Så ung og så uskyldig

Den 14. november 1914 døde forfatteren Herman Bangs kunstneriske protegé, den 34-årige Stellan Rye, på et feltlazaret i Ypres i Belgien. Rye havde ved udbruddet af Første Verdenskrig meldt sig frivilligt til den tyske hær, og få måneder senere var han altså død. Kimen til Ryes undergang blev dog lagt i Danmark tre år forinden, da en stjålet pung ledte til afsløringen af en trækkerdrengsring på Hærens Elevskole.

Som det fremgik i artiklen For gud, konge og tissemænd (bragt i Moderne Tider den 15. november 2014), var Gardehusarerne eftertragtet blandt homoseksuelle i København for 100 år siden. Da soldaterlønnen dengang var meget ringe, supplerede flere husarer derfor deres indtægt ved at trække, primært i form af gensidig onani, til en pris af ca. to kr. Gardehusarerne var på ingen måde de eneste soldater der trak, og som denne artikel vil dokumentere, så var soldaterprostitution også udbredt på Hærens Elevskole. Eleverne på skolen havde måske ikke husarenes flotte uniformer eller fandenivoldske ry, men de havde noget andet, nemlig deres spirende ungdom.

Hærens Elevskole optog drenge fra hele landet i alderen 14-16 år og uddannede dem til underofficerer gennem et fireårigt forløb. Eleverne var altså unge, og dem fra provinsen manglede ofte et netværk i København. Selve skolen havde til huse på Frederiksberg Slot, og eleverne kunne i deres fritid færdes frit i byen. Men eleverne fik ingen lommepenge, og der var i København et klientel som foretrak unge trækkerdrenge. I 1906 skabte det eksempelvis meget postyr og forargelse, da det blev offentligt kendt, at en gruppe knægte på Vesterbro solgte sig til ældre mænd. Som sensationsavisen Middagsposten skrev: »Men betragt engang nøjere de slanke, kvindeagtige, unge Fyre, der, ulasteligt klædte, opsminkede og pomadiserede, så de stinker, slentrer hen ad Asfalten, medens deres store Øjne sender smægtende Stråler hen til de forbipasserende – ældre Herrer. Se deres vrikkende Gang, deres Skøgemanerer og den skøgeagtige Påtrængenhed over for dem, de endelig får lokket ind i Sidegaden. – Det er Storbyens allerlaveste Kryb, den mandlige Prostitution.«

Den stjålne pung

I januar 1911 traf den 18-årige elev Harry Ballisager et skæbnesvangert valg. Under en militærøvelse ved et kanonbatteri stjal han en pung. Mistanken rettedes hurtigt mod Harry, og efter et krydsforhør indrømmede han tyveriet. Harrys overordnede var derefter interesseret i, hvor han egentlig fik alle de penge fra, som han brugte på tøj og fornøjelse. De regnede sikkert med, at han stjal dem, men det var ikke tilfældet. Dybt fortvivlet indrømmede Harry nemlig, at han tjente penge ved at trække, hvorefter han opgav navnene på nogle af sine kunder, herunder Stellan Rye. Hæren så med stor alvor på sagen, da man mente, at soldaterprostitution ville ødelægge og korrumpere soldaten og ungdommen generelt. Forhørsrapporten konkluderede: »Dels for at forhindre Eleven, der efter Tilståelsen var meget ulykkelig, i at begå Ulykke på sig selv, dels for at forhindre, at de i Sagen impliceret bliver underrettede, har Batteriet dags dato klokken 11:45 hensat Eleven i foreløbig Arrest i Kasernevagten.«

Allerede få dage efter blev der nedsat et krigsforhør, der skulle klarlægge, hvor stort et problem soldaterprostitution var på Hærens Elevskole. Det var i mellemtiden blevet klart, at Harry nok ikke var den eneste der trak. Flere elever, herunder elever, der var afgået fra skolen og nu gjorde tjeneste andet sted i Hæren, skulle også forhøres. Under krigsforhøret forklarede Harry, at det var medeleven Otto Rasmussen, der indledningsvis havde introduceret ham til nogle ældre homoseksuelle kunder. Gennem dem havde han lært andre kunder at kende. Harry fortalte videre, at han med tiden var begyndt at få moralske skrupler, og at han ønskede at stoppe »fordi det efterhånden var blevet klart for ham, at det vilde ødelægge ham, hvis han blev ved. Det havde ikke stået ham klart fra først af, at sådanne Omgang mellem to Mennesker af samme Køn var utilladelig. Han var 15 År gammel, da han begyndte dermed. Han kendte ingen i Kjøbenhavn og syntes, at det var godt at have disse Personer.« Otto Rasmussen blev ligeledes afhørt. Han nægtede indledningsvis alt, men gik til sidst til bekendelse. Otto trak, og det var ofte ham, der havde introduceret de andre elever til at trække. Den første kunde, Otto havde været sammen med var angiveligt Rye, som en tidligere elev på skolen havde præsenteret ham for.

Under krigsforhøret indrømmede i alt ni elever/tidligere elever, at de havde været sammen med ældre mænd for penge. De afhørte elever var nu omkring de 18 år, og flere havde trukket siden 15-16 års alderen. De nægtede at have dyrket anal- eller oralsex med kunderne, såkaldt omgængelse mod naturen, hvilket var strafbart. Den seksuelle akt bestod primært af gensidig onani eller sex mellem lårene. Hovedparten forklarede, at de generelt trak for pengenes skyld, men det var ikke altid den eneste grund.

Tidligere elev Holger Bratten konstaterede eksempelvis, at han »vidste, at det var galt, hvad han gjorde. Han indlod sig ikke derpå, fordi det var ham selv en Tilfredsstillelse, heller ikke så meget for Fortjenestens Skyld, som fordi Rye læste Matematik med ham, lod ham spille på sit Klaver og gav ham Teaterbilletter«. Ligesom Harry var Holger fra provinsen, og han har sandsynligvis længtes efter en form for socialt samvær uden for Hærens strenge rammer.

Pikant sjov

Spørgsmålet var, hvad Hæren og Krigsministeriet skulle stille op med de ni elever. Var eleverne blevet åndeligt og legemligt fordærvet, og derfor uegnet til Hæren, eller var deres unge alder en formildende omstændighed? Arrestvagtmester Ludvig Ludvigsen, som var far til en af de ni, argumenterede i et brev til Forsvarsministeren for sidstnævnte:

»Deres Excellence! I Ærbødighed beder jeg, at der ved Sagens endelige Afgørelse, som jo ligger i Deres Hånd, må blive taget lidt Hensyn til, at min Søn og hans Kammerater dog kun var 16-årige Drenge – ukjendte, som de var med Kjønslivets forskellige Faser – da de faldt i disse skændige Menneskers Hænder. De har sikkert fra Begyndelsen nærmest betragtet det hele som noget ’pikant Sjov’.« Ludvigsen var derudover overbevist om, at hans søn var offer for hypnose: »Et andet Moment, som under Samtaler med min Søn er fremkommen, tillader jeg mig at fremføre: I de ca. 2 Måneder, han af og til var sammen med en af disse ’Homosexualister’, synes det uden for al Tvivl, at han har været under hypnotisk Påvirkning af denne! Lige fra 1ste Gang han var sammen med dette Individ, væmmedes han bestandig mere og mere ved ham, men når så Mennesket stirede på ham med sine stikkende tårefyldte Øjne og talte grædende til ham, ’så var det, Far’ – siger min Søn – ’som om jeg drømte’.«

Mens man i Krigsministeriet tog stilling til de ni elevers skæbne, overvejede de civile myndigheder, hvordan man til skræk og advarsel kunne straffe de ældre homoseksuelle kunder, men det var vanskeligt. Nok var eleverne unge, men ingen havde indrømmet, at de havde dyrket anal- eller oralsex med kunderne, kun gensidig onani og sex mellem lårene, hvilket ikke umiddelbart var strafbart. Der var imidlertid skærpende omstændigheder, såsom ’Forførelse af Ungdommen’. Kunne man bevise, at en elev, som ikke førhen havde været sammen med andre mænd, var blevet forført af en kunde, så havde kunden forført og ’smittet’ ungdommen med homoseksualitet. Det var dårligt nyt for Rye, da han jo angiveligt var Ottos første mandfolk.

Inden sagen om de trækkende elever kom til overfladen, var Stellan Rye ellers på vej til at blive et stort navn i det danske kulturliv. Rye havde tidligere været officer, men tog i 1906 sin afsked. Der var rygter, men officielt forlod han Hæren for at forfølge en kunstnerisk karriere. Rye var protegé af Herman Bang og instruktør på Det Ny Teater, og han havde skrevet en række skuespil. Derudover var Rye homoseksuel, og han havde et blakket ry blandt eleverne på Elevskolen. En elev forklarede under det tidligere krigsforhør: »Da der i April f.A. var en Opvisning af Elevskolens Elever i Koncertpalæet, var Rye en af Arrangørerne. Han vilde gerne give sig af med Eleverne, men ingen vilde have med ham at gøre, da det var kendt blandt dem, hvad han var.« Det var dog ikke helt rigtig, for ud af de ni elever havde Rye været sammen med syv af dem, og han havde sandsynligvis en svaghed for de unge elever. Ifølge Harry havde Rye tidligt i deres bekendtskab spurgt, hvor gamle ham og Otto var. Da de svarede 15 og 16 år bemærkede Rye angiveligt: »Så ung og så uskyldig.«

Retssagen

Forholdet mellem eleverne og kunderne var generelt personligt, og mange havde kendt hinanden i flere år. Selv om der blev betalt for seksuelle ydelser, så handlede det ikke udelukkende om det. Nogle gange besøgte eleverne blot kunderne for at hygge sig, for at få et pusterum væk fra Hæren, og interaktionen mindede på mange måder om vor tids sugardating.

Grundet de nære relationer var det ikke svært for myndighederne at identificere kunderne, og Rye blev i forbindelse med retssagen, der begyndte i marts 1911, anholdt. Sagen blev fulgt af pressen, og risikoen for at havne i offentlig gabestok, fængselsstraf eller tvangsindlæggelse blev for meget for tre af kunderne. De flygtede simpelthen ud af landet.

Den første, der flygtede var en Johannes Wirsing. Han var tidligere dømt i sagen om trækkerdrengene på Vesterbro i 1906, hvor han var blevet tvangsindlagt, da homoseksualitet dengang blev betragtet som en sindslidelse. Nu var han mistænkt for at have forført tre af eleverne, og det blev værre. Under retssagen indrømmede Otto pludseligt, at Wirsing tre år forinden faktisk havde »suget« på hans mandelige lem. Det var omgængelse mod naturen. Johan Jedrowsky, det var ham som angiveligt skulle have hypnotiseret arrestvagtmester Ludvig Ludvigsens søn, flygtede også, måske i panik, for han vendte tilbage til Danmark året efter. Begge var ugifte, og det samme var kammerjunker og fuldmægtig Holger Nyholm. Nyholm havde nok en fin titel og et godt arbejde i Marineministeriet, men trods det rejste han til fjerne himmelstrøg og blev direktør for en opdragelsesanstalt på Java.

Ikke alle flygtede, og udover Rye gik anklagemyndigheden blandt andet efter fabrikant Valdemar Arendrup, fuldmægtig og kammerjunker Christian Gertner samt fabrikant Aage Lichtinger. De var ligesom Rye ugifte, fra det pæne borgerskab, og både Arendrup og Gertner havde også været involveret i sagen fra 1906. Arendrup tilstod under retssagen, at han havde været sammen med flere af eleverne, herunder at have forført Harry. Han tilstod i håbet om, at han ikke skulle tvangsindlægges. Harry havde via Arendrup lært Gertner at kende, og Gertner indrømmede, at de havde været sammen. Det så dog ikke alt for alvorligt ud for Gertner, da han ikke havde været sammen med andre elever, og Harry var jo allerede fordærvet. Lichtinger havde også været sammen med Harry samt to andre elever, men han havde ikke forført nogen. Lichtinger led dog af, hvad han kaldte »saddistiske Tilbøjeligheder«. Det indebar, at eleverne med blottet bagdel skulle lægge sig på Lichtingers knæ, hvorefter han med flad hånd, stok eller ris smækkede dem et halvt minuts tid. Seancen blev afsluttet med et handjob.

Der blev under retssagen brugt megen energi på, hvorvidt Rye faktisk havde forført Otto. Rye benægtede hårdnakket, da han mente, at Otto var erfaren og på ingen måder urørt. Otto holdt dog på sit, og han udbrød grædende i retten: »Stellan, du var den første.« I løbet af retssagen kom det også frem, at nogle elever var entreprenante, når det kom til udvidelse af deres kundekreds. De kunne eksempelvis finde på at opsøge en potentiel kunde på hans bopæl eller ringe til ham.

Thi kendes for ret

Den 27. juni 1911 blev Rye, Arendrup og Lichtinger idømt henholdsvis tre, to og én måneds fængsel, mens Gertner gik fri. Den dengang indremissionske avis Kristelig Dagblad var harm. Avisen mente, at frifindelsen af Gertner og de relative milde straffe ville signalere en form for lovmæssig accept af homoseksuel prostitution, og avisen frygtede, at der ville komme flere mandelige skøger i København. Det var Kristeligt Dagblad ikke alene om, og anklagemyndigheden appellerede da også dommen. I november samme år fik blandt andet Rye skærpet straffen til 100 dages fængsel. I mellemtiden var de ni implicerede elever blevet smidt ud af Hæren. Flere af forældrene til de unge havde ellers kæmpet bravt for deres børns fremtid, og i et brev til Frederik den 8. bad de nådigst kongen om at gribe ind: »Vi beder derfor underdanigst Deres Majestæt, i det vi er fuldt overbeviste om, at Deres Majestæt forstår den Sorg, der besjæler os ved Tanken om vore Børns Fremtid – at antage sig disses Sag, således at de ikke afskediges af Hærens Tjeneste, men vedblivende får Lov til at vie sig det Livskald …« Lige lidt hjalp det, og med de verserende homoseksuelle rygter om Frederik den 8.’s egen søn, prins Harald, kunne kongen næppe stille meget op.

Da Rye kom ud af fængslet i 1912 var han ruineret og knækket. Han forlod Danmark for altid, og bosatte sig i Berlin, hvor hans kunstneriske talent atter begyndte at blomstre. Rye blev en pioner inden for den tyske ekspressionistiske filmskole, og i 1913 instruerede han filmen Studenten fra Prag, som blandt nogle regnes for den første horror-film. Året efter brød Første Verdenskrig ud, og Rye meldte sig frivilligt, angiveligt fordi han følte, at Tyskland havde været god mod ham. Kort tid efter blev han dødeligt såret, og det var så det.