Læsetid: 8 min.

Mishandlet af fællesskabet

I årtier blev de udstødt, mishandlet, misbrugt og gemt væk – de psykisk syge, de udviklingshæmmede og de anbragte børn. Med det store flertals tilslutning. Nu fortæller de selv deres historie
28. marts 2015

For blot få årtier siden gik Danmark forrest, når det gjaldt metoder over for uønskede individer: De udviklingshæmmede, psykisk syge og anbragte børn. Ved hjælp af vidtgående lovgivning blev de spærret inde, steriliseret, frataget retten til at gifte sig og tvunget til at abortere. Nogle blev udsat for medicinske forsøg og fik foretaget hvide snit. Men frem for alt var de udenfor samfundet.

Dette og meget mere kan man læse i forskningsværket Anbragt i historien fra Svendborg Museum, der for første gang samlet fortæller historien om Danmarks behandling af mennesker anbragt under den danske forsorg i perioden 1945 til 1980.

Over de knap 500 sider står ikke mindst beretninger fra nulevende øjenvidner stærkt frem. Både medarbejdere, anbragte og indlagte fortæller om en tid med fastspænding, tæsk, fratagelse af rettigheder, men også om, hvordan ideer om normalisering og menneskerettigheder langsomt spirede frem i løbet af 1960’erne med øget fokus på pædagogik og undervisning frem til nedlæggelsen af de store institutioner i 1980’erne.

Her er tre sammendrag af personlige beretninger fra rapporten:

En hverdag med tæsk

»Der skulle have været taget hånd om mig«

Rene Hald blev født den 7. december 1951 i København. Han blev anbragt på spædbørnshjem, sandsynligvis tvangsfjernet fra sin mor. Men journalen er gået tabt, så han ved det ikke. Som treårig kom han til Børnehjemmet Bethlehem indrettet i en villa 20 kilometer fra København. Om rutinerne og hverdagen fortæller han:

»Vi stod jo op om morgenen. Så var der en lang stribe håndvaske, og der skulle vi så vaske os. Fødder, ansigt, ørerne og halsen. Ikke numsen og tissemanden, det skulle vi ikke. Det var først om fredagen … det var koldt, jeg havde jo tisset i sengen. Alt var vådt.«

Hvis man ikke overholdt spisetiderne, var der straf. Først og fremmest ikke noget mad.

»Og så klap – hele tiden den der med at slå … Vi blev ikke sparket, det gjorde vi ikke. Men det var hele tiden, og man vidste, at man fik en på skallen.«

En del af straffen var også at stå musestille ved væggen, mens personalet sad i midten og spiste ostemadder.

»Da vi var mindre, der sad frøknerne og fik aftente og deres ostemad, og vi fik jo ikke noget. Men det er ufatteligt den ondskab, der har været. Jeg følte mig ikke tryg.«

Da Rene Hald var fire år skulle han lære at binde snørebånd.

»Det blev vist en gang, og da jeg ikke kunne finde ud af det, blev jeg sat i et hjørne af legestuen. Der skulle jeg blive siddende, til jeg havde lært at binde mine sko. Der var ingen hjælp fra de voksne. Overhovedet.«

»Der skulle have været taget hånd om mig. Og det var ikke kun mig, der var hundredevis af andre børn. Man skulle have taget sig af dem. Man var sgu’ ligeglad, for vi blev opdraget til tjenestefolk, og så var den ikke længere. De var pisse-ligeglade.«

I 1960 skete der nye ting på børnehjemmet. Der blev ansat pædagoger, og 10 år efter blev sovesalene afskaffet til fordel for enkelt- eller tomandsværelser. Ståltallerkenerne forsvandt, og børnene fik tallerkener i forskellige farver.

»Jeg kan godt sige dig, det var en verden … man blev ligefrem glad. Det var en form for noget tryghed.«

Da han fyldte 15 år, kunne han ikke længere bo på Betlehem. Rene Hald blev udskrevet til et pensionat og kom senere på ungdomspension. Her mødte han blandt andet pædagoger, der ville ham det godt. Men det var for sent:

»Det var utroligt dygtige mennesker, men jeg kunne ikke tage imod tingene. Jeg var bange jo, jeg ville hellere gå ud og vaske op eller vaske et gulv eller gå ud og ordne haven … jeg var en klods cement jo. De kunne ikke komme ind, de kunne ikke få fat i mig.«

Rene Hald blev senere ansat som rengøringsmand på Bethlehem, hvor han arbejdede i mange år, frem til børnehjemmet lukkede i 1982. Siden har han arbejdet som rengøringsmand på forskellige institutioner. Han har været på antabus og har opholdt sig på Stolpegården, et psykoterapeutisk center i København. I dag bor han fem kilometer fra sit gamle børnehjem.

Låst inde og bundet til en stol

»Jeg kunne have lært mange ting«

Bente Drejer blev født 18. Juni 1942 og voksede op på Østerbro, indtil hun syv år gammel kom til Åndssvageanstalten Ebberødgård ved Birkerød, fordi hun havde svært ved at følge med i skolen.

På anstalten hjalp hun til på afdelingen. Hun dækkede bord, øste øllebrød op og bonede gulve. Hun kom aldrig i skole og er i dag ked af, at hun aldrig lærte at læse.

»Jeg kan godt skrive ’Bente’ nu, men nogle gange glemmer jeg at skrive Drejer … Jeg kunne have lært mange ting. Det tænker jeg inde i mig selv.«

De fik mange piller. Bente Drejer vidste ikke hvorfor, men man blev »rundt på gulvet af dem.« Om aftenen kom hun i seng klokken syv på de store sovesale. Nogle kom allerede i seng klokken fire, hvis de da ikke lå i sengen hele dagen.

Flere på afdelingen havde muffetrøjer på med handsker. For at de ikke kunne rive sig selv eller tøjet i stykker.

»Der var nogen, der var syge, de kravlede sådan på gulvet … engang var der en, der spiste håret, det var da ikke så godt, hun blev syg … Der var også nogen, der kom ind i et bur, det er rigtigt, de kom ind i et bur ligesom et dyr.«

En enkelt gang blev hun selv låst inde.

»Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde gjort, men i dag kan jeg godt tænke mig, hvad det var for noget, jeg kunne godt blive sur.«

Bente Drejer blev lukket inde, bundet fast til en stol. Og så sad hun sådan hele natten.

»Men jeg tænkte, nå ja, måske dør jeg af det. Men det de gjorde dengang, dengang var de jo ikke kloge nok.«

Under interviewet får Bente Drejer fremvist en patientkjole i rødternet bomuld. Hun holder den ud foran sig.

»Nu skal jeg vise dig det. Sådan her, den gik helt ned til skoene, sådan var det. Man kunne dårligt gå … men når min mor kom og besøgte mig, så fik jeg eget tøj på.«

Bente Drejer så altid frem til forældrenes besøg om søndagen. Så havde de ofte Anders And-blade med, som hun gemte i sin lille trækasse til personlige ejendele. Langt fra alle fik besøg.

»Der var nogle, der var helt alene, som ikke havde nogen far eller mor … der kom slet ikke nogen.«

Som mange andre unge kvinder under Åndssvageforsorgen blev Bente Drejer steriliseret. Og som 17-årig, efter ti år på Ebberødgård, kom hun hjem til sine forældre igen. Hun begyndte at tage bussen til et beskyttet værksted, hvor hun havde flere aktive år med drama, dans og gøgl. Da hendes forældre kom på plejehjem i 1990’erne flyttede Bente Drejer i bofællesskab. I dag bor hun på et nybygget plejecenter for udviklingshæmmede.

Steriliseret mod sin vilje

»Jeg kan ikke fatte, at de kunne ødelægge et menneske«

Karoline Olsen blev født den 6. juni 1930, men i 1936 blev hendes forældre erklæret åndssvage og alle fire børn blev fjernet fra hjemmet og anbragt på optagelseshjemmet Fjordlyst ved Horsens.

Selv om hun kunne læse, skrive og regne, og hun i en intelligenstest som seksårig blev vurderet til at være indenfor normalområdet, blev hun ved en senere test i konfirmationsalderen målt med en IK på 70 og efterfølgende overført til åndssvageanstalten i Brejning.

Karoline Olsen opfatter sig selv som fejlanbragt. Og hun har klaret sig selv, efter hun forlod forsorgen.

»Jeg har kunnet betale mine regninger. Det er klart, at man kunne være lidt tilbageholdende, når man går i skole og sådan, men på den tid var det ret så svært at følge med.«

Karoline Olsen blev steriliseret i 1948. I lægernes indstilling står blandt andet at »der er en overordentlig stor sandsynlighed for, at evt. afkom vil bliver underlødigt på grund af den svære arvelige belastning i hendes slægt.«

Hun blev de følgende år sendt ud i plads på forskellige gårde og hos en bager, men det gik ikke godt. Hun stak af og blev anholdt af politiet i 1951. Lægerne vurderede, at hun burde sendes til Sprogø, for at blive opdraget. Her isolerede man ’moralsk defekte’ kvinder, og her tilbragte hun et år.

I journalen bliver hun beskrevet som fræk og frimodig, og blev blandt isoleret med bælte og remme fordi hun, som der står, er »meget urolig, tankeløs og temmelig ligegyldig med sit arbejde«. Efter Sprogø blev hun sendt ud i skiftende pladser, flygtede og blev anholdt, og kom tilbage til Åndssvageanstalten. Herefter arbejdede hun på hotel og sygehus i Kolding og Fredericia. At hun ofte stak af fra sine pladser handlede om dårlig behandling, forklarer hun i dag:

»I og med at man kom fra et hjem, så tror de altså, at man er lidt tilbage, så de kan gøre hvad de vil. Men med mig gik det ikke, for mange var nærgående og sådan, men jeg kunne sige fra: ’I har jeres egne fruer, anvend dem.’«

Hendes redning blev mødet med manden Sven i 1958. Hun var stadig under forsorgen og måtte ikke forlade sin plads eller gifte sig. Hun var bange for politiet, men det lykkedes parret at blive gift og slå sig ned i Sverige, hvor han arbejdede som lastbilchauffør og Karoline Olsen på fabrik. Hun skrev til den danske stat og bad om at blive opereret, så hun igen kunne få børn. Men fik til sin store sorg afslag. I 1960’erne kom hun og Sven med i en ordning, hvor de hver sommer fik et barn fra dårlige kår i pleje i otte uger. Den ordning var de med i de følgende 20 år.

Karoline Olsen har været enke siden 2006, og hun er stadig ked af, at hun aldrig fik børn.

»Jeg kan ikke fatte, at de kunne ødelægge et menneske, der var frisk, jeg kan ikke få det ind i mit hoved.«

I Sverige har Rigsdagen givet tidligere steriliserede en æresoprejsning og en erstatning. I 2010 stod Karoline Olsen frem med sin historie i danske medier i håb om det samme. Men selv om Dansk Folkeparti, S og SF samlede et flertal, skete der aldrig noget i sagen. Det handlede for Karoline Olesen ikke om penge:

»Jeg skulle hellere have mine børn, så der var nogen, der kunne komme og hilse på,« siger Karoline Olsen, der i dag bog i Skåne i en ældrebolig.

Artiklen her er baseret forskningsrapporten, Anbragt i historien – et socialhistorisk projekt om anbragte og indlagte i perioden 1945-1980. Forfattere: Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen, Jacob Knage Rasmussen, Klaus Petersen. Læs mere på www.anbragtihistorien.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nanna Wulff M.
  • Anders Jensen
  • Pia Qu
  • Marlice Larsen
  • Elisabeth Andersen
  • Alan Strandbygaard
  • jonas larsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Niels Duus Nielsen
  • Else Damsgaard
  • Bente Simonsen
  • David Zennaro
  • Rasmus Knus
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
  • Rasmus Kongshøj
Nanna Wulff M., Anders Jensen, Pia Qu, Marlice Larsen, Elisabeth Andersen, Alan Strandbygaard, jonas larsen, Jens Thaarup Nyberg, Niels Duus Nielsen, Else Damsgaard, Bente Simonsen, David Zennaro, Rasmus Knus, lars abildgaard, Dorte Sørensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Knudsen

Måske er det vigtigt at 'gentage' og bekrive fortidens synder, som er uendelige.
Krigens 2. og 1. verdenskrigs rædsler kører som ? underholdning eller som et pædagogisk indslag om hvordan mennesker kan opfører sig overfor andre mennesker.
(I krig, som idag bestemt af ganske få personer, der sender de andre afsted)
Mit ærinde her, er at rejse spørgsmålstegn ved at 'dyrke' fortidens, synder så det grænser til 'underholdning'.
Der er sket store fremskridt i behandling af mennesker og rigtigt det er ikke lang tid siden, at indespærring var det samfundet kunne tilbyde. Det er idag uforståligt. Men alligevel synes jeg, det som 'underholdning' skal neddæmpes.
Jeg var fra 1967 til 1970 bl.a. revisor på åndsvageforsorgens institutioner Ebberødgård Evensølund m.fl. og var helt ude på de ellers lukkede afdelinger, for at checke om de små pengebeholdninger, nu blev brugt til formålet!!!.
Jeg tror kun et besøg i koncentrationslejrene i Tyskland ville have oversteget de rædsler, jeg kom ud for i de lukkede afdelinger.
Jeg vil alligevel slå til lyd for at vi neddæmper dyrkelsen af det tragiske, selvom nogle områder måske efter 50 år er givet fri til efterforskning og 'underholdning'.
Hvad er formålet med, at i detaljer beskrive elendighederne for nutidens danskere?.

Jan Mogensen, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Torben Knudsen, vi er jo på vej derhen igen. Der er ikke "råd til" at give handicappede de tilskud, som er nødvendige for at de kan leve et "normalt" liv. Der er ikke "råd til" at give de gamle en ordentlig behandling. Der er ikke "råd til" at give evnesvage de udflugter og de oplevelser, som kunne give dem noget glæde. De almindelige borgere her i Danmark er blevet opdraget til at være så egoistiske og selvoptagne, at de fleste vil kunne overbevises om, at det billigste alternativ, nemlig at spærre evnesvage og handicappede inde og kun bruge penge på den allermest nødvendige pleje og bevogtning vil være godt nok - hvis det kan sikre dem udenfor det, de behøver af elektroniske dimser og ret til at opleve og være.
Nej, det er ikke sikkert, at det vil hjælpe noget som helst at blive ved at oplyse om hvad der skete førhen, for det vil faktisk kræve at folk gider høre eller se andet end "mig selv, mig selv og så mig selv". Men jeg mener vi har pligt til at fortælle historierne, og håbe at der ihvertfald er nogle få, der hører eller ser det og vil tale imod gentagelser.

Dana Hansen, Dorthe Jørgensen, Olav Bo Hessellund, Jørgen Malmgren, Anne Eriksen, jonas larsen, Steffen Gliese, Max Hansen, David Zennaro, Orla Finn Pedersen, lars abildgaard, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj, Dorte Sørensen, Birgitte Gøtzsche og Kirsten Svejgaard anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Problemet, som jeg ser det, er, at vi faktisk har flyttet os, men bare ikke nok. At der er underholdningsværdi i grusomhederne skyldes vel, at folkemoralen har ændret sig, og at hvad fortiden betragtede som okay, i dag ses som forkasteligt, og det forkastelige har jo alle dage været god underholdning. Netto er er der dog tale om et lille fremskridt, imo.

Desværre har man i mellemtiden opfundet nye subtile måder at være grusom på, vel at mærke i form af grusomheder, som umiddelbart opfattes som okay, selv om nærmere eftertanke nok vil vise, at det er forkasteligt. Fuldstændig ligesom i gamle dage.

Sorteringen af fostre er et godt eksempel. Der er ingen ofre, for så vidt fostre ikke har rettigheder. Vi sparer en masse penge i omsorgsindustrien, og forældrene slipper for at få deres liv ødelagt. What is not to like?

"evt. afkom vil bliver underlødigt" skrev overlæge Diller-Daller i 1948.

Hvornår er et menneske underlødigt i vore dage? Hvor går grænsen mellem et lødigt og et underlødigt menneske?

Jeg er astmatiker, det koster staten mindst 100 kr. om måneden at holde liv i mig, så jeg kan hæve min kontanthjælp. Astma kan være en livslang lidelse, at modtage kontanthjælp grænser til landsforræderi, mon ikke jeg i visse menneskers øjne er et underlødigt menneske?

Hvem afgør, hvor grænsen går? Forældrene? Lægerne? Politikerne?

Elisabeth Andersen, Dorthe Jacobsen , Dorthe Jørgensen, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Reelt har vi vel her, Niels Nielsen, en situation, hvor borgerløn med ét slag ville rydde det ene socialdarwninistiske sæt af argumenter af bordet!

Anders Jensen, Dorthe Jacobsen , jonas larsen, Niels Duus Nielsen og Frans Mark anbefalede denne kommentar

Kapitalen og dens capóer afgør hvor grænsen går. De har tragisk nok ikke fundet den endnu.

Randi Christiansen, Karsten Aaen og jonas larsen anbefalede denne kommentar

Jeg er rystet over, hvad René, Bente og Karoline var udsat for i danske institutioner i deres barndom og ungdom.

Jeg undres over tidsånd i Danmark, i perioden fra 30-erne til langt ind i 70-erne, som tillod, at børn og unge udsattes for vilkår, som beskrevet ovenfor.

Mange forfattere og filminstruktører har beskrevet og bearbejdet denne tidsånd, som ikke kun var i Danmark, men i store dele af Europa i denne periode, med nedværdigende behandling af uhyggeligt mange mennesker, børn, unge, voksne. Film som "Den enfoldige morder", "Ditte Menneskebarn", "Pelle Erobreren", "Ondskab", "Drømmen" fortæller denne historie, som er en ikke så fjern fortid, som vi ønsker at forestille os.

Lad nutidens Danmark lære af den gamle tidsånds uhyggelige fejl og komme videre med reelle demokratiske værdier, med anstændige uddannelser for alle og med gode job for alle og med velfærd for alle.

Dana Hansen, Dorthe Jørgensen, Steffen Gliese, Jørgen Malmgren og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mogens Fosgerau

Det er ikke altid bedre i dag. Prøv at søg "13-årig pige med autisme" på Facebook. Vi snakker heftig og ulovlig medicinering, hyppige og voldsomme magtanvendelser og brug af isolationscelle. Vi snakker larmende inkompetence og totalt fravær af relevant specialpædagogisk viden. Vi snakker om et system, der i sin inkompetence gør forældrene til problemet og truer med fratagelse af forældremyndigheden.

Dana Hansen, Alan Strandbygaard, jonas larsen, Lars Jensen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

----- og for mange snakker for lidt med hverandre og betror hellere deres problemer til en autoritær akademiker med tavshedspligt og hjerneskade - - -

Steffen Gliese

Det er nok den mest grundlæggende menneskeret at kunne få børn - og det er ikke folks skyld, at samfundet i dag er struktureret på en måde, som ikke giver alle mulighed for at skrabe føde sammen pga. kompleksiteten.