Baggrund
Læsetid: 9 min.

Din, min og vores arv

Arvesager blotlægger, hvem der hører til familien, og hvem der ikke gør. Gennem historien har det danske system kanaliseret stadigt mere arv til de efterladte ægtefæller og stadigt mindre til børnene. Og med de seneste årtiers skilsmisser, nye ægteskaber, halvsøskende og delebørn er konfliktpotentialet større end nogensinde
Arvesager blotlægger, hvem der hører til familien, og hvem der ikke gør. Gennem historien har det danske system kanaliseret stadigt mere arv til de efterladte ægtefæller og stadigt mindre til børnene. Og med de seneste årtiers skilsmisser, nye ægteskaber, halvsøskende og delebørn er konfliktpotentialet større end nogensinde

iBureauet/Mia Mottelson

Moderne Tider
7. februar 2015

Den rødlakerede æske måler 10 centimeter i diameter. Låget er dekoreret med blomstermotiver, og indvendigt afsløres en håndfuld små papbrikker nummereret med tal fra 1 til 10. Den kinesiske æske er et arvestykke fra Vibeke Samuelsens far. Hun er autoriseret bobestyrer ved skifteretten i København. Hendes far var også bobestyrer, og æsken har ikke kun affektionsværdi for advokaten. Den har også en praktisk funktion. Lige som hendes far før hende bruger hun den i situationer, hvor familiemedlemmer ikke kan blive enige om at dele indboet. Så må de stikke hånden i æsken og trække et nummer og på denne måde afgøre, hvem der først skal vælge mellem chatollet, gaflerne og fotografierne i familiealbummet.

»Det kan være forfærdeligt. Jeg har sager, hvor man trækker lod om, hvem der skal have mors dåbsattest,« siger Vibeke Samuelsen.

Vi sidder på kollegaen dødsboadvokat og bobestyrer Henrik Holmblads kontor i advokatfirmaet Moltke-Leth. Han har været i branchen i 35 år, hun i 25, og begge kan de fortælle stribevis af anekdoter om arvesager, hvor man slås til sidste teske.

Ny familieformer

At efterladte kæmper om arv er ikke en ny problematik. Når et menneske dør, og boet skal gøres op, kan det skabe rystelser i familiens følelsesmæssige nervecenter. Bliver der først sat gang i et større skælv, kan ødelæggelserne i relationerne været totale.

Og de seneste årtiers ændrede familiemønstre, med stribevis af skilsmisser, papirløse forhold, samt egne og fælles børn gør bodeling til en stadig mere kompliceret affære med grobund for bitre slagsmål. Der findes ikke præcise tal for, hvor ofte arv ender med strid, men en undersøgelse sidste år fra advokatkæden Advodan viste, at hver tiende dansker har oplevet konflikter i forbindelse med dødsfald. Ifølge dødsboadvokaterne er konfliktniveauet stigende.

»Vi ser ikke sjældent, at afdøde er på tredje kone – og der kan være både dine, mine og vores børn. Og selv om mange forsøger at sikre sig, kan der være sager, hvor eksempelvis børn fra de første ægteskaber ender med nul og niks. Det kan være ganske grimt,« siger Henrik Holmblad.

Marianne Holdgaard, professor i arveret ved Allborg Universitet og Bodil Selmer lektor i antropologi ved Aarhus Universitet har sammen gransket danskernes forståelse af arv. Og en af hovedkonklusionerne er, at vi gennem arven definerer familien. Juridisk og ikke mindst identitetsmæssigt. For når et menneske dør, og ting og værdier skal fordeles, bliver det pludseligt tydeligt, hvem der hører til. Og hvem der ikke gør.

Man siger ind imellem, at et maleri eller en stol har affektionsværdi – men arvesituationen handler om mere end det. Det kommer til at handler om hele familiens historie. Om retten til at være en del af den og til at fortælle den videre.

»Der går en kulturel arv gennem familien via genstandene og deres værdi. En værdi, der knytter sig til både ting og penge. Gennem arven viser man, hvem familien er. Og får man ikke arv, hører man ikke til. Så når familiemønstrene ændrer sig, og der pludselig er børn af tidligere ægteskaber, som risikerer ikke at arve, fordi det meste tilfalder den nye kone, så kan det sætte store følelser i gang. Man kan føle sig snydt og endda uelsket, hvis man ikke får arv,« siger Marianne Holdgaard, professor i arveret ved Juridisk Institut, Aalborg Universitet.

Fokus på den efterladte

Ser man historisk på dansk arvelov, har forståelsen af familien ændret sig markant. I århundreder var slægten det bærende element: Ægtefællen kunne ikke gøre krav på noget – blodets bånd gik forud. Og i Danmarks første arveregler i jordlovene i 1200-tallet havde kun børn eller søskende ret til at overtage jorden. Selv om man ved arvelove de følgende århundreder langsomt gav den efterladte ægtefælle flere rettigheder, og kvinder også blev ligestillet med mænd, var det først i 1926, at enker og enkemænd fik tilkendt en indiskutabel andel af arven – kaldet tvangsarv.

Men lige siden har lovgivningen i stadigt højere grad begunstiget længst levende kone eller mand. Dels ved den særligt danske regel om, at en efterladt ægtefælle kan sidde i såkaldt ’uskiftet bo’, hvor arven ikke gøres op, før begge ægtefæller er døde. Men også ved at ændre arvebrøken mere og mere til fordel for enker og enkemænd. Og stadigt mindre for børnene. Senest ved en revision af arveloven i 2008. Op til loven argumenterede nogle politikere faktisk for, at børn slet ikke længere skulle have tvangsarv. Men så vidt kom det trods alt ikke.

Tanken er at sikre den efterladte partners økonomi, så han eller hun ikke eksempelvis bliver tvunget til at sælge huset. Samtidig er børns fremtid de seneste 100 år blevet stadigt mindre afhængig af deres forældres baggrund – på grund af den gratis adgang til uddannelse og forbedret socialt sikkerhedsnet.

Men trods lovgivningen og dens intentioner viser forskning, at der stadig dybt i vores kultur ligger en forventning om, at vi arver vores forældre:

»Loven har ændret sig, men vi har svært ved at slippe den kulturelle fortælling om, at arven bevæger sig ned gennem familien til børnene,« siger Bodil Selmer. Både hun og Marianne Holdgaard anfører, at det er paradoksalt, at vi i Danmark har styrket ægtefællens arv, når vi samtidig kan præstere en af de højeste skilsmisserater i Europa.

Denne cocktail af moderne familier, kulturelle forventninger og en favorisering af ægtefællens arveret, kan i disse år give nogle gevaldige konflikter, fortæller Marianne Holdgaard.

Og den nye lovgivning har en del utilsigtede konsekvenser. Præcis hvilke er begge forskere ved at belyse gennem tværfaglig forskning. Men der er åbenlyse tabere, påpeger hun. For selv om meningen i 2008 egentlig var at modernisere loven og vise mere hensyn til forskellige familietyper, er børn fra tidligere ægteskaber blevet den nye lovgivnings tabere. De kan gøres næsten arveløse:

»Som det er nu, har det stor betydning, hvem man er gift med, når man tilfældigvis dør. Også hvis det er fjerde ægtefælle. Så er det altså denne ægtefælle, der arver,« siger Marianne Holdgaard, der kalder børn fra tidligere ægteskaber ’vor tids uægte børn’ . Med henvisning til at børn født udenfor ægteskab ikke havde arveret efter deres far før efter 1938.

68’erne arvede ikke

Og konflikter er netop, hvad man oplever rundt omkring hos de omkring 250 advokater i Danmark med speciale i arveret og dødsboer. Her kan årtiers opbrud i familiemønstrene aflæses i sagsmapperne på kontorbordene. Således også hos Henrik Holmsblad og Vibeke Samuelsen på advokatkontoret Molkte-Leth.

Som autoriserede bobestyrere bliver de blandt andet sat til at repræsentere boet i sager, hvor slægtninge ikke kan enes. Og hvor der ofte ikke er lavet det nødvendige papirarbejde. Tal fra tinglysningsretten viser en stigning i antallet af testamenter i 2014, men der var stadig kun knap 34.000 danskere, der fik orden i arvepapirerne. Ud af de knap 400.000, som man vurderer kunne have glæde af det.

»Folks angst for at gå til en advokat er stor, fordi man tror, det er meget dyrt. Men hvis der sprænger et vandrør hjemme hos mig, ringer jeg altså også til en VVS-mand,« som Henrik Holmblad siger.

»Tre søskende, der prøver at gøre det hele selv, kan gå godt. Men det kan også ende helt galt,« siger han.

»Hvis nu for eksempel…«

Han rejser sig op begynder at tegne lagkager og grifle tal og bogstaver på en hvid tavle med en blå boardmarker:

»Vi har afdøde her. Og så B1 og B2 , og så er der S1 og S2, og så et FB.« Han tegner streger og sætter ringe. Begreber som tvangsarv, forskellen på fællesbørn og særbørn, samt arvebrøker flyver gennem luften.

Reglerne er ikke bare komplicerede – de kommer også ofte bag på mange, og derfor ender de i det Henrik Holmblad kalder ’konfliktboer’.

Allerede før han visker ud og begynder på tegning nummer to, har jeg købt præmissen om, at det er letsindigt at forsøge at klare sagerne uden testamente og advokat, med mindre der er tale om ukomplicerede familiestrukturer – og hvor mange er der egentlig efterhånden tilbage af dem?

For selv om vi lever længere og derfor når at bruge flere af vores penge, er der faktisk en del værdier at arve – og potentielt slås om, påpeger både professor og jurister. Den store såkaldte 68’er-generation, som så småt er begyndt at falde bort, har ifølge økonomen Thomas Pikettys opgørelser i vidt omfang klaret sig uden at arve, fordi 30’ernes depression og 40’ernes krig udraderede Europas kapital. Til gengæld har de tjent mange penge og derfor også ophobet substantielle formuer – ikke mindst i deres huse og pensionsopsparinger. Sidstnævnte er nyt, men meget betydningsfuldt og en ukendt faktor for mange.

Særligt i den veluddannede del af befolkningen er man efterhånden klar over, at det er godt at få orden i arvepapirerne i tide. Alligevel viger mange tilbage:

»Det er jo ikke sjovt at forholde sig til, at man skal dø, og det kan være svært at italesætte, at dine børn skal have så meget og mine børn noget mere. Men ikke mindst hvis man er i ægteskab nummer to eller tre, er det vigtigt at få talt det igennem,« siger Marianne Holdgaard.

Papirkrævende forhold

Og begrebet ’papirløse forhold’ er så misvisende, som det kan være. For netop den slags forhold kræver mange papirer, når vi taler om arv.

Bobestyrerne oplever mange sager, hvor et eller flere af de voksne børn får økonomiske fordele frem for deres søskende, efter at far er faldet bort, og mor sidder tilbage i uskiftet bo. Der bliver trukket penge ud og givet store gaver. Det kan være svært at bevise, at der er tale om økonomisk misbrug. Og det skaber konflikter, der har tråde helt tilbage til barndommen.

»Voksne mennesker kan stadig huske, hvem i barndommen, der fik den største is. Og ja, der er altså sindssygt mange sager, hvor det ene barn er mere udvalgt end det andet. Og altid har været det. Det skaber konfliktboer efterfølgende,« siger Henrik Holmblad.

Hos Moltke-Leth er gulvet belagt med bløde tæpper, så man ikke kan høre sine egne skridt. I advokatkontorets mødelokale er der højt til loftet, hvor store dekorative lamper hænge over et meterlangt kirsebærtræbord. Omkring bordet kan stemningen være omtrent lige så kølig som luften udenfor en lørdag i februar. Der er de familier, som slet ikke siger noget til hinanden. Andre råber. Og ind imellem må Vibeke Samuelsen opstille klare regler:

»I visse sager bliver man nødt til at behandle dem som om, de er børn og sige: ’I må ikke tale til hinanden’.«

Klare aftaler

Noget af det sværeste at dele er faktisk ikke penge, men indbo. Også ting, der ikke er en krone værd. »Selv om man har afgjort rækkefølgen for, hvem der vælger hvad, kan en finde på at sige: ’Hvorfor tog du lige den ting? Du vidste udmærket, hvor meget den betød for mig’,« siger Vibeke Samuelsen.

Henrik Holmblad nikker og tilføjer:

»Jeg er ikke uddannet mægler, men reelt er det det, jeg arbejder som. Jeg siger ind imellem til dem, at det er dyrere at slås. Det kan faktisk godt hjælpe, hvis man gør klart, at det koster penge, hvis jeg skal med ud i afdødes hjem og styre bodelingen.«

Og hvis det ender der, skal man have et øje på hver finger, siger Vibeke Samuelsen:

»Man bliver nødt til at sørge for at samle alle i ét rum i lejligheden, ellers risikerer man, at der forsvinder ting undervejs, fordi der lige bliver listet et smykke ned i en lomme.«

I den situation kommer den kinesiske æske med de små nummererede papstykker på bordet. Og så bliver der trukket lod. Henrik Holmblad bruger et sæt spillekort. Den, der trækker det højeste kort, må vælge først, forklarer han:

»Så det er vigtigt, at man forinden er blevet enige om, hvorvidt esset er lavest eller højest. Ellers kan det også gå helt galt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her