Jeg ville jo betale penge for at være her

»Jeg er ikke nervøs. Jeg har forberedt mig længe på den her dag, så jeg glæder jeg mig bare til at komme i gang – til at være den, der styrer,« siger LOS, mens han hiver sin flyverhjelm op af den grønne taske. LOS kan ikke huske, at han nogensinde har ville være andet end pilot. Da han var dreng, drømte han om at flyve F-16-fly. Det gør han stadig. I dag skal han for første gang selv flyve i et af Forsvarets ’træningsfly’, som det lille grønne propelfly, han står foran, bliver kaldt.

»Det, der fascinerer mig, er tanken om at overtage et andet element. Det er for vildt at tænke på, at jeg kommer til at bestride luften.« Han har mørkt skæg, langt hår og en grøn flyverdragt, der lynes op på brystet. For at nå hertil har han været igennem så mange optagelsesprøver, at han ikke længere kan huske det præcise tal. Han har været igennem psykologisk test, samarbejdstest, intelligenstest, stresstest og færdighedsprøver. Hans hukommelse, hans lunger og syn er blevet undersøgt. Han har været udsendt til Kosovo og har været igennem sikkerhedsgodkendelse hos Forsvarets Efterretningstjeneste. Men selvom 27-årige LOS er blandt flyvevåbnets 10 udvalgte pilotaspiranter, er han endnu ikke en af de udvalgte. Statistikken siger, at omkring halvdelen af holdet vil dumpe til den stopprøve, de om to måneder skal igennem. Statistikken siger også, at det kun er en eller to, der bliver udvalgt til det, de alle sammen drømmer om at blive: kamppilot.

Gæst hos flyvevåbnet

Eksperter er enige om, at fremtidens krig vil blive udkæmpet fra luften. Og at pilotaspiranter som LOS er fremtidens krigere. Ingen amerikanske, europæiske eller danske politikere ønsker at gentage krigene i Irak og Afghanistan. Det så vi, da USA sammen med Danmark besluttede at nedkæmpe Gaddafis regime i Libyen i 2011 fra luften uden at sætte en eneste soldat ind på landjorden. Og det ser vi nu, hvor Danmark som en del af en amerikansk ledet koalition angriber Islamisk Stat fra luften over Syrien og Nordirak. For perspektiverne i en luftkrig er langt mindre vidtrækkende for det land, der befinder sig i luften – spørgsmål om fangehåndtering, omgang med lokalbefolkningen, tortur og soldater, der kommer hjem i kister, opstår ikke på samme måde, når krigen bliver udkæmpet fra luften.

Jeg er taget til flyvestation Karup for at finde ud af, hvorfor man bliver pilot, og jeg har fået lov til at skrive om LOS og de andre på flyvestationen på to betingelser: Flyvevåbnet skal læse artiklen igennem og godkende den, inden den kommer i avisen, og jeg må ikke nævne piloternes rigtige navn – kun deres flyvenavne. For som en pilot, der stikker hovedet ind i den lave, grå betonbygning, siger på århusiansk, mens han smågriner: »Hvis vores rigtige navn kommer frem, så kan Islamisk Stat jo slå os op på Facebook. Det ville være det samme som at sende dem en invitation til at slå os ihjel.« Piloter her betragter sig selv som et mål for terrorister. Flere af dem har været på mission i Libyen, og lige nu er et hold udsendt til Ahmed Al Jaber-luftbasen sydvest for Kuwait City for at bekæmpe Islamisk Stat fra luften.

For LOS er det selvfølgeligt, at det kan blive ham, der skal af sted på bombemission: »Jeg er helt afklaret med, at det måske en dag bliver mig, der kaster bomberne. Det er en del af jobbeskrivelsen. Hvis jeg havde et problem med det, så ville det her ikke være det rigtige sted for mig at være.«

Han er ikke et af de mennesker, der stopper op midt i en sætning eller taler sig frem til pointen. Han taler uden at tøve. Det samme gør hans instruktør MIC. De to skal sammen gennemgå flyet – ligesom man gør med en bil, inden man skal til køreprøve. Vejret er med dem, bemærker MIC – havde det været dårligt, var flyveturen blevet aflyst. Men forårssolen skinner over Karup flyvestation, der blev bygget af tyskerne under Anden Verdenskrig, og som med sine bunkerlignende flyhangarer i grå beton minder om en tur langs Vesterhavets kyst.

Den risikofri krig

Modsat konflikterne i 00’erne foretrækker amerikanske og vestlige politikere i dag at føre krig fra luften. For det er langt mindre risikofrit end at sætte ind med landtropper. Det forklarer Gary Schaub, der er seniorforsker på Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

»Der er langt nemmere at have kontrol med krig, der bliver ført fra luften. Tidsperspektivet er også meget kortere. Et luftangreb kan sættes i værk, stort set lige efter at beslutningen om at gå i krig er blevet taget. Det kan man ikke, hvis man skal sætte ind med landtropper eller marinesoldater,« siger Gary Schaub, der i en årrække har forsket i militære strategier. Det betyder også, at man langt hurtigere kan trække sig ud af en luftkrig, når målet er nået eller når politikere ikke længere anser den for politisk hensigtsmæssig.

»Det bliver meget nemmere for politikerne at trække sig ud af krigen mod Islamisk Stat, end det har været for dem at trække sig ud af Afghanistan,« siger Gary Schaub med henvisning til, at USA stadig har troppe i landet og har haft det siden, at krigen begyndte i 2001. Danmark trak sidste år efter 13 års krigsdeltagelse sine landtropper ud af Afghanistan. Samtidig har luftkrig også den fordel, at den får politikerne til at fremstå som handlekraftige.

»Så længe vestlige styrker bomber Islamisk Stat, er der ingen, der kan anklage dem for at lade stå til,« siger han. Ud over den jordanske pilot, der blev dræbt af Islamist Stat, fordi hans fly gik i stykker, er ingen vestlige styrker så vidt vides endnu kommet noget til under angrebene – primært fordi ingen styrker kan hamle op med det materiel, amerikanske og vestlige styrker har til rådighed.

Men Vestens teknologiske overtag rejser en række etiske spørgsmål, mener professor Phil Seib fra University of Southern California, der forsker i hightech-krigsførelse. De fordele, en luftkrig kan have indadtil for de teknologisk overlegne parter, svarer på ingen måde til forholdene på jorden, hvor bomberne lander, forklarer han.

»Islamist Stat er ikke i nærheden af at have missiler, der er i stand til at skyde bombefly ned. Det ved USA, og den største etiske risiko ved at have en så stor militær overlegenhed er, at den gør krige, som dem USA fører lige nu, tiltalende og ’nemme’ at træffe beslutning om,« siger Phil Seib. Han mener, at der blandt Vestens politikere er tendens til at overse, at en så asymmetrisk krig, som den der bliver ført i øjeblikket, kan betyde, at konflikten eskalerer.

»Vi har tidligere set, at når en militær overmagt ikke selv løber nogen nævneværdig risiko ved at gå i krig, så har de konflikter, overmagten involverer sig, det med at blive større og større. Luftkrig løser ikke nødvendigvis en konflikt – i stedet kan den være med til at puste den op,« understreger han.

En drengedrøm

På flyvebanen er LOS ved at være klar til at lette. Han maser sig ned i det lille cockpit, hvor der kun er plads til det allermest nødvendige. På lårene har han sat et kort over ruten og flyvestationen fast med elastikker, så han kan orientere sig uden at skulle bakse med kortene, når han først er på vingerne. Det er kun fire dage siden, han fik sit pilotnavn. Alligevel er det, som om både han selv og de andre på flyvestationen allerede har glemt, hvad han hedder i virkeligheden. På hans kop, på hans mapper, på flyverhjelmen og på det gule mærke på brystet af hans flyverdragt står der LOS. Når de andre aspiranter kalder på ham, råber de LOS, og når han giver hånd, siger han LOS. Siden han som dreng sad i sine forældres køkken og tegnede skitser af fly på mellemlægspapir, har han forestillet sig, hvordan det ville være at få sit nye navn.

»Det var lige så vildt, som jeg havde tænkt, at det ville være. En del af ritualet er, at vi ikke på forhånd må vide, hvad vi kommer til at hedde. Så vi var alle sammen ret spændte,« fortæller LOS, der inden ceremonien havde prøvet at regne sig frem til navnet ved hjælp af en ordgenerator, han fandt på nettet. Det er HIR, der som leder af pilotuddannelsen finder på navnene til aspiranterne. De består altid af tre bogstaver, og mindst et af dem skal være en vokal, så ordet kan udtales. Det giver ifølge LOS omkring 1.500 kombinationsmuligheder, og når man så fraregner de navne, der allerede er i brug af andre piloter og medregner, at bogstaverne ofte er hentet fra ens rigtige navn, så bliver mulighederne noget mindre. Alligevel lykkedes det ham ikke at gætte navnet på forhånd. LOS er vokset op i en lille by tæt ved Aalborg, og selvom han på papiret i dag har adresse i Aarhus, bor han reelt i Karup. For de to timer, det tager at køre frem og tilbage mellem Aarhus og Karup, vil han hellere bruge at læse og øve sig i cockpittet, så han kan blive klar til stopprøven om to måneder. Derfor bor han ligesom de fleste andre af aspiranterne på flyvestationen i hverdagene.

20 millioner for en kamppilot

Undervisningen starter kvart i otte hver dag og varer et godt stykke op ad eftermiddagen. Slutter dagen i dag som den plejer, bliver LOS færdig med at læse til i morgen omkring klokken 22.

»Når jeg først når dertil, plejer mit hoved at være ved at eksplodere – og så er det bare med at komme i seng, så jeg kan være frisk til dagen efter,« forklarer han. Det hårde program er der en grund til, forklarer HIR, der ud over at være leder af pilotuddannelsen selv er uddannet jagerpilot. Han er ligesom alle de andre klædt i den grønne pilotdragt. Det eneste, der adskiller hans dragt fra de andre, er mærkerne på skulder og bryst, der viser hans placering i hierarkiet.

»Det er vores opgave at finde dem, der er allerbedst egnet til at være pilot. Vi leder ikke efter en bestemt egenskab, men efter en hel person. Det er ekstremt krævende at være pilot i Forsvaret, og det koster omkring 20 millioner at uddanne en kamppilot. Derfor skal vi være sikre på, at vi har fat i de rigtige,« siger han og hælder kaffe op i den hvide kop, hvor hans pilotnavn er indgraveret. Han understreger flere gange, at det pres, som eleverne lige nu gennemlever, ikke er noget i forhold til, hvad de senere i uddannelsen vil opleve:

»Når vi siger, at eleverne skal lære teorien udenad, så mener vi udenad. Hvis der opstår en nødsituation, er det nødvendigt, at de ved præcist, hvad de skal gøre. Det her gælder liv,« siger han med tryk på sidste ord. Består eleverne stopprøven, skal de et år til USA for at specialisere sig til enten transport-, helikopter- eller kamppilot. Specialiseringen afhænger af, hvad den enkelte elev er bedst egnet til, men også af hvilke pilottyper forsvaret har mest brug for.

»Kamppiloterne er de bedste af de bedste af de bedste.« Han finder et stykke papir frem, hvor han tegner en kurve over gennemsnitlige intelligens i befolkningen. »Her,« siger han og laver en kuglepennering yderst til højre. »Her er de mest intelligente. Og ud af dem er det vores opgave at finde den allermest intelligente. Det er ham, der bliver kamppilot.«

Solisten over for orkestret

I det seneste årti har den danske offentlighed lært krigsførende soldaters virkelighed bedre at kende gennem beretninger fra de tusinder af danske soldater, der har været landtropper i især Irak og Afghanistan. Det har skabt en større forståelse for, hvad det koster at være i krig – både for de udsendte soldater og for de lokale, de mødte. Men for de danske kamppiloter, som i øjeblikket er udsendt, og som fremover vil blive udsendt, er krigsoplevelsen en helt anden. For piloterne er fjenden og målene langt væk, og den enkelte pilots effekt på kamppladsen langt større, end den nogensinde kan blive for en landsoldat.

»En pilot skal have 100 procent styr på alt under en mission, og derfor er de generelt ældre og bedre uddannede end kampsoldater. Kamppiloterne er under et ekstremt pres, både psykisk og fysisk pres,« siger Gary Schaub fra Center for Militære Studier med henvisning til, at jagerpiloter er udsat for accelerationer, der kan være op til ni gange kraftigere end tyngdekraften. Det vil sige, at piloten er udsat for et fysisk pres, der svarer til ni gange hans egen vægt, eller det som piloterne kalder at være udsat for 9G. Belastningen er farlig, fordi den er med til at presse blodet væk fra hjernen og ned i benene. Dermed kan piloten risikere at få tunnelsyn – det svarer lidt til at kigge gennem to paprør – eller helt at miste synet. For at modvirke det, bærer jagerpiloterne en særlig g-kraft-dragt, der er med til at presse blodet væk fra benene og tilbage i hjernen.

Lars R. Møller, der er pensioneret officer i hæren og forfatter til flere bøger om blandt andet Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan sammenligner en kamppilot med solisten i et orkester.

»Kamppiloten er én, der kan selv. Han skal kunne give sit eget nummer, ligegyldigt hvor han er henne. Det skal kampsoldaten ikke. Han er afhængig af de andre i orkesteret og kan kun spille, når de andre spiller med.« Det kræver også, at piloten er »ekstremt selvstændig.« Et krav, som LOS nikker genkende til. Han har tidligere været værnepligtig på kaserne i Holstebro og siden været udsendt til Kosovo.

»Fællesskabet er det samme her, som da jeg var værnepligtig og udsendt. Det er en vigtig del af det at være her. Men samtidig er det mig alene, der skal styre flyet og mig alene, der skal træffe beslutningerne, hvis noget går galt,« siger LOS. Den afgørende forskel for ham har været alle prøverne, som man skal igennem for at være her. Det krævede ikke ret meget mere end nogle flueben på en tilmeldingsblanket, før han blev udsendt til Kosovo i 2009.

»Folk bliver her sorteret fra på grund af ting, som du kan gå igennem et helt liv uden at lægge mærke til. Der var en, der blev siet fra, fordi hans perifere syn var to grader for smalt,« siger han og holder sine arme lodret ud i luften for at vise, hvad man mener.

Hvis det er vigtigt for kamppiloter at være målrettede, er LOS den fødte kamppilot. Det er nogle år siden, at han første gang søgte ind i flyvevåbnet. Dengang fik han at vide, at han skulle have mere erfaring.

En verden i tre dimensioner

»Når de siger erfaring i Forsvaret, mener de udsendelse. Så skyndte jeg mig at melde mig. Det kunne slet ikke gå hurtigt nok,« fortæller LOS, der blev udsendt til Kosovo i 2009. Her bestod hans opgave i at være med til at opretholde freden i det konflikthærgede land, der 10 år tidligere var ramt af borgerkrig. Selv beskriver LOS sig som en slags »politibetjent«, der skulle være med til at sikre, at konflikterne ikke brød ud igen. For ham var det ikke en overvejelse, om han skulle melde sig eller ej. Hvis det var det, der skulle til for at blive pilot, så var det det, han gjorde.

»Jeg vil gerne have en militærkarriere. Det er derfor, jeg er her. Men først og fremmest vil jeg være pilot. Hvis jeg bare en gang får lov at sidde et F-16-fly og prøve, hvordan det er at bryde lydmuren. Så har jeg ikke noget at klage over resten af mit liv,« fortæller han. Han kom hjem fra Kosovo til beskeden om, at pilotuddannelsen på grund af nedskæringer var midlertidigt nedlagt. Derfor besluttede han at søge ind på Journalisthøjskolen. Her kan man søge om at komme i journalistisk praktik i Den Værnsfælles Forsvarskommando, som flyvevåbnet hører under. Når han ikke kunne blive pilot, ville han i det mindste komme tæt på flyene.

»Det var fedt at gå herude i det år, jeg var i praktik. Men det kriblede virkelig i mine fingre for at komme op og flyve selv. På et tidspunkt blev det decideret svært at gå rundt og se på flyene på himlen,« siger LOS om Flyvestationen, der er omringet af et højt gråt stålhegn, der skal holde uvedkommende ude og som udefra ser temmelig anonym ud. Det er svært at gætte sig til, at der på den anden side af sikkerhedstjekkene og hovedvagten er et helt landskab af bygninger, vejskilte, hovedveje og sideveje og så mange vejskilte, at det er lige før, der er flere her, end der er på motorvejstrækningen mellem Herning og Flyvestation Karup, der med et areal på 3.000 hektar, er Nordeuropas største.

Færre eftervirkninger

Når man taler om, at det stort set er risikofrit at føre luftkrig, handler det også om, at kamppiloter ikke får psykiske eftervirkninger i samme grad som kampsoldater, der har været udsendt. Hver femte af de 25.000 danske soldater, der siden 1992 har været udsendt, har fysiske eller psykiske eftervirkninger af udsendelsen. Sundhedsstyrelsen vurderer, at op imod hver 10. hjemvendte soldat lider af posttraumatisk stress, PTSD, og døjer med angst, hukommelsessvigt, søvnproblemer og depressioner. Nogenlunde samme billede viser sig i USA, hvor en undersøgelse lavet af Department of Veterans Affairs afslører, at mellem 11 og 20 procent af de amerikanske soldater, der har været i Irak og Afghanistan lider af PTSD. Undersøgelsen viser også, at omkring hver tiende soldat, der har været udsendt til Golfkrigen lidt af den psykiske lidelse, mens omkring 30 procent af veteranerne fra Vietnam-krigen lider af sygdommen. Der er ikke lavet nogle specifikke undersøgelser af psykiske eftervirkninger hos kamppiloter, men oberst Lars Møller mener, at jagerpiloter generelt bliver langt mindre påvirket af at være i krig, end kampsoldater gør.

»Som jagerpilot ser du ikke på samme måde, hvad du har lavet. Det er ikke sikkert, at du ser, hvem du har dræbt. Du ser missionen på en skærm bagefter, men det er ikke det samme som, hvis du står over for det mennesker, du dræber,« forklarer han. For kampsoldaten opfatter snarere målet som »en ting« på grund af den fysiske afstand, der er mellem piloten og målet.

Derfor kan kamppiloten på et intellektuelt niveau forstå, hvad der sker, men på det følelsesmæssige niveau er han ikke lige så engageret. Lars Møller bruger de allieredes bombning af Hamborg under Anden Verdenskrig som eksempel. Her blev 70.000 civile dræbt under bombningerne. Men handlingen er – modsat de tyske soldater, der fra landjorden nedbrændte hele landsbyer og slog kvinder og børn ihjel – aldrig blevet betragtet som en krigsforbrydelse.

»Resultatet af de to aktioner er det samme. Men forskellen er afstanden. Når bomber dræber mennesker, bliver det ikke lige så følelsesladet, som når et menneske dræber et andet menneske direkte,« siger han. Derfor mener han også, at politikerne er mere villige til at gå ind i militære operationer, der udkæmpes fra luften. For i befolkningen kommer den slags operationer til at fremstå mere »rene og kliniske,« og derfor er det nemmere for politikere at træffe beslutningen om at gå krig fra luften.

»Vi ser ingen billeder med ofrene for bombardementerne, og derfor glemmer vi, at der er ofre til en sådan slags krig, som den vi fører lige nu. Derfor er det nemmere overbevise befolkningen om, at det er det rigtige, vi gør.«

Vigtigt arbejde

Det var så det. Efter 40 minutter i luften er det slut. LOS er kravlet ud af cockpittet og er sammen med MIC på vej over i briefing-rummet, hvor de skal gennemgå turen. Over hovedet på ham hænger et par af holdkammeraterne stadig i luften, og inde i hallen ved siden af den store flyvehangar går to af holdkammeraterne rundt og repeterer dagens undervisning. Her står træningsfly parkeret side om side, og de to holdkammerater skiftes til at kravle op i cockpittet for at gennemgå, præcis hvad de skal gøre, når de er luften. LOS og de andre pilotelever har skrevet kontrakt med flyvevåbnet frem til 2029. Det er Forsvarets måde at sikre sig imod, at eleverne forsvinder, når de er færdiguddannede. At LOS’ fremtid på den måde er fastlagt, hvis han ellers består de kommende måneders prøver, har han ikke noget problem med. Overhovedet.

»Jeg ville jo give penge for at være her. Og jeg synes, det er helt rimeligt, at de sikrer sig, at vi ikke blive rutepiloter i et eller andet flyselskab, lige så snart vi er færdige. Det ville ikke være forsvarligt over for samfundet, når man tænker på, hvor mange penge det koster at uddanne os.«

Selv om LOS kalder kontrakten, som betyder, at han tidligst kan finde sig et arbejde uden for Forsvaret, når han er 42, for en »stavnsbinding«, bruger han udelukkende ordet positivt.

»Jeg synes, at det arbejde jagerpiloterne gør lige nu med at nedkæmpe Islamisk Stat er sindssygt betydningsfuldt. IS er jo ondskaben selv. Tænk, hvis der ikke var nogen til at stoppe dem.«

Han ser det, som Flyvevåbnets store force, at piloterne har så høj en uddannelse sammenlignet med mange andre nationer.

»De danske piloter er selv inde over planlægning af deres missioner, og jeg finder stor trøst i, at det i sidste ende er piloten selv, der vurderer om bomben skal smides eller ej – jeg ville selv aldrig kunne gå med i en krig, som jeg var overbevist om, var forkert eller ulovlig. I sidste ende skal jo stå til ansvar over for dig selv, og så hjælper det ikke at undskylde med, at man bare udførte en ordre.«