Læsetid: 3 min.

Byliv: Morgenkaffe på McDonald’s

Det har sin egen fornøjelse at betragte de sidste natteravnes bagskid og alle ’de uafhentede’, mens man selv er ædru. Det gør den morgenduelige kondiløber
Det har sin egen fornøjelse at betragte de sidste natteravnes bagskid og alle ’de uafhentede’, mens man selv er ædru. Det gør den morgenduelige kondiløber

Rasmus Fly Filbert

25. april 2015

Nogle morgener ligner bunden af Gothersgade en udbombet slagmark, hvor en krig på pizzabakker har fundet sted, men denne lørdag morgen er det ikke så slemt. Der ligger en væltet cykel, et knust ølglas og en enlig sko, men ellers har det hjulpet gevaldigt, at nogle store affaldscontainere er sat op. Påskriften Dit skrald er min mad erindrer om, at der findes fattigdom i Danmark, og at en kampagne mod madspild er i gang.

Jeg kunne ikke sove, så jeg stod op, tog løbesko på og begav mig i adstadigt luntetempo hen ad Adelgade klokken seks om morgenen, stik den! Ud for Andys Bar stod grupper af unge, som ikke kunne bekvemme sig til at gå hjem efter nattens bytur. På dette legendariske værtshus samles om natten alt ’det uafhentede’, som en stamgæst engang bemærkede, dvs. kvinder og mænd, som jagter hinanden, men ikke har fået bid.

Nogle af dem fortsætter i Nyhavn, eller de går på McDonald’s på Kgs. Nytorv, hvor jeg netop selv agtede mig hen, da ingen cafeer har åbent så tidligt. Engang brokkede en amerikaner sig over, at det modsat New York er svært at finde et sted i København, hvor man kan stille sin sult midt om natten. Nuvel, det har man kunnet i denne burger-restaurant, der har ligget diskret, men strategisk velplaceret ved Metrostationen siden 2012, hvor den til manges fortrydelse afløste fine, gamle Cafe a Porta. Dermed døde – skandale! – et stykke københavnerhistorie.

Forklarelsens skær

Nu står der så en slank, langbenet kvinde og forsøger at holde balancen på sine højhælede, mens hun studerer menuen på lystavlen. En lille mand bag hende er parat til at gribe, hvis hun skulle omkuld. Hun er farvet (brun). Han er også farvet (hvid). Hun kan øjensynligt ikke finde noget på kortet, som hun gerne vil have. »Aha, du har kvalitetssans,« siger manden listigt opvurderende. Han er tydeligt nok ude på at score hende. Pas på, kvinde! Begge er lettere berusede.

»Det er sgu da en kunst at kunne stå op og sove,« hører jeg en stemme bag mig sige, og ganske rigtigt. Der står en mand med lukkede øjne, men nu vågner han med et spjæt, således tiltalt af en anden gæst. Det har i det hele taget sin egen fornøjelse at iagttage morgengæsterne i deres bagskid, mens man selv er pinligt ædru. Deres ansigter lyser med et guddommeligt, forklarelsens skær.

Fem-seks unge ved et bord har forsynet sig med store burgere og pomfritter. »Jeg skal nok komme op igen,« siger en af dem gentagne gange. »Ja, selvfølgelig, Patrick. Selvfølgelig kommer du op igen.« De er kammerater, og de trøster ham. For hvad ved jeg ikke.

Rock-Nalle

I inderlommen har jeg dagens Information, på vejen snuppede jeg Metroxpress, og på McDonald’s ligger BT fremme. Således bevæbnet med aviser vil jeg sætte mig ved det bagerste bord med et krus kaffe, ærværdigt og stille som Luis Buñuel, der holdt af at meditere over en dry martini i en bar. Okay, ret skal være ret: en discountudgave af filminstruktøren.

Men ak … lige der ligger en mand og sover hen over et par stole. Om ikke subsistensløs, så substansløs. Det bærer man over med, så længe han ikke snorker. Han generer jo ingen.

Jeg finder et andet bord og læser i BT, at Rock-Nalle har været ædru i 20 år. Han er 72 år og har en ny cd på bedding: Closer to the Bone med Nalle & His Crazy Ivans. Stærkt! For 20 år siden kunne det være ham, der lå på stolene og sov en brandert ud. Han er virkelig kommet op igen.

Jeg har også været der om eftermiddagen. I min omgangskreds regnes det ikke for fint at gå på McDonald’s, der jo altid har været yndlingsmål, når der skulle baldres ruder efter en demonstration. Fastfood var for kapitalistisk og for usundt. Det er jeg ligeglad med. Jeg har nemlig hang til cheeseburgers, og i tidligere diktaturstater østpå var det symbol på frihed, når der kom en McDonald’s.

Til gengæld kommer alle mulige andre der. Pæne forstadsdamer på indkøb, teenagetøser i flok, håndværkere i arbejdstøj og en pæn mand i habit, som skriver på sin bærbare. McDonald’s er prisbillig og vælges til af det danske folk. Tro ikke, at stedet er uden kultur! Der er citater af Søren Kierkegaard og H.C. Andersen på væggene, så kom ikke her og sig noget andet.

McDonald's
Kgs. Nytorv 17, København
Døgnåbent alle ugens dage

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ingemaje lange

Hver uge besøger Thomas Korsgaard, Maria ­Gerhardt, Nina Søndergaard eller Kristen Bjørn­kjær et sted i byen, som der står.

I artiklen bliver det klart, at byen er københavn. Det virker som om Informations journalister har en blind plet mht. deres eget bias i relationen København og så alle os andre. Det er åbenbart så selvfølgeligt, at der er tale om KBH, at Bjørnkjær ikke engang finder det nødvendigt at fortælle os det. Tværtimod betragtes det som en selvfølge, at læseren ved at denne Gothersgade ligger i København.

En lignende 'geo-centrisme' støder jeg ret tit på - også i Information. Nørrebro nævnes fx som Nørrebro, på trods af at de fleste store danske byer har et nørrebro.
Og hvorfor laver avisen så sjældent madanmeldelser andre steder end i Kbh?. Nogle af de jyske/fynske journalister kunne vel anmelde i hjemstavnsrestaurant, når de alligevel er hjemm hos mor?