Læsetid: 18 min.

»Vi har alle et familiemedlem, som er blevet dræbt«

Det kom bag på mange, da kurderne i efteråret blev spydspids for modstanden mod Islamisk Stat i slaget om den syriske by Kobane. Men for kurdere i såvel Danmark som i resten af Europa blev Kobane en anledning til at rejse sig og samles om kærligheden til deres folk og den fængslede leder Abdullah Öcalan
Dekan Izaddin, 20 år, studerende, Næstved: I 2014 tog jeg til Kurdistan med mine menneskerettigheder i kufferten. Jeg kom til en verden, hvor min baggage ikke havde nogen ret. Jeg oplevede frygt og sorg som kvinde, når jeg hørte om, hvordan Shingals kurdiske kvinder var blevet kidnappet som sexslaver af IS. De unge kvinder ser frygten i øjenene og kæmper vores alles kamp for fællesskabet og friheden, siger hun. Ørnen på hendes bryst er hovedsymbolet Zardasht for den kurdiske religion.

Dekan Izaddin, 20 år, studerende, Næstved: I 2014 tog jeg til Kurdistan med mine menneskerettigheder i kufferten. Jeg kom til en verden, hvor min baggage ikke havde nogen ret. Jeg oplevede frygt og sorg som kvinde, når jeg hørte om, hvordan Shingals kurdiske kvinder var blevet kidnappet som sexslaver af IS. De unge kvinder ser frygten i øjenene og kæmper vores alles kamp for fællesskabet og friheden, siger hun. Ørnen på hendes bryst er hovedsymbolet Zardasht for den kurdiske religion.

Jakob Dall

28. marts 2015

Klokken er ni en lørdag morgen i november, og Københavns forstæder er dækket af kold dis, men i en hytte gemt i skoven i udkanten af Ballerup brænder der en ild. Med ryggen til kaminen sidder en ideolog og udlægger revolutionens bud for sine elever. 10 unge danske kurdere har taget plads i en halvcirkel langs stuens buede væg. De lytter intenst.

»Først når vi med revolutionær vold har bragt orden i kaos og frihed til de ufrie, skal vi lægge våbnene,« siger han og gestikulerer roligt med sin pen.

Ideologen, tyske Reimar Heider, ser med sine lyseblå øjne ud på eleverne gennem små firkantede brilleglas. Eleverne ser på deres underviser: lyst hår, høje tindinger, rullekrave. Den midaldrende mand taler engelsk med tysk accent, men slår ubesværet over i kurdisk, når han mangler ord. Han kender ideologien, for han har selv studeret den under ophold hos guerillaerne fra PKK, Kurdistans Arbejderparti, i deres lejre i Qandilbjergene. I 90’erne rejste han som ung studerende til Sydøsttyrkiet, og han så borgerkrigen, da den var på sit højeste. Siden har han viet sit liv til den kurdiske sag. Nu tager han rundt og forelæser for kurdiske aktivister i Europa. De grønne, blå og lyserøde pamfletter, som ligger spredt på bordene i kaminstuen, er hans egne oversættelser af partiets leder, Abdullah Öcalans, revolutionære værker om styreformen demokratisk konføderalisme. Ideologien, der i efteråret inspirerer den kurdiske vækkelse, man ser i det meste af Europa.

Weekendcampen i udkanten er Ballerup er arrangeret af FOKUS-A, Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademikere, og giver et indblik i, hvad der rører sig blandt landets unge, kurdiske aktivister.

Over tre dage får de ud over undervisning i Öcalans ideologi også redskaber til blog- og artikelskrivning og politisk lobbyisme.

Kilder i miljøet beskriver FOKUS-A som en forening med mange PKK-tilhængere. Selv betegner forbundet sig som apolitisk, men et medlem af bestyrelsen fortæller, at 90-95 procent af organisationens 300 medlemmer på landsplan sympatiserer med PKK.

Vækkelsen

Da Islamisk Stat angreb kurderne i Syrien og Irak hen over sommeren og efteråret sidste år, skete der en vækkelse blandt Europas kurdere. Den syriske grænseby Kobane blev et symbol på den kamp mod undertrykkelse, der i forvejen er en grundsten i kurdernes selvforståelse.

Fra den tyrkiske side af grænsen sendte tv-kanalerne billeder hjem af en by i brand og fortalte om faren for et nyt massemord på kurderne. Det fik nationalismen til at blusse op i Europas enorme kurdiske diaspora. Den tæller i alt halvanden million, og mange af dem rejste sig for at skabe opmærksomhed om deres sag. De samlede sig om deres vigtigste politiske bevægelse, det terrorstemplede PKK, hvor man stadig tiltaler hinanden heval – kurdisk for ’kammerat’ – og bruger kodenavne.

En lignende vækkelse er ikke set, siden PKK’s leder, Abdullah Öcalan, blev anholdt i 1999 af ærkefjenden Tyrkiet og fængslet på den ø, hvor han i dag afsoner sin livstidsdom. Kurderne er fast besluttede på, at deres tid er kommet. De tør igen håbe på et frit Kurdistan.

Kærlighed til lederen

Campen i Ballerup bliver afholdt efter tre måneder med stor medlemstilgang, et antal likes på FOKUS-A’s Facebook-side og nye ansigter til møderne.

Et af de nye ansigter er den iranske kurder Bear Rizgar, en 22-årig fysikstuderende med skarpe kindben og skægstubbe, et tørklæde kastet over skulderen og spidse læderstøvler og posede fløjlsbukser.

De andre elever lytter tålmodigt til Reimar Heiders redegørelse for marxismen og hegeliansk dialektiks rolle i revolutionen, da Bear Rizgar rækker hånden i vejret.

»Öcalans strategi for kurdisk selvstyre har fejl og mangler,« protesterer han.

»PKK har skaffet kurderne alle de rettigheder, de har fået – de er langt mere progressive end kurderne i Nordirak,« svarer Reimar Heider.

Bear Rizgar undrer lidt sig lidt over, at de andre elever ikke sætter spørgsmålstegn ved PKK’s ideologi. En eller anden har også fjernet hans iransk-kurdiske flag, som han havde stillet op til skue i et hjørne af stuen. Var det ikke meningen, at der skulle være plads til alle i FOKUS-A?

»Det skal jeg altså lige snakke med dem om senere,« siger han lavmælt og skæver over mod tre af de ledende kvinder i bestyrelsen et par borde væk.

Som barn flygtede Bear Rizgar gennem bjergene med sine forældre. Familiens landsby på grænsen mellem Iran og Irak blev sønderbombet. To gange. Han bærer sin kærlighed til Kurdistan til skue på underarmen: Tatoveringen forestiller en vinstok, som han drømmer om at kunne plante i Kurdistans jord en dag. Og den kurdiske fane, den følger ham trofast til Roskilde Festival og på universitetet, inden han tager videre til demonstrationer.

Han bruger gerne tid på at indvie sine danske medstuderende i den kurdiske sag.

»Brug humor, sæt dig ned og drik en øl med dem,« forklarer han, for man går altså ikke bare hen til en dansker og fortæller om Islamisk Stats halshugninger og voldtægter. Så går de helt i sort.

Inden den tidligere ROJ TV-journalist danske Lillian Simonsen skal undervise weekendcampens deltagere i artikelskrivning og onlineaktivisme på Twitter, dækker madholdet op til frokost. Det summer rundt omkring ved stuens borde. De spiser rugbrødsmadder og snakker om, hvad det vil sige at være kurder.

En veltrænet fyr i nystrøget skjorte, byder ind: »Det, der virkelig får os til at føle os som kurdere, er, at alle i det her rum har et familiemedlem, som er blevet dræbt for den kurdiske sag.«

Der nikkes ved bordet. Der sker også noget helt særligt, når de er på besøg i de kurdiske områder, de stammer fra.

»Man bliver meget stolt,« siger Bear Rizgar. »Når jeg er tilbage og ser op på bjergene bag min landsby, tænker jeg: ’De kampe, vores fædre har kæmpet deroppe, må ikke være forgæves.’ Jeg vil tilbage og arbejde der, have mit eget landbrug, dyrke vin i det landskab.«

Kunne de finde på at flytte tilbage til moderlandet, hvis den drøm en dag bliver virkelighed?

»Hundrede procent!« råber en kvinde fra et af de andre borde. Alle er enige.

»Hvis alt går som planlagt, bor vi i Kurdistan om 10 år,« siger Bear Rizgar. »Men det, tror jeg, bliver en langvarig proces.«

Deltagerne i weekendcampen tilhører en generation, der kun var børn, da Abdullah Öcalan blev fængslet i 1999. I dag føler mange af dem en stor kærlighed til deres fængslede leder. Han bærer deres smerte, og de føler sig ikke fri, før han er løsladt.

»Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtigt har sat mig ind i hans teorier, men han er min hero,« siger Sinem Öztopcü, en ung kvinde, der er taget med til weekendcampen for at komme over sin generthed. »Sådan har jeg haft det med ham, siden jeg var lille. Han har så stor betydning, at når han siger noget, vil resten af kurderne følge ham.«

Deltagerne i weekendcampen har været i gang længe nu, men energiniveauet fejler ikke noget, da Abdullah Öcalans tanker om kvindernes frigørelse bliver gennemgået.

»Kvinden er revolutionens spydspids – både ude i samfundet og som guerilla, hvor hun kæmper med et skudsår i armen,« siger ideologen Reimer Heider. Flere af kvinderne byder ind, og de virker enige.

»Den kurdiske kvinde bliver stærkere og mere fri af at tage op i bjergene og kæmpe som guerilla,« lyder det fra en af dem.

Da vi hen på aftenen forlader FOKUS-A har de unge danske kurdere siddet på skolebænken i 11 timer.

Danmarks kurdere

Der ikke findes et præcist tal for, hvor mange kurdere, der bor i Danmark, men kilder peger på omkring 30-40.000. Kurderne er formentlig landets største etniske mindretal. I dag er de danske kurdere for en stund forenede af modstanden mod Islamisk Stat, men der er et skel mellem kurdere fra Irak og Iran, som rent politisk ofte er mere midtsøgende, og kurdere fra Tyrkiet og Syrien, den største gruppe her til lands, som ofte hælder mod venstrefløjen. Mange fra sidstnævnte gruppe er inspireret af Abdullah Öcalans ideologi.

Hovedparten af de kurdiske indvandrere i Danmark er mennesker, hvis kurdiske identitet i sin tid blev eroderet under Tyrkiets assimileringspolitik. Kilder i landets kurdiske miljøer siger dog, at en del af disse ’sove-kurdere’ er vågnet og blevet mere bevidste om deres kurdiske identitet igen efter Islamisk Stats angreb på deres folk i efteråret.

Dansk-Kurdisk Kulturcenter på Retortvej i Valby er landets centrum for kurdisk aktivisme. Her holder de studerende i FOKUS-A og paraplyorganisationen Fey-Kurd, der er domineret af PKK-sympatisører, også til. Under den vækkelse, som finder sted blandt kurderne i Danmark i efteråret, er det Fey-Kurd, der har ført an med demonstrationer og politiske arrangementer.

Hovedparten af de 10 danske kurdere, der i efteråret var tiltalt i danmarkshistorien største sag om terrorstøtte var medlemmer i Fey-Kurd eller deltog aktivt i foreningens arrangementer, herunder flere ledende figurer, som vi har talt med i forbindelse med denne artikel. Alle 10 blev frikendt, men anklageren har efterfølgende anket dommen.

I løbet af det sene efterår følger vi det aktivistiske miljø omkring Fey-Kurd, som flere gange om ugen mobiliserer danske kurdere til demonstrationer, folkemøder og støttekoncerter.

En fælles smerte

Kurderne er verdens største etniske gruppe uden en stat. Omkring 30 millioner tæller den. De bor fortrinsvis i det bjergrige område, som strækker sig fra det sydøstlige Tyrkiet, hvor omkring halvdelen af kurderne lever, gennem Syrien, Irak og Iran.

Da de vestlige stormagter trak streger i Mellemøstens sand efter det Osmanniske Riges fald, blev kurderne lovet en selvstændig og forenet stat, men de fik den aldrig. Siden har kurderne kæmpet for frihed, og her er deres vigtigste narrativ en fælles lidelseshistorie. Ligesom en kurder i dag vil kunne fortælle om de op mod 100.000 kurdere, Saddam Hussein myrdede i sidst i 1980’erne, eller Tyrkiets afbrændinger af tusindvis af landsbyer i 90’erne, vil han om 10 år fortælle historien om dem, der døde i Kobane i Syrien.

Mens præstestyret i Iran i dag holder landets kurdere i et jerngreb, har kurderne i Irak over de seneste 20 år sikret sig noget nær autonomi i Nordirak, der i princippet er en del af Irak, men nærmest fungerer som en uafhængig stat.

Tyrkiets kurdere forsøger i øjeblikket at afslutte den væbnede del af kampen, de har ført for anerkendelse af deres rettigheder, siden det ved oprettelsen af det moderne Tyrkiet i 1923 blev besluttet at ’tyrkificere’ dem. Med afsæt i stalinistiske dogmer greb PKK i 1984 til våben for at løsrive landets kurdisk-dominerede sydøstlige del og oprette et selvstændigt Kurdistan. Af de 35.000 liv borgerkrigen har krævet, har den tyrkiske stat flest på samvittigheden, men blandt andet på grund af drab på civile, kvinder og børn optræder PKK i dag på terrorlister i både Danmark, EU og USA.

I dag har partiet modereret sine krav og kæmper ikke længere for selvstændighed, men for selvstyre og lige rettigheder. I marts 2013 indgik PKK en våbenhvile med den tyrkiske regering og har nu trukket sin guerillahær tilbage til Qandilbjergene i Nordirak. I forbindelse med fejringen af det kurdiske nytår i sidste weekend opfordrede Abdullah Öcalan partiet til at afholde en ekstraordinær kongres med det formål at afvæbne PKK, afslutte den snart 40 år lange konflikt og i stedet at arbejde for en demokratisk løsning. På trods af, at Öcalan siden 1999 har siddet fængslet som eneste fange på øen Imrali, styrer han fortsat partiet gennem sine advokater. Hans ord er lov.

I Syrien har kurderne indtil for nylig levet som underdogs. Men i ly af borgerkrigen har de gennemført en stille revolution. I tre enklaver langs grænsen til Tyrkiet, som er blevet døbt Rojave, opbygger kurderne den samfundsmodel, PKK drømmer om at etablere i Tyrkiet. Det sker gennem deres syriske søsterparti PYD og dettes guerillahær, hvis enheder blandt andet består af de ikoniske kvindelige guerillakrigere, der tjener som slagkraftige propagandasymboler. Rojave er virkeliggørelsen af Abdullah Öcalans moderne udgave af socialisme. En verden uden hierarki og magtudøvende systemer. En verden, hvor kvinderne er frigjorte.

Så da Islamisk Stat i det tidlige efterår indledte sin offensiv mod Kobane, en af Rojaves hovedbyer, angreb den ikke bare en by, men noget langt større. Den angreb kurdernes drøm om frihed.

Det tyske lokomotiv

Hvor Islamisk Stats angreb på Kobane leder til fredelige demonstrationer i København, bliver Hamborgs gader skueplads for voldsomme kampe. Flere gange i fortiden er konflikten mellem kurdere og tyrkere blevet udkæmpet i tyske storbyer, men en aften i oktober støder 600 kurdere sammen med tilhængere af Islamisk Stat. Politiet konfiskerer blandt andet køller, knive, knojern og kebabspyd. 14 bliver såret og 22 anholdt. Det sker på gaden lige neden for den kurdiske aktivismes epicenter i byen, foreningen Kurdistan Volkshaus, som vi besøger tæt på Hamborgs hovedbanegård.

Foreningens 65-årige altmuligmand, Ali, fortæller, at han som ung gjorde tjeneste for PKK i Hamborgs Altona-distrikt. Han stod midt i gadekampene den aften i oktober. Et langt rødt ar løber op over hans pande. Otte sting.

»De slog mig med et baseballbat,« fortæller han. »De folk er dræbere: Det er de samme mennesker, som myrder børn i Kobane og Shingal (i Nordirak, red.). Vi kan dø af det her, men det handler om min ideologi. Vi må blive og kæmpe for det her hus.«

PKK opererer i Europa gennem et kæmpe netværk af lovligt registrerede organisationer. Finansieringen af den terrorstemplede bevægelse sker ifølge en Europol-rapport fra 2014 blandt andet gennem medlemskontingenter, salg af publikationer og overskud fra events. Ifølge den tyske efterretningstjeneste er den enorme kurdiske diaspora i Tyskland med til at finansiere PKK’s væbnede kamp i Tyrkiet.

Hvor mindst 10 danske kurdere er rejst til Mellemøsten for at kæmpe mod Islamisk stat, vurderede de tyske myndigheder i 2014, at omkring 50 tysk-kurdiske mænd og kvinder havde sluttet sig til PKK, siden gruppen begyndte at kæmpe mod Islamisk Stat i blandt andet Kobane. Men tallet er ifølge det tyske ugemagasin Der Spiegel formentlig langt større. Avisen skriver også, at PKK har talentspejdere i Tyskland, som rekrutterer unge kurdere ved at med eventyr og appellere til idealisme og nationalisme.

Fra Hamborg til Kobane

Forestillingen om kampen mod den tyrkiske overmagt er til stede overalt i foreningens lokaler. Kurdiske martyrer pryder væggene i det store rum, hvor mænd og kvinder i alle aldre nipper til bitter, sort te. De indrammede portrætter fortæller en historie om kurdernes modstandskamp. Fra sort-hvid-portrættet af Sheikh Said, som ledte et berømt oprør i 1925, over mere ukendte unge mænd og kvinder, typisk affotograferet i bjerglandskaber med faste blikke og Kalashnikov-rifler, til alteret i hjørnet af rummet. Her er roser spredt ud foran billederne af tre kvindelige PKK-aktivister, som under uklare omstændigheder blev likvideret i Paris i 2013. En af dem, Leyla Söylemez, havde sin gang i foreningen her i Hamborg, får vi at vide. Det gælder også de tyske kurdere på de godt 10 portrætter, som har fået plads på væggen i foreningens ungdomslokale. Unge ansigter – alle valgte de at bytte livet i Hamborg ud med Kurdistans bjerge.

»For tiden drager mange unge mænd fra Hamborg til Kobane. Så sent som i går fik jeg to henvendelser fra mænd, som ønskede at deltage i kampen,« siger Salaheddin Bayram, som vi møder i foreningen. Han er leder af Hamborgs afdeling af PYD, den syriske gren af PKK. Alene over de seneste to måneder har han været med til at sende syv krigere af sted til Kobane. Salaheddin Bayram fortæller, at partiet betaler for de udgifter, der er forbundet med de unge menneskers rejse til fronten.

»De føler, at de skal give noget tilbage til moderlandet. En af dem, som tog tilbage, kom fra en landsby, der var blevet fuldstændig raseret,« fortæller han.

De unge, som PYD hjælper til fronten for tiden, er alle syriske kurdere, som er flygtet til Tyskland og ikke kan finde sig til rette.

»Alle vi kurdere føler, at det her er vores tid, vores forår. Vi må give alt, hvad vi har. Alt!« siger Salaheddin Bayram.

Ud på eftermiddagen bliver vi ført ind i et baglokale, hvor vi tager plads i en sofagruppe af imiteret læder. Over for os sidder en mand, som ikke vil give os sit navn. Han er angiveligt en af PKK’s ansvarlige for Hamborg, en såkaldt kadro. Manden er klædt i en sort frakke, og en armykasket i samme farve skygger for hans lange, benede ansigt. Han ser ud til at være i midten af 30’erne. En kadro vier sit liv til bevægelsen, arbejder i døgndrift. Han har ikke nogen fast bopæl, men bor på forskellige adresser for ikke at knytte tætte bånd til de lokale kurdere. Hans liv er politisk, ikke privat. Han gifter sig heller ikke og får ikke børn. Når partiet siger, han skal rykke til en anden by, gør han det.

»De har sendt mig hertil,« forklarer manden. Han skubber perlerne rundt i den bedekrans, han holder i venstre hånd, ser ikke op.

Vi spørger, hvor han kommer fra.

»Er du fra politiet?« lyder svaret hurtigt. Vi får øjenkontakt. Han fortæller om sit hverv. Det går ud på at tilse organiseringen af Hamborgs store netværk af kurdiske foreninger. Kvindegrupperne, de religiøse grupper, studenterne, sportsholdene. De udpeger komiteer, som mødes og diskuterer i et parlament med 61 medlemmer.  

»Vi opbygger strukturen efter Öcalans ideologi. Det er hans ideer om demokratisk konføderalisme i praksis,« siger han. »Mit job er at etablere det her system. At gøre det kendt.«

I denne del af verden er det hårdt arbejde, lader han forstå.

»Her i Europa hersker den moderne kapitalisme. Det er også derfor, vi ikke har så meget magt i Danmark,« siger han, »den gør folk egoistiske.«

Rammen er af guld

I den tid vi tilbringer med kurdere i Danmark og Tyskland, står det klart, at Abdullah Öcalans status som leder og åndeligt overhoved for den kurdiske bevægelse er ganske særlig. Første gang, vi besøger foreningen Kurdistan Volkshaus, taler vi med en ældre kurdisk herre, der har en fremtrædende rolle i byens kurdiske miljø, om hans følelser for Apo, som kurderne kalder Öcalan. Manden ønsker at være anonym, for han er sikker på, at vesterlændinge vil hade ham for det, han skal til at sige:

»For mig er Abdullah Öcalan hellig. Han er som Kristus.«

Men sådan er det ikke alle, der ser Abdullah Öcalan. Et tidligere højtstående PKK-medlem ved navn Selim Cürükkaya har beskrevet PKK som en stalinistisk personkult, der slår ned på afvigelser fra partiets linje med henrettelser og tortur.

Selim Cürükkaya tager imod os i et lille hus i udkanten af Hamborg.

Han fortæller om den forandrede, paranoide og magtsyge Öcalan han mødte, da Cürükkaya i 1991 blev løsladt efter 11 år i et tyrkisk fængsel og troede, han med det samme igen kunne slutte sig til PKK.

»Han havde skabt en kultur, hvor han på ingen måde kunne begå fejl. Öcalan mente selv, at han havde skabt kurderne, og hvis han – Gud forbyde det – skulle dø, ville alle kurderne også dø. Hvis du ikke støttede denne tankegang, blev du stemplet som forræder,« fortæller han.

I dag, mere end 20 år efter, er Selim Cürükkayas kritik af PKK stadig berettiget. Det mener blandt andre den amerikanske journalist og forfatter Aliza Marcus, som er ekspert i PKK. I 2008 udgav hun bogen Blood and Belief, hvor hun skriver om PKK’s henrettelser af partiets egne folk og belyser organisationens autoritære tilbøjeligheder ved at interviewe afhoppere. Da vi taler med hende har hun netop besøgt PKK i den tyrkiske Hakkari-provins, som ligger tæt på grænsen til Nordirak.

»De er stadig utrolig autoritære. Det er en diktatorisk organisation, der ikke tolererer meningsforskelle, og som ikke er interesseret i at dele magten med andre,« siger hun. Andre kurdiske grupper, som forsøger at konkurrere med PKK om kurdernes gunst i Tyrkiet, vil dog ikke blive slået ihjel, men forsøgt isoleret, siger hun. Tilslutter man sig partiet og drager i bjergene for at kæmpe, er vejen tilbage stadig ikke let, hvis man ombestemmer sig.

»Så risikerer man at blive dræbt. Dog er der i dag større mulighed for at blive sendt tilbage, hvis man er meget syg eller meget ung. I den henseende er PKK blevet mere fleksible,« siger hun.

Den danske journalist og historiker Deniz Serinci, som er kender af det kurdiske område, genkender også de autoritære træk hos bevægelsens europæiske sympatisører.

»Jeg har interviewet PKK-støtter i otte år. I Danmark, Tyskland, Sverige og i Tyrkiet og Nordirak. Jeg har stadig ikke mødt nogen, som kunne acceptere kritik af PKK,« siger han.  

Deniz Serinci bemærker det paradoksale i, at PKK trods sine udemokratiske tendenser, samtidig kæmper for minoritetsgrupper og kvindefrigørelse.

Det er der ifølge Aliza Marcus en god grund til. Ifølge hende har PKK tilrettelagt sin  ideologi på en måde, så den tiltrækker mennesker med forskellige sympatier.

»Enhver kan finde det, han søger i PKK. Man kan langt hen ad vejen tolke Öcalans ideologi, som man har lyst. Det gælder, hvis du er feminist, socialist eller sågar nationalist,« siger hun.

To minutter for martyrerne

Næste aften er der møde i Kurdistan Volkshaus. Lokalafdelingen af den landsdækkende kurdiske studenterorganisation, YXK, holder et arrangement for byens unge kurdere. De har ryddet det store lokale for borde, og stole er stillet op i rækker. Studenten Bahoz træder frem foran de godt 30 kurdere, som er mødt op. Bahoz har selv lavet en hyldestvideo til lejligheden, og den handler om kampen mod Islamisk Stat i Kobane. Først beder han om ro. To minutters stilhed for martyrerne. Alle rejser sig. Foldede hænder, sænkede blikke. En ung kortklippet fyr på forreste række ser ikke ned, men frem for sig, hen mod endevæggen. Der hænger et portræt af Abdullah Öcalan sammen med billeder af seks andre stiftere af PKK. Öcalans portræt er større end de andres. Det hænger i midten. Den unge mands øjne er vidt åbne nu, han ser på sin leder. Han bukker hovedet, gnider sig i ansigtet og ser atter op mod billedet i midten, mens han rækker hænderne frem.

Så er de to minutter til ende, og Bahoz tænder projektoren. Den kaster en montage af videoklip op på væggen i det mørke rum. Det er et larmende, følelsesladet sammensurium af flygtninge, grædende børn og marcherende guerillasoldater. Klapsalver bryder ud. En fyr i hættetrøje sidder på stolekanten og bevæger kroppen i takt med soldaternes march. Hans øjne følger heltene på lærredet, som retter deres raketter mod en kampvogn fra Islamisk Stat. Da målet eksploderer slår han hænder sammen, vælter forover i en kraftig bevægelse og udstøder et langt lydløst råb.

Portrættet af Abdullah Öcalan bliver lyst op af filmprojektoren. Rammen er af guld.

Kampen fortsætter

Sidst i januar vinder kurderne slaget om Kobane. Efter mere end fire måneders belejring får de kurdiske krigere med massiv hjælp fra vestlige bombefly smidt Islamisk Stat på porten. Over hele verden fejrer kurderne deres vigtige symbolske sejr – og den medfølgende status som officiel allieret med det vestlige demokratiprojekt.

Sejren blev også fejret på parkeringspladsen foran Dansk Kurdisk Kulturcenter i Valby. Her samles omkring 150 danske kurdere til traditionel kurdisk kædedans. Fakler og et stort fyrværkeri lyser himmelen op.

Antallet af demonstrationer og andre politiske arrangementer i det kurdiske miljø i Danmark er droslet en smule ned efter sejren i Kobane. Kampen skal ikke længere handle om at vinde Vestens sympati, men om at samle penge ind til genopbygningen af Kobane, som i dag ligger i ruiner, fortæller en ledende skikkelse i en af de kurdiske foreninger.

Under sejrsfesten taler vi med to unge studerende med kurdisk baggrund, som red med på efterårets bølge af kurdisk aktivisme.

»Angrebet på Kobane har samlet os og udvisket de små forskelle mellem kurderne. Jeg er meget mere optimistisk på kurdernes vegne i dag, men der er lang vej endnu,« fortæller den ene.

»Nu er folk vågnet op og er med i kampen. Vi stopper ikke,« siger den anden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

lillian simonsen

#Kurdistan-artiken #Information: "Vi har alle et familiemedlem, som er blevet dræbt" er #UlvIFåreklæder. #SoerenBerggreenToft #MadsStaghoej, hvornår kommer I i dybden? I er ikke nået ind i forståelsen af den kurdiske kamp og laver en overfladisk gang stafage. Flotte fotos og unge mennesker sælger jeres budskab på linje med anklagerne i Byretten og Landsretten. Det er ikke ok!

Fin artikel, selvom I godt kunne fylde "hullerne" ud. Lidt overfladisk skrevet og Deniz er nok ikke manden, I skal interviewe, for han tåler bestemt ikke selv kritik.