Fremtidens viden skal være bæredygtig

Ingen, der er interesseret i forskning og videregående uddannelse, kan undgå at have bemærket den igangværende tsunami af reformer og initiativer, der skal fremme tværfaglighed på landets universiteter. Ny bog forklarer, hvorfor tværfaglighed er en forudsætning for at skabe socialt bæredygtig viden. Konsekvenserne er omfattende
Fremtid. Det endimensionale forskningsparadigmes tid er ved at være forbi. Specialisering er vigtig, men fremover skal videnskaben finde en balance mellem samfundsmæssige og videnskablige hensyn. Arkiv

Fremtid. Det endimensionale forskningsparadigmes tid er ved at være forbi. Specialisering er vigtig, men fremover skal videnskaben finde en balance mellem samfundsmæssige og videnskablige hensyn. Arkiv

Sigrid Nygaard
14. marts 2015

Den amerikanske filosof Robert Frodeman har skrevet en oplagt og provokerende bog om det moderne universitet og dets manglende evne til at formidle sin viden til omverden og samfund. Det er en vigtig bog, fordi den minder os om, at modsvaret til neoliberalismens permanente krav om anvendelsesorientering og økonomisk nytteværdi ikke kan være isolation og angst, men derimod et progressivt svar, der viser vejen til en socialt ansvarlig og bæredygtig forskning. Netop videnskabens bæredygtighed er Frodemans centrale anliggende i bogen Sustainable Knowledge. Viden for videns egen skyld drevet af forskernes personlige nysgerrighed og universiteternes opbygning af stadigt mere sofistikerede analyser kan ikke være et tilstrækkeligt formål med forskningen.

Viden og videnskab tjener altid andre formål end sig selv. Forskningsviden muliggør nye måder at organisere samfundet på, der bringer nye aktører ind i den demokratiske debat. Forskning og evidens er med til at skabe en balancegang mellem politiske alternativer. De videnskabelige institutioner er med til at skabe nye teknologier, men også nye dilemmaer i erhvervslivet. Forskningsbaseret uddannelse skaber social mobilitet osv.

Forskning er på en gang blevet en skueplads for magtkampe og økonomiske prioriteringer og samtidig den centrale ressource, der danner grundlag for social forandring og retfærdighed. Kampen om videnskaben er kampen om samfundet, livet, klimaet og alle andre områder af tilværelsen. Fra at være en isoleret institution på afstand af det omgivende samfund har videnskaben mistet sin uskyld og bevæget sig ind i centrum af samfundet. Farvel til Humboldt-universitetet og goddag til det 21. århundredes formålssøgende, samarbejdende og strategiske universitet.

Der findes ifølge Frodeman stadig konservative kræfter i det videnskabelige miljø, for hvem formålet med videnskaben er den stadige vækst af viden, og for hvem de afgørende kriterier for videnskabelig succes er udgrænsningen af fejl og social indflydelse. Men det videnskabsideal, som Frodeman forbinder med de videnskabelige discipliners udvikling de sidste 200 år, er i dag ikke bare udfordret, men døende.

Disciplinen som den centrale institution og samlingspunkt for viden er langsomt ved at forsvinde. I stedet er det langt mere grænseoverskridende og tværgående interdisciplinære forskningssamarbejde i gang med at etablere sig som det primære forskningsideal hos regeringer, forskningsråd og fonde. Den interdisciplinære forskning har sine egne udfordringer. Det er for eksempel uklart, hvordan og i hvilket omgang tværfaglighed forudsætter faglighed og om tværfaglighed har samme kvalitet og robusthed som faglighed. Men tværfagligheden har et enestående træk, som Frodeman mener sætter den foran den disciplinære viden. Den er fundamentalt optaget af at løse problemer, som ikke kun vedkommer videnskaben selv.

Derfor er tværfaglig forskning for Frodeman synonym med bæredygtig forskning. Det vil sige forskning, der ikke kun kigger på sin egen vækst som et mål i sig selv, men som konstant balancerer udviklingen af viden med andre sociale, økonomiske, kulturelle og politiske målsætninger. Det disciplinære universitet har imidlertid en række kendetegn, der selv om de er under nedbrydning, ifølge Frodeman stadig præger universiteterne. Dødskramperne kommer for eksempel til udtryk, når den klassiske monofaglige videnskab privilegeres af ansættelsesudvalg, tidsskrifter og videnskabelige akademier, der fordeler videnskabelig kapital og prestige ud fra et disciplinært ideal. Og dødskramperne kommer til udtryk i de mange igangværende og uafgjorte debatter om, hvordan forskningen bedst kan kvalitetssikres og bedømmes.

Radikale teser

Fagfællebedømmelse, hvor forskerne bedømmer hinandens arbejde inden for et bestemt fagfelt, er med til at fastholde det disciplinære ideal i universitetsverdenen på en måde, der ifølge Frodeman forhindrer videnskaben i at vise sit fulde potentiale. Som det er almenkendt, er tværfaglig fagfællebedømmelse langt mere vanskelig at udføre end klassiske faglige evalueringer. Hvor mange eksperter skal konsulteres? Skal videnskabelige, økonomiske eller sociale hensyn veje tungest? Hvem er bedst egnet til at vurdere kvaliteten af forskningsprojekter med 10-15 forskellige deltagere? Sådanne spørgsmål kan ikke besvares inden for det klassiske universitet – og Frodeman går lang vej i bogen for at vise bæredygtige alternativer til den indbyggede konservatisme.

Han er grundlæggende positiv over for de amerikanske forskningsråd, der lægger mere og mere vægt på forskningens bredere samfundseffekt. Han ser lignende positive tendenser i England, hvor forskningsrådene bedømmer projektansøgninger ud fra deres mulige samfundsbetydning eller inden for Europa-Kommissionens forskningsprogrammer, der fokuserer på at løse de store samfundsmæssige udfordringer som klima, energi, fødevare og sundhed.

En af Frodemans mere radikale teser handler om, hvordan bestemte discipliner inden for især den humanistiske forskning ved en fejl er blevet til discipliner. En disciplin som filosofi, som Frodeman anser som naturligt tværgående og praksisnær, har ved en fejl gennemgået en disciplinering, der har skabt et højt specialiseret fagfællesskab, hvor bredere intellektuelle spørgsmål er forsvundet til fordel for snævre definitoriske spørgsmål. Filosofi har mistet sin samfundsrelevans i takt med, at at den akademiske fagfilosofi i stigende grad efterligner naturvidenskabens specialiserede og lukkede vidensproduktion.

Selv anvendelsesorienterede filosofisk forskning som biologiens filosofi eller anvendt bioetik har ifølge Frodeman fjernet sig fra den videnskabelige praksis og ikke mindst den samfundsmæssige livsverden, som discipliner er en del af. Fra antikkens Grækenland til 1960’ernes kritiske teori var filosofien samlingspunkt og skueplads for diskussioner mellem de andre discipliner og for en diskussion af, hvad videnskab overhovedet er. Sådanne diskussioner er stort set forsvundet. Naturligvis kan man ikke bedrive forskning uden specialisering og uddannelse, men målet med filosofien er ifølge Frodeman en konstant ’de-disciplinering’ af forskningen, som gør det muligt at bevare forskningens dynamik, relevans og fleksibilitet i forhold til samfundets konkrete problemstillinger.

SVært at løse

Frodemans projekt har meget for sig. Det er et radikalt bud på, hvordan vidensproduktion ser ud i det 21. århundrede. Frodeman selv er blevet en indflydelsesrig tænker – hans stort anlagte Oxford Handbook of Interdisciplinarity (2011) er allerede blevet pensum for de fleste forskere og administratorer med interesse for tværfaglighed. Han er rådgiver for en række internationale universiteter og har besøgt ledelsen på Københavns Universitet med sine tanker om tværfaglighed. Men radikaliteten i Frodemans bog er samtidig dens primære begrænsning. Hvis samfundet åbner grænserne til videnskaben og for alvor begynder at nedbryde de videnskabelige hierarkier og disciplinernes interne kvalitetssikring, har samfundet intet grundlag for at vurdere, hvem der er legitime eksperter, og hvem der ikke er. En af de store (men ofte oversete) udfordringer med moderne universiteter er netop den uddelegering af ansvar og ekspertise, der påhviler disse institutioner.

Liberale demokratier har i vid udstrækning uddelegeret det til universiteter og forskningsmiljøer selv at afgøre, hvad der er god videnskab. Forskerne har selvfølgelig ikke overset chancen til at opbygge stærke faglige hierarkier, som beskytter dem mod samfundets omskiftelige krav og problemer.

Men historien viser, at problemet ikke er nemt at løse. Hvis man åbner grænserne og bryder de perverse incitamenter til overspecialisering ned i et håb om, at viden dermed flyder frit fra universiteter til borgere og institutioner, kan man nemt risikere det modsatte. Videnskaben bliver kommerciel, kortsigtet og opportunistisk. Visse konservative foranstaltninger er nødvendige for at beskytte videnskaben mod samfund, politikere, erhvervsliv – og ikke mindst imod sig selv. Frodemans opgør med videnskabens endimensionale fokus på specialisering og grundlagsproblemer er vigtig. En bæredygtig videnskab skal findes i balancen mellem samfundsmæssige og videnskabelige hensyn. Internationale universiteter, nye læringsmiljøer, gør det selv-forskere og private forskningsafdelinger har allerede set mulighederne i det tværfaglige paradigme.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Robert Frodeman

Sustainable Knowledge

128 sider.

470 kroner.

Palgrave Pivot

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jørgen M. Mollerup

Filosoffer har det med at vrøvle, når de skriver om noget (natur)videnskabeligt. Der eksisterer ikke noget, det hedder ”socialt bæredygtig viden”. Man kan skabe socialt bæredygtige løsninger, som baserer sig på erhvervet viden. Der er en ubehagelig tendens i tiden til at ville give ’viden’ en næste religiøs status. Viden er viden, og der eksisterer ikke ond eller god viden. At ville tilpasse sin viden til en bestemt opfattelse er videnskabelig uredelighed. Det er der masser af eksempler på fra både Sovjet og især fra det Tredje Rige, men også fra vor egen tid. Ortodoksien har kronede dage nu om stunder.

anbefalede denne kommentar