Interview
Læsetid: 10 min.

’Behovet for fred forsvarer jeg’

Allerede som ung transformerede Jon Fosse musikalsk galskab til litterær og lærte Knausgård at skrive. Han er verdens mest efterspurgte dramatiker og i favoritfeltet til både Nobelprisen og Nordisk Råds Litteraturpris for sine stærke musikalske romaner
For to år siden holdt Jon Fosse op med at drikke alkohol. Det gjorde han efter mange års massivt misbrug, og det faldt sammen med, at han konverterede til katolicismen og fandt ro i troen. ’Jeg har altid haft behov for at tilhøre et religiøst fællesskab,’ fortæller han.

Nathalie Bertrams

Moderne Tider
18. april 2015

Han vil ikke ytre sig politisk, og han vil ikke deltage i samfundsdebatten. Hver eneste dag takker han nej til skriveopgaver og til interviews. Når han endelig siger noget, vil han udelukkende forholde sig til æstetiske spørgsmål – og kun etiske i det omfang, de vedrører æstetik. Budskaber i mere direkte forstand gør han sig ikke i. Jeg taler om norske Jon Fosse, der undgår for meget postyr og værner om det, han virkelig er god til, nemlig at skrive de dramaer og romaner, som i de senere år har bragt ham ind i det absolutte favoritfelt til nobelprisen i litteratur og gjort ham til favorit til at modtage årets Nordisk Råds Litteraturpris for sine seneste tre romaner samlet i en trilogi.

Det er derfor undtagelsen, at jeg har fået lov at tage til Wien og tale med Fosse, men det skyldes en gammel svaghed for Information, som Fosse allerede læste i sin ungdom. Og det er derfor, vi nu sidder i den legendariske Café Braünerhof i det indre Wien en torsdag eftermiddag i april.

Fosse ankommer på klokkeslæt. Han er lidt sky, men med melankolske øjne, der synes at favne hele verden. Ansigtet med de stride skægstubbe og det lange grå hår vidner om et stærkt liv i strid. Han bestiller en cafe latte og to wienerpølser med sennep og brød i en kurv. Tjenerne giver hånd, Fosse er et stort navn i hele den tysksprogede verden. Og han kommer jævnligt her på Bräunerhof, som ikke er hvilken som helst café, men i årtier stamcafé for den østrigske litteraturs evige enfant terrible, Thomas Bernhard. Fosse udpeger, hvor mesteren plejede at sidde.

»I 1989 læste jeg i Information en nekrolog om Thomas Bernhard, som ikke på det tidspunkt var oversat til dansk, men som var utrolig vigtig i hele det centraleuropæiske område. I nekrologen stod, at han stilistisk brugte mange gentagelser, det og andre ting i den nekrolog gjorde, at jeg blev interesseret i ham.«

Fosse fortæller, at en anden norsk forfatter dengang helt sikkert mente, at Fosse i sin roman Naustet, der ligeledes udkom i 1989, måtte have læst Bernhard, for hans prosastil var den samme.

»Men det havde jeg ikke. Jeg havde siden min debut i 1983 selv skrevet i denne repetitive prosastil, ekstremt repetitive. Jeg føler mig beslægtet med Bernhard, men ikke direkte påvirket af ham. Det eneste, jeg anerkender som direkte påvirkning fra ham, er hans måde at sætte teaterstykker op på.«

Fosse fortæller, at man i Norge opfattede hans hang til mange gentagelser i romanerne som noget meget anderledes og særligt.

»Men i det tyske område var der altså en helt central forfatter, der brugte gentagelser lige så meget. Bortset fra fælles musikalitet, så er han og jeg meget forskellige. Jeg er ikke så aggressiv som ham, men mere lyttende.«

Internationalt er Fosse mest kendt for sine dramaer, faktisk er han tidens mest opførte dramatiker, selvom prosaen er hans oprindelige form. Hans stykker spilles på scener i Europa, Asien, Sydamerika og USA. Han sammenlignes ofte med Beckett, der har haft en stærk indflydelse på ham. Men den forfatter, der har påvirket ham mest, er østrigske Georg Trakl, om hvem han siger:

»Det er mit sprog og mit landskab. Han er en helt grundlæggende digterstemme for mig, måske den mest grundlæggende.«

Det musikalske gælder såvel Fosses drama som prosa. Ligesom der ofte i hans prosa optræder en spillemand som central figur. Musikaliteten er vokset ud af hans baggrund. Han hørte og levede i musik, især spillede han klassisk guitar, og han spillede i et band.

»Puberteten har altid en galskab eller mani, og min var at spille musik. Men så sluttede det brat, da jeg var 15-16 år. Det var samtidig med, at jeg begyndte at skrive. Jeg begyndte at komme i den tilstand, når jeg skrev, som når jeg spillede musik. Det var en overgang fra musik- til skrivegalskab.«

Landskabet

Jon Fosse bor halvdelen af tiden i Østrig, i Hainburg an der Donau, en times i tog fra Wien, hvor han bor med sin tredje kone, slovakiske Anna. Hun skrev magisterkonferens om hans forfatterskab, da de mødte hinanden. Nu skriver hun doktordisputats på universitetet i Bratislava et kvarters kørsel væk. Den anden halvdel af året tilbringer Fosse henholdsvis i Oslo og i Frekhaug uden for Bergen, hvor fjorden går ud i havet og er del af det samme fjordlandskab, som Fosse voksede op i som barn i Haugesund.

Dette landskab har han skildret igen og igen, senest i romantrilogien bestående af Andvake, Olavs draumar og Kveldsvævd skrevet i løbet af de seneste 7 år, som han er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for. I en stram musikalsk og nærmest mytisk prosa skildrer han her med udgangspunkt i kærlighedsforholdet mellem Asle og Alida over flere generationer livet i og omkring byen Bjørgvin. Naturen er i min prosa, siger Fosse. Det kan ikke adskilles. Det er en indre musikalitet, der ikke kan komme andre steder fra end opvæksten.

»Det er mit landskab, sproget er dialekten i det område. Klangen af det sprog, klinger af det landskab og de mennesker, som taler i det landskab.«

Fosses hytte ligger bevidst ikke i barndommens land. Det ville være for voldsomt, ville være forbundet med alt for mange minder. Han er for at kunne skrive nødt til at bevare afstand til det sted, hvorfra hans skriverier udspringer.

–Du kommer fra den yderste europæiske udkant, indlever dig i det miljø og de mennesker derfra, og alligevel skriver du verdenslitteratur?

»Det er en kliché, at det universelle også er i det lokale, men det er sandt. For mig er det endnu mere sandt. I mit verdensbillede har hvert eneste menneske en unik stemme, som formår at transformere det unikke til kunstværk, der kan forstås og modtages af andre. Det er det specifikke, der gør det universelt. Det er et talent og ikke noget, der kan gøres bevidst. Mange har det ikke, men den gave har jeg fået i livet.«

Fosses prosa er særegen. Den bevæger sig mellem traditionalisme og formmæssig fornyelse, mellem melodrama og gnosticisme, som det også beskrives i nomineringssteksten til den nordiske pris. Og hans personer er gådefulde og omgives ikke af noget fordømmende blik udefra. De får lov at stå rent i al deres kompleksitet.

For to år siden holdt Fosse op med at drikke, efter gennem mange år at have haft et massivt alkoholmisbrug. Det faldt sammen med, at han konverterede til katolicismen og fandt ro i troen. Han fortæller, at han som 16-årig meldte sig ud af den norske statskirke, fordi han ikke brød sig om den.

»Jeg har altid haft behov for at tilhøre et religiøst fællesskab. I mange år følte jeg mig nær kvæker-bevægelsen, som er den ekstreme protestantisme uden præst og liturgi. Men den er meget sekterisk, har kun omkring 100 medlemmer i Norge. Mit held, at jeg for to år siden konverterede til katolicismen, og nu regner mig som troende katolik. Ikke fordi jeg kan sige, at det er den eneste vej til sandheden, men den passer til noget i mig. Jeg har i den katolske tradition oplevet respekten for det uforståelige, for mysteriet i troen.«

Der er en underlig kontrast hos Fosse mellem hans minimalistiske og kondenserede udtryk og så denne dragning mod det pompøse. Lige som vi nu sidder her i Wien, barokkens og modreformationens højborg.

»Det minimale og det maksimale tiltaler mig, dét midt imellem trives jeg ikke med. Norsk prostantisme og realistiske romaner kan jeg ikke lide. Jeg elsker det minimale, og jeg elsker det maksimale. Jeg elsker, hvor modsætningerne mødes. Kvækertroen, som er det mest minimalistiske, kan for mig minde om den katolske messe, den siger noget af det samme.«

–Er det vigtigt for dig at have en tro for at kunne skrive?

»Nej, for mig som menneske. Jeg har brug for noget at støtte mig til. Jeg havde som så mange andre forfattere stor hjælp af alkohol. Da jeg sluttede med at drikke, kom jeg til troen.«

–Er det at dyrke en tro beslægtet med det at være forfatter?

»I digtningen ligger der, ligesom i musik, religiøs indsigt. Måske ligner det at skrive lidt bønnen, hvor du lytter intenst.«

Fosse afviser ikke, at de oplevelser, der kan forbindes med Gud, også har været der i hele forfatterskabet, selvom han ikke altid har bekendt sin tro. Den fortvivlelse, galskab og hjælpeløs, som præger hans værker, kunne nemlig pege mod det modsatte, mod Guds fred.

Hans værker er ikke af den grund i banal forstand religiøse, men det religiøse er der som en mulighed. Og i øvrigt er det ikke anderledes, end at Fosse også opfatter Becketts Venter på Godot som det mest moderne kristne drama og Joyces Ulysses som vejen ud af meningsløshed mod lyset. Og begge skrevet med et formelt mesterskab uden lige. På samme vis opfatter han også Kafkas romaner. Dermed er også en række af de forfattere nævnt, som Fosse litterært står i gæld til. Det fremgår af den samtalebog, Mysteriet i trua, Fosse for nylig udgav sammen med den norske teolog og katolik Eskil Skjeldal.

Æstetik er etik

Jon Fosse er alt andet end en politisk forfatter, ligesom han ikke er forfatter af bestemte hensigter eller budskaber. Men det er svært at komme udenom, at hans forfatterskab også er udtryk for en etisk aktivitet.

»Jeg er enig med gamle gode Wittgenstein, der sagde, at etik og æstetik er det samme. Jeg har i hvert fald en æstetik, og i den æstetik ligger der også en etik. Men jeg kan ikke lide at tolke på mig selv. Man kan ikke bestemme sig for, hvad man vil skrive. Jeg har mine holdninger, men dem har jeg som privatperson og ikke som forfatter. Man kan dele det op i dem, som skriver, og dem, som snakker.«

–Du får sikkert mange opdrag?

»Jeg takker altid nej, trods god betaling. Det er det samme som at afholde sig fra at drikke efter et misbrug. Det er hårdt, men jeg takker nej. Min overlevelse som kunstner beror på, at jeg ikke giver efter. Jeg er nødt til at samle al koncentration om det, jeg er i gang med, når jeg skriver. Det forsvinder, hvis jeg skriver på noget andet samtidigt.«

–Så du har aldrig lyst til at deltage i samfundsdebatten?

»Det er så idiotisk det meste. Jeg har ikke lyst til at blande mig i det, det er et forfald. Jeg er som Peter Handke i elfenbenstårnet, selvom han også kom ud i forbindelse med Jugoslavien. Det var jo ikke for at drive politik, at han gjorde det. Men behovet for fred forsvarer jeg. Det er som den katolske messe, og præsten som sluttelig siger ’Gå med fred’!«

I slutningen af tredje del af trilogien, i romanen Kveldsvævd, lader Fosse pludselig en efterkommer ved navn Jon dukke op. Det er som om, Fosse laver et brud i det rent fiktive og peger på, at hans romantrilogi kunne handle om hans egen forhistorie.

»Det skulle jeg måske ikke have gjort, men det blev for fristende. Jeg leger med det selvbiografiske, men det er fiktion. Det er min slægt, og det er ikke min slægt. Sådan er min skrivemetode. Hvis jeg reporterer noget, skal det løfte sig og blive litteratur. Deri adskiller digtningen sig fra forskningen, det løfter sig og flytter sig fra det biografiske.«

–Er al litteratur så selvbiografisk?

»Ja, det er den og er den ikke. Der er ikke en eneste oplevet scene i bogen, som ikke er opløftet. Jeg forsøgte engang at skrive korte prosafortællinger om mit eget liv, men det fungerede ikke. Meget i mine romaner minder om min opvækst, men samtidig er ingenting biografisk eller selvbiografisk. Alle forfattere har et punkt i deres opvækst, som de fæstner sig ved, det samme billede, som de hele tiden holder fast i, når de skriver. Sådan arbejder en virkelig forfatter. Alle de postmoderne romaner eller de typisk realistiske eller kriminalromaner er ikke kunst for mig. Jeg er nok romantiker, men de giver mig ikke noget, det er påfund.«

Hvad siger Fosse så til den stærke selvbiografiske tendens i Norge som først og fremmest Karl Ove Knausgård har repræsenteret?

»Jeg underviste Karl Ove på skrivekursus, og dér docerede jeg, at er man digter, så skal man ikke skrive om sig selv, men man skal løfte det. Han var den perfekte elev, for han gjorde det modsatte af, hvad jeg sagde. Det var klogt af ham.«

–Kan du værdsætte det æstetisk?

»Jeg kan lide Karl Ove, og det er godt, men det er ikke min litteratur. At bruge andre mennesker som levende modeller i en romantekst er for mig meget tvivlsomt. Jeg tror ikke, det skal være ulovligt, men jeg har forbudt mig selv at gøre det.«

Jon Fosse er favorit til at vinde årets Nordisk Råds Litteraturpris i Reykjavik. Men hvad siger han til det nye tv-show, hvor alle nominerede skal være til stede, når vinderen annonceres?

»Det er en joke. De kunne have valgt en vinder og så inviteret vedkommende derop. Det fungerer på den måde med film og musik, men ikke med litteratur.«

–Du tager derop?

»Nu får vi se. Måske, måske ikke. Men jeg er glad for at blive nomineret, ikke mindst fordi det er for prosa, og det er som dramatiker, jeg er mest kendt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Jorgensen

Tak for en meget interessant artikel ... interview.

"Man kan dele det op i dem, som skriver, og dem, som snakker.«"

Gid jobbeskrivelserne også var såvel, så man kunne fordybe sig i sine spidskompetencer. Dem der er gode til at snakke er ikke nødvendigvis også gode til at skrive. Tværtimod. Istedet dyrkes blækspruttemedarbejderen, der bare er halvgod til det hele.

Sjældent har jeg læst så banale og overfladiske betragtninger over litteratur. At se Kafka som en religiøs forfatter var noget Max Brod allerede gjorde og kvalte næsten Kafkas tekster i inderlig ligegyldighed. Og den mest åbenlyse og kedeligt banale læsning af Godot er den religiøse. Den lukke teksten i en forståelse som alle kan forstå og som strander i almindeligheder.

Og tænk at tænke Bernhard'sk og så være katolik - sic.

Litteratur er både selvbiografisk og ikke- No shit - hvor dybt.

Al respekt mistet for en forfatter men så banal en tankegang

NB - og for at læse Ulysses som en vej ud af meningsløshed og mod lyset skal man leve i sin egen religiøse boble. Mere som en accept af meningsløsheden ved at elske store numser (hvilket Joyce i alle højeste grad gjorde. Religion er ikke kun farlig for mennesker men også for litteraturen. Den reducere den til pladder og banaliteter.

–Du kommer fra den yderste europæiske udkant, indlever dig i det miljø og de mennesker derfra, og alligevel skriver du verdenslitteratur?

Hvis spørsmålet i stedet hadde vært stillet til en dansk forfatter: '–Du kommer fra den yderste danske udkant, indlever dig i det miljø og de mennesker derfra, og alligevel skriver du verdenslitteratur?'

Er det da nemmere å se hvor uakseptabelt dette spørsmål er?

To kommunister går over den regnvåde flise,
åbner butiksdøren, siger med tilkæmpet ro:

To kilo melis, et løg og en Hof eller Stjerne.
Fem pund kartofler med skræl og et fødselsdagskort!
To kommunister betaler og skynder sig bort.
Regnen er stilnet, det tordner et sted i det fjerne.