som offer og Negip som gerningsmand. Som i andre kriminalsager har hovedpersonerne også i denne sag en klar interesse i en bestemt fremstilling. Men forskellen mellem på den ene side dommerens og på den anden side Ramona og Negips version af virkeligheden er så stor, at den i sig selv antyder noget svært om den virkelighed, som mange sager om trafficking og migration udspiller sig i: Den består af mange samtidigt eksisterende virkeligheder på én gang.

Vi har også med fuldmagt fra Negip og Ramona søgt aktindsigt i udskriften og indholdet af telefonaflytningerne, men fået afslag.

En indtræden i Europa

1. januar 2007 træder Rumænien ind i EU og Schengen-området. Ramona og Negip har levet simpelt. I starten af deres forhold boede de i en lejlighed, men siden er de flyttet ind i et nybygget hus i Negips forældres gård, hvor de hjælper med at sælge chokolade, ost og det tyrkiske slik halva på byens marked. Men tre familier skal i princippet brødfødes: Ramonas forældre, Negips forældre, og dem selv og Negips børn. Schengenaftalen og den fri bevægelighed kommer som en lettelse. Det giver dem muligheder.

De rejser til Spanien første gang det år. Han arbejder først på en byggeplads, og da han bliver fyret derfra, tjener han penge ved at læsse vogne med får og køer, der skal på slagteri. Hans kolleger er andre migrantarbejdere, især pakistanere, der også arbejder uden papirer. Det er lettere at få job på den måde.

Negip tjener cirka 180 euro om ugen, men Ramona synes, at det er for lidt. Hun har længe overvejet at gøre det samme som flere andre i Barcelona, og da hun møder en anden rumænsk kvinde, der fortæller om, hvordan hun gør, beslutter Ramona sig. Hun siger ikke noget til Negip, for han vil ikke bryde sig om det, forklarer hun.

Så hun begynder diskret at arbejde som prostitueret. Hun sørger for, at han ikke kommer de steder, hun gør, forklarer hun, da Information spørger til, om man virkelig kan holde den slags hemmeligt i et parforhold. Men en dag kommer sladderen alligevel Ramona i forkøbet, og Negip spørger til det. Hun forklarer, at det er bedst sådan. De tjener flere penge på den måde, og han accepterer det uden at være begejstret. Hun fortsætter.

I fire år rejser de frem og tilbage mellem Spanien og Rumænien.

I Barcelona bliver Negip indblandet i en sag, der giver et rids i parrets historie om, at prostitution alene er Ramonas anliggende: Ved Barcelonas provinsdomstol får han i 2012 to års betinget fængsel i en sag om rufferi. Han har ifølge dommen hjulpet en alfons med at holde øje med en anden kvinde på gaden.

Negip og Ramona forklarer over for Information, at manden og kvinden i sagen var et kærestepar med børn som dem selv, og at kvinden i retten desuden forklarede, at Negip ikke havde noget med det hele at gøre. Uden at det hjalp. To forskellige udlægninger af virkeligheden, hvor dommeren i sidste ende vurderede de involveredes version utroværdig. Nøjagtigt, som det vil ske i København.

’Må jeg kysse min mand?’

Den 9. marts 2014 får Ramona lov at vidne i den store sal i Københavns Byret.

Hun forklarer, at Negip i alle praktiske henseender er hendes mand. At det var hendes beslutning at sælge sex. Hun forklarer også, at Negip godt vidste, at hun gjorde det. De accepterede hinanden: Han var far til nogle børn, hun var prostitueret. Hun forklarer, at »mine penge er hans penge, og hans penge er mine penge«, men at hun i sidste ende selv bestemte. Der er ikke nogen, der bestemmer over hende, det er hun tilstrækkelig voksen til at gøre selv, pointerer hun. Hun er 29 år og ikke typen, man trafficker.

Anklageren foreholder hende mappen med de to breve, hun sendte til Negip, da han blev fængslet i Rumænien. Hun bekræfter, at det er hende, der har skrevet dem. Anklageren vil vide, hvad hun mener med ’dem’ og ’nogen’. Ramona forklarer, at hun ikke mener noget specielt. Når hun har skrevet »vær overbevisende«, var det fordi hun ville opmuntre Negip. Hun opfordrer ham til at sige, at han ikke har noget med noget at gøre og vil opmuntre ham, forklarer hun.

Hun har vist politiet billeder fra deres liv sammen, og siden hun har været til hver eneste retsmøde, må de da snart forstå, at han virkelig er hendes mand, og at de er tætte. Ramona synes, at hun får forklaret sit.

Efter vidneforklaringen kan Ramona sidde på tilhørerpladserne. Så hun er spændt, da hun til det efterfølgende retsmøde sidder i venteværelset og deler ud af de Katjes saltlakridser, hun altid har i tasken.

Inden retsmødet begynder, får Ramona sneget sig ind i retssalen. Hun beder om hjælp fra en tolk og går så op til dommeren:

»Fru dommer, vil du ikke godt lade mig kramme og kysse min mand?«, spørger hun.

Da de omkringværende advokater hører det, griner de. Ikke med hende, men ad hende, synes Ramona.

Men dommeren siger ja, og beder politiet fjerne Negips håndjern. De omfavner hinanden for første gang i flere måneder.

’Trafficking af hvem?’

To år før, i 2012, står en tilbygning til huset i Rumænien færdig, betalt med penge fra Barcelona. Det er børneværelser. Huset er malet koralrødt for Ramona kan godt lide stærke farver, selv om det er lidt sigøjneragtigt.

Men hun er stadig ikke tilfreds. Hun er ærgerrig. Hun vil af sted igen og tilskynder Negip til, at de skal rejse. Hun er opvokset i fattigdom i midten af en søskendeflok på seks. Hun har aldrig haft store drømme om fremtiden, det var der ikke råd til. Hendes søster var for eksempel talentfuld håndboldspiller, uden at det gav en billet ud af byen.

De undgår at sulte ved at hjælpe Negips forældre i boden på det lokale marked i Mangalia. Men hun vil gerne tjene flere penge. Hun vil gerne sørge for sine forældre. Det er ikke en forpligtelse, hun har, men et ønske. Det gør hende glad.

På computeren har hun surfet sig frem til, at Danmark er et godt land med gode mennesker. Også at arbejde i – også som prostitueret. Hun presser på, og Negip indvilger i at tage af sted. Første gang er de i Danmark i tre uger i september 2012. Ramona gør rent i en lejlighed to gange om ugen. Negip kan ikke få arbejde. Han havde håbet, at hans tyrkiske venner kunne hjælpe ham på vej i det tyrkiske miljø i Danmark. Men folk bliver ved at sige, at de vil ringe, hvis de får brug for ham. Telefonen ringer aldrig. De rejser hjem og tager tilbage til Danmark fire uger i januar 2013. Mens Negip leder efter arbejde, sælger Ramona sex.

I april og maj 2013 er de igen seks uger i Danmark, men vender så tilbage til Rumænien.

Kort efter sker det, som Negip og Ramona stadig har svært ved at fatte:

En junisøndag kører Negip og hans far til en begravelse, der foregår på den bulgarske side af grænsen, seks kilometer fra Mangalia. Imens bliver Ramona hjemme for at hjælpe sin svigermor med at pakke varer fra markedet ned. Telefonen ringer. Det er Negips far. Da han og Negip har forsøgt at krydse grænsen til Bulgarien, er de som sædvanlig blevet stoppet af grænsepolitiet. Men da Negip viste sit ID, havde grænsevagten fortalt, at dansk politi ledte efter ham. De blev nødt til at arrestere ham.

Ni dage efter bliver Negip bragt til Danmark. Først efter en måned får Ramona anklagen at vide over telefonen. Negip er blevet anholdt for menneskehandel, human trafficking.

»Af hvem?« tænker Ramona.

Et offer alene

16. april 2014 sidder tilhørerne i retssalen, adskilt fra resten af parterne med et velourbetrukkent reb. Det er dagen for domsafsigelsen. Ramona er forhåbningsfuld. Hun forventer, at Negip i dag bliver løsladt. Han er jo hendes mand, har hun forklaret. Han har aldrig behandlet hende dårligt. Men hun er nervøs og rykker rundt og sidder uroligt på sin stol.

Dommeren kommer ind, og alle rejser sig. Suliman ’Negip’ Negeatin bliver kendt skyldig, først og fremmest i at have menneskehandlet Ramona Florentina-Dragan, og derudover i at have været medvirkende til at bestemme over, fastholde og udnytte prostituerede i det trafficking-netværk, som retten finder det bevist har eksisteret. Han får to og et halvt års fængsel i Danmark og en udvisning for bestandigt. Det samme får syv andre dømte. En enkelt får to års fængsel og en udvisning. Syv af de dømte er mænd; to er kvinder.

Retsmødet hæves. Alle rejser sig, pakker deres ting sammen. Ramona bryder ud i gråd, da hun først forstår, hvad der bliver sagt. »No justice,« siger hun igen og igen og ryster på hovedet.

»Hej, hej,« siger forsvarsadvokaterne og går så på påskeferie. Negips forsvarsadvokat Lene Brinch Sørensen prøver at forklare Ramona dommen og trøster med, at han bliver løsladt om tre-fire måneder efter praksis om, at udvisningsdømte bliver løsladt efter 7/12 af straffen er udstået. Negip har allerede siddet fængslet knap et år. Og så må forsvarsadvokaten gå.

Studerende Lea Emilie Dam, der har fulgt sagen som led i sin bacheloropgave i kønsstudier ved Lunds Universitet, bliver tilbage. Hun synes, det er akavet og absurd.

»Har du nogen, du kan ringe til,« spørger hun, da også hun gør klar til at gå. Ramona sidder med sin mobiltelefon i hånden i venteværelset og prøver på at få fat på nogen. Hun nikker.

Ifølge byretten er hun nu officielt et offer for menneskehandel. Men helt alene. Politi, anklager og dommer er enige: Kvinderne var utroværdige

Selv om Ramona ifølge Københavns Byret er offer for menneskehandel, bliver hun aldrig kontaktet af Center mod Menneskehandel, CMM, der ellers er oprettet og finansieret med det formål at hjælpe handlede kvinder i Danmark.

Aga Luczakowska

I dommen er der derfor set bort fra kvindernes vidneudsagn om, at de arbejdede frivilligt ud fra den formodning, at de befandt sig i en for sårbar og udsat stilling til at kunne tale frit. Ramonas forklaring blev vurderet til at være særligt utroværdig på grund af de to breve, hun havde skrevet til Negip, mens han var fængslet i Rumænien.

I stedet er dommen primært baseret på observationer og telefonaflytninger fra gaden, hvor dømte og vidner har talt med og om hinanden på kryds og tværs.

I Negips tilfælde står der f.eks. i dombogen, at han har ført samtaler med medtiltalte i sagen »om bolig«, om en kvinde »der var blevet fundet, og at være kaldt derhen«, om »en kvinde, der er kommet«, »om at tjekke på gaden« og om »priser, plads på gaden, chef på gaden, program til kvinder«.

I Byretten forklarede Negip eksempelvis, at sidstnævnte samtale handlede om, at han havde ringet en af de medtiltalte kvinder op. Han var vred, fordi Ramona var ked af det over, at de andre kvinder havde anklaget hende for at tage alle ’papirerne’ – gadeslang for kunderne. Han havde ringet den kvinde op, der ifølge dommen fungerede som en slags chef på gaden og sagt til hende, at ingen skulle blande sig i Ramonas arbejde og bestemme over hende, og at hvis de andre kvinder manglede kunder, kunne han da slå vejen forbi og ’banke’ dem – gadeslang for at hyre dem.

Desuden optræder et navn, der lyder som Negips, også i samtaler om »at eje kvinde«, »om fund af pige, sælge hende videre til andre, stukket af på diskotek, stukket af på grund af frygt«. I retten forklarede medtiltalte og tolke, at navnet i aflytningerne få gange blev udtalt som et kvindenavn, ligesom der boede andre på hotellet, der også hed Negip.

Til sidst lægger retten det også til grund, at Negip ifølge en politiafhøring af en af kvinderne engang har slået »en neger« sammen med en af de andre medtiltalte, fordi vedkommende generede kvinderne på gaden.

Troværdighed blev undergravet

Den store rumænersag er en af de største sager om menneskehandel, der har ført til domfældelse i Danmark. Set udefra kan det virke mærkeligt, at flere af de tiltalte og vidner, som efterfølgende blev kategoriseret som henholdsvis gerningsmænd og ofre, var kærestepar, hvor kvinden delte sin indtægt som sexarbejder med sin kæreste i en slags fællesøkonomi, som Ramona og Negip.

Men i forhold til at kunne dømme efter straffelovens §262a om menneskehandel er det ligegyldigt, om kvinderne arbejdede frivilligt som prostituerede, påpeger politiets anklager Maria Cingari.

»Det skal blot lægges til grund, at de dømte ved anvendelse af en ’anden utilbørlig fremgangsmåde’ har rekrutteret, transporteret og huset pigerne med henblik på at udnytte dem til prostitution. I dommen blev det lagt til grund, at pigerne kom fra dårlige sociale kår, hvilket de tiltalte udnyttede med henblik på at få pigerne til at prostituere sig. Det er det, man kalder ’anden utilbørlig fremgangsmåde’,« skriver hun i en mail til Information.

I dommens begrundelse for, at udnyttelsen er sket ved utilbørlig fremgangsmåde, fremhæves det, at kvinderne kom fra fattigdom og arbejdsløshed, og at prostitution var en mulighed for dem for at komme ud af den situation.

At gerningsmændene kom fra den samme baggrund, bliver ikke berørt. Der står, at kvinderne var under kontrol i Danmark og i et vist omfang led under vold og trusler, ligesom kvinderne, allerede inden de kom til landet, »var solgt til/ejet af/samlevende med/hørende til alfonser, der i det væsentligste var mænd, og i kraft heraf havde autoritet og bestemmelsesret over pigerne«.

Advokat Thorkild Høyer repræsenterede en af de andre dømte mænd, RM1. Han medgiver, at hans klient kunne virke grov og utiltalende, men mener snarere, at mændenes rolle var at hjælpe kvinderne i et hårdt gademiljø. Han hjalp sin klients kæreste, som klienten nu er dømt for have menneskehandlet, med at skaffe besøgstilladelse i fængslet.

»Da jeg gav hende beskeden om, at bersøgstilladelsen var gået igennem, sprang hun op og gav mig et knus og ville give mig vin og chokolade som tak. Jeg føler mig helt overbevist om, at der var tale om et oprigtigt kæresteforhold.«

Thorkild Høyer mener frem for alt, at sagen er udtryk for, at mennesker i Østeuropa er klar til at strække sig langt for at overleve.

»Det er dybt tragisk, men det er den virkelighed, det danske retssystem må operere i,« siger han.

Forsvarsadvokat Erbil Kaya, repræsenterede en tredje tiltalt, RM2.

»Der var ikke nogen tvivl om, at der blev spillet på stereotyper om den stærke mand over for den svage kvinde, der ikke har et valg. Under sagen blev der spurgt ind til kvindernes skolegang, og om de kunne læse. Alle ting, der var uvæsentlige, for at spille på den her historie om den stakkels undertrykte kvinde, der ikke ved bedre. Det undergravede kvindernes troværdighed. I virkeligheden stod vi med nogle kvinder, der virkede ret stærke og klare i spyttet,« siger han.

Han mener, at rumænerne kunne virke usympatiske ud fra telefonaflytningerne, som også vidnede om et hårdt miljø. De tiltalte kunne højst sandsynligt dømmes efter rufferiparagraffen for at tage del i deres kæresters indkomst. Men det er ikke det samme som at have handlet dem:

»Det er meget muligt, at vi ikke bryder os om det, de har gjort, men det betyder ikke, at det skal straffes så hårdt som muligt. Det skal straffes efter den rigtige paragraf,« siger han.

I øvrigt mener han som tyrkisktalende, at sagen var præget af stor sproglig og kulturel forvirring mellem tyrkisk, rumænsk og dansk.

Kun kvinder var ofre

Flere af de kvindelige vidner i sagen er formodentlig rejst fra Danmark med deres kærester eller mænd. Men denne vinter har mindst to af dem opholdt sig i København, hvoraf den ene har arbejdet som gadeprostitueret, ifølge Gadejuristen. Den anden har fået nyt job og ny kæreste.

Kandidatstuderende i kønsstudier ved Lunds Universitet Lea Emilie Dam har analyseret retssagen med henblik på, hvordan fortællingen om menneskehandel blev konstrueret. I hendes øjne blev Negip og Ramonas forhold til en negativ fortælling om den fattige rumænske mand, der udnytter sin prostituerede kæreste.

»Men den mere positive fortælling, hvor forholdet mellem Negip og Ramona kan ses som en intim og solidarisk familierelation baseret på helt almindelig fælles økonomi, hvor dit er mit, og mit er dit, uanset deres fattigdom, blev usynliggjort,« siger hun – og fremhæver i øvrigt, at mændene i hendes øjne ligeså ofte var udsatte som kvinderne:

»Både mændene og kvinderne i denne sag befandt sig i en grundlæggende udsat position på grund af arbejdsløshed, men kun kvinderne bliver iscenesat som ofre, mod deres egen opfattelse, mens deres mænd opfattes som udnyttere,« siger hun. Samtidig blev Negip og Ramona og deres sammenbragte familie med Negips børn ikke anerkendt.

»Et familieprojekt baseret på penge tjent ved prostitution opfattes som umuligt. For prostitution kan ikke være respektfuldt eller ligge til grund for noget godt.«

I september landede Negip i Bukarests lufthavn. Ramona stod klar til at tage imod ham, da han landede klokken halv to om natten. På deres Facebook-profil har hun uploadet et foto fra ankomstterminalen, hvor de holder armene om hinanden, mens hun hviler hånden på hans mave. Han i den Jack & Jones T-shirt, hun havde købt til ham i Danmark.

Omvendte roller

Negip sad i Vestre Fængsels celle nr. 425, Nyborg Statsfængsel og Horsens Statsfængsel i et år og tre måneder. Ramona rejste rundt i landet med DSB for at besøge ham undervejs.

Imens boede hun på Løves Hotel på Vesterbrogade. Hun ville være tæt på ham. Det er et år, hvor hun har tjent pengene til sit ophold ved at arbejde som gadeprostitueret.

»Alle de penge,« siger Ramona og ryster på hovedet over den hotelregning, hun har betalt, da hun fortæller Information om forløbet. Hun troede hele tiden, at Negip ville blive løsladt, så hun tog sig aldrig tid til at finde noget billigere at bo i.

I havnebyen Mangalia er gården, hvor hun og Negip bor med hans forældre og børn, overdækket med ranker af vindruer. Blomsterkrukkerne er stillet indenfor på de sorte klinker for at overvintre. Selv blomsterne kunne mærke den dårlige energi i sommer, da Negip var fængslet. De visnede nærmest, siger Ramona.

Selv prøver de begge stadig at forstå, hvad der skete i Danmark.

Udover at have menneskehandlet Ramona er Negip er også dømt for at være en del af netværket og for at kende til udnyttelsen af de kvinder, der ’tilhørte’ andre. Han siger selv, at han ikke ved, om hans meddømte er skyldige eller ej. Selv om de har været indblandet i samme rufferisag i Barcelona, boet på samme hotel, delt værelse i tre uger med et af de andre par, drukket kaffe sammen og er blevet aflyttet i telefonsamtaler med to af de medtiltalte, vil han ikke karakterisere dem som sine venner. Bekendte, ja. Selvfølgelig taler man med dem fra sin hjemby. Men det gør dem ikke til et netværk af menneskehandlere, mener han selv:

»Jeg ved, hvem de er, selvfølgelig. Alle kender alle i Mangalia. Jeg kan bare starte bilen, og en tur rundt i byen tager fem minutter. Men jeg ved ikke noget om, hvad de har gang i,« siger han.

Ramona bliver flere gange vred under interviewet. Opbyggede frustrationer gør øjnene våde og stemmen høj og hurtig:

»Det giver ingen mening, det er ikke retfærdigt. Der var ingen beviser, og jeg sagde ’hey – han er min mand, han har ikke gjort mig noget!’ Det var mig, han skulle have gjort noget imod, men de lyttede ikke, når jeg sagde, det var forkert.«

»Jeg ved ikke, hvorfor de ikke tog mig seriøst. Jeg følte mig ensom og hjælpeløs, for jeg var helt alene.«

Ramona tysser på Negip og lægger en hånd på hans lår, når han afbryder, mens hun taler. Han smutter til mekanikeren med sin blå Opel Astra, når han begynder at kede sig ved interviewet og tilbyder kaffe, te, cola og Fanta, da han vender tilbage. Som tolken efterfølgende bemærker i spøg: Hun virker mere som typen, der ville trafficke ham. I den rumænske terminologi endte det også snarere med at blive Ramona, der brækkede Negips knogler. Ved sin vidneforklaring i Københavns Byret forklarede hun, at hun følte, hun var årsag til Negips misere. Det synes hun dog ikke i dag:

»Det er ikke mig, der dømmer en mand for noget, han ikke har gjort.«

I dag er Ramona og Negip igen i Barcelona for at lede efter arbejde. Det ser ikke ud til at lykkes for Negip, så han rejser snart hjem til Rumænien. Ramona fortsætter derimod med et catalansk sprogkursus to timer om dagen i håb om at få arbejde som rengøringshjælp. Det finansierer hun ved at sælge sex om natten.

Aga Luczakowska

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Mi Phuna
  • Jens Thaarup Nyberg
ulrik mortensen, Mi Phuna og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Günther

Andre kulturer, andre værdier. Vi har lov til ikke at acceptere de overføres til dk.

Arne Hornborg, Jannik Sørensen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Skovgaard

"1. januar 2007 træder Rumænien ind i EU og Schengen-området."
Nej, Rumænien og Bulgarien er ikke med i Schengen-området !!

Peter Andersen, Erik Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Solid artikel! Det er sigende at det er det danske retssystem og ikke de dømte der vil hindre at Informations journalister få adgang til politiets telefonaflytninger.

Det virker som om "traficking" er gået fra at betyde menneskehandel til at dække prostitution generelt. Det minder om den måde USA har konstrueret en speciel WMD-defination som gør at nærmest hvilketsomhelst terrortrussel er med Weapons of Mass Destruction.

meskeen durye, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Anders Jensen

Det kunne være interessant at få grunden til afslag at vide. Der er flere årsager som ikke behøver at være forsøg på hemmeligholdelse. F.eks.

De er vanvittig omfangsrige. 6 mdrs. aflytning må, alt andet lige, fylde en del papirer.
De er allerede en del af sagen, og må således findes som bilag der allerede er overgivet til de dømte/deres advokater. (advokaterne har tilsyneladende ikke under sagen ment de manglede noget væsentligt)
De vedrører også andre personer, som har krav på beskyttelse. Og nej, jeg mener ikke skæg og blå briller, men helt almindelige mennesker.

I øvrigt er der vel principielt ikke noget til hinder for at man trafficker sin kæreste. Det tæller vel også mod dem, at de efter 11 års kæresteri ikke er blevet gift eller har fået børn sammen. Nå, helt sort/hvide er tingene næppe.

Søren Rehhoff

Jeg synes at artiklen med sin "human story" vinkel misser det større perspektiv. Oprindeligt blev den her sag jo sat igang af en prostitueret, der var gået til politiet, så det er åbenbart ikke alle der var helt tilfredse med det der foregik, desuden involverede sagen 8 mænd og 16 kvinder, jeg tror ikke de allesammen var kærester, men man kan læse om det her:

http://nyhederne.tv2.dk/krimi/2014-01-20-rum%C3%A6nere-n%C3%A6gter-hande...

At manden Negip bliver dømt kan jeg ikke se er et eksempel på, at Ramona bliver betragtet som decideret utroværdig men bare, at politiet åbenbart havde nogle vægtige indicier, der pegede i en anden retning og desuden stod og faldt sagen, der altså også involverede en del andre mennesker, jo ikke bare med hendes vidneudsagn. Selv den ene forsvarer Erbil Kaya kan godt se, at der er nok er foregået noget ulovligt men mener bare, at der skulle være dømt efter rufferiparagraffen istedet for

randi christiansen

Rannveig : 'De pæne herrer der besøger Ramona har jo krav på diskretion, ikke sandt?' Også en pointe.

Og vi ved jo, at i en globaliseret verden med en dybt uhensigtsmæssig ressourceadministration, en komplet og afsindigt ubalanceret miljø-og socioøkonomi vil en af de dynamiske effekter være ufrivillig prostitution - der igen muterer ud i et hvepsebo af komplekse sammenhænge, som kan være ganske svære at udrede. Men at se splinten i søsters øje og ej bjælken i eget er en fælde, som ofte fanger mus. Overfladisk og ensidig sagsbehandling har fanden skabt.

randi christiansen

Og folk, der som Ramona og negip opererer i den gråzone, bør også forstå, at et retsvæsen som det danske arbejder seriøst på at komme trafficking til livs - en opgave, der som nævnt og de givne betingelser taget i betragtning, er yderst vanskelig.