Det er sjældent, at et billede af et gammelt vindue i en avis kan få mennesker helt op i det røde felt. Men en avisannonce fra Nykredit med et gammelt vindue og ordene om, at »er man en boligbank, må man også have styr på, hvornår dine vinduer skal skiftes« provokerer virkelig forfatter Signe Wenneberg.
»If it aint broken why fix it. Det er jo en del af hele denne her ting, der har varet siden 1960’erne om, at vi bare skal have mere, større og udskifte noget der ikke er i stykker. Men hvorfor skal vi det,« siger hun. Signe Wenneberg har i denne uge udgivet bogen Byg Bæredygtigt, og hun mener, at billedet i annoncen er et tydeligt bevis på, at man ikke har forstået noget om hverken bæredygtighed, kvalitet eller vinduer:
»Når jeg ser det her vindue i annoncen, ser jeg et smukt gammelt vindue, der sagtens kan holde 100 år mere. De har virkelig valgt en dårlig case, fordi det er rigtig fint og slet ikke tjener deres formål,« siger hun.
I en debat på Facebook om Nykredits annonce påpegede to lektorer fra Arkitektskolen ligesom Signe Wennebrg, at deres forskning har vist, at det stort set aldrig kan betale sig energimæssigt at udskifte gamle vinduer.
Signe Wenneberg ser en vanetænkning ligge bag annoncen:
Dårlig case. Når jeg ser det vindue i annoncen, ser jeg et smukt gammelt vindue, der sagtens kan holde 100 år mere. De har virkelig valgt en dårlig case, siger Signe Wenneberg om Nykredits annonce sidste weekend.
Den cirkulære økonomi – at øge genanvendelsen af produkter og lade mindre gå til spilde af både miljømæssige og økonomiske grunde – er en løbende kulturkamp, om hvordan man skal bygge, dyrke, spise og forbruge. Om man skal købe nyt eller få ting repareret og om alle de systemiske forhindringer, der står i vejen for en omstilling til en grønnere økonomi. Ifølge Signe Wenneberg er det et forsøg på at profilere et nyt paradigme, når hun, Bonderøven og andre bæredygtigheds-meningsdannere forsøger at gøre op med en tilgang til ting og materialer, der har været dominerende de sidste mange årtier.
Hendes egen udforskning af det bæredygtige byggeri startede med, at hun købte et faldefærdigt sommerhus på en grund i nærheden af Vejby i Nordsjælland. Her stødte hun mere konkret ind i levn fra 1960’er-mentaliteten:
»Jeg købte et gammelt skrammelhus, som jeg troede, jeg kunne redde, fordi det er det mest bæredygtige. Men det kunne overhovedet ikke reddes, for der var intet af det, der havde nogen værdi,« siger hun. »Det var fra 1965, og det er bygget til én generation. De har slet ikke tænkt over at bygge noget, der holdt til flere generationer end dem selv.«
Retten til at reparere
Dårlige materialer og produkter, der er svære at vedligeholde, møder man ikke bare i byggeriet. Hvis en få år gammel køkkenmaskine, barbermaskine, et køleskab, et musikanlæg, en mobiltelefon eller printer begynder at opføre sig underligt eller holder op med at virke, er beskeden ofte, at det ikke kan betale sig at få den repareret. På et værksted hos Miljø- og Energicentret i Høje Taastrup har de i en årrække forsøgt at gøre op med den tilgang ved at have en håndfuld mennesker tilknyttet enten som frivillige eller i fleksjob:
»Hovedparten af det, vi tager ind, vil andre ikke rigtigt røre ved,« siger Knud Anker Iversen, der er daglig leder på centret. Hvad der kan repareres, afhænger af, om det er muligt at komme ind i maskinen, og om det kan lade sig gøre at skaffe reservedele til en rimelig pris. Doktrinen er, at man gerne går et ekstra skridt for at finde frem til fejlen, men at selve udbedringen skal kunne betale sig at lave for kunden.
Men selv om man på værkstedet i Høje Taastrup forsøger at give mange ting en chance til, støder de også på forhindringer, der gør det umuligt:
»Der er nogle ting, som man ikke kan få reservedele til, selv om produktet kun er tre år gammelt. Vi havde et fjernsyn inde i går, men reservedelen eksisterede simpelthen ikke længere,« siger Knud Anker Iversen.
Problemet med reservedele og produkternes reparationsduelighed er en praktisk udfordring, men også et politisk krav for en global bevægelse af fixere og reparatører. På hjemmesiden iFixit.com har brugere uploadet tusinder af reparationsmanualer til bl.a. tablets, telefoner, kameraer, computere og støvsugere, og der er tilknyttede forummer, hvor brugerne hjælper hinanden med de problemer, de støder på. Det handler dels om udbredelsen og om promoveringen af en ny reparationskultur, men også om at kæmpe for selve retten til at kunne reparere. Flere selskaber hemmeligholder, hvordan deres produkter fungerer af konkurrencehensyn eller for selv at beholde et monopol på at afgøre, hvornår et produkt skal udskiftes. Konkurrencen på elektronikområdet har i mange år handlet om at få prisen ned, og det har betydet, at mange producenter bruger dårlige reservedele, der er svære at skaffe og lettere går i stykker. Andre gange må reparatørerne give op, fordi det fysisk ikke er muligt at komme ind i f.eks. en køkkenmaskine uden at bryde nitter op.
Ifølge et nyt studie sat i gang af det tyske miljøagentur bliver livet for vores elektroniske produkter stadigt kortere. Og andelen af store husholdningsmaskiner, der skal udskiftes inden for de første fem år på grund af defekte dele, er steget fra syv procent i 2004 til 13 procent i 2013. Undersøgelsen viser dog også, at en endnu større grund til udskiftninger af produkter er, at forbrugerne i en tredjedel af tilfældene køber nye, mens de gamle stadig virker fint.
Skæve fliser
For Signe Wenneberg handler det i høj grad om en kulturændring i vores forbrug. Om at tænke mere langsigtet end bare et par år frem og om at se muligheder i de ting, som andre kasserer. Som da hun skulle have ny belægning til sin have:
»Det er noget af det allermest klimabelastende, at man bruger rent drikkevand til at lave cement og beton. Fliser er meget miljøbelastende, og det er helt sindssygt, at man smider så meget belægning ud, fordi det lige skal være pænt,« siger hun. I stedet kontaktede hun en anlægsgartner for at høre, om der var noget, han var ved at smide ud. Gartnerne skal betale for at køre ting på lossepladsen, men hun tilbød i stedet at aftage hans sten gratis. Resultatet blev nogle skæve granitfliser, der var skåret fra, da der var blevet anlagt en skaterbane i Gentofte og en masse fortovsfliser fra København som var kasseret på grund af rustpletter.
»Det blev en helt okay indkørsel. Folk har skrevet til mig og spurgt, hvor jeg har købt belægningen, selv om den bare er noget, som ellers var endt på lossepladsen. Anlægsgartnere er ofte rigtigt kede af, at de skal smide så meget ud, og det koster dem rigtigt mange penge. Men hvis du kan sige, at du tager imod for 0 kroner i stedet for at de skal betale 1.500 kroner for at komme af med stenene et andet sted, så er det til begges fordel. Og alle kan da ringe til en anlægsgartner,« siger Signe Wenneberg.
»Man skal se på, om der er noget, man kan bruge, der er i cirklen i forvejen. For du skal ikke gå udenfor cirklen i den cirkulære økonomi, men tage noget, der allerede er i brug, og bruge det en gang til og måske gøre det til noget finere, end det var før. Når man river noget ned, kan man også tænke over, om der er nogen, der kan have glæde af materialerne og ringe dem op. Det tror jeg, der vil komme meget mere af i fremtiden«.
Vi er aldrig ophørt med at udbedre, spise op, genbruge i min familie.
Jeg troede ellers, at man kunne få aflad ved at se Bonderøven og købe Sigen Wennebergs bog. Skal man nu også til at gøre som dem for at være OK?
Det er ikke fordi vi ikke vil reparere, men at købe lynlåsen er nærmest lige så dyrt som at købe en ny jakke. Stof koster også det hvide ud af øjnene. At købe en ny hylde til sit køleskab kan slet ikke lade sig gøre for de skifter modellen, hvert år...
Det er ikke at vi ikke vil - men der er bare hindringer og grådighed, som står i vejen konstant.
Det store ansvar ligger hos producenterne. De fleste elektroniske apparater er programmeret til at ikke at virke så længe. De tænker kun til deres egen pengepung og ikke på det miljø de også selv skal opholde sig i.
Det vil kræve at forbrugerne er standhaftige, og VIL reparere deres ting istedet for at købe nyt.
Det ville så også ændre på samfundsøkonomien hvis salget af produkter falder.
Hvad med hele tøjindustrien?. Er vi parate til at lappe, sy sammen og genbruge? Eller vil vi hele tiden have det sidste nye? Fremstilling af tøj er også miljøbelastende. Hele modeindustrien ville blive truet.
Jeg tror der skal et langt sejt træk til før virksomhederne ændrer strategi, og laver produkter, der holder længere og er til at reparere. Og det bliver forbrugerne, der skal lægge pres på dem.
Èn ting er sikkert, vi kan ikke blive ved med at belaste miljøet i det tempo vi gør nu. Hvis vores børn og børnebørn også skal leve på en jord med et rent miljø og en natur vi alle kan lide at opholde os i.
Det begynder med at gøre det nødvendigt, men ikke-lønsomt at drive virksomhed.
Synes at ide med "FIX DET" er godt, måske skylde det at jeg har en hobby som Eksperimenterende Radioamatører.
Så alt her i hus blive der se på om det kan reparere om prise for at gør det, kan betal sig, skal jo ikke blive dyre inden nyt.
Forbrugerne har magten til forandring. Vi mangler bare viljen og evnen.
Mærkeligt som nogle helliggør deres egen livsstil. Men hvis man kan skrive en bog om det, eller komme i fjernsynet, er det naturligvis ok.
Man kan jo også, Steffen Jørgensen, tværtimod angribe den form for anmassende adfærd som gentrificering af det lavpraktiske og uformelle.
Ikke bare ting kasseres når de får den mindste skade.
Manden i huset risikere også at blive kasseret, hvis han siger nej, hvor fruen forventer et ja.
Repair Cafe Vesterbro: https://www.facebook.com/groups/kbhvrepair/
Gentrificering af det manuelle? Interessant kommentar! I mine rejser til Colombia har jeg oplevet, hvordan det at fixe ting er en absolut dagligdags ting. Jeg har set gadeboder, hvor folk reparerer alt fra ure til CD afspillere. Når vi i DK har folk som Signe Wenneberg, som går forrest i en ny (gammel) trend til at selv at reparere, så hænger det for mig at se sammen med, hvem der har retten til at italesætte og kompetencerne til at sætte i værk. Vi har længe her lokalt på hippe Vesterbro haft en fyr på en overførselsindkomst, som reparerer ting gratis. Men meget få kender til det. Da vi startede Repair Cafe Vesterbro - et initiativ fra hvad vi så smukt kalde ressourcestærke borgere - startede vi en lokal bevægelse, som rummer alle slags borgere. Det er initieret af borgere, det er for borgere, og vi har mennesker med alle mulige slags baggrunde, der er del af det. På fuldstændig symmetriske, lige vilkår. Hjemløse, ældre, indvandrere, hipstere, unge.
Vi har for mange penge i det her samfund, og for at ændre på brug-og-smid-væk kulturen skal vi aktivt vælge at gå nogle kejtede omveje. Det kræver overskud, overblik og tid.
Vi kan slå det hen med, at vi ikke har tid, men vi kan ikke nægte at brug-og-smid-væk problemet eksisterer. Og det vil være dumt ikke at støtte dem, der prøver at gøre noget ved det.
Det forekommer mig, at der er alt for mange mennesker, der lukker øjnene og håber på det bedste, når vi taler om udviklingen af samfundet. Livet er jo dejligt, ikke? Har du hørt om vores sidste ferie? Vi har lige købt ny bil!
Jeg tror, at de mennesker en dag vågner meget brat op til en verden, som de ikke troede eksisterede. I mine øjne må vi gøre os selv til herrer over samfundets udvikling, hvor umuligt det end kan virke. Vi må købe de rigtige ting, sætte kryds de rigtige steder og gøre en indsats, hvor vi tror det kan hjælpe.
Forandringen kommer ikke fra politikerne. De har alt for travlt med at holde hjulene i gang på den sædvanlige skæve måde, og med at styrke deres magtbase for genvalg. Og forandringen kommer også kun sjældent fra dem, der er kommet godt i vej og lever godt af samfundets skævheder.
Forandringen skal komme fra dig, der føler en skævhed, en uretfærdighed eller lignende. Du bliver nødt til at tro på, at du kan gøre en forskel. Hvorfor er du her ellers?
Det må være helt optimalt at kunne skyde skylden på andre, producenter, kvalitet, produktcykler!!
Eksemplet med vinduet i artiklen siger jo netop noget om at VÆLGE det, der kan holde. Men - let's face it - for mange er ideen om at få knækkede negle, slibestøv i hele femøren af at genbruge "gammelt lort" bare ikke relevant. Erkend dovenskaben og tag ansvar for misbruget i stedet for. Det ville være mere klædeligt. Har selv været en "glad" for-/ misbruger, men er med tiden blevet bedre til ikke at købe altmuligt bras. Det kan også BETALE sig at vælge noget, der kan holde!! Hav en god dag!!
Ambitiøse forbrugere vil ha` det sidste nye, smarte, der kan opfylde behov, de ikke vidste, de havde. Det havde de heller ikke - behov skabes af dygtige producenters reklamefolk.
Selv om holdningen skulle skifte, skal vi kæmpe mod flertallet af politikere, der vil vækst.
Derfor - gør sagen til emne i valgkampene - stem på dem, der vil gøre tingene anderledes.
Gør emnet til en del af vejen til magten, i stedet for materialistisk statusræs.
Lad de arbejdsivrige arbejde og lad de øvrige i fred for statens lange arm - til at fixe deres egen tilværelse.
Det handler om linedans for viderekommende.
Du kan melde dig ud af forbrugerræset, købe genbrug, reparere selv osv. som artiklen foreslår. Det kræver tid, men til gengæld vil det også sænke dine økonomiske behov, så du kan tillade dig at gå på deltid (hvis det kan lade sig gøre). På den måde kan den enkelte afbalancere tingene og leve bæredygtigt.
MEN .... hvis ret mange af os går den vej, så betyder det, at virksomhederne mister omsætning og derfor må fyre folk, som måske ikke har evner eller interesse for genbrug osv. Det vil føre til økonomisk krise som i 1930'erne, i yderste konsekvens føre til samfundskollaps. (Sidebemærkning: Den nuværende såkaldte økonomiske krise er noget helt andet, som ikke har en pind med produktionsmæssig ubalance at gøre!!!)
Hertil kommer: Hvis ikke vi opretholder en vækstorienteret samfundsmodel, så vil virksomhederne heller ikke have de nødvendige ressourcer til at opfinde og udvikle nye goder til samfundet. Jeg tænker tit på: Hvis ret mange melder sig ud rent økonomisk fx som bonderøven, vil vi så på længere sigt kunne opretholde/udvikle højteknologiske nicher som fx computerindustri (der fx er forudsætningen for denne debat via Internettet), medicinalindustri osv.
Alternativet må jo så være, at politikerne går ind og sætter rammerne for at forbruget skæres ned samtidig med at balancen opretholdes. Men så er vi jo lige pludselig ovre i planøkonomi, der jo har vist sig ikke at være nogen farbar vej.
Så .... altså ..... tja?
@Mogens - nu er det med virksomheder, der savner arbejdskraft - kvalificeret arbejdskraft jo en anden debat, hvis man altså tror på skrønerne om, at alle ikke-arbejdsramte er en flok dovne driverter, der bare vil nyde og ikke yde!!!!
Vi skal forberede og gennemføre et opgør med den kapitalistiske markedsøkonomi som økonomisk paradigme, samt med dens centrale aktører. Herunder især de financielle forbrugerrettede virksomheder, som eksempelvis Nykredit, der lever af at skabe gæld - dvs overforbrug. Det bliver en langvarig og næppe særligt køn proces.
Vi kan starte med bringe os derhen, at det bliver utænkeligt, at økonomiske eksperter (der som regel arbejder for ovennævnte aktører) og ledende politikere for åben skærm og i ramme alvor opfordrer befolkningen til at "svinge kreditkortet" noget mere. Det er en absurditet, at vi har bragt os i en sitution, hvor vores patologiske økonomiske system ikke kan hænge sammen uden tvangsforbrug.
Problemet er, at så snart ting tænkes i kategorier, bliver de meget - kategoriske.
Verden er anderledes vibrerende og pragmatisk - i en diskussion om u- og dystopier i Eksistens på P1 har man netop kunnet forvisse sig om, at utopien som udtømmende opfyldelse af drømmen om det perfekte samfund ikke tager højde for, hvad utopien reelt vil være: en ramme for udfoldelse, der opfylder behov og altså derfor dynamisk, ikke statisk.
Genbruge, bytte, reparere osv. Alle gode sympatisake ideer der, trods det faktum at de ikke vil sænke vores samlede aftryk med så meget som et enkelt krøllet kussehår eller udsætte vores målrettede ræs mod afgrunden med så meget som et forpustet split sekund, nok alligevel kan købe lidt aflad fra den dårlige samvittighed ethvert tænkende menneske må føle over status.
Men hav ingen illusioner ! Selv udbredt til den ganske menneskelighed - en total umulighed i øvrigt. vil sådanne tiltag ikke have den mindste effekt på den samlede ligning.
For at ændre på det store regnestykke har vi kun én enkelt knap at dreje på: Det samlede antal levende og forbrugende mennesker.
Vi skal have reduceret den samlede mængde levende mennesker til et niveau omkring 2 milliarder og det kan kun gå for langsomt.
Alt andet er blændværk - grøn vækst mere end noget andet - blændværk!
Jens Wulff: Mangel på arbejdskraft???? Så har jeg åbenbart ikke udtrykt mig klart nok. Hvis virksomhederne mister omsætning pga. forøget genbrug, reparation osv. så bliver der tværtimod overskud af arbejdskraft, hvilket uundgåeligt fører til en økonomisk negativ depressiv spiral - præcis som depressionen i 1930'erne. Den linedans, jeg snakker om, handler om, hvordan vi kan få et sådant overskud af arbejdskraft indenfor en traditionel vækstbaseret økonomi under afvikling overført til bæredygtig produktion uden at samfundets makroøkonomi og disse menneskers privatøkonomi kollapser, mens omstillingen står på.
Problemet med genanvendelse er at du groft sagt skal have fat i ting der er produceret før 1980, for at det kan betale sig at reparere på dem. I dag kommer alt fra Asien og hvis tingene ikke ligefrem er produceret med indbygget forældelse går de alligevel i stykker efter forholdsvis kort tid. Det er med andre ord blevet langt mere tidskrævende og udfordrende at vedligeholde ting, fordi det skal gøres langt oftere og fordi tingene som regel ikke er beregnet til det. Jeg har fx. to cykler. En Hamlet fra 1940 og en Nishiki fra 2000. Hamletcyklen kan jeg vedligeholde med tre stykker værktøj og Nishikien kan jeg ofte ikke selv reparere, fordi den kræver specialværktøj og helt nye dele, når noget går sønder.
Når Henry Ford blev bitter på sine gamle dage, var det fordi verden (hans egen søns inklusive) ikke ville indse det geniale i en bilmodel som kunne repareres af enhver handymand og med få stykker værktøj. De nye tider (1940´eren) krævede valgfrihed med hensyn til design, luksus og bling bling og det blev enden på klassikeren, den i sandhed geniale Ford T. Dens efterfølger i ånden, WV-boblen, blev i nyere tid genlanceret, men helt uden det bærende værdigrundlag, som var prisbillighed, enkelhed og et ombyttersystem, der ville glæde de unge pionerer af idag. Den nye boble er en teknologisk hårdtpumpet juppie-bil, for de absolut velhavende og afspejler meget godt tidsånden. Men hvis der er nye vinde på vej, skal der da lyde et pøj pøj herfra.
Mogens Christensen!! Dine hjemmestrikkede fremskrivende forklaringsmodeller rummer ikke reelle argumenter, kun lidt sniksnak, som du selv mener er værdifast!!
Der er forskel på synspunkter og argumenter!!
Jens Wulff: Spis lidt chokoladekage - det plejer at hjælpe, hvis man er i dårligt humør.
Mogens Christensen: dejligt - altid saglig! Det er jo en fornøjelse. Uenighed er en god ting - med mindre der er for meget ego involveret. Jeg vil tage et stykke chokoladekage :)
Jeg synes at det et dårligt eksempel Signe Wenneberg gør brug af her - fordi udskiftningen af vinduet netop kan betyde reduktion af forbrug af vores natur-resourcer (fossile brændstoffer til energiproduktion) forudsat at det nye vindue er bedre isolerende.
Laver du LCA (Livscyklusanalyse) vil du finde ud af at vinduets primære miljøpåvikning vil sidde i brugsfasen - og ikke i udvinding og produktion. Et nyt vindue skal derfor ses som en miljømæssig investering i en fremtidig mere miljømæssig fordelagtig brugsfase
Kort sagt: Det bedste for miljøet er, hvis vinduet bliver udskiftet. Især hvis det som i Danmark bliver indleveret til genbrug.
Brug-og-smid-væk-kulturen skal klart adresseres - men ikke med brug af det her eksempel.
Mvh David Bonde,
Stud. polyt. med interesse i bæredygtig og livscyklusanalyse
Jeg synes at det et dårligt eksempel Signe Wenneberg gør brug af her - fordi udskiftningen af vinduet netop kan betyde reduktion af forbrug af vores natur-resourcer (fossile brændstoffer til energiproduktion) forudsat at det nye vindue er bedre isolerende.
Laver du LCA (Livscyklusanalyse) vil du finde ud af at vinduets primære miljøpåvikning vil sidde i brugsfasen - og ikke i udvinding og produktion. Et nyt vindue skal derfor ses som en miljømæssig investering i en fremtidig mere miljømæssig fordelagtig brugsfase
Kort sagt: Det bedste for miljøet er, hvis vinduet bliver udskiftet. Især hvis det som i Danmark bliver indleveret til genbrug.
Brug-og-smid-væk-kulturen skal klart adresseres - men ikke med brug af det her eksempel.
Mvh David Bonde,
Stud. polyt. med interesse i bæredygtig og livscyklusanalyse
Eureka, endelig!
Mange produkter fremstilles også med indbyggede tællere, der enten tæller timer, eller tæller hvor mange gange et produkt har været tændt og slukket, hvorefter produktet som teoretisk set kunne holde mange flere år, bryder ned. I Tyskland kaldes sådanne produkter 'Murks'.
En god elektroniker, kan finde tælleren og by-pass den så produktet fungere igen, normalt ligner tælleren en transistor, men har 2 sorte streger.
Der skulle stå en gul transistor.
"Når man river noget ned, kan man også tænke over, om der er nogen, der kan have glæde af materialerne og ringe dem op. Det tror jeg, der vil komme meget mere af i fremtiden"
Gu' ved om det er den slags Signe Wenneberg og hendes fanklub taler med Madeleine Albright om, næste gang de mødes. Fx om det var et princip Albright benytte sig af dengang hun var udenrigsminister under Clinton og dermed medansvarlig for sanktionerne mod Irak, der kostede over en mio mennesker livet.
David Bonde,
Stud. polyt. med interesse i bæredygtig og livscyklusanalyse
Tilgiv mg ikke at være stud polyt men bare have almen praktisk omgang med tingene i genbrugsland.
Når du laver en livscyklus-analyse på et udskiftet vindue,
regner du så også materialer, maling, arbejdsgange, transport og den miljøpåvirkning med, der består i bortskaffelsen af det gamle vindue med ?
Hvorfor så ikke istedet lave et simpelt forsatsvindue til det gamle, smukke vindue, da æstetisk værdi vel også er en værdi - eller hvad?
Mvh en materiale-genbruger, som får ondt i maven og andre steder af alle de udmærlede vinduer som står i containere på affaldspladsen, fordi nogen ikke kan se deres værdi.
Hej Liselotte,
Yes, alt det du nævner er indregnet.
Miljøpåvirkningen fra de omtalte processer er yderst minimalt i forhold til hvad et moderne vindue ville spare på energien.
Mvh David
.. Det er fidusen med at det kaldes i livscyklusanalyse.
Samtlige miljøpåvirkninger i forbindelse med produktets liv - fra materialeudvinding til bortskaffelsesfasen medregnes. Du kan læse mere her, hvis det har interesse
http://en.wikipedia.org/wiki/Life-cycle_assessment
Mvh David
David Bonde
Og årsagen til, at man ikke bruger forsatsruder eller finder andre tillægsløsninger istedet for at smide et udmærket vinduet ud?
Jeg kan ikke lide 'smid-ud'. Kort og godt
Det kan på mange måder betale sig at restaurere gamle koblede ruder og forsatsvinduer fremfor at skifte til moderne termovinduer - miljømæssigt, holdbarhedsmæssigt og udseendemæssigt. Se fx her om Rådvadcentrets viden og rådgivning:
http://www.bygningsbevaring.dk/
Husk også at boycutte produkter, der ikke holder eller ikke kan repareres!! Dvs. hvis man absolut skal købe nyt, så kig på udvalget og gå ikke efter pris men holdbarhed... det kan nogen gange betale sig, men om ikke andet så har man da som forbruger "stemt".
Som eksempel kan nævnes Fairphone i stedet for iPhone.
--
@David Bonde
Når du bruger din livscyklusanalyse som argument for at smide ud og købe nyt, kommer du nemt til at gå de forkertes ærinde. I ovennævnte artikel er citeret ikke mindre end to lektorer fra Arkitektskolen [hvis] forskning har vist, at det stort set aldrig kan betale sig energimæssigt at udskifte gamle vinduer. At der ikke henvises til konkret forskning, og ingen af jer har rørt ved det konkrete vindue, er en ting; men at du kalder eksemplet dårligt er da totalt ukonstruktivt. Som Lise Lotte Rahbek skriver: Smid et forsatsvindue på, vil jo ofte være en god ide.
Der er ingen, der siger, at man skal have dårlige vinduer som alternativ til nyindkøbte... bare at man kan opgradere de gamle.
@Benjamin Back
Synes ikke iPhone er et godt eksempel. Det er netop en af de telefoner, der kan betale sig at reparerer på fordi de holder prisen.
Derimod har du Samsung og Nokia der spytter flere 100 modeller ud om året (Overdrivelse for forståelse ;) ). Har tidligere få lavet min iphone hos http://www.irepair.dk, mens min syster skulle have lavet sin Galaxy S3 Mini. Vi valgte ikke at få hendes lavet, da skærmen kostede ca. det samme som vi kunne købe en ny for.
Jeg tror heller ikke man sender H&M bukser til skrædderen ( Medmindre de er den eneste model der passer din kropsform ) Køber du kvalitet så koster det, men så tror jeg også at man er villig til at betale for en reparation.
Det handler ofte ikke om villighed til at reparere, Mathias Ragab.
Hvis man køber en vare,
burde det da være naturligt, at firmaet bag varen synes, at varen er vigtig nok, til at de laver den i god kvalitet fra begyndelsen af,
og før det muligt at reparere den.
Ellers må man jo som forbruger indse, at virksomhederne ignorerer deres bidrag til forurening og meningsløs produktion. Og at de fattigste forbrugere ikke kan regne med 'branding'.