Ukraines kamp er en værdikamp

For Rusland og Ukraine er den ukrainske krig begyndelsen på en smertelig løsrivelse fra en præmoderne myte om et fællesskab af østslavere. En proces, der på længere sigt ikke kan undgå at bidrage til modernitet i begge lande
Værdikamp. Sidste års protester i Kijev handlede først og fremmest om værdier, ikke om identitet. Eller mere præcist. De handlede kun om identiteter, i den udstrækning at disse er værdibaserede.

Værdikamp. Sidste års protester i Kijev handlede først og fremmest om værdier, ikke om identitet. Eller mere præcist. De handlede kun om identiteter, i den udstrækning at disse er værdibaserede.

Christoffer Hjalmarsson
28. marts 2015

Efter Ukraines Orange Revolution for 10 år siden knyttede ikke så få russiske liberale intellektuelle store forhåbninger til de forventede ukrainske reformer. Håbet var, at de kunne bane vej for politisk fornyelse også i Rusland. Mange russere ser Ukraine som en beslægtet nation, som Rusland står i et tættere kulturelt og civilisatorisk forhold til end til nogen anden postkommunistisk nabo. Derfor kunne Ukraine også være relevant som inspiration og forbillede.

Dmitri Trenin, direktør for Carnegie Center i Moskva, var blandt dem, der så perspektiverne i et demokratisk konsolideret og moderniseret europæisk Ukraine som model for sine landsmænd. I 2007 skrev han: »Ukraines europæiske integrationsproces – sammenfattet i slagordet ’mere Europa i Ukraine’ – og målet – sammenfattet i slagordet ’Ukraine i Europa’ – kan sætte et eksempel til efterfølgelse for Rusland. Det betyder, at de russiske isolationister vil miste argumenter for en særlig russisk vej [ ...] Et Ukraine, som både forpligter sig på moderne europæiske værdier og taler russisk med selvbevidsthed, vil kunne blive en positiv kraft for Østeuropa, Kaukasus og Centralasien [ ...] Ukraines potentielle styrke ligger i noget, Rusland hidtil har været ude af stand til at bruge: blød magt«.

Men autoritært sindede, glødende antivestlige og antieuropæiske russere i ikke mindst Ruslands magtelite følte omvendt den allerstørste afsky ved udsigten til et europæisk Ukraine. Den afsky har gennem de sidste 10 år spillet en vigtig rolle i de undergravende aktiviteter, Rusland har praktiseret over for Ukraine kulminerende i 2014 med den militære invasion af Krim og hybridkrigen i Donbas.

Endemålet for det militære eventyr, hævder ruslandseksperten Igor Torbakov, er at redde putinismen. Herved forstår han et system, hvor »magt udøves af en smal og tæt sammentømret gruppe af mennesker, der ikke umiddelbart kan fjernes fra magten, og hvor retsstatsprincipper ikke eksisterer, den lovgivende forsamling er reduceret til et gummistempel, og ingen reel plads findes for politisk og økonomisk konkurrence. Ukraines forsøg på at bryde ud af det putinistiske system og opbygge en mere pluralistisk ramme udgør en dødelig trussel mod Kremls leder. Derfor er det ikke overraskende, at Putin har reageret på Kijevs udfordring med hensynsløs brutalitet«.

Begyndelse – ikke afslutning

Et europæisk Ukraine, der blev fuldt integreret i de euroatlantiske strukturer og institutioner, ville tvinge russerne til at genoverveje deres arkaiske og imperiale identitet. En identitet, der dels bygger på forældede myter, dels på »opfundne traditioner«. Et sådant Ukraine ville endvidere tvinge dem til at udvikle en moderne national identitet, som passer bedre til dagens verden af nationalstater og kan rumme moderne liberale, demokratiske og humanistiske værdier.

Imidlertid spiller Ukraine stadig en afgørende rolle for den russiske imperialistiske mytologi og fantasi, ikke mindst i kraft af sin fortid fra 880 til 1100 som fyrstendømmet Kiejevrus (forløberen for den første russiske statsdannelse, red.). Derfor vil Ukraine fortsætte med at være »en sublim genstand for begær« for mange russere, indtil landet måtte være uigenkaldeligt institutionaliseret og fast forankret i de euroatlantiske strukturer, symboliseret ved NATO- og EU-medlemskab.

Den igangværende russisk-ukrainske krig markerer begyndelsen snarere end afslutningen på en smertefuld og vanskelig proces: Begge nationer er i færd med at frigøre sig fra det præmoderne »forestillede fællesskab« af østslaver, som i dag er blevet revitaliseret og overpolitiseret i det tvetydige begreb om Russkij mir. I dag er ukrainerne kommet længere i frigørelsesprocessen end både russere og hviderussere. Sidstnævnte er begge fortsat bærere af en art religiøs identitet, der fastholder dem i grundlæggende præmoderne, klientelistiske og ikkeborgerretslige relationer. Denne identitet er dannet igennem en specifik imperialistisk diskurs og opstået ud fra historiske praksisser. Den er i en modificeret form holdt i live af magthaverne i alle tre lande igennem deres modstand mod radikal afsovjetisiering af deres respektive lande. Magthaverne frygtede, at en afvikling af sovjetmennesket – eller af de imperiale, stærkt mytologiserede ’ortodokse slavere’ – til fordel for ukrainere, russere og hviderussere mere end noget andet ville forvandle autoritetstro, feudale undersåtter til frie og selvbevidste borgere.

Reformatorer bør i alle tre lande prioritere en national statsborgeridentitet, for den er en forudsætning for modernisering. Men det vil kræve en forståelse af, hvordan lokale præmoderne identiteter – en slags ortodoks-slavisk ummah – er blevet skabt historisk, og hvad der nærer dem i dag. Vi taler her om en proces, der går tilbage til begyndelsen af det 17. århundrede, da udviklingen af en moderne russisk (og ukrainsk og hviderussisk) identitet blev afsporet af en gruppe ukrainske tænkere, de fleste af dem gejstlige, som Peter den Store havde engageret i sin imperieopbygning. Det var dem, der etablerede en imaginær forbindelse mellem Moskvas zarrige og Kijevrus. Den europæiske middelalderlige idé om translation imperii – magtens naturlige fremvækst af historiens kontinuitet – var meget almindelig i Den Polsk-litauiske Realunion. Disse ukrainske tænkere påberåbte sig nu dette begreb for at hævde den nye politiske virkelighed, som opstod, efter at dele af Ukraine havde revet sig løs fra Polen for i stedet at indgå i en alliance med Storfystendømmet Moskva. Ideen om Lille Rus og Store Rus blev opfundet som en klar historisk og symbolsk analogi til Lille Grækenland forstået som det egentlige Grækenland og Storgrækenland forstået som det større græskkoloniserede middelhavsområde. Derved fik ukrainerne en central plads i det nyfødte imperium, og deres jord fik en symbolsk rolle som den russiske civilisations vugge.

Nødvendig mytenebrydning

Den græske symbolik blev dog hurtigt afløst af realpolitik. Store Rus blev naturligt den centrale del af imperiet og Lille Rus nedgraderet til en status af provinsielt vedhæng. Myten om Det Kijevske Rusland viste sig skadelig ikke blot for de hviderussere og ukrainere, hvis eksistens som separate nationaliteter ganske enkelt blev nægtet dem, men også for russerne, hvis udvikling til en moderne nation kom til at forløbe signifikant langsommere.

I den moderne verden fik denne ’kontinuitetsmyte’ en anakronistisk funktion. Den overbetonede og fastlagde i årtier den religiøse, ortodokse identitet for de østlige slaver som selve grundlaget for deres kvasinationale enhed. Den indførte også dynastiske bånd mellem Kijevs hertuger og Moskvas zarer som den vigtigste institutionelle legitimering af den russiske stat. Og den levnede stort set ikke plads til, at en moderne borgeridentitet og moderne statslige institutioner kunne udvikle sig. Med forbehold kan denne myte sammenlignes med den islamiske ummah, et åndeligt samfund af sande troende. En anden analogi til Slavia Orthodoxa kunne være det vesteuropæiske begreb om Pax Christiana, men med den vigtige forskel, at ingen national identitet i det moderne Europa nogensinde blev fusioneret primært med Pax Christiana.

Sådanne myter og anakronismer fremmer ikke udvikling af en moderne national identitet og nationalstatsbygning. Tværtimod synes en dekonstruktion af myten om det ’Kijevske Rusland’ som en slags ’opfundet tradition’ synes at have afgørende betydning for, at der kan ske en vellykket udvikling af alle tre nationer – Ukraine, Rusland og Hviderusland. I russernes tilfælde står myten imidlertid tilbage som noget afgørende og problematisk. Myten styrker – og styrkes – af stærke antivestlige kræfter, der understreger den dybt rodfæstede ’andethed’ ved den mytiske østslaviske eurasiske civilisation. Den afviser vestlige værdier og institutioner, herunder begreber om menneskerettigheder, national borgeridentitet og den liberale demokratiske nationalstat som levedygtigt alternativ til det præmoderne nedarvede imperium. Den østslaviske ortodokse kristne ’ummah’ bidrager i særlig grad til at afvise disse værdier og til at opretholde præmoderne strukturer, skikke og institutioner. Således afspejler den århundreder gamle kontrovers mellem slavofile og provestlige blot et mere grundlæggende sammenstød mellem civilisationer og identiteter i det moderne Rusland – men også, i varierende grad, i det moderne Ukraine og Hviderusland.

Ukraine ser ud til at være nået længst i processen med at frigøre sig fra den østslaviske ummah og opbygge en egen moderne nationalidentitet. Landets tilbagevendende forsøg på at frigøre sig fra Eurasien og orientere sig mod Europa er blot del af denne proces. Dette opbrud har rødder helt tilbage i den politiske kultur, som Ukraine nåede at blive udsat for i århundreder under Den Polsk-Litauiske Realunion, før det faldt under russisk autokrati. Hertil kommer den nationaliserende indflydelse fra det vestlige Ukraine, som aldrig har tilhørt Rusland og aldrig har internaliseret hverken den slaviske ortodokse eller senere den sovjetiske identitet.

Værdier – ikke identitet

Den aktuelle situation i Ukraine har uden tvivl flere forgreninger både nationalt og internationalt. Blandt andet betyder den en dyb krise for de russisk-ukrainske relationer med det uløste identitetsproblem i centrum. Derfor kan vi på den ene side se, at Ukraines stigende løsrivelse, som sker gennem forsøget på europæisering, går hånd i hånd med skabelsen af en moderne borgerlig national identitet. Og på den anden side konstatere en stigende russisk tilknytning til en antikveret opfattelse af den østslaviske/ortodokse kristne ummah i den rå og meget reaktionære politiske form af Russkij Mir. Imidlertid er processen med nationsopbygning, som ukrainerne i stigende grad er begyndt at tolke i moderne termer, hos moskovitterne fortsat hårdnakket repræsenteret i en version, hvor ’blod og jord’, fælles sprog og kultur, religiøs tro og ’traditionelle’ værdier er afgørende. Dette indikerer en bevidst uvidenhed om den ukrainske nations medborgerlige karakter og påtvinger både Rusland og Ukraine en forældet etnisk-sproglig matrix. Som Pavel Kazarin, kolumnist ved den russiske oppositionsavis Novaja Gazeta så rammende har bemærket i denne forbindelse: »At beskrive Ukraine i politiske kategorier ville være ensbetydende med at anerkende de særlige værdier, som nationen bygger på. Og dette vil kunne føre til en meget ubehagelig sammenligning af værdierne i de to lande.«

Euromajdan-revolutionen – eller ’værdigheds-revolutionen’, som mange ukrainere i folkemunde kalder sidste års protester i Kijev – handlede først og fremmest om værdier, ikke om identitet. Eller mere præcist. Den handlede kun om identiteter, i den udstrækning at disse er værdibaserede.

Igor Torbakov påpeger med rette, at identitetsbegrebet »ikke kan og ikke bør reduceres til etnicitet, sprog eller til de måder, hvorpå fortiden huskes og repræsenteres«. Det omfatter også »det værdisystem, der stadfæstes af sociale grupper eller samfundet som helhed«. Derfor, siger han, er »det på værdipolitikkens og ikke etnicitetens område, at konflikten mellem Ukraine og Rusland for øjeblikket udfolder sig«.

Krigen i det østlige Ukraine har på trods af sit grimme ansigt og dødelige aspekter paradoksalt nok skabt mulighed for, at den ukrainske regering kan gå videre med hårdt tiltrængte og alvorligt forsinkede reformer. Det giver også et svar på det underliggende spørgsmål, som alle tidligere ukrainske ledere opportunistisk har forsøgt at undgå, nemlig: Hvem er vi? Hvilken slags nation vil vi opbygge, og hvilken civilisation vil vi gerne høre til? Den russiske aggression har, som Tatiana Sjursjenko, en russisktalende akademiker fra Kharkiv bemærker, været »katalysator for skabelsen af en politisk nation. Det ukrainske identitet, som i så lang tid var forbundet med etnicitet, sprog og historisk hukommelse, blev pludselig territorial og politisk og dermed inklusiv. [ ... ] For den russisktalende middelklasse i byerne, de små og mellemstore virksomhedsejere og den intellektuelle elite i øst, betyder Ruslands antidemokratiske tendenser, selvvalgte isolation og voksende fjendtlighed over for Vesten, at det bliver lettere at identificere sig med et europæisk Ukraine«.

’Den åndelige jord’

På modsat side er der ingen tegn på, at russerne evner at finde sig til rette med Ukraines kulturelle selvstændighed og politiske suverænitet, og de formår dermed ikke at bevæge sig fra det 19. århundreds zardømmegeopolitik til det 21. århundreds borgerlige identiteter og moderne værdier. I sin seneste tale til nationen begrundede Ruslands præsident, Vladimir Putin, igen annekteringen af Krim i historiske og ideologiske termer med henvisning til jorden som »den spirituelle kilde til dannelsen af en mangesidet, men monolitisk russisk nation og en centraliseret russiske stat«. Han supplerede desuden Stalins forestilling om nationen med semireligiøse og oprindelsesspekulative argumenter: »Ud over en etnisk lighed, et fælles sprog og fælles elementer i den materielle kultur, et fælles område, der ikke har faste grænser, en spirende fælles økonomisk aktivitet og en fyrstelig styreform har kristendommen vist sig at være en stærk åndelig samlende kraft, der hjalp til at inkludere mange forskellige stammer og sammenslutninger af stammefolk i den omfattende østlige slaviske verden, hvorved der blev dannet en enkelt russisk nation og etableret en fælles stat. Det var på denne åndelige jord, at vores forfædre for første gang – og for evigt – blev bevidste om sig selv som et enkelt folk.«

Selv forskere, der ikke kender de subtile forskelle mellem Rus og Rusland ville blive overraskede over at erfare, at den »enkelte russiske nation« og »den fælles stat« går tilbage til det 10. århundrede. I den forbindelse er det slående, at der ikke indrømmes den traditionelle plads for de ukrainske og hviderussiske broderfolk, endsige for Krims indfødte befolkning, krim-tatarerne, der holdt deres egen stat på halvøen, indtil slutningen af det 18. århundrede. Det kunne her se ud, som om ikke blot retfærdighed eller sund fornuft, men endog videnskabelig sandhed er blevet ofret for politisk hensigtsmæssighed. Det er således svært ikke at være enig i den sarkastiske bemærkning fra den amerikanske forsker, Alexander Motyl: »Den slags er ren galimatias, især i det 21. århundrede. Det gode ved det er, at når diktatorer søger deres legitimitet i religionen, betyder det som regel, at de ved, at de er svage og behøver undsætning udefra.«

Mykola Riabchuk er ukrainsk forfatter og forsker ved Ukrainsk Center for Kulturstudier i Kijev.

© Mykola Riabchuk/New Eastern Europe, Eurozine og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu