Læsetid: 8 min.

Sorg har ingen alder

Den nyeste sorgforskning gør op med en lang række forestillinger om den rigtige måde at sørge på, når vi mister eksempelvis en livsledsager. Sorg handler ikke om at komme over og igennem. I stedet svinger vi mere som et pendul ind og ud af smerten. Somme tider resten af livet
14. marts 2015

»Jeg er ikke bange for at glemme hende. Men når jeg skriver noget ned i hånden, tænker jeg mig om. Jeg får det i hvert fald sådan, at jeg tænker mig grundigt om. Jeg tænker: Hvad ville hun have syntes som det? Som om hun stadig lever.«

Det er enkemanden Per Hoff, der taler. Om sin hustru Bitten, der døde for tre år siden. Og om, hvordan han stadig holder kontakten ved at skrive breve til hende i en lille sort skitsebog. Citatet stammer fra bogen Sorg – når ægtefællen dør, som udkommer midt i april – om den sorg, der rammer, når man mister sin livsledsager.

Bogen bygger på den nyeste sorgforskning, der gør op med en lang række myter, der ellers i over de seneste 100 år har været dominerende i vores forståelse af sorg. Først og fremmest ideen om, at sorg skal foregå på en helt bestemt måde, forklarer Maja O’Connor, psykolog, ph.d og sorgforsker ved Aarhus Universitet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
  • Brian Rosberg
  • Anne Eriksen
  • Tom Dalager
  • Kristian Rikard
  • Nanna Wulff M.
  • Brian Pedersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Trille Hassager
peter fonnesbech, Brian Rosberg, Anne Eriksen, Tom Dalager, Kristian Rikard, Nanna Wulff M., Brian Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Trille Hassager anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna Wulff M.

Jeg var omkring 13 år gammel da min mor døde Selv om jeg græd følte jeg ikke sorg. Men da jeg blev gravid - jeg var 21 dengang i 1968 - da følte jeg en dyb sorg. Jeg græd og græd! Hvor var min mor?

Jeg husker stadig, hvor fortvivlet jeg pludselig var over min mors død.

Hans Ditlev Nissen, Brian Pedersen og Peter Poulsen anbefalede denne kommentar
Peter Poulsen

Vi kan kalde det sorg når vi skal udtrykke det overfor andre. Men indadtil bør vi ikke give følelser navn - de må have plads til at mærkes, leves. Ord og ideer kæmper med følelserne om pladsen og forhindre os i at give dem fuld opmærksomhed. Men kan vi lægge vore forestillinger til side, så er sorgen måske ikke længere sorg, men noget andet og muligvis allerede borte. For måske ligger det smertefulde gemt i fastholdelsen af ordet og erindringen og ikke i selve følelsen.

Brian Pedersen

Jeg har oplevet alt for meget død, en af dem tog livet af mig, jeg er her godt nok fysisk, men nu har det været sådan i 14 år, tilstanden har forandret sig over tid, men resultatet er det samme og tror aldrig det bliver anderledes.

Nanna Wulff M.

Peter Poulsen.

"...måske ligger det smertefulde gemt i fastholdelsen af ordet og erindringen og ikke i selve følelsen."

Ja, erindring sidder i hele kroppen og kan, ligesom med duft, fremkalde meget specifikke episoder og sansetilstande. En duft af syren kombineret med aftenlys og solvarme kan pludselig fremkalde en sindstilstand man helt havde glemt.

"Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved,
men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår.!

Jeg elsker dette citat og brugte det også fornylig ved bisættelsen af en nær ven.
Men jeg har glemt, hvor jeg har læst/hørt det først og hvem ophavsmanden er.

Kan nogen hjælpe?