Læsetid: 10 min.

Zionismens absurde allierede

Når Israels premierminister Benjamin Nethanyahu opfordrer franske – og senest også danske – jøder til at søge ly i Israel, forsøger han reelt at indfri en gammel antisemitisk drøm: at rense Europa for jøder
Invitation. Benjamin Netanyahu ved mindehøjtideligheden foran det jødiske supermarked i Paris i januar. Det var her, han inviterede Frankrigs jøder til at flytte til Israel.

Invitation. Benjamin Netanyahu ved mindehøjtideligheden foran det jødiske supermarked i Paris i januar. Det var her, han inviterede Frankrigs jøder til at flytte til Israel.

Erez Lichtfeld

7. marts 2015

I juli 2008 bragte wienerdagbladet Die Presse en karikatur med to firskårne østrigere af nazistisk udseende. Den ene holder en avis i hånden og siger til sin ven: »Her ser du, hvordan fuldt berettiget antisemitisme misbruges til letkøbt kritik af Israel!«

Karikaturen vender det zionistiske standardargument mod kritik af staten Israel om: Vi accepterer, at Israels handlinger selvfølgelig kan kritiseres, men Israel-kritikerne misbruger deres kritik af Israels politik til at formidle antisemitiske budskaber.

Lad mig her minde om Anders Breivik, den norske indvandrerfjendske massemorder, som vi kender ham fra hans såkaldte Manifest: Her fremgår det, at han nok er antisemit. Men han er også proisraelsk, fordi han ser staten Israel som en første forsvarslinje mod muslimsk ekspansion og sågar ønsker templet i Jerusalem genopført.

Breiviks synspunkt er: Vi kan acceptere jøder, så længe de ikke er for mange. Eller, som han skriver: »Der findes ikke et jødisk problem i Vesteuropa (bortset fra i Storbritannien og Frankrig), for vi har kun en million jøder i Vesteuropa, og 800.000 ud af dem bor i Frankrig og Storbritannien. USA har derimod seks millioner jøder (600 procent flere end Europa) og står faktisk et med et stor jødeproblem.«

I Breiviks figur møder vi det ultimative paradoks: en zionistisk antisemit. Men det er en position, han ikke står alene med.

’Et Frankrig uden jøder’

Da Israels premierminister, Benjamin Netanyahu i Paris delotg i Den Republikanske March til ære for de myrdede Charlie Hebdo-medarbejdere, opfordrede han Frankrigs jøder til at flytte til Israel af hensyn til deres egen sikkerhed. De ville blive »budt velkommen med åbne arme«, var budskabet. Overskriften i det polske dagblad Gazeta Wyborcza fortalte hele historien: »Israel ønsker et Frankrig uden jøder«. Det gør franske antisemitter også, kan vi tilføje.

Apropos antisemitter var nazisterne ikke blinde for, at en mulig Endlösung på Europas jødiske spørgsmål – at skaffe sig af med jøderne – kunne ske ved at oprette en jødisk stat i Palæstina. Med en omvendt Clausewitz-formulering kan vi spørge: Var grundlæggelsen af Israel en fortsættelse af krigen mod jøderne med andre – politikkens – midler?

Interesserer man sig for antisemitismens historie, bør man kende datoen 26. September 1937. Den dag satte Adolf Eichmann og hans assistent sig ind i et tog i Berlin med kurs mod Palæstina for at mødes med Feivel Polkes, et ledende medlem af Hagannah – en hemmelig zionistisk organisation – i Tel Aviv. På dagsordenen, som var velsignet af Heydrich, stod en drøftelse af, hvorledes tyske og jødiske organisationer kunne samordne deres bestræbelser for at lette udvandring af jøder til Palæstina. Både nazister og zionister ønskede så mange jøder som muligt flyttet til Palæstina. Nazisterne, fordi de foretrak jøderne udrenset fra Vesteuropa. Zionisterne, fordi de ønskede jøder til Palæstina for at kunne majorisere araberne. Voldsomme uroligheder i Palæstina fik imidlertid briterne til at blokere for indrejse, så Eichmann og Polkes mødtes i stedet i Cairo og drøftede her en koordinering af de tyske og zionistiske aktiviteter.

Er dette møde ikke den ultimative illustration af, i hvor høj grad nazisterne og de radikale zionister havde sammenfaldende interesser? Hvad man end mener om den zionistiske dagsorden, gjorde de europæiske jøders desperate situation det selvfølgelig legitimt at redde så mange som muligt med alle midler.

I dag synes vi tilbage ved udgangspunktet. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan argumentationen hos dem, der forsvarer Israels politik, har rykket sig. Frem til sidst i 1950’erne var jødiske og israelske ledere ærlige omkring, at de ikke havde fuld moralsk ret til Palæstina. Nogle tog sågar betegnelsen ’terrorister’ på sig. Tænk, hvis vi i dagens medier kunne læse en udtalelse som denne:

»Terrorbegrebets historiske og etymologiske rødder viser, at det ikke kan anvendes om revolutionær frihedskrig (…) Frihedskæmpere må bevæbne sig eller blive knust (…) Hvad har kampen for at leve i menneskelig værdighed og for at befri sig fra undertrykkelse og underkastelse at gøre med ’terrorisme’?«

Ordlyden kan minde om de erklæringer fra islamistiske terrorgrupper, vi i dag fordømmer. Men forfatteren bag disse betragtninger på højdepunktet af Haganahs væbnede kamp mod de britiske styrker i Palæstina er Menachem Begin (leder af terrorgruppen Irgun i 1940’erne og premierminister i Israel 1977-83, red.).

Uden moralsk ret

Det er interessant, at udtrykket ’terrorist’ i denne fase af den jødiske kamp mod det britiske militær i Palæstina tillægges en positiv klang. Og befriende ærligt, at den første generation af israelske ledere åbent indrømmede, at en jødisk stat ikke kunne grundes på universel retfærdighed. Hvad der var tale om, var simpel erobringskrig mellem to befolkningsgrupper. Her er, hvad David Ben Gurion, Israels første premierminister, skrev:

»Alle kan se, hvor tyngende problemer, der belaster forholdet mellem arabere og jøder. Men ingen vil indse, at disse problemer ikke har en løsning! Vi står over for en afgrund, hvor intet kan forbinde de to sider. (…) Som folk ønsker vi, at dette land skal være vores. Og som folk ønsker araberne, at dette land skal være deres«.

Hvor problematisk den erklæring er i dag, er indlysende. En sådan løsrivelse af etniske konflikter om jord fra moralske overvejelser kan vi ikke længere acceptere. Af samme grund må den berømte nazijæger Simon Wiesenthals tilgang i hans essay, Refærdighed, ikke hævn, forekomme problematisk:

»En dag vil det blive nødvendigt at indse, at det er umuligt at etablere en stat, uden at nogle af disse mennesker, der har beboet området i forvejen, føler deres rettigheder indskrænket. (Thi hvor ingen mennesker før har levet, er det formentlig umuligt for mennesker at leve.) Man må stille sig tilfreds, hvis disse overskridelser sker inden for visse grænser, og hvis relativt få mennesker berøres af dem. Sådan var det, da Israel blev grundlagt (...) Trods alt havde der været en jødisk befolkning på stedet længe, og den palæstinensiske befolkning var forholdsvis beskeden«.

Hvad Wiesenthal advokerer for, er statsindstiftende vold med menneskeligt ansigt. Hvad angår palæstinensernes ’beskedne’ antal er det værd, at minde om, at befolkningen i det palæstinensiske område i 1880 bestod af 25.000 jøder og 620.000 palæstinensere.

Den mest interessante sætning i Wiesenthals bog står dog på side forinden:

»En fortsat sejrrig israelsk stat kan ikke for altid forlade sig på den sympati, som tilkommer ’ofrene’.« Wiesenthals pointe er tilsyneladende, at nu da staten Israel er »fortsat sejrrig«, behøver den ikke længere at opføre sig som et offer, men kan udøve sin magt. Vi kan medgive den ret, men kun hvis vi tilføjer, at der med den nye magtposition også følger et nyt ansvar. Problemet i dag er, at Israel nok er forblevet »fortsat sejrrig«, men stadig forlader sig på et billede af jøder som ofre for at legitimere sin magtpolitik og for at stemple kritikere som skjulte Holocaust-sympatisører. Arthur Koestler, den store antikommunistiske konvertit, formulerede i den forbindelse en dyb indsigt: »Hvis magt korrumperer, er det modsatte også sandt: Forfølgelse korrumperer ofrene, måske endda på mere subtil og tragisk vis.«

Nye kriterier

Her ligger den fatale fejl i det eneste stærke argument for oprettelsen af en jødisk nationalstat efter Holocaust: Ved at skabe deres egen stat kunne jøderne overvinde det vilkår, hvor de var prisgivet diasporastaters nåde, dvs. måtte leve med den større eller mindre tolerance fra disses majoritetssamfund. Selv om den argumentation er uafhængig af religion, må den påkalde sig den religiøse tradition for at retfærdiggøre den nye stats geografiske placering. Ellers befinder vi os i samme situation som tossen, der leder efter sin tabte pung under gadelampen og ikke i den mørke krog, hvor han tabte den, fordi man ser bedre i lyset. Fordi det var lettere, tog jøderne deres land fra palæstinenserne og ikke fra dem, som forvoldte dem lidelse og skyldte dem kompensation.

Efter 1967-krigen opstod der en ny formular: ’fred for land’ – Israel skulle trække sig bag om grænserne fra før 1967 for fuld arabisk anerkendelse af Israel og oprettelse af en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Den ’tostatsløsning’ er i dag de facto opgivet, selv om FN, USA og Israel fortsat klynger sig til den: Med den kontinuerlige udvidelse af de jødiske bosættelser på Vestbredden er perspektivet for en suveræn palæstinensisk stat blevet en illusion.

Det, som skal træde i dens sted, kunne vi for nylig læse om i New York Times i en klumme af Caroline B. Glick – forfatter til The Israeli Solution: A One-State Plan for Peace in the Middle East – under rubrikken: Opgiv tanken om en palæstinensisk stat. Her skrev hun, at de, som plæderer for at anerkende Palæstina som stat »må forstå, at de ikke fremmer fredens chancer, men kun bereder Israels undergang. Var europæerne oprigtigt interesseret i frihed og fred, skulle de gøre det modsatte: styrke og udvide Israel, regionens eneste stabile zone for frihed og fred. De skulle opgive den falske tostatsløsning, som et dobbeltspil, hvis eneste mulige udfald er, at Israel ødelægges og erstattes med en terrorsstat.«

Kort sagt: Det, som var (og er) officiel international politik, fordømmes nu som opskrift på Israels undergang. Og langtfra at repræsentere et ekstremt mindretals synspunkt er den holdning i grunden blot det explicitte udtryk for strategien bag de seneste årtiers fortsatte kolonisering af Vestbredden: Oprettelsen af stadig nye bosættelser, mange af dem placeret op mod den jordanske grænse, viser, at en palæstinensisk stat på Vestbredden i praksis er udelukket. Ironisk er det også, at et stadig stærkere Israel fremstiller sig selv som stadig mere truet.

Hvilken fred?

Samme udvidelse af kriterierne for, hvad der tæller som antisemitisme, genfinder vi i andre domæner, som da Metropolitan Opera for nylig ville genopføre John Adams The Death of Klinghoffer: Ved første forestilling »måtte operagæsterne skride igennem politibarrikader, mens demonstranter råbte »Skam jer!« og »Terror er ikke kunst!« En demonstrant viftede med et hvidt lommetørklæde fuld af røde pletter. Andre var i kørestole kørt op langs hele Columbus Avenue. Politikere, herunder New Yorks tidligere borgmester Rudolph W. Giuliani, fordømte på et massemøde i Lincoln Center en opera, der har antændt en indædt debat om kunst, antisemitisme og politik. The Death of Klinghoffer handler om mordet på Leon Klinghoffer, en amerikansk jødisk passager i kørestol, som medlemmer af Den Palæstinensiske Befrielsesfront, PFLP, begik i 1985 under deres kapring af krydstogtskibet Achille Lauro. En demonstrant, Hilary Barr, 55, sygeplejerske fra Westchester County, erklærede, at operaen var et forsøg på at retfærdiggøre terrorisme. »Ved at opføre det her midt på Manhattan er budskabet: ’Gå ud og myrd en eller anden, bliv terrorist, og vi skriver et teaterstykke om dig,« sagde hun.

Selvfølgelig er Israel oprigtig i sin stræben efter fred. En besættelsesmagt vil pr. definition helst have fred i det område, den har indtaget. Spørgsmålet er derfor: Er Israels tilstedeværelse på Vestbredden en besættelse, og er det lovligt for beboerne at modstå den, også med våben? Skuespilleren Jon Voight forsvarede for nylig Israels ret til Vestbredden, da han gik i rette med Javier Bardem og Penelope Cruz for deres kritik af IDF’s bombninger af Gaza. Ifølge Jon Voigt var de begge »uvidende om hele historien om Israels fødsel, da det jødiske folk i 1948 af FN fik tilbudt en del af den jord, der oprindeligt blev afsat til dem i 1921, og de arabiske palæstinensere fik tilbudt den anden halvdel«.

Den passive form ’blev afsat’ slører det centrale spørgsmål: Af hvem? Det, Voight refererer til, er Balfour-erklæringen, hvor den britiske udenrigsminister Arthur Balfour i 1917 lovede et område, som ikke tilhørte hans eget land, til andre. Voight får det til at se ud, som om hele dette land ’blev afsat’ til det jødiske folk, som derefter nådigt nøjedes med halvdelen.

Blut und boden?

Med hensyn til påstanden om, at jøderne havde en historisk ret til landet Israel, lige siden det efter deres opfattelse blev dem skænket af Gud, er det bemærkelsesværdigt, at overdragelsen i Det Gamle Testamente beskrives som etnisk udrensning. Efter udfrielsen fra slaveriet i Egypten gik israelitterne ind i det forjættede land, hvor Gud befalede dem at tilintetgøre hele den befolkning, som boede i området, kanaanæerne: »Men i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet.« (Femte Mosebog 20:16). I Josvabogen berettes, hvordan befalingen blev ført ud i livet: »De helligede byen til Herren, og med sværdet lagde de band på alle, der var i byen, både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler.« (6:21). »Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet.« (10:40; 11:14). Teksten nævner by efter by, hvor Josva på Guds befaling lader hver indbygger hugge ned med sværdet. (10:28, 30, 33, 37, 39, 40; 11: 8).

Er jøderne dermed skyld i at have praktiseret den oprindelige etniske udrensning som arvesynd? Absolut ikke: I ældre tid og knap så ældre tid opførte snart sagt alle etniske grupper sig på den måde. Læren er snarere, at alle forsøg på at legitimere krav på jord med henvisning til en mytisk fortid må afvises. For at løse eller inddæmme den israelsk-palæstinensiske konflikt må vi holde op med at dvæle ved fortiden, ja, vi bør glemme den, fordi den konstant omskrives for at legitimere nutidige krav.

I sidste ende vil det jødiske folk selv betale prisen for en etnisk fundamentalistisk politik, der bringer dem uhyggeligt tæt på den antisemitiske konservatisme. Dette vil ske, hvis jøderne – angiveligt det mest kreative og intellektuelt produktive folkeslag i verden – presses ud i at blive som enhver anden etnisk gruppe med sit særlige krav på Blut und Boden.

© Slavoj žižek og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Aaen
  • Vibeke Svenningsen
  • Rasmus Kongshøj
  • Benno Hansen
  • Espen Bøgh
  • Ernst Enevoldsen
  • peter fonnesbech
  • Lena Kallestrup
  • Toke Andersen
  • lars abildgaard
  • Steen Sohn
Karsten Aaen, Vibeke Svenningsen, Rasmus Kongshøj, Benno Hansen, Espen Bøgh, Ernst Enevoldsen, peter fonnesbech, Lena Kallestrup, Toke Andersen, lars abildgaard og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Mikael Allarp

Lige en præcisering til en ellers god og interessant artikel fra Slavoj Zizek. Drabet på Klinghofer på Achille Lauro, var ikke en (fejlslået) aktion fra PFLP, men blev udført af en anden organisation ved navn Palestine Liberation Front, PLF. De havde ikke noget med PFLP at gøre, men var et medlem at paraplyorganisationen PLO. Se f.eks. Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Achille_Lauro_hijacking

Interessant & skarpsindig artikel, og så vidt jeg kan bedømme veloversat af Niels Ivar Larsen - til hvem jeg har et spørgsmål, eller rettere to:

- Hvilket sprog er artiklen oversat fra ? (Generelt ville det være en god idé at at angive kildesprog i oversatte artikler, hvor det ikke er oplagt: har Zizek oprindelig skrevet sin artikel på engelsk eller fransk ? eller er den oversat dertil, og derfra til dansk?)
- til slut kaldes jøder for et "folkeslag" - altså ikke "folk" (hvad de næppe er). God løsning, synes jeg: men hvad skrev Zizek oprindelig?

Slavoj žižek skriver som sædvanlig uden mål og med. Ok, den anekdote han har hugget til indledningen er relevant, og det er dét. Al Slavojs mudrede tankespin udtrykkes i følgende sætning:

Selvfølgelig er Israel oprigtig i sin stræben efter fred. En besættelsesmagt vil pr. definition helst have fred i det område, den har indtaget.

Når etnisk udrensning er målet, så er ovenstående ræsonnement rent nonsens. Og i øvrigt, hvem er ”Israel”? Militæret og våbenindustrien? En våbenindustri der er blandt verdens førende. Eksv. er Israel er verdens førende eksportør af kampdroner. EU og verdens magthavere flokkes til våbenkonferencer i Israel. Besættelsen er blevet et industrielt laboratorium.

Lennart Kampmann

Men det efterlader jo problemet: Hvis ikke fortiden må benyttes som reference til hvem der ejer noget, så må det gældende princip jo være besiddelse. Heraf følger at alle nuværende besiddelser er legitime og alle kommende ændringer ligeså. Det er blot den stærkes magt.
Så Hr. Slavoj Zizek, hvordan skal man afgøre hvem der skal besidde det omstridte landområde?
Lige nu sidder Israel på det. Og det ser ud til at vare en rum tid....

Med venlig hilsen
Lennart

Det giver sig selv at zionfile befinder sig helt ude på de ekstreme højrefløj sammen med zionisterne. Det må selv israelerne sande, nu den sociale armod kryber ind også bag Israels mur.