Læsetid 13 min.

Under familiens radar

Da Arman mødte Maryam, blev det ikke kun begyndelsen på et kæresteforhold. Det blev også begyndelsen på flere års flugt. Her fortæller Arman om angsten for at blive opsporet af et af de store familienetværk, som hjemsøger kvinder på flugt fra æresrelaterede konflikter
Vi var forelskede, vi ville stifte familie. Et krisecenter kunne ikke tilbyde hende andet end en varm seng. Hun var skrøbelig og bange, husker Arman om tiden efter Maryams flugt

Vi var forelskede, vi ville stifte familie. Et krisecenter kunne ikke tilbyde hende andet end en varm seng. Hun var skrøbelig og bange, husker Arman om tiden efter Maryams flugt

Ulrik Hasemann

7. marts 2015

Hvad fanden har jeg gang i? Arman skævede til den forslåede kvinde på passagersædet og satte kurs mod politistationen.

Adrenalinen pumpede i kroppen på ham. Det havde kun taget dem et par minutter at tømme lejligheden for Maryams vigtigste ting, for de anede ikke, hvornår hendes mand ville komme hjem. Nu lå det hele i to affaldssække på bilens bagsæde.

Natten forinden havde Maryams brødre og mand, som hun ville forlade, tæsket hende igen. Nu var Arman fast besluttet på at melde dem til politiet.

»Maryam var gul og blå i ansigtet. Og jeg anede ikke, hvad jeg havde rodet mig ud i.«

Dengang vidste Arman kun, at han var nødt til at hjælpe kvinden, han et halvt år forinden havde forelsket sig i. I dag ved han, at deres køretur sammen til politistationen den varme sommerdag var begyndelsen på flere år præget af afmagt, frustration og frygt for at blive fundet af hendes familie.

»Når det så allermest sort ud, sagde Maryam, at hun lige så godt kunne tage tilbage og få det overstået. Dengang forstod jeg ikke, hvad hun mente, men det gør jeg nu. Hun vidste, at hun havde krænket familiens ære, og at det kunne koste hende livet,« siger Arman.

Han var havnet midt i en æresrelateret konflikt; et omdiskuteret og komplekst fænomen, der spænder fra social kontrol til grov vold og i yderste konsekvens drab – når familien ikke bare slår hånden af de kvinder, som forbryder sig mod dens ære, men faktisk slår dem ihjel.

Drabene på Sonay Mohammad i 2002 og Ghazala Khan i 2005 satte æreskonflikter på danske mediers og politikeres dagsorden. Siden er det blandt andet blevet til en lov mod tvangsægteskab, og Social- og Integrationsministeriets nationale strategi mod æresrelaterede konflikter er ved at blive implementeret.

Fælden klappede

Men feltet er omgærdet af mørketal og omstændigheder, som det er næsten umuligt at afdække til bunds. Der er kvinder, som nærer massiv mistillid til systemet og ser en tilværelse under jorden som eneste mulighed for at beskytte sig mod familiens repressalier. Kvinder, der fortæller om store netværk med meddelere, der af loyalitet over for familierne er på konstant udkig efter bortløbne døtre og søstre.

Det følgende er historien om en kvinde på flugt fra sin familie. Den er fortalt af en mand, som tog del i hendes angst for blive offer for en farlig kollektiv retfærdighedsmoral.

Arman og Maryam mødte hinanden første gang på en café for godt fem år siden. Hun var ude med en veninde; han drak en øl med en kollega efter en konference i den fagforening, han arbejdede i. De faldt tilfældigt i snak, og sent på aftenen udvekslede de telefonnumre og havde regelmæssig sms-kontakt de følgende måneder, selv om Maryam var gift med en anden mand.

»Vi var meget betagede af hinanden, så det blev hurtigt kæresteagtigt. Men på det tidspunkt vidste jeg kun meget lidt om, hvad hun kom fra,« siger Arman.

Maryam kom til Danmark med sin kristne familie fra Mellemøsten som spæd. Da hun var 18 år, blev det besluttet, at hun skulle giftes med en mand fra familiens omgangskreds. Maryam storsmiler på billederne fra bryllupsfesten.

»Hvad kan man ellers forvente?« siger Arman. »Hun var lige fyldt 18 år og følte sig som en prinsesse. Hun vidste ikke, hvad hun gik ind til. Men efter brylluppet klappede fælden,« siger Arman.

Maryam fortalte om seks års ægteskab med vold og voldtægt. Om uger, hvor hun var blevet pisket og bundet til radiatoren og urineret på af sin mand. Hun fortalte om sine brødres voldelige tendenser og kriminelle baggrund. Om hvordan de havde overtaget styringen med hjemmet og gjordt det klart, at straffen ville være hård, hvis Maryam forsøgte at forlade sin mand. Da hun søgte tilflugt hos sin mor, fordi hun frygtede, at han ville slå hende ihjel, forhandlede moren en aftale på plads med svigerfamilien: Maryam skulle flytte tilbage til manden. Volden fortsatte.

Da hun som 24-årig flyttede ind hos Arman i en anden del af landet, var hun dybt traumatiseret.

Nyt navn, nyt hår

Nu bestod Maryams familie af Arman. Alternativerne – hun kunne flytte på krisecenter eller rejse ud af landet – forekom urealistiske:

»Vi var forelskede, vi ville stifte familie. Et krisecenter kunne ikke tilbyde hende andet end en varm seng. Hun var skrøbelig og bange. Hun havde brug for, at jeg var ved hendes side,« siger Arman, der af personlige årsager, som vedrører hans familie, ikke kunne flytte ud af landet med Maryam.

I stedet fik han installeret overfaldsalarmer med forbindelse til politiet. Maryam tog navneforandring, klippede sit hår, fik taletidskort til mobilen og hemmelig adresse. »Hvis jeg bliver her, har jeg i det mindste dig,« sagde hun til Arman. Men angsten for at blive fundet kastede skygger over parrets hverdag. Skraldecontaineren lå fem meter fra hoveddøren, alligevel gik der måneder, før Maryam turde bevæge sig derud.

Hun fortalte Arman om en kvinde i sin familie, der på det tidspunkt allerede havde levet under jorden i nogle år. Familien havde spredt rygtet, at den ville give flere tusinde kroner for oplysninger om, hvor hun var.

Det forekommer i mange forskellige kontekster og kulturer, at kvinder må flygte fra dominerende mænd. De sager, man definerer som æreskonflikter, er gerne kendetegnet ved, at det ikke kun den enkelte mand, kvinden flygter fra, men et langt større netværk, siger Susanne Willaume Fabricius, projektleder for Etnisk Ung, som er finansieret af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold og rådgiver unge, forældre og fagfolk om æresrelaterede konflikter.

»I de miljøer, som kvinderne kommer fra, er der en fælles forståelse af, at kollektivet kommer før alt andet. Man hjælper hinanden med at bevare æren,« siger Susanne Willaume Fabricius.

Det så man i forbindelse med Ghazal Khan-sagen i 2006: Ni personer – heriblandt hendes far og bror – blev kendt skyldige i drab eller medvirken til drab, og et netværk af taxachauffører med pakistansk baggrund havde hjulpet til at opspore hende. Susanne Willaume Fabricius hører i dag fra mange unge, at der blandt taxachauffører florerer mms’er med billeder af kvinder, som familierne ønsker at få hjem igen.

Direktør for brancheorganisation Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg, siger til Information, at også hun »hører om«, at taxachauffører hjælper med at opspore kvinder. Hun kalder det »yderst beklageligt, at den slags forekommer«, og fortæller desuden, at krisecentre ofte beder om etnisk danske chauffører til kvinder i æreskonflikter.

»I normale henseender skeler vi naturligvis ikke til etnicitet, men i disse tilfælde efterkommer vores medlemmer oftest ønsket,« siger Trine Wollenberg.

Det er på den baggrund, at man skal forstå Maryams angst for at blive genkendt på gaden.

»Hvis vi f.eks. skulle købe ind, kunne vi ikke gå ved siden af hinanden og nyde hinanden. Jeg skulle enten gå et par skridt bagved eller foran for at holde øje,« siger Arman.

Påstand mod påstand

En mulighed var at få en ny identitet til Maryam, som det sker i sager om vidnebeskyttelse. Arman forsøgte sig gennem en kontakt i den lokale politikreds, men parret fik afslag fra PET. På det tidspunkt var sigtelsen mod Maryams mand og familie også bortfaldet, selv om hun var villig til at vidne. Ifølge politiet var der ikke tilstrækkelige beviser for, at hun var blevet banket og voldtaget af manden, og hun havde ingen til at vidne for sig.

»Som politiet sagde om hendes blå mærker: Jeg kunne have givet hende dem, eller hun kunne have gjort det ved sig selv,« siger Arman.

Der var heller ingen hjælp at hente i Maryams lægejournaler fra tidligere voldsepisoder i hendes ægteskab.

»Hver gang havde hun fundet på historier, for ægtefællen var selvfølgelig med hos lægen. Hun faldt konstant fra den ene og den anden trappe,« siger Arman.

Birgit Noer Larsen, ansvarlig for æresrelaterede sager hos Nordjyllands Politi, vil ikke udtale sig om den konkrete sag. Men hun bekræfter, at bevisbyrden ofte er ualmindelig svær at løfte i de æresrelaterede voldssager.

»Det er som regel påstand mod påstand, og kvindens familie er oftest på mandens side.«

I æresrelaterede konflikter er kvinden desuden – modsat Maryam – sjældent villig til at vidne mod familien, siger Birgit Noer Larsen.

»Mange sager falder på grund af kvindernes loyalitet mod familien. Ni ud af 10 gange vil de bare have fred. De ønsker ikke at vidne mod voldsudøverne, for de forstår godt, at f.eks. broren eller faren er presset af sociale dynamikker.«

Maryam var fast besluttet på at komme videre med sit liv, efter hun var flyttet ind hos Arman. Men hverdagen bød på en række praktiske udfordringer – eksempelvis da hun ville fortsætte sine studier, og hendes gamle universitet skulle informeres. Arman frygtede, at nogen ville henvende sig for at få oplysninger om, hvor i landet Maryam befandt sig.

De bange anelser viste sig at holde stik. Arman blev kontaktet af politiet, fordi nogen var mødt op på universitetet og havde forsøgt at få udleveret oplysninger om Maryam. Kort tid efter fik Arman en e-mail fra hendes tidligere bankrådgiver, der advarede om, at nogen var kommet ned i banken og havde forsøgt at få udleveret hendes kontoudskrift.

»Der var hele tiden forhindringer. Og det gjaldt ikke kun universitetet og banken. Maryam ville også blive registreret, hvis hun gik til lægen,« siger Arman.

Hos Etnisk Ung oplever man også, at den omfattende registrering af borgerne gør det vanskeligt for kvinderne at holde sig under familiernes radar.

»Der skal meget lidt til, før de bliver opdaget. Det kan være offentlige ydelser eller et bankbrev, der på en eller anden måde kan spores. Mange kvinders færden er blevet afsløret på den måde,« siger Susanne Willaume Fabricius.

Opdaget

En forårsaften for nogle år siden blev Maryam fundet af sin familie.

Arman havde sat vand over til kaffe, da han fra køkkenvinduet anede skikkelser i mørket udenfor. Han studsede over det, for der gik sjældent nogen forbi derude sent om aftenen.

Da det ringede på døren, rejste hårene sig på Armans arme. Efter et øjebliks tøven besluttede han sig for at åbne. I døren stod en lille gruppe personer, der spurgte efter Maryam. De brugte hendes fødenavn.

»Det var ligesom at få en kold spand vand i hovedet,« siger Arman.

Maryam havde hørt det hele inde fra stuen og trykket på alarmen.

I den politirapport, der efterfølgende blev skrevet om episoden, står der: »Vi kørte udrykning til stedet, og undervejs fik vi oplyst, at anmelderen havde bevæbnet sig med kniv i lejligheden, samt at hun frygtede for sit liv, idet noget familie til hende stod uden for døren.«

Da betjentene kort efter ankom til adressen, blev den ene udenfor hos personerne, der viste sig at være i familie med Maryam, mens den anden gik ind og talte med Arman og Maryam, der »græd og rystede over hele kroppen,« som der også står i rapporten.

Dagen efter rykkede Maryam og Arman ind i et sommerhus, han havde lånt af en kollega, og gik straks i gang med at lede efter et nyt sted at bo.

Aftenens optrin var endt med, at Maryams slægtninge forlod adressen på politiets anmodning. Men nu vidste familien, hvor parret boede, og det var for Arman og Maryam at se kun et spørgsmål om tid, før den ville opsøge dem igen.

Hvordan var de blevet fundet? Det er stadig uklart for Arman .

»Jeg troede, vi havde taget alle forholdsregler. Alligevel gik det galt,« siger han.

Sådan går det for mange kvinder, der flygter fra familien, fortæller Khaterah Parwani, juridisk rådgiver for Exitcirklen – en organisation, der hjælper piger og kvinder udsat for psykisk vold og religiøs social kontrol: »Jeg kender mindst 10 kvinder, der har søgt tilflugt fra mand og familie i de mindste flækker. Alligevel er de blevet fundet.«

Maryams og Armans frygt blev næret af, at de havde hørt mange lignende historier. Han forsøgte flere gange i forløbet at få Christiansborgs opmærksomhed.

»Vi har en dansk statsborger med mellemøstlig baggrund, der er i fare for at blive dræbt af familien, som kun går op i deres æresbegreber, kultur samt den forbandede religion, de praktiserer,« skrev han blandt andet i en mail til en række politikere.

Svaret fra Naser Khader, dengang medlem af Folketinget for de konservative, var på linje med de øvrige anbefalinger, parret fik fra Christiansborg: Maryam bør kontakte et krisecenter og opholde sig der, »indtil hun måske føler sig mere tryg«, lød det.

Æresvold, hustruvold

Men Maryam ville aldrig komme til at føle sig tryg på den måde, siger Arman.

»Familien ville ikke give op, blot fordi hun tog nogle måneder på krisecenter. Den havde æren på spil, og i familier som Maryams er ære alfa og omega.«

Forskellen på æresvold og regulær hustruvold ligger i familiens retfærdighedskodeks, siger Yvonne Mørck, lektor på RUC og medforfatter til bogen Familien betyder alt om vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier.

»Når en kvinde udsættes for vold af sin samlever, vil hendes familie i de fleste tilfælde støtte hende i at forlade ham. I de æresrelaterede sager er dette langt sjældnere tilfældet.«

I begge tilfælde er der tale om patriarkalsk magtudøvelse, forklarer Yvonne Mørck, men ved æressager har man ofte et stort familienetværk, der bifalder volden, »ligesom der i grove tilfælde er flere voldsudøvere og en kulturel forestilling om, at man kan vaske sin ære ren ved blod«, siger hun.

Efter at Maryam og Arman var blevet fundet, fandt de hurtigt et nyt sted at bo. Men Arman blev stadigt mere frustreret over den uretfærdighed, som overgik både dem selv og andre.

»Hver gang, der var et indslag i nyhederne om æresvold, var det som at få en stegepande i hovedet. Jeg følte ikke, at der blev taget ordentligt hånd om de her kvinder.«

I april 2012 fangede et indlæg på Facebook hans interesse. En ung kvinde spurgte en gruppe for personer med etnisk minoritetsbaggrund til råds, fordi hun ville gå fra den voldelige mand, der havde hentet hende til Danmark et par år forinden. Han besluttede sig for at skrive til kvinden og dele ud af sine erfaringer. Da hendes situation eskalerede et par uger efter, fik han et opkald.

»Hun var fuldstændig ude af den. Hun frygtede, at manden ville dræbe hende med en kniv,« siger Arman, der kørte ud og fandt kvinden, hvor hun havde gemt sig: i en solcenterkabine i et storcenter, iført en natkjole, og med store blå mærker på armene.

Kvinden tilbragte et par døgn hos Maryam og Arman, indtil det lykkedes at finde en midlertidig bolig til hende. Et halvt år senere havde han med hjælp fra venner og bekendte sparet sammen til en flybillet, så hun kunne rejse tilbage til sit hjemland.

Siden spredte rygtet sig, fortæller Arman. Han er blevet kontaktet af flere og har til dato hjulpet 13 kvinder – henholdsvis med kurdisk, iransk, afghansk og palæstinensisk baggrund – med at finde bolig og få retshjælp og mad på bordet. Han fortæller, at kvinderne i dag lever under jorden – de fleste i danske byer, mens nogle er rejst ud af landet.

»Når de flygter, er de som Palle alene i verden. Jeg forklarer dem altid, at det ikke er lykken at stikke af. Der venter dem et liv på bunden af samfundet, og ingen står klar med åbne arme for at tage imod dem,« siger Arman, der har opbygget et lille netværk, han kan ringe til og bede om økonomisk hjælp.

Han har en liste med praktiske ting, der skal på plads, inden myndighederne kontaktes.

»Hvis kvinderne henvender sig til kommunen for at få penge at leve for, skal de udfylde alle mulige blanketter, og så er de oprettet i systemet.«

Det er det, Arman for alt i verden gerne vil undgå. Og han er ikke den eneste.

»Der er mange sofarådgivere derude,« siger Susanne Willaume Fabricius fra Etnisk Ung.

Hun er yderst skeptisk over for folk, der forsøger at hjælpe kvinderne uden om systemet.

»Problemet er, at de ofte er drevet af egne holdninger, værdier og oplevelser, og det er ikke nødvendigvis det bedste udgangspunkt for at hjælpe andre. I modsætning til os yder de ikke professionel hjælp,« siger projektlederen hos Etnisk Ung.

Arman og Maryam kørte deres sidste tur sammen i begyndelsen af 2014.

Deres forhold var faldet fra hinanden i takt med, at han var begyndt at engagere sig andre kvinders sager.

»Vi blev enige om, at Maryam måtte gå under jorden i udlandet som så mange andre kvinder på flugt fra deres familie.«

På køreturen over grænsen den kolde vinterdag mælede de knap et ord til hinanden, husker Arman, der havde skrabet penge sammen for at hjælpe Maryam med husleje og mad det første halvandet år.

»Det hele var så surrealistisk. Jeg troede først på det, da vi stod i et andet land. Dér erkendte jeg, at vi havde tabt.«

Der er gået godt et år siden, Arman så Maryam for sidste gang. Han tænker meget på, hvordan hendes liv er blevet, men han prøver at give slip.

»Det ribber op i gamle sår, hver gang en kvinde henvender sig og beder om hjælp til at skjule sig for sin familie. Men jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg stoler ikke på, at systemet kan redde de her kvinder.«

Ulrik Hasemann

Maryam har læst Armans fortælling og bekræftet den over telefonen. Hun fortæller, at hun stadig kæmper med at overvinde sin frygt, hver gang hun skal ud med affald. Hun fortæller også, at bruddet med Arman ikke kun skyldtes frygt for familien og manglende sikkerhed i Danmark. Forholdet var gået i stykker uanset hvad, siger hun. Fordi hun ønsker at lægge fortiden bag sig, har Maryam takket nej til at medvirke i artiklen i øvrigt. Af hensyn til Maryams sikkerhed har vi ikke kontaktet hendes familie.

Maryam og Arman er opdigtede navne. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt. Af hensyn til deres sikkerhed er steder, datoer og andre detaljer udeladt.

Seneste artikler

  • ’Der går en alarm i gang, bare du stikker hovedet ud ad vinduet’

    21. april 2015
    Landets eneste krisecenter med speciale i æresrelaterede konflikter får flere henvendelser end nogensinde før. Her bliver unge som Asma hjulpet på ret køl. To nye specialcentre er på vej, men der er behov for at udvide målgruppen, siger direktøren
  • De er ofre for deres familiers vold – og for venstrefløjens tavshed

    31. marts 2015
    Samfundets berøringsangst betyder, at kvinder på flugt fra æresvold lades i stikken – og de er nemme at ignorere, for deres ulykke påvirker ikke samfundet i samme grad som drenge, der bliver radikaliseret til at begå terror. Det siger den norske filminstruktør Deeyah Khan, som retter en skarp kritik mod venstrefløjen
  • ’Jeg vidste, at jeg ville have alle imod mig’

    16. marts 2015
    Faridehs familie slog hånden af hende, da hun forlod sin voldelige mand. I dag lever hun med hans dødstrusler, mens de deles om børnene. Og systemet kan ikke hjælpe, siger hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Anne Eriksen
  • Bente Simonsen
  • Steffen Gliese
Henrik Christensen, Robert Ørsted-Jensen, Anne Eriksen, Bente Simonsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Her var et sted, hvor hån, spot og latterliggørelse ville kunne gøre lykke! Udæsk æresbegreber, der er æreløse.

Henrik Christensen, Preben Haagensen, Jens Christensen, lars abildgaard og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar
Benny Pedersen

Peter Hansen,
Det er jo nøjagtig samme gryde denne bagstræberiske "ære" kommer fra; religiøs fundamentalisme og værn om traditioner fra tider hvor mennesker var ejendom eller værre.

Robert Ørsted-Jensen, Mads Berg, Preben Haagensen, Jakob Silberbrandt, Morten Pedersen og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det har intet med religiøs fundamentalisme at gøre, det er regionale traditioner, på tværs af konfession, hvad der jo også fremgår tydeligt af pigens kristne baggrund.

Ole Meyer, Aferdita Muja, Einar Carstensen og Sabine Behrmann anbefalede denne kommentar

Peter.
"Af hensyn til deres sikkerhed er steder, datoer og andre detaljer udeladt."
Hvad med kristne baggrund?
Ellers har du du nok ret.

Jens Christensen

Jeg undrer mig over, at en (i alt fald til tider) kritisk avis som Information ukritisk overtager og videreformidler et æresbegreb, som intet har med ære at gøre, men med magtudøvelse og undertrykkelse.
- En kritik af det i artiklen omhandlede 'æresbegreb' ville være på sin plads. - Man kunne f.eks. sætte Georg Metz på sagen! Han ville næppe falde for denne (trods almindelige) fordrejede brug af æresbegrebet.

Steffen Gliese

Erik Hansen: "Maryam kom til Danmark med sin kristne familie fra Mellemøsten som spæd. Da hun var 18 år, blev det besluttet, at hun skulle giftes med en mand fra familiens omgangskreds. Maryam storsmiler på billederne fra bryllupsfesten."

Steffen Gliese

Jo, men de er anderledes religiøse end muslimer. Til gengæld er kristne fra forskellige lande i Mellemøsten måske mere enige med deres muslimske landsmænd om, hvad der er god opførsel, end de er det med nordiske folkekirkekristne, der mest af alt lever med Pauli ord "synd modigt". Det har således ikke så meget med tro at gøre, hvad Maryam var udsat for , men med kultur i et patriarkalsk samfund.

Jens Christensen, Aferdita Muja, Einar Carstensen og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar