Stoffer, job, studier, og succes

Der stadig over to måneder til de afsluttende eksaminer, men alligevel er der panik i luften i Edinburgh i den studenterhybel, hvor jeg spiser middag. »Vi kan alle mærke det«, siger Suzy. Mærke hvad? »Presset. Der er så meget pres«. Hvad handler det om? Om din eksamen? Eller hvad du skal bagefter?

»Det hele. Jeg havde ikke engang lyst til at gå på uni, men alle sagde, jeg skulle. Og hele det kæmpepensum, jeg skal igennem! Der er bare ... så meget af det. Uden Modafinil ville jeg ikke have en chance.«

Modafinil er en receptpligtig medicin mod narkolepsi, som ifølge den britiske lægemiddelstyrelses hjemmeside »stimulerer centralnervesystemet« og »forhindrer overdreven søvnighed i dagtimerne«. Indtil for en uge siden havde jeg ikke hørt om stoffet, men det viser sig, at alle i lokalet har taget det – fem kvindelige studerende, der bor her, og fem mandlige, de har inviteret til middag.

»Man bliver ikke mere intelligent«, siger Phoebe, der er historiestuderende. »Men man kan overkomme meget mere uden at føle sig distraheret. Man er faktisk glad for at gå på biblioteket og har ikke engang lyst til at stoppe til frokost. Selv når klokken bliver 19, har man det stadig sådan ’hey, jeg kan godt lige tage en time mere’.«

Men er det ikke snyd? Er det ikke som doping i cykling: Hvis rigtig mange tager det, står man ringere ved at holde sig udenfor?

»Det sagde min ekskæreste også«, siger Johnny, som også læser historie. »Men da hun så selv mærkede presset, var hun mere sådan: ’Kan du ikke skaffe mig det?’«

Alle tager det, siger de. Alle? »Ja, alle,« siger Phoebe. »I al fald alle, jeg kender.«

Men man skal passe på med det, siger Johnny. »Det giver en fantastisk koncentration, men man skal sørge for at sidde foran bøgerne. En gang kom jeg til at bruge fem timer på at omarrangere mit iTunes-bibliotek i stedet.«

Studielivet har ændret sig, og ikke kun i forhold til min egen studietid for en generation tilbage. Det har også ændret sig i forhold til for fem år siden. Jack Rivlin, som er redaktør for The Tab, et netværksite for studerende, ser en tydelig forandring i trafikstatistikkerne.

»De historier, der samler flest hits fra de studerende, handler om cv’er, stillinger og studieafgifter. Vi kan aflæse, at de studerende er langt mere karrierebevidste end for fem år siden, da jeg var studerende. Hele atmosfæren er langt mere konkurrencepræget.«

Det er her, Modafinil begynder at ligne et symptom, snarere end en årsag. Sammen med de andre ’smarte stoffer’, der bliver stadig mere almindelige på universiteter i hele Storbritannien–Ritalin, Adderal, Dexedrin, alle oprindeligt medicinske præparater mod ADHD.

De studerende, som tager afgangseksamen i år, bliver de første i Storbritannien, som kommer ud på arbejdsmarkedet med massiv gæld i bagagen. De vil i gennemsnit skylde 44.000 pund som et resultat af studieafgifter indført af den siddende borgerlige koalitionsregering. De kommer samtidig ud til høje ledighedstal for akademikere og til historier om udnyttelse af praktikanter, der må betaler penge for at få publiceret artikler eller få referencer til deres cv.

Får man så tilbudt en lille hvid pille, der lover øget produktivitet, større fokus, flere timer i biblioteket og i sidste ende en bedre eksamenspræstation, er det svært ikke at blive fristet.

Jeg hører mange historier om umulige deadlines, der blev nået, men da jeg er ved at gå, siger en af de stille kvinder til mig: »Det er forfærdeligt. Jeg blev ... meget ængstelig. Nedtrykt.«

’Kognitiv forstærkning’

Stoffer er ikke noget nyt – hver generation har haft sit foretrukne. LSD leverede den bevidsthedsudvidende kulisse til 1960’erne, ecstasy kickstartede ravekulturen og endnu en summer of love sidst i 1980’erne. Men brugen af stoffer med henblik på at arbejde hårdere, komme foran i konkurrencen, producere mere – den er ny. Anjan Chatterjee, professor i neurologi ved University of Pennsylvania og forfatter til nogle af de mest citerede artikler om de etiske problemstillinger ved ’smarte stoffer’, joker om det:

»Da jeg var ung, brugte de studerende stofferne til at tjekke ud. Nu bruger de dem til at tjekke ind«.

Han har i løbet af de sidste 10 år iagttaget, hvordan en ny generation af amerikanske studerende doper sig med medikamenter, de tror kan give dem konkurrencefordele.

»Fænomenet findes i dag også på gymnasieniveau, især i velhaverforstæder. De studerende ser ikke engang stofferne som medicin, kun som hjælpemidler. På de amerikanske campusser er der vokset et helt gråt marked frem. I forvejen har op mod en tredjedel af eleverne recept på en psykoaktiv medicin – det kan være antidepressiver, angstdæmpende midler eller medicin mod ADHD – så tilgængeligheden er høj. Ofte videresælger de bare medicinen på biblioteket.«

Han forudser, at ’kognitiv forstærkning’ – eller kosmetisk neurologi, som han kalder det – med tiden vil blive set som lige så normalt, som kosmetisk kirurgi er det i dag. Er stofferne tilgængelige, vil folk bruge dem. Og hans fornemmelse er, at »det ikke er stofferne, der forårsager konkurrencebevidstheden. Den findes i forvejen. Stofferne afspejler den. De er del af en pakke af bredere kulturelle tendenser«, som passer til noget, som allerede findes i vores kultur. »Og det er det, der bekymrer mig. Det er denne utrættelige jagt på produktivitet, og især materiel produktivitet, der ser ud til at ligge bag det her. At opsøge stofferne er et symptom på dén underliggende impuls.«

»På første studieår anede jeg ikke, man kunne få den slags«, siger Phoebe. »Det var de amerikanske studerende, der introducerede os til det. De tager stoffer allesammen, har fået recepter og sælger dem videre«.

Johnny beskriver sine første erfaringer med Adderall – han købte pillerne af en amerikansk medstuderende. »Det var en underlig følelse. Jeg husker, at jeg var til eksamen og tænkte ’det her er frygteligt: Jeg har det, som om jeg skal besvime.’ Men samtidig kunne jeg huske ting. Jeg kunne huske hele afsnit, næsten ord for ord. Det var vildt, så meget min hukommelse var forbedret. Men det var også enormt ubehageligt.«

»Sidste år var der en der fik fat på en recept på Modafinil og begyndte at sælge pillerne. Senere gik vi over til at købe dem fra en hjemmeside i Singapore.«

Annie tager kun smarte stoffer på ’kritisk tidspunkter’, som hun kalder det. »Jeg skulle aflevere to store skriftlige opgaver inden for fire dage. Det var en enorm mængde arbejde, og jeg havde brug for noget, der kunne få mig igennem processen. Det fik jeg, og det kom jeg. Men jeg må også sige, at mine opgaver ikke blev så gode, som de kunne være blevet. De blev ret … overfladiske. Jeg kom til at fokusere for snævert på mindre vigtige detaljer«.

Phoebe, der i perioder har taget smarte stoffer jævnligt, opregner fordelene: »Du tager det på tom mave som det første, når du står op, og så studerer du intensivt hele dagen. De dræber din appetit, og de er virkelig gode at træne på også. Så du kan både tabe dig, klare dig bedre til dine eksaminer og komme i bedre form«.

Phoebe droppede stofferne, fordi hun ikke brød sig om bivirkningerne. »Min mave gjorde ondt,« siger hun og holder om taljen. »Det var ikke godt.«

Johnny tog stoffer hver dag i flere måneder. »Ved juletid indså jeg, at jeg var blevet totalt afhængig. Og de hjalp ikke engang på studierne længere. Jeg havde bare fået en konstant følelse af, at jeg måtte tage dem for at præstere.«

Bivirkninger

Siden har han skåret ned, men han afslører, at han har taget en pille i dag. »Har du?«, spørger Phoebe, overrasket. De har ingen prøver i dag og kan spise frokost i ro og mag. »Ja, men kun en halv,« siger han. »Det er bare ... du ved … de første par timer på dagen kan det godt være en kamp at vågne op og komme i gang. Men så tager man en Modafinil og synger R&B i køkkenet en halv time senere. Så er man klar!«

— Men du ved ikke reelt, hvad der er i de piller, du bestiller fra Singapore over nettet, gør du?

»Nej,« indrømmer Johnny, lidt modstræbende. »Men de ser helt ægte ud – de kommer i foliepakker som dem fra apoteket.« Modafinil blev udviklet i et fransk laboratorium sidst i 1970’erne og godkendt som narkolepsi-medicin i 2002. I USA er de også godkendt mod overdreven søvnighed i dagtimerne og til at dæmpe søvnforstyrrelser ved skifteholdsarbejde. Virkningen kan minde om den, man kender fra klassiske stimulanser som amfetamin, men uden de herfra kendte bivirkninger såsom nervøsitet, angst osv. Præparatet anses ikke for vanedannende, men undersøgelser tyder på, at det øger dopaminproduktionen i hjernens belønningssystem, hvilket igen er korreleret med vanedannende adfærd.

Selv om bivirkningerne ved Modafinil vurderes som begrænsede – som oftest hovedpine eller dårlig mave – er alvorlige hudreaktioner også forekommet. Det måske største problem er dog, at der ikke findes undersøgelser af stoffets virkning over længere tid.

Barbara Sahakian er en førende autoritet på de smarte stoffers indvirkning på hjernen. Hun er professor i klinisk neuropsykologi på Cambridge Universitet og var en af de første forskere, der opdagede, at den medicin, hun undersøgte i sit laboratorium – medicin udviklet for at lindre virkningerne af Alzheimers og Parkinsons eller rehabilitere åndsevnerne hos personer ramt af slagtilfælde – i nogle tilfælde blev brugt til helt andre formål.

»Jeg var i Florida og skulle tale om min forskning. Jeg var sat på talerlisten sent på dagen og betroede til en kollega, at jeg var hårdt ramt af jetlag. Så sagde han: ’Vil du have lidt af min modafinil?’ Det var et stof, vi brugte i laboratoriet, men jeg havde aldrig tænkt på, at det kunne bruges i den her sammenhæng, og blev ret chokeret. I pausen spurgte jeg andre kolleger, om de også tog nogle af disse lægemidler og en sagde: ’Ja, jeg bruger Adderall.’ Nogle tog modafinil og andre Ritalin. Mindst halvdelen af dem, der sad omkring bordet, tog stoffer.«

Brugen kan have en berettigelse, mener hun. F.eks. er der belæg for, at det kan forbedre kirurgers præstationer. »Kirurger kan vi godt opfatte som en slags skifteholdsarbejdere. De arbejder til langt ud på natten og bruger primært koffein til at holde sig vågne og klare i hovedet, det er ikke ideelt, fordi det kan give rysten på hænderne. Hvis de her stoffer kan mindske faren for ulykker på arbejdspladser – hindre buschauffører i at falde i søvn ved rattet for at tage et andet eksempel – er det selvfølgelig en god ting.«

Ydermere har hun i sin seneste forskning fundet tegn på, at stofferne også »øger opgavemotivationen«.

»Stoffer kan motivere dig til at gøre ting, du helst udskyder. At gøre kedelige ting kan blive mere interessant. Som når man skal udfylde sin selvangivelse.«

Barbara Sahakian er dog bekymret for det stigende antal studerende, der henvender sig til hende efter et foredrag. »Nogle af dem er vrede. De har intet ønske om at bruge stoffet, men føler ikke, de har andet valg for ikke stå ringere i konkurrencen.«

»Men igen er det store problem, at vi ikke har langtidsundersøgelser. Og så længe vi ikke har et overblik, mener jeg ikke, det er tilrådeligt at bruge stofferne. Derfor har jeg anbefalet regeringen at presse medicinalindustrien til at foretage dem. Vi skal også huske på, at de unges hjerner stadig er under udvikling. Lider man af svær ADHD, er behandling med Ritalin uomgængeligt, men hvad hvis man er et rask ungt menneske, der doper sin ikke færdigt udviklede hjerne? Hvilke konsekvenser det kan have, ved vi ikke nok om,« siger Barbara Sahakian.

Tilfældet Hari

Den person, jeg har mest lyst til at interviewe om erfaringer med smarte stoffer, ønsker desværre ikke at udtale sig: Johann Hari. Han var en produktiv og feteret klummeskribent for The Independent (og i en periode også Information, red.), indtil hans karriere led et knæk i 2011: Det blev afsløret, at han havde skrevet interviews med mennesker, der indeholdt citater, han havde taget fra andre kilder, og at han pseudonymt havde forfattet ondsindede betragtninger om fremtrædende journalistkolleger på Wikipedia.

I 2008, inden alt dette, skrev han imidlertid en artikel om Modafinil, hvori han lovpriste stoffets unikke, vidunderlige egenskaber.

»Normalt har jeg kun en dag ud af syv, hvor jeg kan arbejde optimalt, har sovet godt og hvor alt kommer nemt og hurtigt til mig. Provigil gør, at alle mine dage bliver som den dag,« skrev han. Stoffet satte ham i stand til at »glide ind i en tilstand af koncentration – dyb, cool og ubesværet koncentration«. Og resultatet blev, skrev han, at han »indåndede bøger« og »udåndede artikler« uden besvær.

I artiklen ender han dog til sidst med at konkludere, at »det er for dumt at tage medicin mod narkolepsi, når man ikke har narkolepsi«, hvorpå han indgår en aftale med sig selv. Han vil forsage »den smukke fristerinde« Provigil (et andet navn for Modafinil, red.) og kun tage stoffet, når »jeg er virkelig smadret« og »højest to eller tre gange om måneden«.

Men Hari kunne ikke støde den smukke fristerinde fra sig. Han tog stadig pillerne, da han plantede de falske citater og anonymt sværtede journalistkolleger til på Wikipedia. Først da skandalen bragte ham i vanære, holdt han op med at tage dem – og de antidepressiva, han også tog. Det forklarede han The Guardian i et interview, han gav i januar i forbindelse med udgivelsen af hans første bog efter skandalen – en bog om stoffer med titlen Chasing the Scream.

»Jeg havde slugt håndfulde af hvide narkolepsipiller i årevis ... Jeg havde læst mig til, at tager man mange, kan man skrive i lange, maniske uger uden pause og uden hvile. Og det virkede – jeg var fuldstændig elektrisk,« skriver han i forordet. Men spekulationerne var begyndt at melde sig. »Var jeg i færd med at blive narkoman? Mine lange skrive-rusture stoppede først, når jeg brød sammen af udmattelse. Og så gik der dage, hvor jeg var ude af stand til rigtigt at vågne op.«

Chasing the Scream bygger på omfattende forskning og blev vel modtaget af kritikken, men Hari ønsker ikke at tale om sit stofmisbrug. »Det var en smertefuld periode i mit liv, som jeg finder for sørgelig til at diskutere offentligt,« lader han mig vide i en e-mail.

Ordet ’pille’ er problemet

I USA er forbruget af præstationsfremmende stoffer særligt udbredt på eliteuniversiteterne i nordøst. Her er det akademiske pres størst, de studerende er mest konkurrencedygtige, og intelligens, gode job, penge, succes er kerneværdier.

Ifølge Sahakian er der også statistisk et stigende gab mellem antallet af diagnosticerede narkoleptikere og mængden af solgte antinarkoleptiske præparater – Cephalon, firmaet bag Provigil omsatte globalt for 1,2 mia. dollars i 2012. Hvad ADHD-medicin angår, stiger ordinationerne støt – Dexamfetamin er nu det næst mest ordinerede præparat i Storbritannien.

I Storbritannien lader de fleste universiteter, som om brug af smarte stoffer ikke forekommer. Da jeg emailer Oxford University for at høre om studentertjenesters erfaringer med studerende, der tager sådanne lægemidler, får jeg afvisende svar og en intetsigende officiel erklæring. Men emnet er da også indviklet og moralsk vanskeligt. Selv hvis man forbyder stoffer til eksaminer, hindrer det ikke studerende i at bruge dem under eksamenslæsning. Der findes desuden kognitive præstastionsfremmere, der har eksisteret i flere hundrede år, og som ingen anser for ’snyd’ – koffein er et, nikotin et andet.

Vi kan alle blive stillet over for disse etiske spørgsmål en dag. For de kognitive præstationsfremmere forsvinder ikke, hvilket er godt nyt for dem, der lider af Alzheimers og Parkinsons, og muligvis også for os andre.

»Vi lever i et globalt samfund, der er meget konkurrencepræget, og hvor der findes en stor mængde pres og stress«, siger Sahakian.

»Og der er vanskelige spørgsmål her. Hvis du er oppe i årene, din pension ikke slår til, og du bliver nødt til at konkurrere mod yngre kolleger, tager du så et af disse stoffer for at komme på omgangshøjde med dem? Eller for at genoprette den, du tidligere var?«

Future of Humanity Institute på Oxford University blev oprettet netop med henblik på de spørgsmål, og Anders Sandberg, data-neurolog på instituttet, vurderer, at kognitive forbedringer absolut er en del af vores fremtid. Det gælder, uanset om vi taler lægemidler eller elektriske strømme gennem hjernen, en form for hjernegymnastik, siger han. Vanskeligheden er at forudsige hvordan.

»Etiske råd viger tilbage fra at beskæftige sig med det – de bliver nervøse. En del af problemet er ordet ’pille’.«

Sandberg ser ikke desto mindre et demokratiserende potentiale.

»Et universitet kan også ses som en kognitiv forbedring, men en ret dyr en. De smarte stoffer er relativt billige, og hvis de hjælper folk til at styrke deres chancer for at klare sig bedre, er det kun positivt, synes jeg. De kloge får mere konkurrence, og et kognitivt forbedret samfund vil hjælpe os alle.«

Jeg taler med Sandberg, mens han er på en konference i Florida, hvor han skal holde oplæg næste dag. »Så tager jeg da bare en Modafinil efter morgenmaden, så jeg kan give det lidt ekstra kant,« siger han. Han begyndte at tage stoffet for omkring 10 år siden, men bruger det for det meste kun, når han »forsøger at løse virkelig vanskelige problemer. Jeg tror, det hjælper. Selv om jeg ofte indser, at jeg slet ikke arbejder med det rigtige problem«.

Han oplever også, at stoffet undertrykker såkaldt divergent tænkning – tænkning, som bevæger sig i andre retninger, og som er en del af processerne i den menneskelige intelligens, »men jeg tror, jeg er alt for ’divergent’. Jeg har svært ved at få gjort ting færdige. Det her hjælper mig til at fokusere«. For det meste sammenligner han dog bare stoffet med »en rigtig god kop kaffe, der varer hele dagen«.

Det interessante spørgsmål er for ham, hvad det er, vi gerne vil forstærke, når vi forstærker os selv.

»Vi spurgte folk, om de ville tage et medikament, der kunne styrke deres venlighed og empati – det ønskede kun ni procent.«

Samfundets lille hjælper

Det er ikke så meget stofferne, som os selv, der har forandret sig. Vi er begyndt at medicinere os mod hverdagsproblemer: tristhed, angst, overanstrengelse. »Vi er virkelig nødt til at se på os selv som et samfund,« siger Sahakian. »Vi plejede at have en barndom. Hvad er årsagen til den her stress? Og det er et problem med alle slags narkotika. Hvis vi ser på brugen af smertestillende, er det enormt. Vi tror alle på styrken i den lille hvide pille«.

Mike Power, forfatter til bogen Drugs 2.0: The Online Revolution That’s Changing How the World Gets High, påpeger, at ADHD-medicin dybest set kun er en anden form for amfetamin. »Det er også, hvad Adderall og Ritalin går ud på. Amerikanske studerende har bare fundet en måde at speede deres hjerne op på. Fra berømtheder, der fester igennem en nat i byen, til bestyrelseslokalet vinder stofferne frem, men vi har bare ikke politisk eller intellektuel modenhed at diskutere det rationelt. I stedet får vi forskellige former for moralsk panik. Om vi kan lide det eller ej, har internettet åbnet adgang til et uendeligt stort antal lægemidler.«

I 1960’erne var beroligende piller som valium kendt som husmoderens lille hjælper. De smarte stoffer kan tilsvarende anses som kapitalismens små hjælpere. Bare endnu et symptom på en stadig mere smertelig kløft i økonomisk ulighed, der har åbnet sig. Et produkt af en skærpet konkurrence om ressourcer i en verden, hvor alle søger at tilkæmpe sig et forspring.

Der er en ting, jeg har forsømt at nævne, og det er, at jeg som led i min research har skrevet det meste af denne artikel på Modafinil. Jeg bestilte det fra en britisk hjemmeside, og fik det næste dag med posten i en forsendelse under dæknavnet ’hybentilskud’. Det er ikke ulovligt at købe stoffet – kun at sælge det til andre – og jeg tog det i tiltagende doser over tre dage.

Jeg havde tænkt, at det kun skulle være to, men på tredjedagen følte jeg mig så dehydreret, hovedpineramt og uudhvilet, at jeg tog nogle flere piller for at føle mig normal igen. Hvilket stort set er definitionen på afhængighed. Jeg fik udrettet rigtig meget, men det skulle jeg have klaret alligevel uden Modafinil: Det er derfor, deadlines er opfundet.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på Johann Hari. Vi har alle begået dumheder og fejl. Min mistanke, og det er kun en mistanke, fordi han ikke vil tale med mig om det, er, at han ikke indser, hvilken rolle Modafinil spillede for hans deroute. Spillede den smukke fristerinde en rolle i hans fald? Det er umuligt at vide med sikkerhed. Men jeg er ikke fristet til selv at fortsætte mit eksperiment.

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen