Læsetid: 8 min.

Den amerikanske anarkist og den kurdiske forbindelse

En amerikansk anarkist og radikal økolog er en væsentlig ideologisk inspiration for de sejrrige kurdiske oprørere i det nordlige Syrien. Den kurdiske leder, Abdullah Öcalan, læste Murray Bookchin i fængslet og gik i gang med at ændre målet med kurdernes kamp fra etableringen af en selvstændig stat til et antistatsligt demokratisk oprør fra neden
Kurdiske demonstranter i Rojavas hovedby, Qamishli. Hovedpartiet i det syriske Kurdistan, PYD, er i færd med at prøve at gennemføre et radikalt eksperiment

Kurdiske demonstranter i Rojavas hovedby, Qamishli. Hovedpartiet i det syriske Kurdistan, PYD, er i færd med at prøve at gennemføre et radikalt eksperiment

Dyar Hasso

11. april 2015

De seneste mange år har det været småt med radikalt venstreorienterede demokratiske eksperimenter. Men siden sommeren 2012 har der i det nordlige Syrien udspillet sig et af de mere opsigtsvækkende. Her erklærede de syriske kurdere autonomi i tre provinser og er begyndt at etablere alternative demokratiske institutioner, der får venstrefløjens intellektuelle til at vende blikket mod Kurdistan. Kurderne henter deres ideologiske tankegods hos blandt andet den relativt ukendte amerikanske teoretiker og anarkist Murray Bookchin og hans teorier om social økologi og kommunalisme.

Det var Abdullah Öcalan, lederen af det kurdiske arbejderparti PKK, der for alvor opdagede Bookchin, efter han i 1999 blev fængslet af Tyrkiet på den isolerede tyrkiske ø Imrali. Forud var gået en årelang blodig konflikt, og Öcalan kunne se frem til at tilbringe resten af livet i fængsel.

»Öcalan havde pludselig en masse tid. Han måtte ikke se andre end sine advokater, han havde ikke nogen telefon, og øen var svær at komme til. Så han brugte lang tid på at læse blandt andet vestlig social teori, hvor han altså faldt over nogle oversættelser af Bookchins bøger,« fortæller Janet Biehl, der var Murray Bookchins partner indtil hans død i 2006 og har redigeret en række af hans værker.

Bookchin blev født i New York i 1921 af stærkt venstreorienterede forældre og var allerede som helt ung aktiv i kommunistiske bevægelser. Han brød siden med de totalitære dele af marxismen og fra 1950’erne og frem, udviklede han sine egne teorier om et rationelt, socialistisk og økologisk samfund. Teorierne nåede dog aldrig særligt stor udbredelse, og Bookchin brugte mange kræfter på at skændes med andre dele af den splittede amerikanske venstrefløj, der kritiserede hans ideer om økologi og demokrati for at være småborgerlige.

Bookchins bøger nåede alligevel fra New York til det tyrkiske fængsel et par årtier senere, og Abdullah Öcalan blev så inspireret af Bookchin, at han satte gang i en intern politisk reform af PKK inspireret af teorierne. Samtidigt forsøgte han også at komme i kontakt med den amerikanske anarkist og økolog for at diskutere politik:

»Öcalan skrev og fortalte Murray, at han var social økolog, der flittigt studerede hans tekster og gerne ville have en dialog,« fortæller Janet Biehl.

»Men på det tidspunkt var Murray meget syg, og han var også en meget skuffet mand. Han havde haft så mange bristede forhåbninger igennem hele sit liv, hvor han havde prøvet at bygge en bevægelse op, uden det var lykkedes. Han var ikke bare syg, han havde heller ikke de psykologiske ressourcer til at prøve igen,« siger hun. Udvekslingen stoppede ved, at Bookchin svarede høfligt tilbage med et ønske om ’alt det bedste til kurderne’, og en forklaring om, at han var for syg til at have en dialog. Han døde to år senere i sommeren 2006, og blev fejret blandt andet med en udtalelse fra PKK’s kongres:

»De lovede at de ville etablere det første kookchinistiske samfund i verden,« siger Janet Biehl og griner.

– Er de så i gang med det?

»Det er i hvert fald det tætteste, jeg har set«.

Kapitalismen ødelægger naturen

Som venstrefløjsteoretiker kritiserede Murray Bookchin blandt andet marxismens forhold til staten og fokus på industriproletariatet, som det revolutionære subjekt. Janet Biehl beskriver i et essay, at Bookchin efter bruddet med den dogmatiske marxisme i 1950’erne fortsat var overbevist om, at kapitalismen var et »selvdestruktivt mangelfuldt system«. Kapitalismens svageste punkt var dog ikke proletariatet, men »at den var i konflikt med det naturlige miljø, og destruktiv over for både naturen og menneskers helbred«. Kapitalismens krise ville altså ikke komme som et resultat af udbytningen af arbejderklassen »men fra den utålelige dehumanisering af mennesker og ødelæggelsen af naturen«. Hans blik for den kapitalistiske produktions konflikt med verdens naturgrundlag førte bl.a. til, at han allerede i 1965 advarede mod de konsekvenser den fortsatte brug af fossile brændsler ville få for klimaet. Bookchin mente, at der i stedet for kapitalisme skulle skabes et samfund baseret på social økologi med en fordeling af goder, uden at naturen lider overlast, og efter rationelle og demokratiske principper. De rigtige institutioner til at realisere denne utopi var ifølge Bookchin »demokratiske forsamlinger« på langt mindre skala, end hvad man traditionelt tager beslutninger på. Staten så han som grundlæggende undertrykkende, og derfor skal statens funktioner erstattes af demokratiske forsamlinger på lokalt niveau, der så vælger repræsentanter til forsamlinger, der spænder over lidt større befolkningsgrupper eller geografiske arealer. Bookchin forklarer selv i essayet The Communalist Project, at det vigtigste mål for denne tankegang, han døbte ’kommunalisme’, simpelt lader sig beskrive i et leksikon – og citerer American Heritage Dictionary for, at det er »en teori eller et system for styring, hvor stort set selvstyrende lokale komiteer er løst bundet sammen i en føderation«.

Politisering

Janet Biehl har som Bookchin-ekspert flere gange været inviteret til konferencer og møder i de kurdiske områder i Tyrkiet. I slutningen af 2014 var hun sammen med blandt andet den amerikanske antropolog og professor på LSE David Graeber og en delegation af primært vestligt baserede akademikere i Rojava i Syrien for at studere de alternative demokratiske strukturer, som kurderne er gået i gang med at opbygge i ly af den pressede syriske stat.

Ifølge Janet Biehl har opbygningen af et nyt demokratisk samfund trange kår på grund af krigen med ISIS, der sluger 70 procent af den lokale økonomi. Men institutionerne inspireret af Bookchin og Öcalans teorier er etableret, og delegationen overværede demokratiske forsamlinger på både kvarterplan og i de særligt nedsatte kvindeforsamlinger, der diskuterer kønsspørgsmål.

»Bookchins basisenhed var forsamlingen. Han mente, at for at bemyndige befolkningen bliver de nødt til at regere,« siger Janet Biehl.

»Befolkningen skal være selvstyrende, og den bedste måde at gøre det er ved at decentralisere og skabe lokale borgerforsamlinger, som samles i konføderationer over større områder, så magt og beslutninger altid flyder fra bunden og op i stedet for fra toppen og ned. Det er den eneste måde at få et frit samfund på, men det kræver også, at alle bliver nødt til at blive meget politiske,« siger hun.

»Åbenbart var der en hel sektor i det kurdiske samfund, som var ivrige efter at blive så politiske. De har været på den tabende side i en stor del af det 20. århundrede, og er blevet nødt til at kæmpe for deres rettigheder«.

Ifølge Biehl, starter de demokratiske forsamlinger (assemblies) på kvarterniveau, derfra går det op til næste niveau, som er distriktet, det næste niveau er byen og derfra er det op til kantonen:

»Murray talte om assemblies confederating, og han forestillede sig flere lag, men han var ikke specifik omkring hvilke geografiske områder, de ville omfatte. Det ser de ud til at have fundet ud af i Rojava«.

Her mødes hver forsamling og vælger delegerede, der repræsenterer dem på det næste niveau, og hvert niveau har også en 40 procent kønskvote. Udover repræsentationerne på de forskellige niveauer er der også valg til specifikke komiteer inden for sikkerhed, sundhed og uddannelse, der sørger for de basale nødvendigheder i samfundet.

»Folk kan deltage på forskellige niveauer. Hensigten er hele tiden at sikre, at magt flyder fra bunden og op, selv mens du opbygger den her potentielt hierarkiske struktur,« siger Janet Biehl.

Et af de store spørgsmål er selvfølgelig, hvor meget Bookchins teorier om demokratisk deltagelse i praktis bliver fulgt, når lederen Öcalan stadig har så stor autoritet. For er Öcalans lederrolle ikke et paradoks for en nedefra og op demokratisk bevægelse som i Rojava?

»Jo, den er. Men det er også et paradoks, at det meget beundrede gamle athenske demokrati blev skabt ovenfra. Flere på hinanden følgende aristokratiske ledere overdrog i praksis magt til borgerne i Athen,« siger Janet Biehl.

»Gør denne oprindelse oppefra det athenske demokrati illegitimt eller belastet? Det mener jeg ikke, for det vigtige er resultaterne. Öcalan viste kurderne, hvordan de kunne myndiggøre sig selv igennem demokratiske forsamlinger i kommuner og føderale råd. Disse institutioner underviser folket i lederskab, som giver selvtillid og muligheden for at man kan styre sin egen skæbne. Vi kan tænke over det paradoks, at ledere vælger at overdrage magten, men som det athenske eksempel viser, er det ikke ukendt for historien. Det vigtigste er resultatet, som giver legitimitet til processen.«

Det er ikke en stat

Tidligere var PKK’s mål at etablere en selvstændig socialistisk kurdisk stat, og den blodige konflikt med Tyrkiet fra 1984-1999 handlede særligt om dette mål. En af de væsentligste reformer af PKK ud fra Bookchins teorier har været afvisningen af staten som redskabet til at etablere Kurdistan og socialisme. Bookchin skriver i et essay, at det kommunalistiske projekt ikke bør udspringe fra staten:

»Politik opstod ikke fra staten – et apparat hvis professionelle maskineri er designet til at dominere og facilitere udnyttelsen af borgerne i den priviligerede klasses interesse. Snarere er politik næsten pr. definition den aktive involvering af frie borgere i håndteringen af deres kommunale anliggender og i forsvaret for deres frihed,« skriver han.

Denne nye afvisning af staten, som den fængslede Öcalan argumenterede for via sine advokater, var særligt kontroversiel for dele af PKK, der stadig var en klassisk marxist-leninistisk befrielsesbevægelse inspireret af oprørene i de vestlige kolonier:

»Det var i de tidlige 00’ere, at dette skulle igennem i PKK, og som jeg forstår det, var det ikke nogen nem transformation. Öcalan sagde jo til dem, at ikke bare skulle de opgive deres marxist-leninisme for demokrati, men at de skulle også opgive deres mål om en kurdisk stat, som de havde kæmpet for i årtier. Det tog omkring fem år med meget intensiv debat at komme igennem med det, men omkring 2004 besluttede PKK, at Öcalan havde ret, og de lavede transformationen til at blive en bevægelse for demokrati,« siger Janet Biehl.

I sin egen tekst om »demokratisk konføderalisme« skriver Öcalan, at nationalstaten »ikke er med almindelige mennesker – den er befolkningernes fjende«. Ifølge Öcalan er den demokratiske konføderalisme åben over for andre politiske grupper og fraktioner og er multikulturel og konsensusorienteret.

»Økologi og feminisme er centrale søljer. I denne ramme for selvstyring vil en alternativ økonomi blive nødvendig, som øger samfundets ressourcer i stedet for at udbytte dem,« skriver Abdullah Öcalan.

Ifølge Janet Biehl går afvisningen af staten igen i Rojava, hvor man insisterer på ikke at betegne det som statslige institutioner, selvom man opbygger funktioner, der minder om statens:

»De har sikkerhedsstyrker, som de nægter at kalde politi, fordi politiet er nogen, der tjener staten, mens sikkerhedsstyrker tjener samfundet,« siger hun. Der er dog en enkelt ting ved Bookchins teorier som stadig halter lidt i praksis i det nordlige Syrien: Økologien.

»Det var den del, som manglede mest i Rojava, hvilket ikke er tilfældet i de tyrkiske områder, hvor der er flere økolandsbyer,« siger Janet Biehl.

»Det var ikke helt tilfældet endnu i Rojava, hvor de er optagede af krigen og har et land, som er forsynet med olie. Det er det olierige område i Syrien og ikke særligt økologisk i praksis, selvom jeg tror, det er noget, de gerne vil arbejde på. Men der er kun gået to år og et par måneder siden revolutionen, så jeg synes man skal give dem noget tid. De har travlt med at slås mod ISIS.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben R. Jensen
  • Jørn Sonny Chabert
  • Yasin Erdem
  • Jakob Clemen
  • Jørn Stjerneklar
  • Christian Svenstrup Harder
  • Morten Kjeldgaard
  • Holger Madsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Rasmus Knus
  • Ejvind Larsen
  • Olaf Tehrani
  • lars abildgaard
  • Torben Nielsen
  • lillian simonsen
Torben R. Jensen, Jørn Sonny Chabert, Yasin Erdem, Jakob Clemen, Jørn Stjerneklar, Christian Svenstrup Harder, Morten Kjeldgaard, Holger Madsen, Niels Duus Nielsen, Rasmus Knus, Ejvind Larsen, Olaf Tehrani, lars abildgaard, Torben Nielsen og lillian simonsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sympatiskt og uhyre interessant eksperiment, som også ser ud til at kunne forhindre, at en lille magtfuld klikke sætter sig tungt på magt og ressourcer og udsætter resten for massiv repression. Det plejer jo ellers at være udkommet af radikale socialistiske samfundseksperimenter :-(
Spørgsmålet er desværre, om den øvrige verdens magtfulde vil tillade eksperimentet.
Den slags kunne jo gå hen og brede sig!

Mon ikke den vestlige verdens meget tøvende engagement i kurdernes kamp, har at gøre med den form for revolutionært antistatsligt basisdemokrati de praktiserer, og som jo ikke passer til Vestens samfundsmodel

Ike så mærkeligt PKK stadig er terror stemplet og at vesten er så tilbageholdende med at støtte deres kamp. Disse sværmeriske tanker er jo kætteri af værste skuffe.

Jorgen Hansen

Så længe fede amerikanske, russiske, brasilianske og kinesiske mænd ejer mere end 80 % af verdens værdier, så kan vi andre lave alle de forsøg vi vil. Vi får ikke en skid ud af det.

Prøv at læse artiklen om hvordan det amerikanske primær valg bliver "købt" af de få rige amerikanere med værdier - det er skræmmende. Mit bud er at om 15-20 år så er en demokratisk stat et eller andet man læser om i historiebøgerne, det findes ikke i virkeligheden, heller ikke i Danmark, vi skal jo følge USA som den skødehund Ander Fjog lignede da man så ham sammen med Bush i hans regeringstid.

Hvor vil der monstro være et ærligt demokrati tilbage man kan flytte til?

Imponerende af kurderne at man i en tid med krig mod ISIS of Assad i baghaven har overskud og vilje til et demokratisk model forhaven. Ligeså uhyggeligt er Vestens mangel på støtte.

Imponerende af kurderne at man i en tid med krig mod ISIS of Assad i baghaven har overskud og vilje til et demokratisk model forhaven. Ligeså uhyggeligt er Vestens mangel på støtte.

Torben R. Jensen

Demokratimodellen er ikke væsentligt forskellig fra den danske, hvor forståelse for den demokratiske beslutningsproces i princippet starter omkring køkkenbordet, og demokratiet er opbygget med foreningsliv, elevråd, skolebestyrelser og kommunalt selvstyre.