Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Er det blevet skamfuldt at være arbejdsløs?

25. april 2015

Annie, 48, Farum

Min bedste veninde er i færd med at søge arbejde, efter hun blev fyret af en uduelig, småspykopatisk chef. Forleden, da hun fortalte om et job, hun havde kig på, sagde jeg, at hun skulle tale med vores fælles ven, B, som ved en masse om det område. Det var hun ikke meget for, for hun ønsker ikke at blive set på som arbejdsløs i vennekredsen. Hun har end ikke fortalt sine store børn, at hun er blevet fyret.

Og nu slår det mig, at jeg faktisk kender flere, som ’går hjemme for tiden’, mens de ’overvejer’ et ’jobskifte’ – men de er altså arbejdsløse og på dagpenge. Ser vi efterhånden så meget ned på arbejdsløse, at vi selv skjuler det, og pakker det ind som noget andet, hvis vi selv bliver ramt af arbejdsløshed? Er det en tendens, panelet ved noget om?

Svar I:

Det er mega skamfuldt at være arbejdsløs. Har du ikke opdaget det? Forleden havde vi en kronik af en far, der handlede om, at han hyggede sig med sine børn og nægtede at skamme sig. I sig selv ikke et kontroversielt standpunkt, hvis ikke det var, fordi manden var på kontanthjælp. Hvad der er skyld i den tendens, rækker vist ud over brevkassens rammer, og det hjælper heller ikke din veninde videre til at forlige sig med sin nye situation.

Vi har så meget identitet bundet op på vores arbejdsliv, at en fyring eller pensionering kan kaste folk ud i en afgrund af meningstab. Hvem er jeg, og hvad er min rolle i livet og verden, hvis jeg ikke længere skal snitte pølser på denne fabrik? Det spørgsmål burde vi alle sammen stille os selv med jævne mellemrum, men det er jo svært, og vi er jo dovne og travle, så det gør vi ikke. Men nu er din veninde blevet kastet ud i det, og det skal hun være lykkelig for. Og en af hendes roller i livet er at lære sine børn det samme.

— Emil Rottbøll

Svar II:

Jeg er helt sikker på, at Fattig-Carina og Dovne-Robert er mere kendt end hele den konservative folketingsgruppe til sammen. Og der er ingen, der har lyst til at være den nye Carina eller Robert. Hverken i mediernes casebaserede tilgang til komplekse, strukturelle og fordelingspolitiske spørgsmål eller blandt venner og bekendte.

Og du kan roligt regne med, at der er en tendens. Dertil kommer, at vi ser et nyt og deltidsbaseret freelancearbejdsmarked, hvor man går ud og ind af mere eller mindre løse ansættelser, som for nogle kan være et valg, mens det for andre mere er en tilstand at være på vej ud af arbejdsmarkedet end at være på vej ind.

Pligten til at arbejde er en ny værdikamp, og den har allerede mange tusinde ikkeselvforskyldte ofre.

— Mette-Line Thorup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svaret på overskriften er desværre JA. Det ændrer sig kun ved, at de ledige melder klart ud. det er faktisk særdeles vigtigt, så det går op for alle de arbejdende, at ledige - såvel på dagpenge som på kontanthjælp - er folk, du kender. Folk du kender som flittige, dygtige, sympatiske, sociale , veluddannede etc. Alt for mange klamrer sig til politikernes vildfarelse om, at ledige nok mest er uuddannede og/eller uden erhverserfaring, misbrugere og hvad ved jeg.

Nej, det er ikke hverken nemt eller befordrende at være arbejdsløs!
"Nå, du har jo masser af tid"! - er tit hørt.
At medier og politikere gør deres for at stemple og overdriver/ nedgør er ikke nemt.

Nu har vi så "ensomme" på tapetet - det må man heller ikke være (dagens tema).
Jeg skal nok holde mund (ønsker ikke at få Blachman på besøg!)