Baggrund
Læsetid: 5 min.

Der er behov for en ny alliance for lighed

Indignationen over den økonomiske ulighed slog bredt igennem i kølvandet på finanskrisen. Men hvis indignationen skal blive til forandring, er det nødvendigt med en ny alliance, siger sociologen Göran Therborn
Moderne Tider
25. april 2015

Den 17. september 2011 samledes omkring 1.000 mennesker i downtown Manhattan og marcherede gennem Wall Street til de nåede Zucottiparken. Her begyndte de at slå telte op og satte på den måde pløkkerne for en bevægelse, der fik global gennemslagskraft. Occupy Wall Street endte med at få opbakning fra kendisser, intellektuelle, fagforeninger og uorganiserede netværk som Anonymous over hele kloden til sine budskaber mod økonomisk ulighed. Men derefter skete der ikke så meget, fastslår den svenske professor og sociolog Göran Therborn.

»På trods af,« forklarer han, »at indignationen over ulighed ikke bare optrådte ude på den yderste venstrefløj, men blev mainstream over hele det nordatlantiske område, så har der i årene efter 2008 ikke i et eneste land været noget forsøg på at gøre noget imod denne ulighed. I nogle lande er uligheden endda accelereret. Og spørgsmålet er så: hvorfor?«

Det forsøger den 73-årige professor at gøre Informations medarbejder og omkring 30 sociologer og statskundskabsfolk klogere på en torsdag i et lyst rum på Center for Sundhed og Samfund i det gamle Kommunehospital ved Søerne i København.

En af de primære årsager til indignationens manglende gennemslagskraft handler ifølge Therborn om, at indignationen fokuserede for smalt på økonomi.

»Den nuværende diskussion og indignation har primært handlet om indkomst og rigdom. Men den tilgang til ulighed er ikke kun teoretisk for smalt et perspektiv, den er også politisk og moralsk for smalt. Uligheden skal angribes over hele spektret.«

Liv og død

Göran Therborn har skrevet flere bøger og artikler om postmarxisme og ulighed og undervist og forsket siden 1971. Siden 2006 har han været tilknyttet Cambridge University. I 2013 udgav han bogen The Killing Fields of Inequality om et ulighedsaspekt, han mener er overset: dødelighed.

»Det er relativt velkendt, at ulighed dræber, men selv i akademiske diskussioner om arbejdsløshed er der kun en begrænset bevidsthed om det,« siger han.

»Derfor må vi udnytte det vindue for at påvirke den brede, offentlige indignation, der allerede er ved at lukke, til at udpege det vitale spørgsmål om liv og død, som er en del af ulighedsproblematikken også i den rige del af verden.«

Therborn nævner Whitehall-studiet, som blev påbegyndt i 1980 og hen over 20 år undersøgte det centrale bureaukrati i London.

Det afdækkede en stor sammenhæng mellem ansættelsesniveauet hos britiske embedsmænd og deres dødelighedsrater. Mænd i den laveste klasse havde en dødelighedsrate, der lå tre gange højere end mændenes i den højeste klasse. Studiet er siden blevet gentaget i efter årtusindskiftet sideløbende med et studie af ansatte i Helsinki.

»Og begge studier viser, at dødsraten følger den bureaukratiske hakkeorden meget tæt. Jo lavere rang, du har, jo tidligere dør du. Og det holder endda, når man korrigerer for rygning, druk og fedme,« siger han og tilføjer: »Og hvis ulighed dræber, dræber kriser ekstra meget.«

Derfor har Therborn lavet et estimat af, hvad den nuværende arbejdsløshed i EU kommer til at betyde for dødeligheden. Altså hvor mange der er dømt til en for tidlig afsked med livet på baggrund af deres jobsituation. Estimatet er lavet på baggrund af en sammenfatning af 40 forskellige empiriske studier i storskala fra omkring 15 forskellige lande af de dødelige effekter af arbejdsløshed. Og selv om Therborn understreger, at der er en stor usikkerhedsmargin i hans estimat, som siger at 350.000 vil dø for i Europa inden starten af 2020’erne, så er han sikker på at det rigtige tal skal tælles i hundredetusinder.

»Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at det for tidlige dødstal forårsaget af arbejdsløshedskrisen i Europa vil blive talt i 100.000’er,« siger han.

»Og det er vigtigt at være opmærksom på at den sociale ulighed i forhold til den forventede levetid og den forventede sundhed samtidig stiger i den rige del af verdenen – det bliver altså værre.«

En nødvendig alliance

Den brede bevægelse mod uligheden, både økonomisk og i forhold til levetid, har altså ifølge Therborn spillet fallit. Kun enkelte steder ser han lys i forhold til en positiv udvikling.

»Forandringen er afhængig af en politisk situation, hvor nye politiske kræfter kan komme frem som i Grækenland og Spanien. Der må ske en radikal ændring i det eksisterende politiske setup, for at problemerne med ulighed kan komme op i toppen af den politiske agenda,« siger han. En af disse ændringer er en alliance mellem middelklassen og de lavere klasser, der ifølge Therborn er nødvendig for at uligheden kan komme på dagsordenen.

»Spanien og Grækenland adskiller sig fra resten af Europa ved, at i de to lande blev også middelklassen hårdt ramt af krisen. Og derfor mobiliserede den og gik på gaden og demonstrerede og støtter nu politiske bevægelser som Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland,« siger han.

»Men jeg tror ikke, de kommer til at vise vejen for et opgør med ulighed i resten af Europa. Det er noget, der skal udkæmpes i hvert enkelt af de europæiske lande.«

Samtidig er det nødvendigt, at protestbevægelserne ændrer karakter for at få politisk, strategisk kraft. Her nævner Therborn et andet eksempel. I Delhi blev Aam Aadmi-partiet (Den Jævne Mands Parti) i februar i år stemt ind på 67 ud af 70 pladser i den lovgivende forsamling. Partiet har baggrund i anti-korruptionsbevægelsen India Against Corruption og er gået ind i politik for at ændre systemet indefra og har lovet en ærlig regering og en ærlig, ikke-chikanerende politistyrke samt en delvis gratis elektricitet og vand til de fattige områder. De bliver set som en koalition mellem den unge, engelsktalende øvre middelklasse og de fattige, slumbeboere og de såkaldte dalitter, de tidligere urørlige.

»Der har vi i egentlig forstand den slags koalition mellem på den ene side middelklassen og på den anden side størstedelen af de fattige og marginaliserede lavere klasser, som jeg tror skal til for at tackle uligheden i for eksempel Europa,« siger han.

»Den politiske opgave er at skabe den slags alliance af de stabile middelklasse og de fattige og at skabe en forståelse mellem disse grupper mod oligarkiet.«

— Hvad skal der til for at vække indignationen og skabe forandring?

»En forudsætning må være en politisk krise, hvor den voksende ulighed river samfundet fra hinanden og eroderer det nationale fællesskab med bekostning for alle – både middelklassen og de fattige. Men det er umuligt at forudse, hvad der vil detonere en sådan krise.«

Derfor mener Therborn, det er vigtigt at være opmærksom på, at det stadig er de 99 procent, der taber. Og at det er dem – eller os – der skal holde fast i indignationen og skabe forandringen.

»Politiske kritikere og andre lighedsorienterede skal altid holde sig to ting for øje: For det første at fokusere kritikken på modstanderen, som er den ene procent – altså forretningseliten, dens politiske og ideologiske tjenere og hele det slæng – og for det andet at udstille, hvordan denne elite og måden, den tilegner sig og bruger penge på, er fuldstændigt fremmed for den klassiske middelklasses livsstil og dennes idealer om hårdt arbejde og ærlighed og samfundsansvar.«

Göran Therborn
The Killing Fields of ­Inequality
180 sider. 26 dollar
Polity Press

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her