Læsetid: 18 min.

»Jeg kan ikke se, at vi har noget andet valg end at kæmpe videre«

Et halvt århundrede efter den amerikanske borgerretsbevægelse vandt kampen for ligestilling, er skepsis, skuffelse og desperation udbredt i store dele af den sorte befolkning i Sydstaterne. I byen Greenville, Mississippi, hvor slaverne – og indtil fornylig deres efterkommere – plukkede bomuld, hersker der endda en nostalgi efter tiden med raceadskillelse
Doe’s Eat Palaca  er den eneste forretning, der er tilbage i Nelson Street-kvarteret, som tidligere var et pulserende afriamerikansk forretningskvarter. Ude på gaden er det eneste, der handles, narkotika.

Doe’s Eat Palaca  er den eneste forretning, der er tilbage i Nelson Street-kvarteret, som tidligere var et pulserende afriamerikansk forretningskvarter. Ude på gaden er det eneste, der handles, narkotika.

Bryan Tarnowski

21. marts 2015

En gruppe midaldrende hvide mænd træder en tidlig formiddag ind i kaffehuset Delta Grind i denne søvnige sydstatsby, hvor der serveres cappuccino, caffe latte og muffins.

Mændene hilser elskværdigt på en nydeligt klædt og smilende sort kvinde. Én efter en stiller de op ved hendes bord og udveksler nogle venlige ord, mens de kigger skævt til hendes fremmede gæst.

Advokat Kim Merchant er en kendt skikkelse i Greenvilles hvide samfund. Hun arbejder for Mississippi Center for Justice, der yder juridisk bistand til fattige og fortrinsvis afroamerikanske borgere i sydstaten, og hun er medlem af den lokale skolestyrelse.

Kim Merchant nikker i retning af det bord, de hvide mænd har sat sig omkring og hvisker:

»De accepterer mig, fordi jeg er veluddannet og har et arbejde. Alle andre sorte ser de ned på. Jeg kender dem fra skolebestyrelsens møder, men selskabeligt ses vi aldrig. Der sætter vi grænsen. Vi skulle integreres, men det er aldrig rigtig blevet til noget.«

Den økonomiske magt

1960’ernes kamp for lige rettigheder for sorte borgere fejres overalt i USA i disse år, hvor den har et halvt århundrede på bagen. Den handlede grundlæggende om at ophæve det raceadskilte samfund i de amerikanske sydstater og få sat i gang i en integration af de to etniske befolkningsgrupper, og borgerretsbevægelsens sejr ses som en af de helt afgørende milepæle for USA’s rolle som et samfund bygget på demokratiske værdier.

Kim Merchant:

De accepterer mig, fordi jeg er veluddannet og har et arbejde. Alle andre sorte ser de ned på. Jeg kender dem fra skolebestyrelsens møder, men selskabeligt ses vi aldrig. Der sætter vi grænsen. Vi skulle integreres, men det er aldrig rigtig blevet til noget.

Men 50 år senere synes det ambitiøse integrationsprojekt ikke at være lykkedes i Sydens tidligere slavestater.

Her i Mississippi Delta – et historisk centrum for bomuldsdyrkning og bluesmusik – lever hvide og sorte i mange henseender stadig lige så adskilt som i de 100 år, der gik fra borgerkrigen i 1860’erne og ophævelsen af slaveriet indtil vedtagelsen af borgerrettighedslovene i 1960’erne. En æra, der populært kaldes Jim Crow-tiden efter Jim Crow-lovene, der påbød adskillelse mellem sorte og hvide i f.eks. skoler, hospitaler, busser og restauranter.

»Jeg synes ikke, at raceintegrationen har virket. Men jeg kan ikke se, at vi har noget andet valg end at kæmpe videre. Problemet er, at de hvide stadig har al den økonomiske magt,« siger Kim Merchant.

Hun fortsætter:

»Sorte bliver stadig undertrykt. Alt for mange lever i dyb fattigdom her i Mississippi. Skolerne er ligeså raceadskilte som i 1950’erne. Sorte går i kommuneskoler, hvide i privatskoler. Den hvide forretningselite sidder på næsten hele den økonomiske magt.«

Den lange og langsommelige raceintegration startede i 1954, da USA’s højesteret beordrede hvide og sorte skoler integreret i Sydstaterne i den berømte tvist Brown vs. Board of Education.

10 år senere, i 1964, ophævede Kongressen raceadskillelse i den offentlige sfære, og i 1965 blev en lov vedtaget, der sikrede sorte borgeres ret til uhindret at blive optaget i valgregistre og at stemme frit ved valg.

Kampen for en fri udøvelse af stemmeretten kulminerede i en fem dage lang march fra Selma i Alabama til delstatens hovedstad Montgomery 21.–25. marts 1965 – altså i disse dage for 50 år siden.

Det var fra Montgomery, at guvernør George Wallace dirigerede den hvide befolknings modstand mod sorte borgeres frihedskamp, der blev anført af den karismatiske præst og borgerretsforkæmper, Martin Luther King, og organisationen Southern Christian Leadership Conference. Da de godt 25.000 marcherende demonstranter ankom til pladsen foran Alabamas lovgivende forsamling 25. marts 1965 stod Wallace og de hvide lovgivere sammen med et opbud af bevæbnede betjente og hørte King give én af sine mest mindeværdige taler.

Det største fremskridt

Den bitre Wallace kunne intet gøre for at gribe ind. En distriktsdommer i Alabama havde givet King tilladelse til den ikkevoldelige march, og fra Det Hvide Hus holdt præsident Lyndon Johnson den racistiske guvernør i snor.

Nogle måneder senere blev Voting Rights Act vedtaget af Kongressen, en historisk sejr for bevægelsen og den sorte befolkning i Sydstaterne.

I dag står sorte amerikaneres ret til uhindret at udøve deres stemmeret som det vigtigste fremskridt, de har gjort gennem de sidste 50 år. Deres deltagelse i præsidentvalg ligger på linje med hvide vælgeres, og selv om de i besættelsen af politiske embeder stadig er underrepræsenteret, har sorte vundet mindst lige så meget politisk indflydelse som amerikanske kvinder, og måske mere.

I Greenvilles byråd er to tredjedele af de valgte medlemmer således sorte. I nærliggende Clarksdale, en anden stor provinsby, er fordelingen mellem hvide og sorte 50/50.

Begge byer har hvide borgmestre, selv om 75 pct. af Greenvilles befolkning og 68 pct. af Clarksdales er afroamerikansk.

»I Clarksdale har vi gennem de sidste 16 år haft sorte borgmestre. Men i 2013 stillede den hvide advokat, demokraten Bill Luckett, op og besejrede let den sorte kandidat,« fortæller John Mayo, forhenværende borgmester i Clarksdale.

Mayo udlægger, hvad der skete under borgmestervalget:

»Luckett fik 95 pct. af stemmerne i kredsen med de fleste sorte vælgere. De var villige til at stemme på en hvid kandidat, fordi de anerkendte, han var den bedste til embedet.«

Året forinden var noget lignende sket i Greenville, da den hvide republikanske advokat John Cox slog en sort demokrat ved borgmestervalget med hjælp fra afroamerikanske vælgere.

Borgmester Cox er relativt vellidt i den sorte befolkning.

»Det er ikke, fordi alle i den sorte befolkning stoler på ham, men et flertal synes, han er cool nok. Men af og til er der komplikationer,« fortæller præsten Tommy Benson, et førende sort medlem af Greenvilles byråd.

Sorte vælgere ser tilsyneladende bort fra hudfarve og stemmer villigt på en hvid borgmesterkandidat, ene og alene fordi han virker mere kompetent. Det mener i hvert fald hvide iagttagere som tidligere borgmester John Mayo, der underviser på et traditionelt sort college i Clarksdale.

»Udover de rette kvalifikationer kræver det, at sorte vælgere kender og har fuld tillid en hvid politiker. Så er de villige til at stemme på ham,« siger han.

Problemet er bare, at det omvendte ikke er tilfældet. Kun et mindretal af de hvide vælgere i de to sydstatsbyer har i de sidste 50 år stemt på sorte borgmesterkandidater.

Og når det kommer til stykket, spiller andre omstændigheder end kvalifikation ind, når sorte stemmer for en hvid kandidat. Som f.eks. en udbredt indstilling om, at hvide politikere er mere kompetente og tillidsvækkende.

»Vi er fra barnsben blevet hjernevasket til at tro, at sorte er mindreværdige og at white is right,« siger Kim Merchant, mens hun drikker sin morgente i Café Delta Grinder.

Både hjemme og ude konfronteres sorte børn med deres mindreværd.

»Jeg fortæller elever i skolerne, at de er lige så intelligente og gør sig lige så fortjent som hvide børn. Men hvis du dag ud og dag ind stort set kun ser hvide på tv, og uagtet hvor du er påmindes om, at hvide amerikanere er de bedste, og at de styrer tingene, så begynder man at acceptere det,« siger Merchant, der selv har rystet mindreværdet af sig i kraft af sin højere uddannelse.

I det daglige liv i Greenville kommer mindreværdsfølelsen til udtryk på mange forskellige måder, fortæller hun. Hvis en sort bilist skal have sin bil repareret, er han for en sikkerheds skyld tilbøjelig til at opsøge en hvid frem for en sort bilmekaniker. Man foretrækker en hvid frem for en sort skatterevisor, osv.

Pres udefra virker

Uden en tilstrækkelig stor sort kundekreds bliver det derfor vanskeligt for sorte at starte en forretning. De typiske undtagelser er frisører, barer og små butikker ejet af sorte borgere. I brancher der kræver en uddannelse – advokater og læger – finder man dog efterhånden flere og flere sorte.

Men i Greenville ejes ikke en eneste bank af en sort forretningsmand, selv om 75 pct. af befolkningen er afroamerikansk. Ingen benzinstationer er på sorte hænder.

»Lad os lave et tankeeksperiment,« siger Kim Merchant.

»Jeg ville personligt være villig til at deponere mine penge i en bank startet af en sort forretningsmand. Men jeg tør vædde på, at få sorte turde. De ville være bange for at miste deres penge. Det kræver en mentalitetsændring. Så længe de hvide sidder på den økonomiske magt, vil vi fortsat være et raceadskilt samfund i Sydstaterne.«

Det er især den ældre generation af sorte i Greenville, der lever med en konstant følelse af mindreværd.

Willie Bailey husker den følelse af underlegenhed, han voksede op med som sort dreng i raceadskilte Greenville i 1950’erne.

»Man blev ikke alene indoktrineret af det racistiske system. Vi fik det ind med modermælken. Vores forældre indprentede os, at vi blev nødt til at føje os for de hvide, hvis vi ville overleve. Der var visse tabuer. Den vigtigste var aldrig at komme i nærheden af en hvid pige,« fortæller Bailey, demokratisk medlem af Mississippis lovgivende forsamling i sit kontor i Greenville.

Da Willie Bailey var 13 i 1959, opfordrede hans bedstemor – som han boede hos – ham til at tiltale en hvid legekammerat med ’mister’. Et par år senere blev det til ’master’.

»Vi sorte børn måtte arbejde i bomuldsmarkerne i sæsonen og gik kun i skole tre måneder om året. Jeg spadserede hver dag otte km frem og tilbage til kirken, hvor vi blev undervist. De hvide børn blev kørt i skolebusser. I perioder havde vi kun kiks, sukkervand, svinefedt og ris eller bønner at spise,« erindrer han.

Men Willie Bailey var en nysgerrig og intellektuelt begavet fyr. Hans sorte lærere så en lovende karriere i ham og fik ham først ind på et sort college i Mississippi og dernæst på det juridiske fakultet ved det ansete George Washington University i Virginia. Her tog han en juridisk grad og blev senere dommer hjemme i Mississippi.

Willie Bailey:

Jeg kommer godt ud af det med alle, uanset om de er hvide eller sorte. Det er gået op for mig, at hvide amerikanere ikke er nogen hindring for mig. Jeg kan gøre, hvad jeg vil i denne verden.

I dag har den 68-årige Willie Bailey overvundet sin barndoms mindreværdsfølelse.

»Jeg kommer godt ud af det med alle, uanset om de er hvide eller sorte. Det er gået op for mig, at hvide amerikanere ikke er nogen hindring for mig. Jeg kan gøre, hvad jeg vil i denne verden,« siger han stolt.

Men når det gælder sorte amerikanere i almindelighed, ser han ikke så lyst på fremtiden.

»Greenville er stadig en raceadskilt by. I den udstrækning integrationen er lykkedes, skyldes det udelukkende, at den blev pålagt den hvide befolkning af Kongressen og domstolene. De hvide kom ikke til den frivilligt, og de stritter stadig imod,« mener den ældre sorte politiker.

Det kan godt være, at hvide og sorte arbejder sammen i de politiske institutioner, på arbejdspladserne og af og til omkring fejring af helligdage og patriotiske parader, men det kniber gevaldigt med samværet på andre områder.

De færreste gader i Greenville er beboet af både sorte og hvide. Hvide foretrækker at bo for sig selv, og det gør sorte generelt også. Den velhavende del af bybefolkningen er næsten udelukkende hvid, mens nærved alle fattige er sorte. Byens middelklasse er mere hvid end afroamerikansk.

»Vi er aldrig rigtigt blevet integreret, fordi det hele ligger på vores skuldre,« påpeger Willie Bailey.

»Det er en ensrettet vej, hvor det forventes, at vi integrerer os i det hvide samfund. Men hvis vi gør det, mister vi alt, hvad vi står for. Vi mister vores kultur. Sagt på en anden måde: Først blev vi gjort til slaver, så blev vi gjort til andenklassesborgere og efter århundreders mishandling skal vi nu opgive vores identitet for at blive som de hvide amerikanere …«

Willie Bailey slår en høj latter op. Et eller andet i den herskende fortælling om raceintegration i de amerikanske sydstater giver ikke rigtig mening.

’I det mindste gav det håb’

I den anden ende af Greenville sidder sorte byrådsmedlem Tommy Benson i kirken Vessels of Mercy, som han selv har bygget op.

Benson, den mest indflydelsesrige sorte politiker i Greenville, er hudløs ærlig og lidenskabsløs i sit syn på de sidste 50 års bestræbelser på at integrere de to racer i Mississippi Delta.

»Vi bliver nok nødt til at erkende, at vi her i deltaet i virkeligheden ikke var rede til at blive integreret, da den i teorien gode idé opstod i 1950’erne og 1960’erne. Både hvide og sorte gjorde modstand. Og så blev det ydermere trukket ned over hovedet på os,« siger den sorte præst.

Tommy Benson:

Jeg husker, hvor vred jeg blev, da jeg engang hørte en hvid fyr sige ’Tommy er en fin fyr. Han er ikke som de andre’. Det volder mig virkeligt kvaler. Det betyder nemlig, at hvis jeg ikke havde fået den her højere uddannelse, ville jeg aldrig være blevet inviteret indenfor i de hvides verden. Men hvad med alle mine brødre og søstre?

Alligevel var den sorte befolkning ifølge Benson mere indstillet end den hvide på at prøve det.

»I det mindste gav det os håb om en dag at blive ligestillede med de hvide,« forklarer han.

For Benson er det åbne spørgsmål, hvorvidt det giver mening at benytte lovgivning til at påtvinge folk af forskellig etnisk og kulturel herkomst til at integrere sig og altså at leve og arbejde tæt op ad hinanden og på lige fod.

»Er det virkelig okay for hvide at acceptere, at sorte drenge omgås hvide piger? Nej, vel? Tror du virkeligt, at jeg inviterer hvide til min fødselsdagsfest. Nej, vel?«

Den sorte præst fortsætter i samme spor.

»Du bliver nødt til at forstå en ting: Her i byen er vi aldrig blevet spurgt, om vi ville integreres under disse betingelser. I de sidste 50 år er ingen udefra kommet hertil for at spørge os sorte, hvordan det egentlig er gået. Du er den første. I resten af USA er man stort set ligeglad.«

Tommy Benson hører til de få heldige og udvalgte sorte borgere i Greenville, der lever et mageligt og privilegeret liv. Men på linje med advokaten Kim Merchant og politikeren Willie Bailey betoner han, at det udelukkende skyldes den hvide magtelites ’accept’ af ham.

»Jeg husker, hvor vred jeg blev, da jeg engang hørte en hvid fyr sige ’Tommy er en fin fyr. Han er ikke som de andre’. Det volder mig virkeligt kvaler. Det betyder nemlig, at hvis jeg ikke havde fået den her højere uddannelse, ville jeg aldrig være blevet inviteret indenfor i de hvides verden. Men hvad med alle mine brødre og søstre?«

Tommy Benson tvivler på, at borgmesteren og de hvide politikere, præster og forretningsfolk, han omgås med i sit daglige hverv som medlem af Greenvilles byråd, fatter, hvad afroamerikanere har været igennem stadig lever med.

»De vil gerne forstå det. De tror, de forstår det. Men de forstår det ikke,« siger han.

Arven fra slaveriet

Sorte amerikanere lever stadig med arbven fra slaveriets og Jim Crow-lovenes dage. Det er så stærkt indprentet i Tommy Bensons bevidsthed, at han uden at blinke siger:

»Ikke alene er vores skoler stadig raceadskilte. Der forskelsbehandles hele vejen rundt. Tag sundhedspleje. Hvide og de ’velsignede’ sorte, som jeg, tilbydes bedre pleje. Det er som i de gamle dage på plantagen, hvor jeg svarer til husslaven, der nyder visse privilegier i kraft af arbejdet i plantageejerens bolig, mens slaverne i marken er ilde stedt.«

Det er et udsagn, der ville chokere mange hvide i Greenville. Ikke mindst borgmester John Cox, som Tommy Benson samarbejder med til dagligt.

Men den sorte præst sparer heller ikke sine egne.

Han nævner en fascinerende scene i Quentin Tarantinos film Django Unchained, hvor den sorte dusørjæger Django og tre slaver bliver transporteret til hårdt minearbejde og sikker død. Det lykkes Django med et udspekuleret trick at myrde vogterne. Han tilbyder herefter de tre medrejsende slaver deres frihed, men de takker nej.

»Det er en præcis beskrivelse af den situation, mange sorte stadig befinder sig i her i Mississippi Delta. Døren står åben for dem, men mentalt set er de ikke i stand til at springe ud i friheden. De er lænket til fortiden,« siger Tommy Benson.

En tro kopi af den gamle tid

Borgmester John Cox kalder byrådsmedlem og præst Tommy Benson »en god ven«. De mødte hinanden i den lokale afdeling af Mission Mississippi – en økumenisk gruppe af præster og forretningsfolk fra begge racegrupper, der jævnligt mødes til prayer breakfasts.

»Tommy og jeg var venner, også før jeg blev valgt i 2012. Før det havde jeg et advokatfirma i 34 år, og halvdelen af mine klienter var sorte,« fortæller borgmester Cox en sen eftermiddag på Greenvilles rådhus.

Det har ikke været let at få aftalt. Som hvid borgmester i en by med 70 pct. sorte indbyggere skal Cox dagligt udføre en balancegang mellem divergerende interesser. Der skal ikke meget til for at træde nogen over tæerne med en udtalelse til pressen, der kan blive mistolket.

Borgmesteren har allerede en gang været i fedtefadet. Det var i et indslag på tv-kanalen NBC i maj sidste år, der handlede om de raceadskilte skoler i Greenville. Udsendelsen blev sendt i anledning af 60-året for den højesteretskendelse, der gjorde det forfatningsstridigt at raceadskille kommunale skoler.

Borgmester John Cox

Bryan Tarnowski

Siden 1970’erne er næsten alle børn af hvide familier i Greenville flyttet over til private skoler, hvor kun 5 pct. af eleverne er sorte. I mellemtiden er de kommunale skoler blevet befolket med et stigende antal sorte elever, så de i dag udgør 98 pct. De resterende 2 pct. er mest hvide børn, der kommer fra fattige familier.

Altså, et tro spejlbillede af den tid, hvor skolerne var delt af racemæssige årsager.

Det eneste lyspunkt er en katolsk og en protestantisk skole i byen, hvor skoleafgiften er lavere end de private skoler. Her udgør afroamerikanske børn henholdsvis 35 og 40 pct. af eleverne.

I interviewet med NBC blev borgmesteren spurgt, om han ville sende sine børn til en kommunal skole. Han svarede: »Jeg har to døtre og vi valgte en privat skole, fordi vi mente, at niveauet i de kommunale skoler ikke var tilstrækkeligt højt.«

Udtalelsen vakte vrede i dele af Greenvilles sorte befolkning.

»Det er virkelig en nedværdigende udtalelse om vores kommunale skoler og et forræderi over for skatteyderne,« sagde Derrick Simmons kort efter NBC-indslaget. Han er sort medlem af Mississippis Senat fra en valgkreds i Greenville.

I dag lægger borgmesteren Cox vægt på, at det offentlige skolesystem har hans fulde opbakning.

»Det er ikke skolernes eller lærernes fejl, at læsefærdigheden i Mississippi Delta er uacceptabel lav. Det skyldes, at mange elever vokser op under ufordelagtige sociale og økonomiske vilkår,« påpeger han.

En bekvem kulturel forklaring

Men Cox slår ikke til lyd for flere investeringer i kommunale skoler. »Skolepolitik ligger uden for mit regi,« forklarer han med henvisning til at skolestyrelsen vælges direkte af vælgerne.

I stedet taler han om at forbedre sorte familiers socioøkonomiske vilkår.

»Her i Deltaet og i alle Sydstaterne har vi i generationer haft en kultur, der ikke fokuserer nok på at bevare kernefamilien. Enlige mødre kæmper dag ud og dag ind for at overleve. At løse det problem er en meget stor udfordring,« siger borgmesteren.

Konservative tænkere ynder at lægge ansvaret for sociale og økonomiske onder i det afroamerikanske samfund på de forholdsmæssigt mange enlige mødre, hvis børn har vidt forskellige fædre. Mange af dem vokser op uden en nærværende far. Han kan enten være arbejdsløs, underbeskæftiget, kriminel, i fængsel eller bare have stiftet en anden familie.

Mange forskere mener, at dette problem har rødder i slavesystemet, der bevidst splittede familier ad, og i at hvide herrer voldtog kvindelige slaver. Det er her, den afrikanske kernefamilie skal være blevet smadret.

For konservative politikere i Sydstaterne er den kulturelle årsagssammenhæng en bekvem forklaring på de socialøkonomiske problemer blandt sorte. Den fritager for at tage stilling til, hvorvidt staten bør gribe ind med andre virkemidler.

I borgmester Cox’ øjne bør det være kirkesamfundets opgave at få sorte forældre overtalt til at leve op til deres ansvar over for børnene.

»Det er Tommy Benson og jeg enige om. Præster bør involvere sig i at ændre deres menigheds livsstil og anskueliggøre, hvor vigtig en samfundsværdi kernefamilien er,« siger han.

Men borgmesteren erkender også, at der skal gøres noget konkret for at afhjælpe den meget høje ledighed i Greenvilles sorte befolkning.

»Vi er netop ved at lægge sidste hånd på en strategisk udviklingsplan. Vi har hyret et konsulentfirma, der kommer med anbefalinger til, hvordan vi kan fremme Greenvilles image og derved skabe flere arbejdspladser,« siger John Cox.

Kun én blandet valgkreds

Men tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt byens hvide mindretal på 9.000 ud af et samlet indbyggertal på 35.000 virkelig er interesseret i raceintegration.

Det mener borgmesteren bestemt.

»Mange af vores boligkvarterer er allerede integrerede,« fremfører han.

»Det står folk frit for at flytte, hvorhen de vil. Integration er sket skridt for skridt, og den fungerer, når den ikke bliver påduttet os af forbundsregeringen. Faktisk har vi set, at de bedste naboskaber er mellem hvide og sorte.«

Borgmesterens gode ven, den sorte præst Tommy Benson, synes nu ikke at være så bjergtaget af den hvide befolknings gode vilje.

»Den valgkreds, jeg repræsenterer, er den eneste blandede i hele Greenville. Da vi sorte flyttede ind i kvarteret, flyttede nogle af de hvide straks ud, andre havde det fint med, at vi kom, og andre igen ville gerne være flyttet, men havde ikke råd,« fortæller han.

Søndagsgudstjenesten er stadig den mest raceadskilte time i Greenvilles ugeskema, ligesom den er det i hele USA. Trods det er højtiderne efterhånden blevet til et samlingspunkt for hele byens befolkning.

I december 2012 afvikledes en juleparade downtown.

»Jeg glemmer aldrig synet,« husker borgmester Cox. »Jeg og min kone kom kørende over jernbaneskinnerne og ind på Washington Avenue, og der så vi hvide og sorte familier fylde hele gadebilledet fra en side til en anden. De var klar til at marchere sammen. Det var første gang, det skete i byens historie. Vi har ikke noget problem med det sociale samvær.«

Cox indrømmer, at han ikke har nære venner blandt sorte, men tilføjer:

»Det betyder ikke, at sorte og hvide ikke mødes ved særlige lejligheder, f.eks. til fester i private hjem. No problem

Mens den hvide befolkning efterhånden accepterer en fredelig sameksistens med en vis dosis raceintegration her og der uden de store afsavn, er situationen en anden set fra den anden side.

De sorte beboere i Greenville har god grund til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad de egentlig har fået konkret ud af forbundsstatens integrationspolitik. Blandt de ældre er ideen vundet frem om, at godt nok var livet som sort i Jim Crow-æraen frygtelig hårdt og ydmygende, men man havde trods alt sine egne institutioner og forretninger.

Advokat og Mississippi-politiker Willie Bailey er en af dem, der længes efter de gamle tider.

»Vi havde vores egne banker, forsikringsselskaber, købmandsbutikker, spisesteder, klubber, ja, vi havde endda et hospital. Vi havde vores egen lille økonomi i kraft af at handle med hinanden. Selv det sorte gymnasium gav eleverne en bedre uddannelse end i dag,« siger han.

»Alt det er blevet ødelagt af integrationspolitikken, og intet er blevet sat i stedet. Vi er blevet fuldstændigt fragmenteret som gruppe og kæmper desperat for at holde fast i vores identitet og kultur.«

Inden borgerretsbevægelsens dage i 1960’erne lå der et livlig afroamerikansk forretningskvarter i og omkring Nelson Street i downtown Greenville. I dag er der kun en forretning tilbage, Doe’s Eat Place, som drives af efterkommerne til den italienske indvandrer Dominick ’Doe’ Signa.

’Vi glemte os selv’

Resterne af det engang så pulserende sorte forretningsstrøg består af ramponerede eller tomme bygninger. Den eneste handel, der finder sted, er med narkotika. Nelson Street er den nye æra med raceintegration blevet et ekstremt farligt sted at befinde sig efter mørkets frembrud.

»Vi begik en kæmpe brøler, da integrationen kom,« mener Tommy Benson.

»I god tro begyndte vi at frekventere hvides forretninger og restauranter og opgav vores egne etablissementer. Vi købte ind og spiste hos de hvide, fordi vi så gerne ville accepteres af dem. Resultatet er, at vi mistede vores institutioner. Vi er blevet totalt afhængige af en økonomi, der er kontrolleret af en hvid forretningselite.«

Og ikke nok med det, fortsætter Tommy Benson.

»Vi sorte myrder hinanden. Et rekordantal af os sidder i fængsel. Vi får ikke en ordentlig uddannelse. De unge dropper ud af gymnasiet. Det er en katastrofe, vi bliver nødt til at starte forfra.«

Greenvilles to førende politiske skikkelser, advokat og borgmester John Cox og præst og byrådsmedlem Tommy Benson, er enige om, at der skal gøres noget.

»Vi erkender begge, at det ikke kan fortsætte på denne måde,« siger Benson.

»Et eller andet sted skal vi begynde, så vi vil starte et debatforum på Delta State University, hvor vi skal have en dialog om racisme i Mississippi Delta sat i gang.«

Mississippi Delta

Ingen anden region i de amerikanske sydstater er stadig så mærket af fortidens slaveøkonomi og den økonomiske udbytning og politiske undertrykkelse af afro-amerikanere efter deres formelle frigørelse i 1865.

Deltaets næringsrige jord var perfekt til dyrkning af bomuld, indtil globaliseringen medførte udflytning af produktionen til udlandet i 1990’erne.

I dag er regionen, der er dobbelt så stor som Sjælland, den økonomisk mest tilbagestående i USA.

Martin Luther King med sin hustru, Coretta Scott King, i spidsen for borgerrettigheds­marchen i marts 1965 i Alabama fra Selma til Montgomery.

Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Meyer
  • David Zennaro
  • Ole Hansen
Ole Meyer, David Zennaro og Ole Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

erling jensen

En retfærdig retssag med lighed for loven er en hovedhjørnesten i amerikansk retspleje - eller

Mellem 1877 og 1950 har man dokumentation for, at 3.959 sorte amerikanere er blevet lynchet i 12 sydstater. Det var voldelige og offentlige torturhandlinger, der traumatiserede sorte mennesker i hele landet, og som i det store og hele blev tolereret af stats- og føderale myndigheder. Disse lynchninger var terrorisme.

De satte deres markante præg på racerelationer i USA og formede de geografiske, politiske, sociale og økonomiske betingelser for afrikansk-amerikanere på måder, der stadig er synlige i dag. De førte til massemigration af millioner af sorte mennesker fra syden til by ghettoer i nord vest gennem den første halvdel af det 20.årh. De forstærkede en arv af raceuligheder, der aldrig er blevet tilstrækkeligt imødegået i USA; de fortsætter med at forgifte integriteten og retfærdigheden i retssystemet. Denne ulighed er blevet skabt af slaveri af millioner af sorte mennesker. Æraen med slaveri er blevet fulgt af årtier med terrorisme og racemæssig underordning, som mest dramatisk er blevet påvist med lynchninger.

USA har set en kolossal bølge af anholdelser og fængslinger over de sidste 4-5 årtier. Den største forklaring skal findes i krigen mod narkotika. Sorte og hvide engagerer sig i narkoforbrydelser, i besiddelse og salg, i stort samme omfang. Mens sorte mennesker udgør 13 % af befolkningen i USA og 14 % af de månedlige stofbrugere, udgør de 37 % af den gruppe, der bliver anholdt for narkoforseelser.

Politiet stopper sorte og latino'er i et omfang, der er meget højere end for hvide. I New York City, hvor farvede mennesker udgør 50 % af befolkningen, udgjorde denne gruppe 80 % af alle politistop. Når hvide blev stoppet, blev kun 8 % kropsvisiteret. For farvede personer var tallet 85 %.

Sorte mennesker bliver anholdt for narkoforseelser 2-11 gange så hyppigt som hvide.

Når sorte først er blevet anholdt, er der større sandsynlighed for, at de forbliver i fængsel, mens de venter på deres retssag, end hvide.

Sorte amerikanere bliver hyppigt ulovligt udelukket fra at gøre tjeneste som medlemmer af en jury.

Retssager er sjældne. Kun 3-5 % af kriminelle sager fører til retssag; resten afgøres med studehandler mellem anklager og den anklagede. De fleste sorte amerikanere under anklage får ingen retssag.

I det amerikanske retssystem får sorte tiltalte straffe, der er 10 % længere end hvide, som har begået den samme forbrydelse. Sorte har en 21 % større sandsynlighed for at få en obligatorisk mindstestraf end hvide anklagede, og 20 % større risiko for at blive idømt en fængselsstraf end hvide tiltalte.

En sort mand, født i 2001, løber en risiko for at lande i fængsel, der er 32 % eller en ud af tre. Latino mænd har en 17 % risiko, og hvide mænd 6 %. Det betyder, at sorte mænd har en 5 gange så stor risiko for at komme i fængsel som en hvid mand.

Mens sorte unge kun udgør 16 % af befolkningen, udgør de 28 % af ungdomsanholdelser og 58 % af unge, der bliver sendt i et fængsel for voksne.

USA indtager førstepladsen angående mennesker i fængsel. De har 5 % af verdens befolkning, men 25% af verdens fanger med over 2,3 millioner bag tremmer. Et totalitært Kina, med en befolkning, der er 4 gange så stor, har "kun" 1,6 millioner i fængsel. USA's rate for fængslinger er er 5-8 gange højere end andre højtudviklede samfund, og sorte udgør langt den største procentdel af fanger.

For løsladte sorte er billedet lige så dystert. 17 % af jobansøgere blandt hvide får en tilbagemelding fra virksomheder, mens tallet for sorte er 5 %. Selv hvide med en plettet straffeattest modtager en bedre behandling af mulige arbejdsgivere end sorte med en ren straffeattest.

Efter denne svada er der vel ingen, der bliver overrasket over drab på en sort mand i Ferguson eller i New York - I can't breathe.

USA's internationale renommé som et fair og retfærdigt land matcher ikke dets superpower status som verdens højest udviklede demokrati. Når det drejer sig om basale menneskerettigheder, ligger det i rendestenen ved siden af nogle af verdens mest giftige, lusede diktaturer og autoritære regimer.

Erling Jensen, cand. jur.

Holger Madsen, Ole Hansen, lars abildgaard, Torben Selch, Rune Petersen, Peter Jensen, Philip B. Johnsen, peter fonnesbech, Issa Chaaban, Karsten Aaen og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det økonomiske apartheid systems moder USA, er plaget af generation efter generation af fattige farvede amerikanere, amerikanere der behandles som andenrangs borgere, hvordan kan det forekomme, slaveriet er det ikke afskaffet?

Slaveriet er afskaffet, det skulle man tro, men sandheden er en anden og den er på vej til Danmark. Faktisk er den her allerede, men det bliver meget være på sigt, hvis udviklingen får lov til, at fortsætte, hvor de socialt udsatte, som de farvede amerikanere, må tage 'to job', kun for at få brød på bordet til børnene, men ikke det hjælper ikke, deres børn nok, til at børnene ikke selv, arver denne skæbne, nu sker det samme her i Danmark.

Løndumpningspolisik for de socialt udsatte, fører til lavere skatteindtægter, der resultere i løbende udfasning af velfærdssamfundet og over i forsikringssamfundet, som kun de rige har råd til.

Det starter med faldende skatteindtægter, i takt med lønnen falder for de fattige, samtidig med de rige får skatte nedsættelser, foruden den stats beskyttet skatteunddragelse, de rige får hjælp til, ved direkte hjælp fra staten, som DONG salget, Thule-basen service aftalen og de internationale virksomheder, der ikke betaler skat i årevis, eller indirekte, hvor staten ikke forfølgere skatteunddragelse, som i de udlandske skatte sager, der bliver ikke råd til velfærd og 1-2-3 det USA'ske økonomiske apartheid system, er indført i Danmark, hvor fattigdom bliver arveligt, forårsaget af børns fysisk dårlig trivsel fra barnsben, ikke råd til ordentlig mad og sundhed generelt, for mennesker uden en sundhedsforsikring og derved ikke mulighed for, at bryde negativ social arv.

'Negativ social arv'
Fra link: "Tænk hvis hele dit liv, var værre end din dårligste dag"

Link: http://www.avisen.dk/kun-psykopater-kan-ikke-forstaa-fattiges-problemer_...

Fordomme og etniske minoriteter.

Fra link:
"Socialpsykolog Kenneth B. Clark foretog i 1930'erne en undersøgelse blandt sorte børn, der legede med en sort og en hvid dukke. De blev spurgt om, hvilken af de to dukker de foretrak; den hvide eller den sorte? Også denne gang kom svaret prompte; den hvide! Undersøgelsen blev gentaget i 1989 med det samme nedslående resultat. Undersøgelsen viser, at børnenes selvværd som værende sorte havde taget så stor skade, at de mere eller mindre tog afstand fra deres kulturelle identitet."

Link: http://www.leksikon.org/art.php?n=3576

Holger Madsen, erling jensen, lars abildgaard, Torben Selch, Rune Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lars Petersen

"En sort mand, født i 2001, løber en risiko for at lande i fængsel, der er 32 % eller en ud af tre"

Man løber vel kun en risiko hvis man tager en risiko?

jens peter hansen

»Sorte bliver stadig undertrykt. Alt for mange lever i dyb fattigdom her i Mississippi. Skolerne er ligeså raceadskilte som i 1950’erne. Sorte går i kommuneskoler, hvide i privatskoler.

Sådan er det sjovt nok også i Danmark og de private skoler forsvares med næb og klør af de frisindede, som ellers synes det er så synd for indvandrerne. Der må være måde med solidariteten.

Peter Ole Kvint

Det er fortvivlende med de dårlige politikere, men journalisterne er ikke bedre.
Kommentar sporet viser at læserne er mere interessante end journalisterne.

Niels Duus Nielsen

Lars Petersen: "Man løber vel kun en risiko hvis man tager en risiko?"

Efter hvad jeg hører, løber sorte mennesker en kæmpe risiko, hver gang de bevæger sig så tæt på en amerikansk politibetjent, at han kan se, hvilken hudfarve man har.

Jeg var, som ung, medlem af ANC. Kunne se ud som om der er behov for et ANC i USA, og at jeg så skulle melde mig ind igen.