Baggrund
Læsetid: 6 min.

A.P. Møller siger farvel til de nationale hensyn

Det krævede en global finanskrise og et generationsskifte i toppen af A.P. Møller-Mærsk. Men med frasalget af Danske Bank har Danmarks største virksomhed endelig skilt sig af med den sidste rest af national blødsødenhed.
Globalisering. Ved at afvikle sit engagement i Danske Bank er Mærsk ved at ryste det nationale af sig. Her Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og Robert Mærsk Uggla i snak med aktionærer under en generalforsamling i Mærsk.

Globalisering. Ved at afvikle sit engagement i Danske Bank er Mærsk ved at ryste det nationale af sig. Her Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og Robert Mærsk Uggla i snak med aktionærer under en generalforsamling i Mærsk.

Søren Bidstrup

Moderne Tider
7. marts 2015

Det var mere end en forretningsmæssig disposition, da Danmarks største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk, den 25. februar bekendtgjorde sin beslutning om at sælge sine aktier i Danske Bank. Det var også et farvel til det brede, nationale engagement, som er støbt ind i koncernens fundament.

Men først det forretningsmæssige. Med salget signalerer A.P. Møller-Mærsk overskud – og skaber endnu mere overskud. Selvopfyldende profetier spiller deres egen rolle i den psykologi, der er med til at afgøre de investeringsbeslutninger, der træffes i aktieverdenen. Man ved det, og man agerer efter det: Forudsigelighed skaber tryghed i en verden præget af usikkerhed, og tryghed får aktiekurser til at stige. I A.P. Møller-Mærsk har manøvren skabt et ekstra råderum på 5,5 mia. kr., investorernes tillid til koncernen er steget, og det er noget, der luner efter et årsregnskab for 2014, som netop har afsløret, at koncernens samlede overskud falder til under fire mia. kr. som følge af svigtende omsætning i datterselskabet Maersk Oil.

Faldende olieindtægter er noget, koncernen er nødt til at forholde sig til på længere sigt. Men så længe A.P. Møller-Mærsk ved siden af shippingområdet betragter olie og gas som en kerneforretning, er det ikke her, man sætter kniven ind.

Der er ikke noget usædvanligt i, at moderselskabet i en koncern i usikre tider skiller sig af med særligt truede eller bare irrelevante porteføljer og koncentrerer sig om ’kernekompetencerne’. Tværtimod forventes de faktisk at gøre det, ligesom de i gode tider forventes at sprede deres kapitalanbringelse – og dermed risikoen – på en bred vifte af investeringer. Hvad der mere og mere har lignet en langsigtet strategi siden den internationale finanskrises udbrud i 2007 med nedlæggelsen af Lindøværftet i 2009 og frasalget af Dansk Supermarked sidste år ser ud til at være fuldbragt. Danske Bank er samlet set vurderet til knap 175 mia. kr., og med ca. 20 pct. af Danske Banks aktier indkasserer A.P. Møller-Mærsk derfor lidt under 34 mia. på manøvren. De lykkelige ejere af A.P. Møller-Mærsk-aktier kan nu se frem til en ekstra udbetaling på ca. 1.600 kr. pr. aktie.

Ifølge lærebøgerne lover det godt for fremtiden i A.P. Møller-Mærsk. Det gør det ikke nødvendigvis for Danske Bank, hvis ledelse magtesløst må se til, mens dens ejer på Esplanaden flytter rundt på 1/5 af bankens aktiekapital. Men sådan er det jo. A.P. Møller-Mærsk er ikke længere afhængig af, at det går godt i Danske Bank.

Koncernen har ganske vist solgt til sig selv. A.P. Møller-Mærsk er sluppet af med en portefølje, som var et irriterende moment i den daglige drift, og et nystiftet holdingselskab, som ejes af A.P. Møller Fonden, har lovet at overtage størstedelen af aktieposterne, hvortil man roligt kan tilføje et: indtil videre.

Men foreløbig bliver aktierne altså i familien. Ane Uggla, A.P. Møller Fondens og dermed koncernens overhoved, udtalte i forbindelse med Fondens opkøb af Danske Bank-aktierne, at man gjorde det for at »styrke de historiske bånd, som har eksisteret siden 1920’erne«. Båndene styrkes nu næppe af manøvren. Men hvorfor er det så vigtigt at sige det? Vi skal lidt tilbage i tiden.

Gründer-tiden

Kernen i A.P. Møller-Mærsk udgjordes oprindelig af Dampskibsselskabet Svendborg fra 1904 og Dampskibsselskabet af 1912 (fusioneret 2003) samt Odense Stålskibsværft fra 1918 (der blev udbygget med Lindøværftet i 1959). Det var dansk industris Gründerzeit, og efter en lukrativ tid under Første Verdenskrig begyndte A.P. Møller at etablere sig med afdelinger i udlandet, og i 1928, under det der lignede en ny økonomisk højkonjunktur, etableredes forløberen til det nuværende Maersk Line med opkøbet af fem tankskibe.

En stærkt ekspanderende virksomhed skal bruge store kapitalindsprøjtninger, som den kan få enten ved at udstede aktier eller ved at trække på bankkreditter. A.P. Møller gjorde begge dele, hvad der nok var en klog strategi i de optimistiske, men meget turbulente 20’ere. Og da han fik chancen for at købe sig afgørende indflydelse i den finansielle sektor, slog han til. Hvorfor ikke eje den bank, der sikrer dit kapitalgrundlag?

Det var sådan, C.F. Tietgen, stifteren af Store Nordiske Telegraf Kompagni, alle store danske virksomheders forbillede i tiden, havde sikret sine mange virksomheder som leder af Privatbanken i 1800-tallets sidste halvdel. Det var i det hele taget en anerkendt forretningsmetode i en afstøbning, angelsaksisk kapitalisme har betragtet som usund, men som var og er udbredt i det såkaldte kontinentale business-system: Sikringen af industriens investeringer gennem et tæt parløb mellem banker og virksomheder. De investerede i hinanden, havde sæde i hinandens bestyrelser og gjorde hinanden ansvarlige for, at ingen foretog alt for risikable investeringer. Forsigtighedsprincippet begrænsede antallet af konkurser.

A.P. Møller havde kastet sine øjne på Landmandsbanken. Banken – som i 1976 tog navneforandring til Danske Bank – var stiftet i 1871 som en af de tre store københavnske banker med Privatbanken (1857) og Kjøbenhavns Handelsbank (1873) i de øvrige roller. I 1921 var banken Nordens største, men forholdet dækkede over, at man under krigen havde foretaget nogle særdeles risikable investeringer, som nu væltede korthuset. I 1922 var Landmandsbanken reelt konkurs, men den var too big to fail, så i stedet for at lade skæbnen råde greb regeringen ind og foretog en rekonstruktion med finansiel hjælp fra Nationalbanken.

Men Landmandsbanken var rystet i sin grundvold. De omskiftelige 20’ere hjalp ikke på stabiliteten, og i 1928, samme år som etableringen af Maersk Line, var aktierne up for grabs. A.P. Møller købte sig ind, og han købte tilstrækkeligt mange aktier til at sikre sig posten som bankens bestyrelsesformand. Fordelen for Møllers selskaber var åbenlys: Nem kapitaladgang og sikring af banken mod uhensigtsmæsssige investeringer og udenlandsk overtagelse.

En patriotisk forretning

Det udenlandske var i det hele taget en vigtig drivkraft hos hr. Møller. Eller rettere: Nationen var det. Ideer og verdensanskuelse er en underkendt faktor i erhvervslivets top, og A.P. Møller opfattede sig først og fremmest som patriot. Han engagerede sig gerne i nationalt tænkte projekter som for eksempel Det Danske Luftfartsselskab, SAS’ forløber. Det var dog ikke fædrelandskærlighed det hele. Under 1930’ernes protektionisme var det afgørende for erhvervslivet at sikre sig indenlandske leverandører; i en tid med usikre forsyninger skulle investeringen i Stålvalseværket i Frederiksværk midt under besættelsen f.eks. oparbejde skrot til stålplader til A.P. Møllers skibe. Opkøbet i 1930 af 30 procent af aktierne i Dansk Industri Syndikat var en logisk følge af A.P. Møllers personlige og offentlige engagement i forsvarssagen, men gav problemer sidenhen, da det viste sig, at den tyske besættelsesmagt var storopkøber af fabrikkens første klasses maskinkanoner – og igen meget senere da Berlingske Tidendes omtale af sagen i 2000 fik en rasende Mærsk McKinney-Møller til at sælge hele Det Berlingske Hus til højestbydende.

Koncernen har sådan set bare fulgt lærebøgernes opskrift. Efter grundlæggelsesfasen og 1920’ernes investeringer fulgte den tredje ekspansive fase under de gyldne 60’ere, med A.P. Møllers koncession på udvinding af olie og gas i Danmarks undergrund i 1962 og investeringen i Dansk Supermarked i 1964. Ledelsen i Danske Bank er traditionelt hentet i A.P. Møller-Mærsk; helt indtil for ganske nylig var båndene med banken så tætte, at Eivind Kolding, bankens bestyrelsesformand i 2011 og ordførende direktør 2012-13, var hentet fra posten som CEO i Maersk Line. I dag figurerer koncernens økonomidirektør Trond Westlie som næstformand for bankens bestyrelse.

Den sidste hellige ko

Men nu sælger man fra. Maersk Data og Maersk Air blev afhændet allerede i 2004-5, og efter at krisen satte ind, har man forstærket processen. Keine Hexerei – nur ’rettidig omhu’. Der har også været luftforandring i A.P. Møller-Mærsk, siden Mærsk McKinney-Møller i 2003 udtrådte af bestyrelsen for Danmarks største virksomhed og lod sig afløse af Michael Pram Rasmussen. Nils Smedegaard Andersen blev administrerende direktør i slutningen af 2007, og med Mærsk McKinney-Møllers død i 2012 indtrådte datteren Ane Uggla som formand for Fonden, som udgør koncernens øverste kontrolmyndighed.

A.P. Møllers nationale engagement har i den grad været støbt ind i koncernens ideologiske fundament (’værdier’), at det har krævet endnu et generationsskifte og en global krise at bryde med det. Men med Danske Bank har man slagtet den sidste hellige ko og er sluppet af med nationale forretningshensyn, som efterhånden var blevet en belastning i en globaliseret finanssektor, hvor fædrelandskærlighed og stærke nationale bånd mellem industri og finanssektor er noget, der hører fortiden til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Der er intet verden har brug for, som blødsødenhed.

Ole Hansen, Rune Petersen, Bill Atkins, Nille Torsen, Dan Johannesson, Rasmus Kongshøj, Michael Kongstad Nielsen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar

"I 1922 var Landmandsbanken reelt konkurs, men den var too big to fail, så i stedet for at lade skæbnen råde greb regeringen ind og foretog en rekonstruktion med finansiel hjælp fra Nationalbanken." citat fra artiklen.

Joakim Lund kan ikke sin historie. Landmandsbanken krakkede i 1922, se her:
"Spekulation og overekspansion på et for spinkelt kapitalgrundlag førte i 1922 til bankens krak med et kæmpetab til følge.

Krakket og den følgende bankkrise fik konsekvenser for lovgivningen og blev traumatiske for bankledere i de næste tre generationer, hvor hensynet til sikkerhed og soliditet samt ulyst til indbyrdes konkurrence på andet end service og markedsføring kom til at præge det danske banksystem. I 1976 ændredes navnet til Den Danske Bank (fra 2000 blot Danske Bank), og dermed kom bankens navn til at stemme mere overens med dens kundegrundlag."
kilde: http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/%C3%98konomi/Penge...

På den anden side har man denne her kilde:
"http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/landmandsba...

Niels Engelsted

Jo, men solgte familien ikke bankaktierne til sig selv, eller husker jeg helt forkert?

Niels-Holger Nielsen, lars abildgaard, Janus Agerbo, Rasmus Kongshøj og Mads Petersen anbefalede denne kommentar

Jo, familien solgte aktierne til deres eget firma, A.P. Møller Holding...

Bo Carlsen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Mads Petersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Faderen var jo med i Højgaardkredsen,
http://da.wikipedia.org/wiki/H%C3%B8jgaardkredsen
der ville sætte demokratiet ud af kraft. Hvor fædrelandskærligt var det?

Faderen ville ikke hive olie op af Nordsøen, det ville sønnen, og sådan blev det, med fædrelandet som mæcen.

Sønnen ville ikke have computer, men gerne sejle krigsmateriel for USA til Irak, og fik som tak havnerettigheder i Basra. Var det fædrelandskærligt?

Sønnen ville bygge opera, men ikke have Henning Larsens facade, og ikke betale operaens drift. var det fædrelandskærligt?

Katrine Visby, Torben Arendal, Niels-Holger Nielsen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

MkN - Det handler om penge.

Ole Hansen, Niels-Holger Nielsen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Freddy Andersen anbefalede denne kommentar
Freddy Andersen

@Lise Lotte Rahbek
Ja men de flinke mennesker ville da sikkert bare hjælpe Danmark med til at passe på dem, så de ikke faldt i de forkerte hænder.

Ole Hansen, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Du siger noget Lise Lotte - det er det jeg altid glemmer.

Ole Hansen, Niels-Holger Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Karsten Aaen. Som jeg skriver, var banken reelt konkurs. I praksis fik den imidlertid ikke lov til at krakke (det er derfor, vi i dag har noget, der hedder Danske Bank). Du kan få styr på historien her:

I perioden 19. maj – 7. juli 1922 foretog statens bankinspektør Green i hemmelighed en kritisk vurdering af Landmandsbankens regnskaber. Der var opstået en utryg atmosfære omkring banken, men samtidig lå det i luften, at banken som krumtappen i dansk erhvervsliv aldrig kunne lukke. For den siddende Venstre-regering ville det dog være en prekær beslutning at lade statskassen redde Landmandsbanken. Det stred mod Venstres liberale idégrundlag, og partiets vælgere i landbefolkningen brugte generelt andre banker end netop Landmandsbanken.

Bankinspektørens konklusioner var alarmerende, men Landmandsbanken bestred dem og anerkendte kun et muligt behov for begrænsede ekstrareserver fra Nationalbanken. Hastemøder mellem Landmandsbanken, Nationalbanken, statsminister Neergaard og handelsminister Rothe mundede ud i en officiel erklæring fra den 9. juli 1922, der fulgte Landmandsbankens vurdering. Erklæringen skabte ikke ro om banken, der led under en snigende kundeflugt. Den 17. september besluttede regeringen og Nationalbanken, at Landmandsbanken skulle rekonstrueres med omfattende hjælp fra erhvervslivet og fra Nationalbanken, der på sin side fik garantier fra staten.

Rigsdagen stadfæstede enstemmigt beslutningen på en ekstraordinær samling den 19. september 1922, men kunder og aktieholdere fortsatte med at sive fra Landmandsbanken, og den 5. februar 1923 måtte regeringen indføre en direkte statsgaranti for den. Forløbet skabte ikke nogen politisk krise, men affødte en heftig offentlig polemik, og mange følte, at erklæringen fra den 9. juli 1922 havde været bevidst vildledende. Landmandsbankens ledere blev retsforfulgt og for fleres vedkommende dømt for bedrageri. Bankens direktør Emil Glückstadt døde i varetægtsfængsel i juni 1923, og hans dødsbo blev tillagt en stor del af sagsomkostningerne.

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/landmandsba...

Carsten Mortensen, Kristian Rikard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Det vigtige er vel, at de direkte bånd kappes?

Kristian Rikard

Og at Nordeas position konsolideres

Brian Pedersen

hvornår får vi nordsøolien tilbage, det må godt gå stærkt...

Torben Arendal, Karsten Aaen, lars abildgaard, Torben Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Mærsk vil benytte Gud, konge og fædreland som branding-strategi lige så længe det virker for dem. Holder det op med at kunne betale sig, finder de bare på noget nyt, og dumper regningen under fædrelandets brede bøge i form af arbejdsløshed.

Sådan er det jo.

Torben Arendal, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Carsten Mortensen, Peter Jensen, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Efterhånden som bæredygtighed og automatisering og dermed produktion i nær miljøet vil vinde frem om få årtier vil shipping branchen går svære tider i møde med kraftig ordre nedgang. Mon ikke hele øvelsen går ud på "rettidig omhu" for familien Mærsk, som trækker værdierne ud af A.P. Møller - Mærsk koncernen så længe tid er.

Jorgen Hansen

Man kan sige meget negativt og positivt om Mærsk, men de to herrer (nu afdøde) var patrioter til det sidste. Det er MEGET sjældent i den verden de befandt sig i - så sæt det ind på positiv kontoen når I kritiserer.

I Danmark har vi kun 1.060.000 uafhængige private arbejdspladser tilbage og mange af dem er på udenlandske hænder, men dog danske - når alt kommer til alt er det disse privatejede arbejdspladser som uanset det er en murer lærling, frisør eller en bankassistent dem som leverer det første økonomiske indput i finanslovens indtægtsside og gør at alle andre overhovedet har noget at lave....

Søren Kristensen

Det skal jo kunne betale sig.

Herman Hansen

Jorgen Hansen
08. marts, 2015 - 08:25

Thjaa, hvem kom først. Hønen eller ægget?

Maersk har for mange, mange år siden lagt nationale hensyn til side i sin forretningsudvikling - har de nogensinde været der som andet end skueprocesser og salgsslogans? Faktisk er koncerner som Maersk generelt hensynsløse overfor også de nationer, de udspringer af, i deres nærmest traumatiske jagt på forretningskonsolidering og profitoptimering.

Måske ville det alternativt være værd at skrive om folketingets og regeringens manglende hensyntagen til det danske samfund i form af det kontinuerlige udsalg af statslige aktiver og den kontinuerlige overgivelse af suverænitet til EU (som giver den videre til marked og storkapitalen).

Torben Arendal, Preben Haagensen, lars abildgaard, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, Rasmus Kongshøj og Brian Pedersen anbefalede denne kommentar

Den kontinentale kapitalisme og den angelsaksiske er på mange måder ikke så langt fra hinanden. I den angelsaksiske model er den store fejl at man gennem negativ frihed og utilitarisme giver lov til at individer modarbejder det frie marked, f.eks. gennem forskellige konstruktioner som erhvervsdrivende fonde, interessentskaber og andelsselskaber (hvilket også bruges af kapitalfonde til skatteoptimering). Konkurrencelovgivningen plejer også at være mangelfuld og baseret på de forkerte principper. Mens man tillader relativt meget korruption i den angelsaksiske model, lægger den kontinentale model bare mere vægt på at hylde og kræve denne korruption, f.eks. gennem vidtgående samarbejde eller konvergens mellem den offentlige og den private sektor, manglende rettigheder for aktionærer (hvilket dog er et globalt problem) og lovgivningsbestemt kartellisering af arbejdsmarkedet, hvor bl.a. fagforeninger tildeles magtbeføjelser over andres ejendom.

Vi kan bruge 'den danske model' som et eksempel. Politikerne og flere eksperter forsvarer fortsat de gamle, feudale selskabs- og magtstrukturer der bl.a. blev oprettet af A.P. Møller og J.C. Jacobsen for lang tid siden. De nationalistiske idéer der lagde grund for fondene er ikke hensigtsmæssige i dagens Danmark, hvor man prøver at realisere logikken bag EU og det indre marked, ikke mindst for at forhindre at nogen lande vender tilbage til nazismen eller det lukkede Østtyskland. Det er dog ikke nemt, da vi stadigvæk skal være lidt bange for populisternes (og folkets) primitive demokratiopfattelse og demagogi. Man plejer også at fokusere meget på at kortsigtigt støtte alle mulige erhverv og arbejdere, da man er bange for at de - når de skal stemme på et parti - støtter deres egne økonomiske interesser fremfor nogen komplicerede principper (sådan er det jo).

Mon ikke Møller og Jacobsen også (udover at de havde de forkerte holdninger) fremmede nationalismen pga. at de på en eller anden måde var bange for den fascistiske/socialistiske befolkning? Hvis staten f.eks. idag ville kræve en boafgift på over en tredjedel af mit dødsbo (hvilket den kan gøre), ville jeg i hvert fald have en interesse for div. fondskonstruktioner, selv om jeg godt ved at de som udgangspunkt er uforenelige med retten til privat ejendom. Hvis jeg ejede flyselskabet Norwegian, ville jeg muligvis hellere samarbejde med fagforeningerne end kæmpe imod dem, selv om jeg godt ved at overenskomsterne ikke kan være legitime i et frit marked.

Konstruktioner som andelsselskaber og erhvervsdrivende fonde kan være til gavn i lande med en relativt dårligt udviklet privat ejendomsret: f.eks. kan de hjælpe fattige bønder at komme igang med en erhvervsvirksomhed og samtidigt give dem en (kunstig) følelse af ejerskab. Men det betyder også at der kan opstå mange uheldige fremskridt blandt menneskerne i bondesamfundet: bl.a. derfor er man nødt til at korrigere de fejlagtige selskabskonstruktioner hurtigst muligt.

Det er ikke holdbart, ansvarligt eller fair at drive erhverv og handel internationalt, hvis man fastholder at selskabet skal forblive i den danske feudalherres hænder, mens man konkurrerer med og beskæftiger udlændinge der mangler rettigheden at blive 'herre'. Vi skal være taknemmelige (?) for at selskaber som Mærsk, Novo Nordisk, Arla og Carlsberg overhovedet har fået lov at drive deres 'erhverv' (det er udtryk for et slags privilegium) - men forventningen er selvfølgelig at man i centralkomiteerne på Esplanaden og andre steder på sigt accepterer og laver de nødvendige reformer for at fuldføre markedet, hvis ikke indenfor de næste 100 år, så i hvert fald indenfor de næste 200.

Levende køer bliver slagtet hver dag, så det må man gerne prøve at reducere fremover. Jeg ville derimod ikke kalde professionel selskabsledelse "slagtning af køer", selv om vi jo f.eks. har den hellige Apis-tyr, begravelsesguden (!), som symbolet for Novo Nordisk. Man bør forholde sig til "nationale forretningshensyn" på samme måde som man forholder sig til (eller burde forholde sig til) diskrimination og racisme generelt. Slagtningen af hellige køer ville jeg hellere forbinde med de manglende individuelle rettigheder mht. fonde og andelsbevægelsen, og med slagtningen af tyren, som er symbolet på de stigende markeder. Det er denne slagtning - og det Blut und Boden som det reelt er - som vi skal bekæmpe på lang sigt.

Henrik Bjerre

@Jorgen Hansen

Det er forkert at opsætte de private arbejdspladser som en forudsætning for de offentlige's eksistens. Offentlig og privat sektor er ligesom mand og kone i et ægteskab - de er præcis lige vigtige.

Der er noget der mest hensigtsmæssigt gøres af det private som f.eks. landbrug, transport, vareproduktion, software etc. og der er noget der er mest hensigtsmæssigt i det offentlige - fyr- og vågevæsenet, sundhed, politi, millitær etc.

Desværre er det næsten at umuligt at sætte den effektivitetsforbedrende kapitalistiske motor ind i den offentlige serviceproduktion, så denne service bliver hele tiden relativt dyrere i forhold til den rasende billige kapitalistiske vareproduktion. Det problem som du beskriver - som vitterlig er et problem med de kun 1.060.000 private jobs - vil kun blive værre.

Vi har simpelthen ikke tid til at gå til frisøren hver uge, spise mere og dyrke endnu mere fitness for at komme af med det igen, men vi vil gerne have en ny hofte til oldemor på 96.

Tidens geniale sociale ingeniør er hende (det er jo i dag ikke) der kan finde på nye måder at finansiere den offentlige sektor på, så der ikke kommer så mange af den slags usmagelige kampagner om kontanthjælp som har kørt i denne uge.

Jeg har selv forsøgt mig med f.eks. et gebyr for at bruge branded "landshold", at flage med Dannebrog til private arrangementer med offentlig adgang, privatisering af kongehus, medier og partier .... disse og mange andre gode forslag har alle det til fælles at de ikke rigtig batter noget.

Gert Selmer Jensen, Paul Peter Porges og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Brian Pedersen

Henrik.. hvordan kan de private være lige så vigtige som de offentlige,,,der er vores fælles eje???

Herman Hansen

I den hedengangne Sovjet Union var der så som så med private arbejdspladser. Alligevel fløj de til månen og hjem igen. I Guds ejet land fløj de ligeledes til månen og hjem igen betalt af statskassen.

Comme ci comme ca.

Henrik Bjerre

@Brian Pedersen

Det er måske mine grundliggende liberale lighedsbetragtninger tilsat et søndagsskvæt af kristendom der rejser børster i en tid hvor det er meget udbredt at konstatere, at der er nogle der ikke duer: De rige svin, kontanthjælpsbaronerne, landbruget, indvandrerne, DJOEF'erne etc.

A.P. Møller siger farvel til de nationale hensyn....
Og så forbarmer familien sig alligevel og redder nationen? Eller havde Danmark været bedre tjent med at Danske Bank var gledet ud af landet. De har trods alt belånt sig til meget langt ud over det danske Bnp (3 eller 4 gange så vidt jeg husker), og finanssektoren bidrager jo kun til samme Bnp med 4 til 5%.
Uden banker med hovedsæde her i landet kunne vi handle meget mere frit og uden hensyn til de internationale forventninger om stasdækning ved en evt. bankerot.

Og vejen ville ligge åben for en Statsbank.

Claus E. Petersen

A.P. Møller har faktisk en lang tradition for at bidrage til det danske samfund.
Dels i form af millarder til små og store fonde og foreninger, fra røde kors til de mindre.
At firmaet kom til at stå for dansk olieudvinding var vel et tilfælde, men det var vel et lykketræf og velberåd hu fra datidens politikere at det ikke blev BP eller et andet ondt multinationalt udenlandsk firma.
At A.P. møller af mennesker på venstrefløjen udstilles som den "onde" kapitalist er efter min mening dybt uretfærdigt.
I modsætning til andre har A.P.Møller altid bestræbt sig på at gavne Danmark og danskerne, selv dem på de laveste etager.

Nej, jeg er ikke ansat i koncernen, men det pisser mig af at når et dansk firma endelig bliver rigtigt stort bliver alle retoriske midler taget i brug for at mistænkeliggøre det og dets motiver.

Grethe Preisler

Rettidig omhu: Det kommer igen, sagde bonden - han gav sin so flæsk ;-)

Claus E. Petersen

som jeg sagde, man kan ikke være god uden at være ond.
catch 22 eller blot marxisternes evige paradoks.
Dem der støtter vores tanker er ikke rigtige marxister men naive følgere, og når vi udtrykker vores tanker er det ikke rigtig marxisme, men et forsøg på at mobilisere den uvidende hob af forkælede arbejdere med bil og vaskemaskine.
Den "rigtige" marxisme.. well..

Jeg har sgu lidt ondt af de gamle fra DKP, KAP osv.. det har fandme ikke været nemt at finde et ben at stå på dengang.

Claus E. Petersen, omfanget af det finanskapitalistiske hasardspil med dansk nationaløkonomi trænger ikke rigtig ind til de små grå, vel? ... våbentransporter til verdens brandpunkter, Røde kors, ....og våben til ventegrupperne i Sverige. Aflad.

Claus E. Petersen

Bill Atkins, hvilket "hasardspil med dansk national økonomi" mener du at A. P. Møller er skyldige i?

Claus E. Petersen, kan du ikke læse indenad? Skriver jeg ikke noget om "finanskapitalister" og Danske Bank? Og at APM sikre at denne overbelånte casino-konstruktion forbliver under national garantibeskyttelse?

Claus E. Petersen

Bill Atkins, pas dog på blodtrykket.
Emnet var og er A.P. Møller
At du lystigt svinger rundt i underlige ideologiske konstruktioner kan vel dårligt lægges mig til last

Claus, du kan åbenbart ikke fastholde et du læser:

Ane Uggla, A.P. Møller Fondens og dermed koncernens overhoved, udtalte i forbindelse med Fondens opkøb af Danske Bank-aktierne, at man gjorde det for at »styrke de historiske bånd, som har eksisteret siden 1920’erne«

Julian Christmas

@ Jorgen Hansen

Jeg vil give dig fuldstændig ret i, at vi her i Danmark skal passe på vores arbejdspladser.
At Mærsk sælger ud af deres aktier i Danske bank er en naturlig eftersom de offentligt har sagt de ønsker at trimme virksomheden og fokusere på dens kerneområder.
Jeg føler dog ofte at debatten handler om at bevare de danske arbejdspladser istedet for at skabe flere. Vi burde undervise vores unge mennesker i folkeskolen i fag som iværksætteri, finans forståelse og skat - herved ville vi sikre at den næste generation ville være med til at skabe vækst og nye arbejdspladser frem for blot at "undre" os over at danske arbejdspladser flytter til udlandet.

@Bill Atkins - Interessant vinkel på bankernes gøren og laden op-til, under og her i tiden efter finanskrisen. Måske der her ville være et grundlag for nogen grave-journalister?

Claus E. Petersen

"Ane Uggla, A.P. Møller Fondens og dermed koncernens overhoved, udtalte i forbindelse med Fondens opkøb af Danske Bank-aktierne, at man gjorde det for at »styrke de historiske bånd, som har eksisteret siden 1920’erne«"

Det kan vel dårligt kaldes "hasard spil med dansk national økonomi" ?

Marianne Christensen

kunne man dog så ikke slippe for møllers kors ved jellingestenene?

Det er jo kun at minde om endnu en gang landsfornægtigelse.

Det er ok, men så må Mærskfamilien også finde sig i at vi almindelige danskere ikke vil finansiere deres slikken kongehuset. kongehuset må selv sælge ud af arvesølvet, hvis de vælger at have en familie som mærsk ved bordet.