Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Puk Sabber

»Prøv at tage en tur til Lalandia i bil og glo ud ad vinduet – eller en tur ud i de store sociale boligbyggerier i provinsen. Der ligger de danske fattigkvarterer«
14. marts 2015

Hvad er det, der får dig til at tale om at det sociale system er kollapset?

Systemet er ikke til for borgerne, men for systemet. Efter kommunalreformen er det sociale system blevet brudt op i så mange siloer, at ikke engang de, der er ansat i det, kan finde rundt. Det vil sige, at folk bliver kastet rundt. Derfor ender det ofte med, at de giver op. Og når de giver op, så skal det forstås på den måde, at de ikke ser systemet som en løsning på deres sociale problemer. Det sociale system er endt med at være et Fort Knox, hvor man ikke kan rette personlig henvendelse, og hvor man bliver mødt af en telefonsvarer. Og kommer man endelig igennem til et menneske, gør denne alt for at afvise dig – eller kaste dig videre. For mig at se er det en falliterklæring, at socialt arbejde er reduceret til udbetalinger af kontanthjælp og henvisning til private aktører.

Hvordan finder vi balancen mellem den enkeltes eget ansvar og samfundets ansvar?Jeg kender godt den vending.

I beskæftigelsesloven hedder det ’ret og pligt’ – og enhver med en sund fornuft ved da også, at ingen ønsker at leve i social armod, hvis de kunne være fri. Det er ikke en drøm at komme i nyttejob som hundelorteopsamler i gul vest på hovedvejen, der hvor man bor: Se mig, jeg er et udskud. Så vekslen mellem at stille krav til folk på kontanthjælp skal i min verden også matche en beskæftigelse, der giver mening for den enkelte – og ikke blot fordi, man skal ’straffes’ for at kunne modtage hjælp for at overleve. Og hvem afgør, hvad der giver mening for den enkelte i forhold til, at vi alle har en pligt til at bidrage til fællesskabet uden at det bliver løntrykkeri og slavearbejde? Som udgangspunkt må man tro på, at alle vil fællesskabet – og i min verden og med dem, jeg hjælper, er det i reglen lysten, der driver værket. Alt for ofte er de bare aldrig blevet lyttet til – eller også har ’man’ ikke taget udgangspunkt i deres drømme og ønsker for fremtiden. Men jeg ser også samfundet som dig og mig – alt for mange fralægger sig deres ansvar, når de møder et menneske, der har brug for hjælp – for opfattelsen er jo ofte: Det hjælper systemet dem med. Men hvad hvis nu systemet ikke længere gør det?

Hvordan kan man tale om udsatte med værdighed uden at udstille dem, det handler om?

Ja, hvorfor er det overhovedet et spørgsmål? Jeg forstår godt, hvor du vil hen, men jeg syntes faktisk, det er et problem, at de socialt udsatte ikke har mere taletid i medierne. At man betragter dem som nogen, man skal passe på og beskytte. De er lige så forskellige som i andre samfundslag. Og jo mindre medierne lader gruppen komme til orde, des større afstand bliver der mellem bunden og resten af samfundet – og vores medier, der skulle styrke sammenhængskraften, ender med at blive en elitær debatklub, hvor man taler om de udsatte og ikke med de udsatte. Man skal slet ikke være så bange for at komme til at udstille dem, det handler om. Det ville kun gavne og nedbryde fordomme og fremme forståelsen for dem, der eksempelvis er landet på kontanthjælp. De udsatte er nogle af de stærkeste mennesker, jeg har mødt. Hvis vi andre skulle gå igennem bare en tredjedel af, hvad nogle af dem har været igennem, var vi dejset om.

Hvad har du af forbilleder?

Mennesker, der står ved deres overbevisning på trods af modtryk. Mennesker, der tør risikere og satse alt for en sag. De er meget fascinerende og inspirerende.

Hvilke råd kan jeg give til mine lærerstuderende, som gerne vil udrydde negativ social arv i matematiktimerne?

Det er fantastisk, at der stadig er ildsjæle, der går ind i lærerfaget – og som ser på det lille menneskes liv og ve og vel, før de overhovedet kan proppe noget som helst matematisk ind i hovedet på dem. Folkeskolen har som bekendt ikke været gode til at bryde den negative sociale arv – så op på hesten – også i matematik. Hver en lille nærkontakt tæller – også i midten af et regnestykke.

Ordet ’fattigkvarterer’ forbindes ofte med noget i andre lande. Har vi sådan nogen i Danmark i dag?

Ja da, prøv du bare at tage en tur til Lalandia i bil og glo ud ad vinduet – eller en tur ud i de store sociale boligbyggerier i provinsen.

Er uligheden blevet større eller mindre under den nuværende regering? 

Den er blevet større målt efter Ginikoefficienten.

Kunne du finde på at blive politiker?

Nej tak. To much talk. Less action.

Hvad kan gøre dig rigtig ked af det?

Det gør mig så forfærdelig ked af det, når jeg møder mennesker (også børn), der igennem hele livet er blevet stemplet af systemet – og som aldrig har fået en mulighed for at vise, hvad de dur til. Mennesker, der via deres egen opvækst bliver dømt på forhånd, og som aldrig kan bryde ud, fordi den ’journale arv’ bevidst fastholder dem i en negativ spiral. Uanset hvad de gør, så opfattes det negativt. Når jeg læser alt det, der står skrevet om dem – som jeg slet ikke kan genkende – så kan jeg sgu’ godt blive helt fortvivlet og bange for motiverne i vores system – og blandt dem, der arbejder i det.

Hvad kan gøre dig rigtig glad i dit arbejde?

Når jeg efter flere år møder de mennesker, jeg har hjulpet, som det går godt, så føler jeg en lykke over at have været et lille springbræt i deres liv. Eller hvis jeg kan påvirke andre til at give en hånd.

Tænker du nogle gange – ej nu orker jeg ikke at hjælpe flere?

Nej, aldrig. Men nogle gange kunne jeg godt tænke mig at kunne bestemme mere over de indsatser, som udsatte ikke tilbydes.

Hvad laver du, når du kommer hjem fra arbejde?

Jeg er sådan en type, der aldrig holder fri. Så når jeg har hentet børn, lavet mad og puttet unger, så taler jeg i telefon eller skriver. Jeg har en tendens til at involvere mig specielt i børnesager i min fritid. Derudover skriver jeg meget, da jeg er brevkasseredaktør og blogger. Når min hjerne går i sort, stener jeg på Facebook, og så bruger jeg det sociale medie aktivt i forhold til mit netværk.

Hvad er der oftest gået galt for dem, der falder ud af systemerne?

En lorteopvækst, hvor de ikke har haft noget netværk uden for systemet, der har kunnet hjælpe dem ind i fællesskaber, hvor misbrug, kriminalitet og vold ikke var en del af dagligdagen. Som systembarn er du lost, hvis du ikke er gjort af et helt særligt stof og møder en, der griber dig på vejen – for som systembarn er du ofte så omsorgssvigtet og tilklistret af diagnoser, at ingen ’normale’ mennesker tør eller vil røre dig. Det er ligesom en smitsom sygdom, man ikke vil have ind i sit liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lykke Johansen
  • Grethe Preisler
Lykke Johansen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu