Læsetid: 5 min.

Islamisk Stat var et forudsigeligt onde

Patrick Cockburn, mangeårig mellemøstreporter for The Independent, forudså som en af de første fremkomsten af Islamisk Stat. I en ny bog redegør han for forløbet, som Vestens blindhed og ønsketækning på tragisk vis har bidraget til
Libyske militser, der støtter regeringen i Tripoli, observerer IS-stillinger ved Sirte. Med IS’s fremkomst er de islamistiske grupperinger ved at forlade rollen som ikke-statslige aktører.

Libyske militser, der støtter regeringen i Tripoli, observerer IS-stillinger ved Sirte. Med IS’s fremkomst er de islamistiske grupperinger ved at forlade rollen som ikke-statslige aktører.

Goran Tomasevic

Moderne Tider
21. marts 2015

Vi er vidne til starten på en ny fase med islamistisk voldsadfærd. Osama bin Ladens død i maj 2011 og udbruddet af ’forårsopstande’ i store dele af den arabiske verden markerede afslutningen på den udgående periode, der begyndte med 11. september-angrebene. Den nåede sit højdepunkt omkring 2005 og aftog aftog herefter gradvis hen imod slutningen af årtiet, efterhånden som de militante jihadgrupper blev stadig mere presset såvel geografisk som ideologisk.

Nu tegner der sig igen en optrapning: Store landområder i ørkenen og adskillige mellemøstlige byer er kommet under ekstremistisk kontrol. Ny energi strømmer gennem de mange netværk, der udgør bevægelsen som helhed.

Vi kan aktuelt se fire kategorier af militant islamistisk aktivitet. De første to udgøres af de to hovedgrupper, som rivaliserer om rangen som den internationale jihads dominerende bannerfører: veteranen al-Qaeda og den nytilkomne Islamisk Stat, også kaldet Daesh. Begge disse grupper bygger hver især på en alliance af loyale undergrupper. En tredje kategori består af andre mindre grupper, som opererer uafhængigt af både al-Qaeda og IS – f.eks. Boko Haram i Nigeria – og dyrker ligeledes alliancefællesskaber med andre militante grupperinger. Endelig findes der et ukendt antal freelance-jihadister og gør-det-selv-terrorister, som danner selvstændige netværk.

De militante gruppers destruktionspotentiale forstærkes af de forbindelser, der kan være mellem de enkelte grupper og mellem de nævnte kategorier. Det så vi, da tre mænd den 7. og 8. januar gik til angreb i Paris: Amedy Coulibaly, der angreb et jødisk supermarked og dræbte fire, havde svoret troskab over for Islamisk Stat, men var også en nær ven af de to brødre Saïd og Chérif Kouachib, som massakrerede 12 mennesker, herunder 10 medlemmer af redaktionen af det satiriske magasin Charlie Hebdo i al-Qaedas navn.

I krigens kølvand

I sin nye bog – den måske væsentligste, der er udgivet om emnet – koncentrerer Patrick Cockburn, mellemøstreporter igennem årtier, sig om den rolle, som de syriske og irakiske konflikter spiller for den globale jihadismes nye landskab. Som journalist for The Independent har Cockburn opbygget et fortjent ry for reflekteret og sober journalistik, der dels bygger på omfattende lokalkendskab efter mange års rejser og udstationering i regionen, dels på hans egen tænkning og læsning. Han vandt for nylig en pris for at have forudset Islamisk Stats opkomst længe før alle andre. Blandt de mange bøger, der udgives om de aktuelle konflikter, der er ved at omforme Mellemøsten, er få så informative eller indsigtsfulde som The Rise of Islamic State.

Islamisk Stat har sine rødder i den kraftige stigning i voldelig islamisk aktivisme i Mellemøsten op igennem 1980’erne og i kølvandet på Sovjets krig i Afghanistan. Afghanistankrigen mobiliserede i 1989 en ung jordansk gadekriminel, Abu Musab al-Zarqawi. Han kom dog for sent til at deltage i selve krigen, men vendte tilbage til Jordan for at planlægge angreb der. Efter en periode i fængsel vendte al-Zarqawi tilbage til Afghanistan for der at skabe sin egen gruppe, Tawhid wal-Jihad. Hans store chance kom dog først med den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003 og den efterfølgende opstand. Al-Zarqawi etablerede sig i disse år som leder af den mest brutale og mest ekstreme oprørsgruppe, men blev dræbt i 2006 under optrapningen af den sekteriske borgerkrig, han og hans gruppe så ihærdigt havde tilskyndet til. Men selv om Islamisk Stat i Irak, som hans gruppe herefter kaldte sig, i de følgende år blev hårdt presset af det amerikanske militær, formåede den at reorganisere sig, så snart de udenlandske tropper havde forladt Irak, og under gruppens nye leder, Abu Bakr al-Baghdadi, gik ISI snart igen i offensiven.

Vestlig ønsketænking

Oprøret i Syrien i 2011 og landets efterfølgende opløsning i borgerkrig skabte nye muligheder for jihadisterne. I et samarbejde med al-Qaedas centrale ledelse fik ISI snart oprettet en ny militant gruppe i nabolandet, men ledelsesspørgsmålet forblev uafklaret: Al-Baghdadi mente, at den nye organisation stod under hans kommando. Dens egne chefer og al-Qaedas ledelse tænkte sig det imidlertid anderledes. Resultatet blev en forbitret splittelse, hvor styrker indsat af al-Baghdadi overtog væsentlige dele af det østlige Syrien og samtidig i vidt omfang satte sig på hovedparten af det genopblussede sunniarabiske oprør mod den shiamuslimske chauvinistiske regering i Bagdad. I sommeren sidste år var al-Baghdadi klar til at forsøge sig med et ambitiøst fremstød. Han iværksatte et vellykket angreb på Mosul, Iraks urohærgede næststørste by og udråbte sig til kalif, dvs. til den dennesidige, politiske og åndelige hersker over verdens muslimer.

Hvorfor overså vestlige regeringers og mediers analytikere i så vid udstrækning, hvad der var under udvikling? Sandsynligvis – som det forklares i The Rise of Islamic State – skyldes det, at vestlige politikere i flere år har været alt for tilbøjelige til at forfalde til ønsketænkning og inkonasekvens i deres håndtering af konflikten i Syrien og af den formodede fred i Irak. Af alle de mange fejl, som ifølge Cockburn er begået siden 2011 – både af dem, der gør oprør mod Assad, og deres udenlandske støtter – var troen på, at Assad ville kunne besejres hurtigt, den alvorligste. Så sent som i 2012 spekulerede vestlige regeringer og journalister stadig i, hvor al-Assad ville vælge at drage i eksil, til trods for at hans styrker på dette tidspunkt havde hver eneste af Syriens 14 provinshovedstæder under kontrol. Siden har al-Assad blot mistet én enkelt, Raqqa, til Islamisk Stat. Ganske som tilfældet var for Irak, har ingen ønsket at se i øjnene, hvor elendigt det går.

Men de sparsomme meldinger fra de få journalister i området, internetrygter og udtalelser fra oppositionspolitikere var også alt, man havde at gå efter.

Cockburn beskriver borgerkrigen i Syrien som en mellemøstlig udgave af den europæiske Trediveårskrig i 1600-tallet. Alle parter overdriver deres egen styrke og forestiller sig, at forbigående krigslykke på slagmarken vil kunne give dem sejren. Han taler i den forbindelse om »den seneste grusomheds politik«. Det endelige udfald til syvende og sidst afhængigt af USA, Rusland, Saudi-Arabien og Iran, siger han – magter, der hver især har forskellige interesser og mål.

En af de vigtige ting, Cockburn påpeger i sin redegørelse, er netop den rolle, stater spiller i hele denne rædselsvækkende historie. Islamiske militante grupper betegnes normalt som ikkestatslige aktører. Men som Rise of Islamic State viser, behøver det ikke længere at være tilfældet. Flere parter har nu involveret sig i denne konflikt, der for længst har kostet over 200.000 mennesker livet, og indtil videre har ingen af dem nogen realistisk idé om, hvordan den kan afsluttes.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Petersen

Forudsigeligt onde, - ja. Et direkte resultat af Obama’s inkompetence, naivitet og uduelig udenrigs politik. Vi skal jo bare tilbage i begyndelse af 2014 hvor Obama mente, at ISIS slet ikke var en trussel og sammenlignede dem med et ’JV team’.

Jeg kan da godt forstå, at tidligere rådgivere nu ligger stor distance til manden, - Obama’s inkompetence er direkte farlig, hvilket vi ser i dag ser, i form af udspredelsen af ISIS.

Steffen Gliese

Nej, Lars Petersen, et direkte resultat af George Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen.

Martin E. Haastrup, Henrik Klausen, Brian Larsen, Espen Bøgh, Laurids Hedaa og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Nej Peter et direkte resultat af sunni shia konflikten, samt Saddam og assads del og hersk politik, der henholdsvis undertrykte shiiter og sunnier hårdt.

Frank Hansen, Laurids Hedaa, Viktor Knudsen, Jakob Bonde, ellen nielsen og Kjeld Smed anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Selvfølgelig er det noget snavs at undertrykke befolkningsflertal, især når man rent faktisk gør det; men det er jo først, når minoriteten er blevet sat fra bestillingen og alting ligesom er kastet op i luften, at konflikten opstår. Der var selvfølgelig problemer med Saddam, men aktuelt var det altså snarere indenfor Iraqs grænser og til dels som følge af en urimelig sanktion fra verdenssamfundet (urimelig, fordi han havde destrueret sine masseødelæggelsesvåben uden at kunne fortælle det åbent).

Der var en mindre uoverensstemmelse mellem Irak og Iran. En 8 år´s tid.
1/2 million døde.

Steffen Gliese

Ja, Kjeld Smed, for 20 år siden.

Peter Hansen
Og??
1. Golfkrig 23år siden
2. Golfkrig 12 år siden
9/11 14 år siden
Ja, tiden løber.

Peter Hansen: Når man igennem årtier undertrykker bestemte grupperinger og favoriserer andre, er det naturligt det hele eksploderer når diktatoren er svækket, hvis Assad og Saddam ikke netop havde skabt disse frustrationer havde landene aldrig gået i etnisk opløsning da disse blev svækket.

Selvfølgelig var det til at forudse, at der ville komme social uro og i visse tilfælde borgerkrigslignende tilstande, omend IS nok overstiger de flestes fantasi.

MØNA har, grundet en stor befolkningstilvækst i de sidste 70 år, en forholdsvis stor andel af unge mænd, som samfundene ikke har en chance for at beskæftige med noget fornuftigt. De kulbrinterige nationer i Golfen er i stand til at 'købe' sig til fred med disse grupper, kombineret med stærkt autoritære/diktatoriske regimer, hvor andre MØNA samfund ikke har den første mulighed, og kun det sidste. Samtidig har den store stigning i kulbrintepriser siden 1973 gjort det muligt for de kulbrinteeksporterende MØNA lande, at 'markedsføre' en fundamentalistisk form for islam, en påvirkning som stadig pågår, også i visse moskéer i Vesten.

Samtidig har islam i MØNA i disse år store problemer med globaliseringen. Hvor problemet sjældent er moderniseringer i forbrugsmidler (TV, IT og lign.), er det straks værre med det der anses for den medfølgende og påtrængende del af den, i form af det der ses som Vestens kulturelle dekadence og hykleri, og som er i modstrid med det der anses for at være en sund muslimsk levevis.

I MØNA oplever man derfor i disse år, at tidligere 3. verdenslande i Østen, der stod på niveau med MØNA-lande for 50 år siden, i mellemtiden er buldret derudaf, og i mange tilfælde har opnået 1. verdensniveau. Det er der grunde til, men de har ikke klangbund i MØNA, og befolkningerne oplever det som frustration og uretfærdighed. Og det vil de blive ved med, for krig, kaos og generel uro, er selvfølgelig ikke løsningen. Heldigvis ser det ud til at Vesten langt om længe har lært at lade være med at blande sig i konflikterne, og gøre dem værre, men det er fejlagtigt at tro, at problemerne dermed er løst.

Kim Øllgaard

Og så skal man lige huske den fascisme, der ligger - ikke engang skjult -i islam. En fascisme, som ikke engang Obama tør adressere.

Frank Hansen, Morten Pedersen, ellen nielsen og Viktor Knudsen anbefalede denne kommentar

Jeg kan ikke se hvad vesten kan gøre udover at beskytte sig selv mod de gnister der måtte fyge over Middelhavet.

Iran-Irak krigen 1980-1988 ligger altså 27/28 år tilbage, og hvor Amerika med Donald Rumsfeld som Reagans særlige udsending ofte besøgte Saddam Hussein, og gav hjælp til krigen imod Iran.

Nok som et led i forholdet til Irans Ayatollah Khomeini og de amerikanske gidsler fra ambassaden, efter Shahens fald.

Hvor jeg virkelig hæfter mig ved indlægget er: "Hvorfor overså vestlige regeringers og mediers analytikere i så vid udstrækning, hvad der var under udvikling", fordi spørgsmålet er særdeles vigtigt i vor selvforståelse og erkendelse af vores manglende forståelse af verden omkring os, og hvor vi blot fører krig på denne manglende forståelse.

- Hvad er det for en politisk optik der tilsidesætter indsigten og forståelsen og interessen for at sætte sig ind i tingene, men i stedet sælge fredsbudskabet til vælgerne, og hvorfor denne fornægtelse af selvindsigt og rationel forståelse, før "billetslaget" til vælgerne går i gang så den næste krig kan begynde under tonerne til verdenssamfundet, verdensordenen, demokratiets storslået hed i vestlig optik.

Vietnam, Irak og Afghanistan burde have lært såvel vælgere som politikere, at disse fejltagelser ikke burde gentages fordi der ødelægges mere end der opbygges, trods de storladne politiske løfter og demokratiets opbygning og udfoldelse til alle hjørner af samfundene er vesten mål, som fortsat ikke er nået via krige i disse lande, men derimod har ført til endnu mere armod for befolkningerne, - så har vores indsats nemlig på alle planer været en egenhændig psykotisk rejse i polemisk politiseren overfor vælgerne for sædet i parlamentet.

”Kim Øllgaard”

”Og så skal man lige huske den fascisme, der ligger - ikke engang skjult -i islam. En fascisme, som ikke engang Obama tør adressere.”

Måske Kim Øllegaard vil oplyse os præcist hvad og hvor I koranen dette udledes? Og hvis dette er tilfældet, om Islam er unik på dette punkt ift. andre religioner eller ideologier?

Kim Øllgaard: “Og så skal man lige huske den fascisme, der ligger - ikke engang skjult -i islam. En fascisme, som ikke engang Obama tør adressere.”

Det minder mig om ... Og så skal man lige huske den fascisme, der ligger - ikke engang skjult - i islam-kritikken. En fascisme, som ikke engang Obama tør adressere.

Martin E. Haastrup, Steffen Gliese og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Viktor Knudsen

Der hvor man fra vestlig side især kan sammenligne ISIS og nazismen er at der ikke er nogen politisk løsning på hvordan "problemet" skal løses, modsat Assads Syrien konflikt.

Det er enten et kalifat under ISIS, eller total udslættelse af terrorbevægelsen. Der kan ikke indgås nogen kompromisser, eller nogensinde blive tale om forhandlinger.

Henrik Klausen

Fin artikel. Jeg læste ellers et andet sted på Information, at ekstremisterne kom til i Syrien, fordi vi ikke bombede Assad lige i fjæset...http://www.information.dk/527283

Men måske ved Informations redaktion mere om konflikten end Patrick Cockburn?

Gert Selmer Jensen

Fyren på kølerhjelmen, har helt klart fået den dårligste tjans.!

@Mi Phuna det er mest i det meste af Koranens vers 5 at Islams iboende fascistoide og voldelige træk skal findes.

undskyld kapitel 5...

morten klinkvort

Det er påfaldende at de fleste amerikansk ledede krigeriske kampagner i flere årtier og i flere verdensdele er fejlslagne og ligner fiaskoer. Ingen så IS komme...?! Hvis ekstremisme, destabilisering og politisk kaos nu hypotetisk perspektiveres som en målsætning i det geopolitiske spil, tegner gentagelserne af disse kampagner, argumenteret som humanitære eller demokrati-skabende indsatser, et andet og frygteligt billede: Disse kampagner virker, avler nye ekstremistiske modtryk og retfærdiggør, ja nødvendiggør nye indsatser.
Det som vi undervises i som 'det arabiske forår' udlægges af Wesley Clarke som værende på tegnebordet allerede i 90'erne i Pentagon. Wesley Clarke, øverstbefalende for NATO's styrker under indsatsen imod Milosevic, navngiver 2006 - kritisk og kortfattet - 7 lande i Mellemøsten og Nordafrika som siden 2011-12 har 'oplevet' forårets sødme:

https://www.youtube.com/watch?v=f7NsXFnzJGw

Således har artiklens overskrift, 'Islamisk Stat var et forudsigeligt onde' en særlig dobbelt bund.

Touhami Bennour

Mr Cockburn forudså "de rise of Islamic Stat" Der mangler the fall of Islamic stat.I Hvertfald. Den Islamisk stat faldt I begyndelsen af det sidste århundert(1016) Men siden har man gjordt mange førsøg for the Rise men de mislykkedes allesam. Forst arabisk stat med hjælp af Englang; vi kender Lawrance of arabien og aftalen bag arabernes ryg mellem Picot(fransk) og Syko(English) som de har delet hele mellem Østen og Magreb mellem sig. Så senere har man prøvet Islam som løsning, især mellem de forskellige etnisk grupper I den del af verden. Men Islam var en god løsning for de kristne de foretrækker Den arabisk nationalisme, I øvrigt teoretikerne af den arabiske nationalisme er kristne araber som Michel Aflak som er syrere men levede I Irak ved siden af Saddam Hussein. Kurderne var imod den arabiske nationalisme og begyndte oprør især I Iraks Saddam. Nasser var også tilhænger af den arabiske nationalisme. Begge forsøg slå fejl. Derfor "the Rise.. er ikke en løsning, jeg har ikke forudset den. "Is" tror at den er en fortsættelse for at finde en løsning. Men for det første deres styre form er ulovligt, de er ikke anerkendt engang af den arabiske liga for ikke at nævne FN. desuden deres iver efter at ødelægge kunst og Kultur der er noget de tidligere muslimer har ikke gjort, alt ´hvad var ødelagt af dem var I landet og var ikke destrueret af de tidligere magthaver. For ikke at tale om deres rettergang som er vilkårlige og afsky, Så Ikke noget med Islam her. De er muligt de har kopieret amerikaner og andre I deres adfærd for at føre krig, og hvad angår den såkaldte konflikt mellem Chia Og Sunnia er også kunsteskabt, I det tiligere tider var der ikke så noget, mellen den 9 og 13 århundedr har Chia haft magt I Magreb og Egypten,"Fatimiderne" her har "Chia regering" grundlagt Kairo og den berømte Univesitet Alazhar I Kairo og har udvilklet videnskab , kuns og et Bibliotek med 18000 bøger og mange andre ting, Chia er ikke forskellige fra andre, De betragtes som brødre strid. Det er rigtig at tiden skifter; det er lige meget hvad, "en islamiske Stat er ikke en løsning længere. Alle dem de har indterveneret I området var I virkligheden lige glade hvad med det de gjorde, "efter Murens fald alt er tilladt". Den eneste løsning er "den arabiske forår" jeg har ikke hørt nogen sige noget imod, selv "Al Sissi" siger at han er tilhængere af den, de samme siger alle andre. Og jeg tror det er den eneste løsning fremover, trods vanskeligheder komme den igen.

Touhami Bennour

Jeg mener 1916 dato for fald af den Otmaniske Rige.

Touhami Bennour

Retttelse. Men Islam var ikke en god løsning for de kristne araber, de foretrak den arabiske nationalism. Men den nuværende alternative den arabiske forår kan tilfredstiller alle, det er ikke død.

Der er velsagtens andre analytikere, som forudså ISIS, men der har næppe været megen appetit blandt medier og politikere for den besked. Selv nu, hvis en poliker spørges, om Irakkrigen var en succes, vil svaret typisk være, at Saddam Hussein var en trussel mod vores sikkerhed, og verden er et bedre sted uden ham. Og så er det ellers tilbage til studiet, før journalisten finder på at følge op med dybere spørgsmål...

Sagen er vel, at vestlige politikere er fuldstændig impotente, når det kommer til Mellemøsten, men at de færreste af dem vil overleve (rent politisk) at indrømme det. Tilsvarende var ISIS' opståen et symptom på en totalt fejlslagen strategi. Man kunne fra politisk hold blot håbe, at problemet ville gå væk - og så i øvrigt fokusere på den gode nyhed: "Nej, nu skal vi glæde os over, at Saddam er blevet fjernet, og så i øvrigt udruste irakerne til at klare deres sikkerhedsproblemer selv!"