Læsetid: 2 min.

Billedsprog: Vi, de urene

Rupi Kaur ville vise, at et billede af en sovende, fredelig, useksualiseret kvinde censureres, fordi hun er blødt igennem – noget, halvdelen af klodens kvinder har eller vil komme til at prøve

Rupi Kaur ville vise, at et billede af en sovende, fredelig, useksualiseret kvinde censureres, fordi hun er blødt igennem – noget, halvdelen af klodens kvinder har eller vil komme til at prøve

Rupi Kaur

4. april 2015

I en seng ligger en kvinde og sover. Hendes blomstrede vattæppe er gledet ned omkring benene og blotter den sovende krop. Dette billede er i denne uge gået viralt på internettet. Ikke på grund af kvinden på billedet eller det voyeuristiske i at fotografere et sovende menneske, men på grund af blodpletten på pyjamasbukserne, som er smittet af på lagenet. Kvinden på billedet hedder Rupi Kaur. Hun er kunstner, og hun har menstruation. Billedet, som man umiddelbart kan tro er taget af hendes kæreste en tilfældig morgen, er i virkeligheden nøje opstillet og indgår i en fotoserie om Rupi Kaurs blødninger.

Menstruationsaktivist

Rupi Kaur lagde billedet op på Instagram, som kort efter fjernede det med begrundelsen, at billedet ikke lever op til den sociale billeddelingstjenestes retningslinjer. Ifølge dem må man ikke poste billeder af nøgen, voldelig, seksuel eller diskriminerende karakter. Og det var netop denne reaktion, Rupi Kaur håbede på. Hun ville vise, at et billede af en sovende, fredelig, useksualiseret kvinde censureres, fordi hun er blødt igennem – noget, halvdelen af klodens kvinder har eller vil komme til at prøve. Hun ville vise, at menstruationsblod stadig betragtes som provokerende, farligt og ulækkert. »Menstruation er pisse klamt. Nok er den naturlig, men det er stadig vildt ulækkert! Hyld og elsk din menstruation i privaten, pigebarn, andre elsker den ikke, føj,« skrev en ung dansk kvinde, da billedet nåede fra Canada til Danmark. Umiddelbart kan man føle sig tilbøjelig til at give hende ret.

Én ting er at skulle forlige sig med sin egen menstruation. Noget andet er at skulle forholde sig til andres. Det bliver let for overvældende eller for privat. Men når man kort efter står nede i sit supermarked og opdager, at bindene pludselig er blevet tilsat parfume, sætter man pris på sådan en som Rupi Kaur og ser hendes kunst i et andet lys. I mange år har det undret, at menstruationsblod i reklamerne altid er illustreret som en klar blå væske, og hvis vi nu også skal til at camouflere vores menstruation med allergifremkaldende, jojoba-lugtende bind, viser det, at der ikke er sket meget, siden dengang de menstruerende blev kaldt urene. Og så har vi faktisk brug for menstruationsaktivisten Rupi Kaur, der lægger internettet ned med sit blod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ingrid Uma
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
Ingrid Uma, David Zennaro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

FEMALE PRISONER #701 SCORPION (1972) er en kultfilm der kombinerer smålummer sexploitation med art house og aggressiv feminisme. I filmens begyndelse bliver en flugt fra et kvindefængsel spoleret, da vagternes hunde får færten af en menstruerende kvinde. Ifølge filmen medførte indespæringen at kvindens menstruation ophørte, og gik atter i gang i samme øjeblik hun slap ud.

Dette er faktisk den eneste film jeg kan nævne hvor emnet menstration har været berørt.

Jakob Silberbrandt

Der er også Brian De Palmas 'Carrie' fra 1976. Og hvorfor er menstruation i øvrigt kun "... noget, halvdelen af klodens kvinder har eller vil komme til at prøve"?

Lise Lotte Rahbek

Jakob Silberbrandt
Det er ikke selve menstruationen, men det at bløde igennem,
som det anslås at mindst halvdelen af alle kvinder vil opleve.

Jeg ville personligt anslå 90 % vil få den oplevelse i adskellige udgaver - men det er bare et skud.

David Zennaro, Gert Selmer Jensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Jeg har god kontakt til Husets Biograf --- en serie film over dette tema ville passe fint til biffens øvrige repertoire.

Jeg læste engang - men jeg KAN desværre ikke huske i hvilken sammenhæng - at Helle Degn, da hun var udviklingsminister, havde siddet i en bil i et arabisk land, og pludseligt havde fået menstruation og var blødt igennem. Det fik tolken til at spørge - "Have you been shot, Madam", fordi den kulturelle kontekst umuliggjorde det for ham at referere til menstruation.
Helle degns forklaring var, at hun dengang var i den alder, hvor hendes menstruationer var ved at at holde op, og hun derfor pletblødte uregelmæssigt. Det kender de fleste kvinder til i den fase af livet - det er utroligt irriterende. Men min første tanke var - hold da kæft, her er du på arbejde som officiel dansk repræsentant, du ved, et kan ske - og så har du ikke taget den forholdsregel, at tage et bind på for alle tilfældes skyld. Og det mener jeg sgu stadigt - hvor Helle Degns fokus var på tolkens reaktion.
Men ja for helvede - kvinder har menstruation, de bløder hver måned. Det er ikke specielt lækkert, især ikke hvis man har den slags kraftige menstruationer, hvor blodet nærmest kommer ud i klumper - men det skal naturligvis ikke være et tabu, at kvinder bløder x-antal gange i deres liv. det er forudsætningen for, at de kan føde e børn, mænd gerne vil have, så giv lidt respekt.

Michael Kongstad Nielsen

Hold da op med at gøre dette emne farligt, tabubelagt eller kontroversielt. Den fornøjelse har feminister for længst mistet.

ulrik mortensen

Angående Herdis Weins kommentar, så var det også Helle Degn der sagde: "I am in the beginning of my period, sagde udviklings­minister Helle Degn (S), da hun fortalte sine afrikanske værter, at hun var ny i jobbet."
http://www.politiko.dk/perspektiv/hvorfor-er-politikere-ikke-sjove-laengere

Artiklen indeholder flere eksempler på vores politikers engelsk kundskaber: f.eks:
»Normally I say, early to bed and up with the cock,« sagde Bertel Haarder (V) under et ministerrådsmøde i EU. ....

Lise Lotte Rahbek

Ej Herdis Weins,
det kan du da ikke mene - at kvinder i skal tage et bind i trusserne altid i diplomatiske omgange, fordi mænd i andre kulturer har svært ved at kapere menstruationsblod???

Det synes jeg bestemt ikke.
Så kunne kvinderne gå der i 40 graders varme og få kronisk svamp for ikke at støde nogle mænd.
æv.

Anders Jensen

Jeg synes nu det er OK, at billedet blev slettet. Ikke fordi det er ulækkert, eller "tante rød" er tabu m.m.

Men fordi instagram ikke kunne vide der var tale om provokunst. Tænk hvis billedet virkelig havde været taget uden kvindens vidende og lagt op uden hendes accept.

Min pointe er, at ligegyldigt hvilken reaktion instagram havde haft, ville der have været en artikel der havde placeret dem på forargelsens hellige alter.

Enten som her : Det er for dårligt i sletter billeder af noget af det mest naturlige i verden.
Eller : Det er for dårligt billeder af sovende kvinder i personlige omstændigheder taget uden deres vidende ikke slettes.

Anders Jensen

I øvrigt stiller jeg mig som LLR tvivlende overfor påstanden om, at det kun er ½ af klodens kvinder der prøver at bløde igennem. Det skulle da lige være, hvis man regner børn og kvinder der ikke bruger bind eller lign med.