Læsetid 9 min.

Da han vendte hovedet, ramte toget

To drenge var flygtet fra Afghanistan og var på vej til Norge. Dette er historien om en personpåkørsel i januar på et jernbanespor i København
Asyl. Jeg ville til Norge. Men det kunne jeg ikke, sagde de. Enten måtte jeg søge asyl her i Danmark, eller også ville jeg blive sendt tilbage til Afghanistan. Så jeg søgte asyl her, siger Ibratullah.

Asyl. Jeg ville til Norge. Men det kunne jeg ikke, sagde de. Enten måtte jeg søge asyl her i Danmark, eller også ville jeg blive sendt tilbage til Afghanistan. Så jeg søgte asyl her, siger Ibratullah.

Ulrik Hasemann
21. marts 2015

Klokken 6.02 onsdag den 7. januar 2015 afgår Øresundstog 1315 planmæssigt fra Københavns Lufthavn Kastrup. Toget skal til Helsingør. Kort efter, at det har forladt Ørestad Station på Amager kl. 6.08, ser lokomotivføreren en sort plasticpose hvirvle op. Lidt efter ser han, at der står en person midt på sporet 20 meter fra toget. Udenfor er det mørkt, regnvejr og sigtbarheden er ringe, fortæller lokomotivføreren senere til Havarikommissionen. Han indleder straks en »farebremsning«. Personen i sporet forsøger at komme væk, men når det ikke, og klokken 6.11 rammer toget ham med 110 km i timen.

En anden person, der også befinder sig på banelegemet, falder og bliver »formentlig ramt af toget«, som der står i Banedanmarks rapport om påkørslen, der sker, lige før toget kører over Sjællandsbroen på vej ind mod Københavns Hovedbanegård.

Klokken 6.17 modtager akutberedskabet en alarm, og to ambulancer og en akutlægebil sendes til ulykkesstedet.

Mens redningsfolkene er på vej, ser en DSB-medarbejder, der befinder sig bagerst i toget, »en person stående udenfor toget, som råbte og kastede med skærver på toget«.

Da redningstjenesten ankommer omkring 10 minutter senere, sikrer indsatslederen først standsning af tog i begge spor og påmonterer kortslutningsstropper, der sørger for at aktivere stopsignaler, ifølge Københavns Brandvæsens udrykningsrapport. Så åbnes sporområdet for øvrigt redningspersonale samt politi og sundhedspersonale.

Jernbanen er imidlertid indhegnet af lydafskærmning og bevoksning, så redningsfolkene må sætte en stige op for at kunne komme ud i sporet.

Indsatslederen hos Københavns Brandvæsen konstaterer, at to personer er kommet til skade. En akutlæge erklærer den ene død på stedet, mens den anden er lettere kvæstet.

De to personer overdrages til Region Hovedstadens personale, som kører dem til Hvidovre Hospital. Politiet får herefter hjælp til »eftersyn og lettere afvaskning af tog samt eftersøgning af sporområde for personlige effekter m.v.«.

En time efter redningsfolkene er ankommet, er indsatsen færdig, og klokken 7.28 er sporet ryddet og frigives til kørsel.

Klokken 9.15 udsender Københavns Politi en pressemeddelelse om påkørslen. »Vi betragter dette som et tragisk uheld, men undersøger nu de nærmere omstændigheder,« oplyser en politikommissær.

Ekstra Bladet og Ritzau tager historien op, men sagen om påkørslen drukner snart i det øvrige mediebillede. Klokken cirka 11.30 trænger to mænd ind på avisen Charlie Hebdos redaktion i Paris, hvor de dræber 11 og sårer 12.

6.000 km flugt

Ibratullah og Omid havde brugt det meste af natten i en elevator. Det var mørkt udenfor, og temperaturen var omkring frysepunktet, men i elevatoren var der varme. De var kørt op og ned med elevatoren, mens de ventede på, at Hovedbanegården i København skulle åbne igen kl. 5 onsdag morgen den 7. januar.

»Det var meget koldt, og vi var bange for, at politiet ville anholde os, fordi vi var her illegalt,« husker 15-årige Ibratullah, der sidder i en villa i Nordsjælland og fortæller sin historie for første gang.

Det var ikke længe siden, han og hans 13-årige fætter, Omid, for første gang i deres liv var steget om bord på et tog. Det var i München i Tyskland, hvor de var endt efter en flere måneder lang rejse, der begyndte i det østlige Afghanistan.

»Mit liv var i fare i Afghanistan,« siger Ibratullah. Det var hans fars idé, at han skulle rejse til Norge, og sammen med Omids far havde han skaffet penge til en menneskesmugler. Omid havde ikke fået lov at tage med, men trodsede forbuddet og flygtede sammen med Ibratullah.

Den 6.000 kilometer lange rejse, som menneskesmugleren havde arrangeret, foregik af og til med bil, men oftest på gåben. Den præcise rute kender Ibratullah ikke, men han mener, det tog fire en halv måned, før de ankom i München, hvor de to fætre blev overladt til sig selv.

De talte kun en smule engelsk, så det var svært at købe billetter. På banegården i München hjalp en tilfældig afghansk mand dem med at skaffe togbilletter til Hamborg, hvorfra de tog et nyt tog til København.

Endemålet for Ibratullah og Omids rejse var Norge, hvor Omids bror bor. Ud over en Nokia-telefon og nogle euro havde de to drenge ikke andet end det, de var klædt i.

Inden Københavns Hovedbanegård var blevet lukket for natten, var det lykkedes Ibratullah og Omid at skaffe billetter til den videre rejse.

»På stationen hørte vi to afghanere, der talte farsi til hinanden,« fortæller Ibratullah, der selv hovedsageligt taler pashto. » Vi spurgte dem, om der gik et tog til Norge.«

»Nej, I skal tage et tog til Sverige,« fortalte de to afghanske mænd, der viste sig selv at bo i Malmø. De indvilgede i at hjælpe Ibratullah og Omid, og efter at have fået penge af drengene, vendte de afghanske mænd tilbage med to billetter til Sverige. Toget afgik tidligt næste morgen.

Vidste ikke, hvor de var

Som planlagt forlod Øresundstoget Københavns Hovedbanegård kl. 5.32 med kurs mod Malmø C. Inde i toget sad Ibratullah og Omid. Allerede kort efter afgang begyndte tingene at gå galt.

»Det er ikke en rigtig billet,« sagde togføreren, da drengene viste ham de papirer, de to afghanske mænd på Hovedbanegården havde sagt var billetter til Sverige. De var blevet snydt.

»I skal stå af ved næste station,« meddelte togføreren. Han fortalte, at de kunne købe billetter på stationen for de penge, de havde vist ham.

På Ørestad Station var der mørkt og koldt, og det regnede. Ibratullah var i tvivl, om det overhovedet var en station, de var på, for der var helt tomt.

»Hvad gør vi nu?« spurgte han sin fætter. »Der kommer nok et andet tog, vi kan tage,« svarede Omid.

»Men vi har ikke en gyldig billet, så vi bliver bare smidt af toget igen,« indvendte Ibratullah.

De to drenge var bange. De vidste ikke præcis, hvor de var, og de var i tvivl om, hvad de nu skulle gøre.

Over stationen løber Ørestad Boulevard. Togføreren havde peget derop, da han satte drengene af, og sagt, at de kunne købe en billet i en maskine deroppe. Men de vidste ikke, hvordan de skulle bruge billetautomaten, så de gav op.

»Vi besluttede at gå tilbage til stationen. Det kunne være, at vi igen ville støde på nogen andre afghanere, der kunne hjælpe os,« fortæller Ibratullah.

Drengenes eneste problem var bare, at de ikke vidste, hvor de var, og de kendte kun med sikkerhed én vej, der førte tilbage til Hovedbanegården.

»Så vi gik langs skinnerne.«

’Vi hørte ikke toget’

Jernbanestrækningen mellem Ørestad Station og Sjællandsbroen er afskærmet af høje glasmure, som normalt holder uvedkommende væk. Men denne januar morgen traskede to afghanske teenagere gennem mørket i retning mod Københavns Hovedbanegård. Omid gik mellem skinnerne.

»Du skal ikke gå på skinnerne. Der kommer et tog og slår dig ihjel,« advarede Ibratullah flere gange.

»Nej, der kommer ikke noget,« svarede Omid afværgende.

Ibratullah gik selv ved siden af skinnerne. »Kom nu væk,« sagde han igen og igen. Nogle gange adlød Omid, men snart gik han oppe på skinnerne igen.

I omkring 20 minutter gik drengene ad jernbanesporet. De besluttede at ringe til Omids bror i Norge for at fortælle ham, hvordan det gik. Ibratullah fandt telefonen frem og ringede op.

Efter at have talt med Omids bror, lagde han telefonen tilbage i sin lomme. Så kiggede han bagud og fik øje på noget.

»Vi hørte slet ikke toget. Men vi så lys,« husker Ibratullah. Han råbte til sin fætter, at nu kom der et tog, så han skulle se at komme væk.

Da Omid vendte hovedet for at se efter, ramte toget ham.

»Jeg forstod ikke, hvad der skete. Jeg var helt chokeret og helt væk,« siger Ibratullah om sekunderne, der fulgte, og som han ikke husker særlig godt.

Han mistede bevidstheden, og da han kom til sig selv, var han svimmel. Han var ikke sikker på, om toget havde ramt ham, eller om han var blevet væltet omkuld, da det for forbi.

»Da jeg kom til mig selv, kunne jeg ikke rejse mig. Mit ene ben hang efter mig, så jeg måtte kravle. Jeg var bange for, hvad der var sket med Omid. Så fik jeg øje på ham.«

Toget havde kastet Omid langt væk. Han lå på maven ved en mur et godt stykke fra skinnerne.

»Jeg genkendte hans tøj og begyndte at kravle mod ham, mens mit ben hang efter mig. Da jeg nåede hen til ham og rørte ved ham, reagerede han ikke. Jeg ruskede i ham, men han lå helt stille,« fortæller Ibratullah. »Så løftede jeg hans hoved og så, at det var helt væk.«

Ibratullah fortæller, at han lagde Omids hoved på sit lår, og mens han sad der, forstod han, at han havde mistet ham.

Lidt efter begyndte han at kalde på hjælp. Et stykke derfra holdt toget, der var bremset efter påkørslen. Ibratullah husker, hvordan han kravlede mod det, fordi det venstre ben var helt ødelagt efter sammenstødet. Han råbte og skreg på hjælp og samlede skærver op, som han kastede mod toget.

Omkring 20 minutter efter påkørslen dukkede politiet og ambulancerne op.

»Ambulancefolkene ville hjælpe mig først, men jeg sagde, de skulle tage sig af Omid først,« fortæller Ibratullah.

Ambulancen kørte Ibratullah til Hvidovre Hospital, hvor han blev indlagt. Lidt op ad dagen dukkede politiet op. De havde hans telefon med, som de havde fundet ude ved banelegemet. Om aftenen kom tre politibetjente og spurgte, hvad Ibratullah havde tænkt sig at gøre, når han kom til hægterne igen.

»Jeg sagde, at jeg ville til Norge. Men det kunne jeg ikke, sagde de. Enten måtte jeg søge asyl her i Danmark, eller også ville jeg blive sendt tilbage til Afghanistan. Så jeg søgte asyl her.«

Vidste godt, det var farligt

Ibratullah sidder i en sofa iført træningstøj og fortæller sin historie. Han har sort, velfriseret pomadehår og et blik, der er rettet nedad meste af tiden. Inde bag træningsbukserne er hans ene ben næsten dobbelt så stort som det andet, og han kan stadig ikke rigtig gå på det. Men han har været heldig. Han ved godt, at han kun var centimeter fra at miste livet på skinnerne. I stedet slap han med et skadet knæ, som nu er opereret og ser ud til at hele fint. Hvis alt går vel, kommer han ikke til at få mén.

»Vi vidste godt, at det var farligt at gå på skinnerne. Men Omid var en meget modig dreng. Men også naiv. Han var yngre og forstod ikke situationens alvor,« siger Ibratullah.

Han vrider og knuger af og til hænderne, når han taler. Som om han genoplever det, det der skete på skinnerne, mens han ved hjælp af en tolk fortæller om det.

»På hospitalet var de meget søde og rare. Jeg var alene, men der var masser af hjælp,« siger han.

Hospitalets ansatte lånte Ibratullah en telefon, så han kunne ringe til sin far og forklare ham, hvad der var sket.

»Du skal ikke være ked af det. Gud har bestemt, hvad der er sket,« husker Ibratullah, at faren svarede.

Egentlig ville Ibratullah gerne have set Omid en sidste gang på hospitalet, men det nåede han ikke. Allerede en uge efter ulykken blev Omids lig sendt tilbage til hans familie i Afghanistan, så de kunne begrave ham der.

Ibratullah har endnu ikke fået behandlet sin asylsag og ville derfor normalt skulle bo på et asylcenter. Men på grund af de særlige omstændigheder har han fået lov at flytte ind i den gule murstensvilla i Græsted, hvor han bor hos en plejefamilie. Nu venter han på at blive indkaldt til asylsamtale, hvor han skal forklare, hvorfor han flygtede fra Afghanistan, og hvorfor han frygter for sit liv, hvis han vender tilbage.

»Jeg har besluttet mig for ikke at rejse til Norge. Jeg er glad for at være her,« siger han og fortæller, at han gerne vil lære dansk og tage en uddannelse som læge eller ingeniør.

Ibratullah har ønsket kun at stå frem med fornavn, da han frygter for sit liv i Afghanistan. Historien er fortalt ud fra hans forklaring, interviews med politi, redningstjeneste og andre myndighedspersoner og aktindsigt i rapporter om hændelsen.

Detaljer om Ibratullahs familie, hvor han kommer fra, og hvad han er flygtet fra er udeladt af hensyn til hans sikkerhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Pia Qu
    Pia Qu
David Zennaro, Robert Ørsted-Jensen og Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg ved ikke om jeg håber, at de to afghanere der snød drengene på Hovedbangården læser med.

Louise Rasmussen, Rune Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Romme

En 6.000 km lang illegal rejse gennem nogle af verdens farligste egne endte altså i med død og lemlæstelse i Danmark.

For mindre end 2 måneder siden, var der en anden tragisk situation - dog ikke dødelig. Her var 2 andre drenge blevet smidt af samme tog men i Malmø, fordi de ikke havde billet. På Malmø stationen blev de mishandlet af 2 vagter fra et vagtselskab, medens forargede borgere filmede med deres telefoner. Senere stak de af fra de svenske myndigheder, og er tilbageholdt i Vestjylland.

lars abildgaard, Peter Taitto, Rune Petersen, Pia Qu og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian Yde
Christian Yde

Det kunne være så fint, hvis han fik lov at arbejde og afbetale sin uddannelse her.