Læsetid: 7 min.

Diktaturets catalanske udstillingsvindue

Barcelonas samarbejde med magthaverne i Qatar har løftet klubben op i toppen af fodboldens økonomiske superliga. Men nu begynder de moralske kvababbelser at melde sig i Catalonien
Helgardering. UNICEF’s logo pryder bagsiden, mens Qatar Airways tager frontpladsen. Det, der diskret skulle handle om penge, er kommet til at handle voldsomt meget om politik og værdier.

Quique Garcia

21. marts 2015

Det sidste, verden har set til poeten Mohammed al-Ajami, var den 16. november 2011, hvor han var blevet tilsagt til møde hos Qatars efterretningstjeneste i Doha. Ved ankomsten til mødet blev Al-Ajami arresteret, og han er efterfølgende forsvundet ind i det arabiske diktaturs fængselssystem.

Hans forbrydelse består i, at han har skrevet et digt.

Ifølge Qatars anklagemyndighed rummer digtet strofer, der fornærmer landets tidligere emir og opfordrer til oprør mod den herskende klasse. Og for den forsyndelse har al-Ajami fået 15 års fængsel.

Internationale menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International, PEN og Human Rights Watch har taget al-Ajamis sag op og kæmper for at få ham løsladt, men indtil videre uden held.

Al-Ajami sidder stadig i sin fængselscelle, hvor han ifølge rapporter har tilbragt en del af tiden i isolation.

Det er netop sager som al-Ajamis, der giver anledning til moralsk eftertanke hos Barcelona-tilhængere over hele verden. For de enevældige herskere, som fængsler al-Ajami – og andre fritænkere som ham – er de samme som dem, der står bag de logoer, der optager pladsen på de verdensberømte Barcelona-stjerners brystkasse i form af reklamer for de statskontrollerede Qatar Foundation og Qatar Airways.

Mere end en klub?

Men kan Barcelona reklamere for et diktatur? Eller for at spørge mere præcist: Kan lige netop Barcelona reklamere for et diktatur?

Ikke hvis man spøger en del af storklubbens tilhængere. De betragter sponsoraftalen med diktaturet i Qatar som et forræderi mod den historiske rolle, klubben har spillet lige siden Franco-årene, hvor hjemmebanen Camp Nou udgjorde et fristed for de catalanere, hvis sprog og kultur blev undertrykt af centralmagten.

»Dengang var en hjemmekamp for Barcelona ikke bare 90 minutters fodbold. Det var en forsamling af catalanere, der kunne tale og synge på deres eget sprog uden at frygte hævnen fra Francos dødspatruljer,« som skribenten Johnny Proctor har formuleret det.

Selv definerer Barcelona sin historiske arv i sloganet Més que un club – mere end en klub. Et samlingspunkt for Catalonien og de catalanere, der den dag i dag føler sig undertrykt af centralmagten i Madrid.

Og det er denne arv, klubbens ledelse beskyldes for at kaste vrag på med sponsoraftalen med herskerne i den lille Golfstat.

Som en skribent på den indflydelsesrige Barcelona Football Blog har udtrykt det:

»Skal Barcelona virkelig være tilknyttet – eller ligefrem sponseret – af dem, som tramper på menneskerettighederne? En af de bærende søjler i barcelonismo, ja, en af de første ting, man lærer, når man studerer klubbens historie, er, at den altid har værnet om retten til at udtrykke sig.«

Tilhængernes afsmag for den milliardstore aftale med de olierige herskere fra Qatar er ikke blevet mindre, efterhånden som det har åbenbaret sig, hvem der i øvrigt nyder godt af støtte fra Qatar Foundation.

Således har de spanske medier afsløret, at Barcelonas trøjesponsor også har ydet økonomisk bistand til det i Doha beliggende al-Qaradawi Centre for Islamic Moderation and Renewal. Det ledes af den muslimske prædikant Yusuf al-Qaradawi, der at dømme efter sine udtalelser hverken er en stor fortaler for moderation eller fornyelse.

Han har forbud mod indrejse i USA og Storbritannien på grund af sin støtte til selvmordsbomber og antisemitisme, og i prædikener på tv-kanalen Al-Jazeera har han udtrykt håb om, at Allah vil færdiggøre Hitlers arbejde og dræbe alle jøderne »helt ned til den allersidste«.

’Tilsøler trøjen’

Derudover er det også faldet storklubbens fans for brystet, at Qatar i FN har arbejdet imod en resolution, der skulle beskytte homoseksuelle mod at blive henrettet på grund af deres seksuelle orientering.

Denne handling fik The Blaugrana Peña Gay and Lesbian – der er Barcelonas fraktion af homoseksuelle tilhængere – til at udtale, at »sponsoraftalen med en fond fra et land, der ikke respekterer homoseksuelles rettigheder, er moralsk angribeligt«.

De har fået støtte fra klublegenden Johan Cruyff, der har udtalt, at aftalen med Qatar »tilsøler trøjen«.

I det hele taget har sponsoraftalen med Qatar markeret et brat, moralsk fald fra tinderne for Barcelonas klubledelse, der ellers erobrede det højeste etiske udkigspunkt i fodboldverdenen, da de i 2006 indgik en omvendt sponsoraftale med UNICEF. Omvendt forstået på den måde, at det var Barcelona, der betalte UNICEF for at få lov til at bære børneorganisationens logo på brystet.

Før aftalen med UNICEF havde Barcelona aldrig haft en trøjesponsor. Klubbens farver havde været fri for ’forurening’ af kommercielle interesser ud fra den betragtning, at trøjen ikke blot tilhørte Barcelonas sportslige virksomhed, men var et samlingspunkt for hele den catalanske befolkning.

Af samme grund blev det set som et mestertræk af Barcelonas ledelse at indgå aftalen med UNICEF, da netop børneorganisationens populære logo førte ekstra værdi til klubbens i forvejen symbolladede klædedragt.

Efterfølgende er det dog kommet frem, at det ikke kun var smukke idealer og kærlighed til klodens børn, der fik Barcelonas ledelse til at entrere med UNICEF. Først og fremmest lå der kolde økonomiske og marketingsmæssige kalkuler bag.

Det har klubbens tidligere vicepræsident Ferran Soriano beskrevet i sin bog Goal: The Ball Doesn’t Go In By Chance. Her beskriver han de overvejelser internt i storklubben, der førte frem til aftalen med UNICEF.

Soriano afslører, at Barcelona havde flere bejlere, da klubben besluttede sig til at bryde med princippet om ikke at have reklamer på spillertrøjen. Blandt andet bettingfirmaet Bwin, der tilbød en af de største sponsoraftaler i fodboldhistorien. Dén takkede Barcelonas ledelse dog nej til. Ikke ud fra moralske kvababbelser, men fordi en fortrolig markedsanalyse viste at en altruistisk aftale med UNICEF ville positionere Barcelona bedre på mellemlang sigt.

Til bedre tider

Eller sagt på en anden måde: Sponsoraftalen med børneorganisationen ville koble klubben sammen med de rigtige værdier på globalt plan – samtidig med at den ville vænne tilhængerne til, at der nu var reklamer på spillertrøjerne.

Så da aftalen med UNICEF udløb, havde klubledelsen etableret en platform for en traditionel sponsoraftale som den, der efterfølgende blev indgået med Qatar Foundation.

Og de er blevet rigt belønnet for deres strategi. Barcelona har i dag den fjerdehøjeste omsætning af alle fodboldklubber i verden, hvilket er en kæmpe forbedring i forhold til for nogle år siden, hvor de lå uden for top ti.

Men finansiel succes kan også købes for dyrt. Og efterhånden, som det er dryppet ud med afsløringer om menneskerettighedskrænkelser i Qatar, er topcheferne i Barcelona blevet mere og mere beklemte ved forbindelsen til den rige ørkenstat. Især de mange avisartikler om de slavelignende forhold, som myndighederne i Qatar byder fattige immigrantarbejdere, har været ubekvem læsning i Barcelona.

Og det har selvsagt heller ikke vagt begejstring, at Qatar-herskerne har en hyppig vane med at understrege det nære og varme forhold, der eksisterer mellem diktaturet i ørkensandet og fodboldklubben i Nordspanien – som da Qatar Airways direktør Akbar Al Baker for nylig udtalte, at de to parter »deler fælles værdier«.

Det synspunkt abonnerer man tydeligvis ikke på i direktionslokalerne på Camp Nou. Og i sidste måned antydede klubbens præsident for første gang, at samarbejdet med den lille Golfstat var ved at udvikle sig til en belastning for blaugrana.

»Vi følger opmærksomt situationen i Qatar, som har ændret sig i de sidste fire år,« sagde klubpræsident Josep Maria Bartomeu. »Nu er der sociale og politiske aspekter, som ikke var til stede, da vi skrev under. Dem må vi tage med i betragtning, før vi træffer den bedste beslutning for Barcelona.«

’Verden har ændret sig’

Præsidentens udtalelse markerer muligvis begyndelsen på enden til samarbejdet med Qatar – men den skal også ses i en politisk kontekst. Der er en fodbodmæssig valgkamp under opsejling i Catalonien. Barcelonas mange tusinde medlemmer skal vælge ny præsident til oktober. Og Bartomeu var ikke klubpræsident, da sponsoraftalen blev indgået. Han kan derfor distancere sig fra den i et forsøg på at fremstille sig selv som mere retlinet end sine konkurrenter.

Men selv hvis Barcelonas ledelse ender med at afbryde forbindelsen til magthaverne i Qatar, kommer der aldrig en tilbagevenden til dengang, hvor høje idealer og catalansk symbolisme beskyttede klubtrøjen mod kommercielle aftryk.

»Verden har ændret sig. Kineserne er gået ind i Atlético Madrid, og asiaterne er i Valencia,« har Bartomeu sagt med henvisning til, at det kinesiske konglomerat Wanda Group har købt 20 procent af Atlético, og at forretningsmanden Peter Lim fra Singapore har overtaget Valencia.

Han kunne også have henvist til konkurrenterne fra Real Madrid, der for nylig indgik en lukrativ sponsoraftale med Abu Dhabis statslige investeringsselskab. Hans konklusion ville under alle omstændigheder blive den samme: »Vi må forblive konkurrencedygtige.«

Og denne konkurrencedygtighed fordrer altså et kompromis med de idealer, der engang gjorde Barcelona til noget særligt og lagde ekstra tyngde til klubbens slogan.

Eller som skribenten Johhny Proctor har formuleret det:

»’Mere end end klub’ er død, længe leve ’En klub som alle andre’ – for uanset hvor stor og succesfuld Barca er og altid vil være, så er de nu bare ligesom en hvilken som helst anden klub!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Bill Atkins
Pia Qu og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu