Læsetid: 5 min.

’Cars don’t kill people. People kill people’

– og aber gør også (hvis de har en bil)
– og aber gør også (hvis de har en bil)

Ib Kjeldsmark

21. marts 2015

Det giver umiddelbart god mening, at den nye app TrafikAlarm har hyret skuespilleren Ole Thestrup til at indtale advarsler til bekymrede bilister om fartkontroller fremme i landskabet. Man sætter sin smartphone op i bilen, tænder for app’en, og når man nærmer sig en stærekasse, vrænger Thestrup: »Jamen, for satan mand. Det gik jo lige så godt fremad.

Men nu er der altså risiko for fartkontrol, det kan jeg godt lige sige dig.« Man skulle næsten tro, at det var Andreas Bo, der havde indtalt beskeden – så meget lyder Thestrup som sig selv. Thestrup signalerer en speciel form for jysk snusfornuft, som man kender fra f.eks. filmene Blinkende lygter og De grønne slagtere. Her er en mand, der nok ved, hvad der er for og bag på et jagtgevær, og som ikke lader sig gå på af, hvad ’systemet’ forlanger. Med Thestrup som ambassadør taler TrafikAlarm til den stærke fornemmelse i mange bilejere af, at de sgu nok selv bedst ved, hvor hurtigt de bør køre, og at de der emsige kontrolapparater inde fra København fanden gale mig har rigeligt travlt med at genere ordentlige mennesker.

Vi ved, hvor du er

Bilen er blevet en slags refugium for den i øvrigt stadigt mere dresserede, kontrollerede og overvågede gennemsnitsdansker. Vi ved godt, at informationer om stort set alt i vores liv er til salg og i omløb, og at én eller anden storebror altid følger med, når vi surfer på nettet, køber iskager i Brugsen eller tager bussen for at besøge nogen i den anden ende af byen. Oven i købet er der stor opbakning til mere overvågning.

Det er jo terroristerne, der er problemet, og så længe man ikke selv har planer om at omstyrte samfundet – og det er der virkelig ikke ret mange, der har – kan det vel ikke skade, at nogen rent principielt og teoretisk har adgang til ens telefonsamtaler og mailkorrespondance. Det har chefen garanteret allerede alligevel. Men netop fordi vi i det store og hele accepterer en meget vidtgående overvågning og temmelig radikale indgreb i vores autonomi, bliver de små fristeder så meget desto mere sakrale. Forestillingen om den selvstændige og myndige borger, der tager ansvar og skaffer til dagen og vejen, mens han svarer enhver sit og stiller op, når nogen har brug for hjælp, har trange kår. Det kan ind imellem virke som om, det kun er på toilettet og i bilen, man kan være helt i fred og udøve sit suveræne skøn.

De frivilligt ufrie

Når bilister bliver vrede over nye fartkontroller, skal det derfor læses aldeles symptomatisk: »Her trækker vi grænsen. I kan overvåge vores pornoforbrug og registrere vores telefonsamtaler, men I skal ikke komme og sige, at vi ikke kan køre bil!« Bilen er blevet et frihedssymbol for de frivilligt ufrie. Ikke alene kan man her lukke resten af verden ude og råbe grimme ord efter andre, uden at de kan høre det; man kan også genskabe fornemmelsen af at være en myndig borger, der kan styre sig selv og de meget store kræfter, der er i moderne biler, efter bedste skøn og med den rette blanding af hensyn til andre og beruselsen af nogle gange at kunne give los med speederen i bund og håret tilbage.

Det, ministerier og myndigheder gør, når de skaber øget overvågning og kontrol, er ikke bare, at de beskatter denne frihedsbastion – det er meget værre end det. De markerer åbenlyst, at bilisterne faktisk ikke kan finde ud af at administrere deres frihed. En fartkontrol er som en sherif, der afvæbner en cowboy, der har fået for meget at drikke: »Det er vist bedst for alle, hvis du giver mig den der.« Westerngenrens mest ydmygende moment.

Ulvefod

Biler er våben, som Svend Aage Madsen illustrerede det i sin roman Tugt og Utugt i Mellemtiden, hvor alle biler var af mærket Ulvefod. Og bilister reagerer ikke så sjældent på indgreb i deres autonomi på måder, der minder om ’rigtige’ våbenejeres reaktioner, mest kendt i den amerikanske National Rifle Association (NRA). NRA insisterer netop indædt på, at våben ikke i sig selv er farlige, og at ansvarlige våbenejere sagtens kan beskytte sig selv og bruge våben til jagt og fornøjelse uden at risikere skade eller død for nogen som helst. Guns don’t kill people – people kill people, som foreningens slogan lyder. Problemet er bare, at ekstremt mange dør og bliver skadet alligevel – og at det altid viser sig, at den eneste måde at forhindre det på er ved øget våbenkontrol. Der dør færre på den måde, ligesom der statistisk ganske enkelt dør færre i trafikken, når farten sættes ned.

Den engelske standup-komiker Eddie Izzard har lavet en ret præcis sketch over NRA’s slogan, hvor han forestiller sig, at en abe bliver udstyret med en revolver og lukket ind i NRA-formandens hus. Aben, tyggende på en banan og interesseret i alt muligt andet end våbnet, vil formentlig komme til at lade det gå af i ny og næ – og ramme nogen på vejen. Det er ikke våbnet selv, der forårsager skaden, men den er alligevel en ret vigtig forudsætning for, at det sker. (Izzard bemærker også, at yderst få er døde af, at nogen råber ’bang’ og rækker tunge). Man burde derfor egentlig ændre sloganet til det mere præcise: Guns don’t kill people. People kill people. And monkeys do too – if they’ve got a gun.

Thestrup eller Snowden

Måske er Ole Thestrup således en endnu bedre repræsentant for TrafikAlarm, end de selv ved. I app’ens præsentationsvideo er det påfaldende hvor stor diskrepans, der er mellem den seriøse og indtagende kvindestemme, der oplyser om produktets mange kvaliteter, og så den brølende jyske skuespiller, der taler til den lille oprører: »Kan du så få klumpfoden af pedalen, menneske!« Vi er friserede og overvågede 99 procent af tiden. I resten vil vi have lov til at skeje ud og sige frække ting.

Tænk hvis noget af denne trang til autonomi kunne omsættes til politik; hvis energien i den desperate kamp for et frirum i stedet kunne rettes mod de politiske kræfter, der skaber nødvendigheden af det. Edward Snowden ville få asyl på et kvarter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Larsen
  • Jakob Silberbrandt
  • Olaf Tehrani
  • Henning Pedersen
  • Thomas Oxvig
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Herdis Weins
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Benno Hansen
Henrik Larsen, Jakob Silberbrandt, Olaf Tehrani, Henning Pedersen, Thomas Oxvig, Michael Kongstad Nielsen, Herdis Weins, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det svarer til retten til at snyde i skat, her dog bifaldet af myndighederne, der ikke har travlt med at undersøge de riges mystiske bankkonti i Schweiz.

Tak! Der sker 2 ting med folk, når de bliver fuldtidsbilister: de mister evnen til at læse en køreplan ? de bilder i fuld alvor sig selv ind, at al den tid de bruger på at finde p-pladser, vaske bil, finde en tankstation og tanke op, holde i kø - fortsæt selv giver dem rigtigt meget kvalitetstid til dem selv :-))))
Sjovt nok findes der bilejere, der faktisk godt kan finde ud af kun at bruge bilen højst nødvendigt, men ellers klare sig glimrende med kollektiv trafik, hvor de finder tid til at læse/arbejde, iagttage deres medmennesker (måske endda tale med dem) - eller bare flade ud med en tiltrængt pause, hvor de ser på byen eller landskabet (måske nyder de endda synet), nyde musik og den slags afslappende ting.
P.S. Må jeg lige i den forbindelse nedkalde en forbandelse over den profitmaksimerende idiot, der fandt ud af, der skal være nyheders- og reklamestreams i busser.

Elisabeth Andersen, John Johansen, Lise Lotte Rahbek, Henrik Larsen, Bill Atkins, Thomas Tanghus, Anne Eriksen, Jakob Silberbrandt, Ole Meyer, Henning Pedersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg har undret mig over hvordan det at køre bil - og EJE ! en - tilsyneladende får den værste side til at vende udad hos ganske mange mennesker. Artiklen gjorde mig lidt klogere på socialpsykologien bagved, og tak for det.

Så gælder det bare om at omsætte den erkendelse til politik: privatbilismen gør os ikke lykkeligere, ikke klogere, ikke sundere, men snarere det modsatte. I grunden har vi at gøre med den dybereliggende første årsag til de fleste af verdens problemer mht. klima, ressurser, plads, stress, miljø - og ikke mindst olie&gas-eksporterende hel- og halvdiktaturers fodspænd i verdenspolitikken.

En stor mundfuld i ét udsagn javist - men prøv at tænke efter, og tænke det igennem. Bare én gang.

Åhh, det lettede....

Lennart Kampmann

Helt ærligt - bogstaveligt talt millioner af danskere er afhængig af at kunne transportere sig i privat bil. Helt uden afsæt i fakta skal det nu problematiseres. Er det sådan humaniora fungerer? Medløbende sidstedages hellige kan vrisse af et transportmiddel?

Sammenkædningen af trafik og NRA er en stråmand.

Næste gang skal der vel skældes ud over at der bruges aluminiumsfolie til madpakker??

med venlig hilsen
Lennart

uffe hellum, David Zennaro og Søren Van der Schleckel anbefalede denne kommentar

"millioner af danskere er afhængig(e?) af at kunne transportere sig i privat bil". Rigtigt, og det er så dét der samfundsmæssigt set er problemet, som jeg prøvede at signalere: med hensyn til ressurser, trafikpolitik og ja - socialpsykologi.

Det er ikke deres skyld, som sådan.

(Hvad "humaniora" så har med sagen at gøre, er uklart.)

Ligeså venlig hilsen, Ole Meyer

Lennart Kampmann

@ Ole Meyer
Humaniora konstateringen er rettet mod artiklen, ikke dit indlæg.

med venlig hilsen
Lennart

Søren Van der Schleckel og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Niels Schmidt

@Ib Kjeldsmark

For en god ordens skyld: Jeg kører med tog når det er bedst. Og kører cykel eller bil når det er bedst. Og overholder som oftest færdselsloven. Som de fleste bilister faktisk gør. Nogen gange gør jeg så ikke. På samme måde som de fleste overtræder små og store regler i livet. Uden ondt i sinde. I modsætning til de som er decideret hensynsløse. De som ingen fartfælde kan ændre på alligevel. Ligesom internetovervågning ikke har stoppet hverken det falske postbud eller ham den fremmedgjorte tosse, der slog til på Østerbro.

Sammenligningen med overvågningssamfundet, aber og NRA er for mig at se derfor en dramatisk effekt der er helt i skoven. Og handler vist mere om dit syn på bilister og verden i al almindelighed, end den handler om den almindelige danske bilist. Uanset om vedkommende har hentet den nævnte App eller ej. Faktisk er det temmelig nedladende. Specielt dit udtryk "rigtige våben"? Eller måske er det bare et udtryk for elendig humor og bizarre tankespring. Uanset er det et udtryk for en trend. En jeg ikke kan lide.

Jeg kan godt følge dit syn på energien som du kalder den. Men du formår mere at gøre grin med den end at sætte den i et positivt lys.

Bilisterne føler de er lige lovligt meget forfulgte. Ordet lovligt er i denne sammenhæng velovervejet. Ligesom forfulgt. For det er lovgiverne der forfølger. Bilister er den enkeltgruppe i Danmark der leverer mest til statskassen. Uden sammenligning overhovedet. Det er et faktum. Man betaler en bil tre gange, undervejs med en afgift der endda er moms på. Altså en afgift på en afgift. Tænk hvis vi skulle betale moms af momsen på brød og mælk?

Terrorister ønsker at dræbe og sprede rædsel og omstyrte hele samfund. Dele af NRA ønsker at have ret til at skyde og dræbe for et godt ord, hvis nogen kommer ind på den forkerte side af havelågen. Bilister derimod ønsker primært at fragte sig selv og hinanden fra A til B og at få en grad af sammenhæng, frihed og fleksibilitet de ellers ikke har i deres tilværelse. Og de opfatter ikke deres biler som et våben. De er en nødvendighed.

Antallet af trafikdræbte er dertil generelt for nedadgående og endnu mere hvis man ser det i forhold til antallet af biler på vejene, som stiger. Kigger du så på antallet af terrordræbte i Danmark, skal man med den nuværende dødsrate, vente flere århundreder for at nå op på det samme antal som folk der af infektioner på grund af elementær dårlig hygiejne på hospitalerne. Bare på ét år. Dette tal er også flere gange højere end det antal der dræbes i trafikken. Gode argumenter for at rette overvågningens søgelys og forbrug af ressourcer et andet sted hen vil jeg mene.

Hvilket leder mig til følgende overvejelse:

Jeg oplever et stadigt stigende antal gensidigt bekræftende, veluddannede men uvidende storbytosser (i modsætning til u-uddanede, uvidende landsbytosser), der har hele deres liv inde i vore store byer, for hvem kontrol, politisk korrekthed og studentikose argumenter overtrumfer alt. Og de får forbløffende meget taletid i de medier hvor deres samtidige i dag, for fleres vedkommende, sidder i chefstolene.

For mig at se lider de af en eklatant mangel på kendskab (nogen sågar nylig erindring om deres egen opvækst) og vilje til at anerkende andres vilkår og værdier.

Disse mennesker tror alle kan bo inde i storbyerne og alle cykle og tage metro på arbejdet. I en verden hvor der kræves den yderste mobilitet og fleksibilitet, mens offentlige serviceydelsers åbningstider og(manglende) tilstedeværelse, slet ikke matcher døgnsamfundets åbningstider og krav. Ligesom de ikke matcher idealet om et liv tættere på åben himmel, økologi, etc. Der er en trend henimod at vi til sidst skal se på naturen og åben himmel som en turistattraktion vi kan pendle til og ikke en del af vores dagligdag. Og bilen er ondets rod. Ikke f.eks. manglende byplanlægning og fordeling af uddannelser, erhverv og virksomheder.

København er et eklatant eksempel på hvordan man bevidst gennem årtier har overfodret byens centrum med pendlerkrævende virksomhedsdomiciler, omdannet boliger til virksomheds lejligheder, bygget dyre lejligheder til højtlønnede og dermed trængt mere almindelige beboere ud og boligpriserne i vejret. Folk der ikke har DJØF lønninger har ikke råd til alt det nye. Dertil har man, f.eks. på Amager, løbende udraderet grønne områder . Og man prioriterer fortsat på den måde. I den situation er en bolig i forstaden eller oplandet og dermed ofte bilen en nødvendighed. Man kan jo bare se hvor mange højtlønnede DJØF'ere og direktører der bor på Nordsjælland. Og så her jeg slet ikkeberørt de langt større afstande i provinsen. De offentlige transporttilbud der er en decideret vittighed. Især for børnefamilier med to jobs. Såda pendlerne konstant presses er reaktionen på endnu en pengemaskine forudsigelig. Og det gør du så tykt grin med. Billige point og pinligt for en avis som Information.

Lennart Kampmann, jeg kommer i tvivl om hvorvidt du har læst hele artiklen.

I artiklen problematiseres det ikke direkte at transportere sig i bil, men den radikalitet der lurer hvis man vover at problematisere "retten" til privatbilisme. Der fremstilles, i Lacaniansk tradition, et argument for om nu ikke denne trodsige energi, der for eksempel skød betalingsringen, er en smule malplaceret. Som der skrives:

"Tænk hvis noget af denne trang til autonomi kunne omsættes til politik; hvis energien i den desperate kamp for et frirum i stedet kunne rettes mod de politiske kræfter, der skaber nødvendigheden af det."

Med andre ord, debatten omkring privatbilismen kan forekomme irrationel ud fra en vild analyse. Hvad er det lige det handler om?

Lennart Kampmann

@ Teis Asbjørn Iversen
Du behøver ikke at tvivle - jeg har læst hele artiklen. De opstillede argumenter er søgte og sammenkædningen mellem privatbilisme og den amerikanske våbendebat er en stråmand. Dertil kommer at sketchen med aben er helt gal. Der er vist tale om rablerier uden hold i virkeligheden.

med venlig hilsen
Lennart