Sorg har ingen alder

»Jeg er ikke bange for at glemme hende. Men når jeg skriver noget ned i hånden, tænker jeg mig om. Jeg får det i hvert fald sådan, at jeg tænker mig grundigt om. Jeg tænker: Hvad ville hun have syntes som det? Som om hun stadig lever.«

Det er enkemanden Per Hoff, der taler. Om sin hustru Bitten, der døde for tre år siden. Og om, hvordan han stadig holder kontakten ved at skrive breve til hende i en lille sort skitsebog. Citatet stammer fra bogen Sorg – når ægtefællen dør, som udkommer midt i april – om den sorg, der rammer, når man mister sin livsledsager.

Bogen bygger på den nyeste sorgforskning, der gør op med en lang række myter, der ellers i over de seneste 100 år har været dominerende i vores forståelse af sorg. Først og fremmest ideen om, at sorg skal foregå på en helt bestemt måde, forklarer Maja O’Connor, psykolog, ph.d og sorgforsker ved Aarhus Universitet.

»Sorg er en langt mere nuanceret og individuel proces, end vi tidligere troede. I de modeller, vi førhen havde for sorg, lå der en antagelse om, at man skulle gøre noget bestemt i en bestemt rækkefølge for at sørge rigtigt – det har man gjort op med.«

Førhen mente man, at sorg forløb ens for alle: Sorgarbejdet varede et år eller to, man frigjorde sig gradvist fra sine bånd til afdøde i løbet af fire faser, så man kunne gå ud og investere sin energi i nye relationer og handlinger. En sorgmodel udformet af de store tænkere inden for psykologien, blandt andet Sigmund Freud, og finpudset hen over det følgende århundrede.

»Freuds teori var, at vi skulle frigøre os fra den energi, vi har bundet op på det, vi har mistet. Og det gjorde man ved at komme i kontakt med følelserne og udleve dem, og eksempelvis hulke til følelserne aftog,« forklarer Maja O’Connor.

Ind og ud af sorgen

Og sådan foregår processen også for nogen, men langt fra for alle. Tvært imod får nogle mennesker det værre af at blive konfronteret med sorgens følelser på andres initiativ.

Men hen over det seneste årti har sorgforskningen ændret kurs. I dag taler man om, at sorg foregår efter en såkaldt ’tosporsmodel’, blandt andet baseret på hollandsk forskning i en stor gruppe voksne menneskers sorg efter at have mistet deres partner. I tosporsmodellen ser man sorgarbejdet som en vedvarende bevægelse mellem sorgens følelser og det liv, der er tilbage at leve i.

»Ind imellem holder de et frikvarter, hvor de tænker på noget helt andet og eksempelvis tager sig af alle de opgaver, der hører sig til, når man bliver alene, hvorefter de træder ind i sorgen igen. Sorgarbejdet foregår som en slags pendulering – nogle gange inden for minutter eller timer, mens man andre gange ikke tænker på afdøde i lange perioder eller modsat kan dvæle ved minderne om livet med den afdøde,« siger Jorit Tellervo.

Hun er sygeplejerske og projektleder i Videncenter for Rehabilitering og Palliation, hvor hun de seneste år har arbejdet med efterladte ægtefællers sorg. Og så er hun forfatter til førnævnte bog.

»Man kan sammenligne processen med at stå i strandkanten og ind imellem blive overskyllet af en bølge af vand. Og så når bølgen trækker sig tilbage, finder man et ståsted igen,« siger Jorit Tellervo.

»Efter begravelsen, hvor familien var her i huset, ville ingen sove i hans seng, og så sagde jeg, at det ville jeg gerne, det kunne jeg ikke se noget forkert i. Det er jeg blevet ved med siden, jeg synes, det er rart – og jeg har stort set ikke ændret noget i huset. Desuden går jeg altid med en bestemt perle i en kæde, som han har givet mig, købt af en perlefisker i Stillehavet.«

Sådan fortæller Kirsten Pedersen om tiden efter, at hun mistede sin ægtefælle John, som hun bærer med sig – også i kæden om halsen.

Med til den nye sorgforståelse følger også en accept af, at den døde bliver ved med at være en del af den efterladtes liv. At man eksempelvis har behov for at tale om den døde, overveje hvad han eller hun ville have sagt og gjort eller blive ved med at have friske blomster foran sin kones portræt.

»Det er ikke kun smertefuldt at være i sorgen. Det kan også være dejligt at være i forbindelse med det, der hørte fortiden til. Vi kan integrere det, og afhængigt af relationen vil det fylde mere eller mindre. Men nogle mennesker bliver ved med at have en relation til den døde,« siger Jorit Tellervo.

Intet bliver som før

Ud over sorgen, kan det for mange være en ekstra byrde, at omgivelserne har bestemte forventninger til, hvordan de skal håndtere situationen. Og det kan være med til at forværre tilstanden, forklarer psykolog Jan-Henrik Winsløv, daglig leder af Enhed for Selvmordsforebyggelse på Aalborg Universitetshospital. Sorgen kan være svær at forstå for omgivelserne, som ind imellem bliver bekymrede for, om den efterladte sidder fast:

»De vil måske gerne have den gamle person tilbage, så alt bliver som før. Men selv om der er gået lang tid, kan man stadig savne den, man har mistet. Der kan være situationer, eksempelvis mærkedage, hvor man blive overvældet af sorg. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke har flyttet sig. Sorgen vil sjældent være lige så intens, men den vil være der.«

»For eksempel har jeg hørt nogen sige, at når man når en høj alder, så er sorg jo ’noget andet’, for så har man gjort op med livet. Det er altså noget sludder, for så længe du har dit liv her på jorden, lever du jo. Vi er altså ikke sådan nogle, der bare går og venter på at dø. Andre siger også: ’Jamen du har jo børn og børnebørn’, som om det så løser alt.«

Sådan lyder det fra Ellen Schultz, der blev alene efter 61 års ægteskab med David. Og som savnede omgivelsernes forståelse. Blandt andet fordi man som ældre efterladt bliver mødt med klicheer som, at man bør være glad for, at man har fået så mange gode år sammen.

Den nye forståelse af sorg gælder tab på forskellige tidspunkter i livet. Sorg har ingen alder, forklarer Jorit Tellervo:

»Det handler ikke om, på hvilket tidspunkt sorgen rammer, eller hvor længe man har været sammen med sin partner. Det handler om relationen,« siger hun.

I 2014 døde godt 51.000 danskere – heraf var 82 procent over 65 år. I Danmark mister 80 procent deres ægtefælle eller partner, efter at de er fyldt 65. Der har tidligere været meget lidt fokus på ældre efterladte, selv om det er her, man statistisk set oftest mister sin partner. Man har i sorgkulturen haft den holdning, at det var naturligt.

»Og så har man haft en forventning om, at det også er naturligt på det følelsesmæssige plan. Men sådan er det ikke. Det er ikke et tab, man kan forberede sig på. Man kan lære at hælde benzin på bilen eller lave mad, til den dag hvor han eller hun ikke er her længere. Men man kan ikke forestille sig, hvordan det er at spise sin mad alene. Eller ikke have nogen at sige godnat eller godmorgen til. Man mister ikke kun den anden, men også en del af sig selv. Som partnere er man bundet sammen i omtanke og medtanke, og derfor står nogle mennesker ikke tilbage som en person, hvor der før var to, men nærmere som en halv,« siger Jorit Tellervo.

Den komplicerede sorg

Tilmed er mange ældre i en periode af deres liv, hvor også venner eller søskende går bort, og det kan forstærke sorgen. Hvis man ikke længere har et arbejde, og netværket også er smallere, er man sårbar over for at udvikle en depression. Og når sorgen bliver meget pinefuld, kan døden virke tillokkende.

»Der er mange efterladte, der får tanker omkring, hvorvidt livet er værd at leve. Og for nogle er det en åndelig overbevisning, at man måske kan komme til at forenes med afdøde igen,« siger Jorit Tellervo.

Selvmordsrisikoen øges mellem otte og ni gange for mænd, der mister deres ægtefælle, og mellem fem og seks gange for kvinder. Og der findes tilfælde, hvor sorgen bliver så pinefuld og fastlåst, at der er brug for professionel hjælp. Det kaldes kompliceret sorg og rammer anslået omkring 15 procent af alle efterladte.

»Man taler om kompliceret sorg, hvis den bliver ved med at være lige intens i mere end et halvt år. Og den efterladte bliver ved med at have det dårligere end før tabet. Så skal sorgstøtten suppleres med et behandlingstilbud,« siger Jorit Tellervo.

Det giver god mening at arbejde for, at den sorgramte ikke lander der. Ud over at det giver stærkt forringet livskvalitet, når hjertet smerter af længsel, handler det også om samfundsøkonomi, påpeger Maja O’Connor:

»Hvis man har et ubehandlet, vedvarende sorgforløb, får man et dårligere funktionsniveau. Man bliver dårligere til at passe sit job, man klarer sig dårligere i forhold til eventuelle sygdomme, og nogle udvikler et højere forbrug af alkohol og medicin. Så der kan sættes mange onde spiraler i gang, hvis vi ikke støtter op om mennesker i sorg,« siger Maja O’Connor.

Selv om man taler om en ny sorgforståelse, er det faktisk viden, som har været kendt i over et årti. Men det tager lang tid at ændre på en sorgkultur. Den er så integret i vores forståelse, ja selv i vores sprog, at mange af os, uden at tænke over det, møder efterladte med klicheer om, at ’komme videre’ og ’igennem’ og ’over’ sorgen.

At dele sorgen

»I mødet med efterladte bliver vi selv konfronteret med, at vi alle skal dø. Det pirker til vores dødsangst. Så på den måde var den tidligere forståelse, hvor sorg var noget, man kom igennem, også kærkommen, for så blev døden jo pakket væk igen,« siger Jorit Tellervo.

De senere år er sorggrupper til efterladte ægtefæller dukket op mange steder i landet. Og selv om det kan være en overvindelse at dele sorgen med fremmede, fortæller flere i bogen, at det er en lettelse at opdage, at andre har det på samme måde. For nogen har det givet dem modet til at finde en ny partner.

Eksempelvis Lone Emig, der fandt en ny kæreste fire år efter mandens død. Hun siger:

»En enke før i tiden havde ikke noget liv og ingen seksualitet, for det ville alt sammen have været provokerende. Men jeg er vokset op i en helt anden tid for kvinder. Jeg har været rødstrømpe som ung, været i basisgruppe, været på arbejdsmarkedet hele livet, blevet ved med at uddanne mig og redet på en bølge af frigørelse for kvinder. Det er helt naturligt for mig at styre mit eget liv og søge at udvide mine horisonter.«