Læsetid: 7 min.

Fodboldpirater i høj sø

Til trods for støtte fra millioner af fans over hele Europa risikerer anarkisternes yndlingsklub fra Reeperbahn i Hamborg at glide ud af Bundesliga-systemet
Fanskaren i FC St. Pauli udgøres af punkere, husbesættere, autonome, anarkister, libertære socialister og venstreorienteret godtfolk i al almindelighed, og på de billige ståpladser hersker en kultur, der gør klubben til en slags fodboldverdenens svar på Ungdomshuset.

Morris Mac Matzen

18. april 2015

På mange måder er FC St. Pauli fra Hamburgs red light district fodboldverdenens svar på Ungdomshuset.

En fæstning for den yderste venstrefløj, hvor piratflag, anarkistfaner og Che Guevara-bannere vajer fra tribunerne, når hjemmeholdet optræder på det graffiti-udsmykkede Millerntor-Stadion.

Hvor punkere, husbesættere, autonome, anarkister, libertære socialister og venstreorienteret godtfolk i al almindelighed fylkes mellem hinanden på de billige ståpladser.

Hvor slagsange om anti-fascisme og international solidaritet fylder luften. Og hvor fans fra hele Europa kommer på noget, der ligner pilgrimsrejser for at vise deres støtte til en klub, der siden starten af 80’erne har hævdet sin identitet som et lille stykke modkultur i en stadig mere højkommerciel konkurrencesport.

FC St. Pauli er blevet et samlingspunkt for alle dem, der mener, at den moderne fodboldverden er blevet for velfriseret, for pengefikseret, for corporate.

Men nu er de venstreradikales fodboldmæssige højborg truet af kollaps. Efter en rædselsfuld sæson ligger holdet tredjesidst i 2. Bundesliga med udsigt til nedrykning til det semiprofessionelle skyggeland, der også er kendt som 3. Fussball-Liga.

Hvis ikke det lykkes for fodboldpiraterne at rebe sejlene, vil hele Europas røde fodboldklub om halvanden måned være fortid i Bundesliga-systemet.

Jog højreekstreme væk

At FC St. Pauli overhovedet skulle opnå en status som sportslig ikon for venstrefløjen stod ikke skrevet i stjernerne, da klubben blev stiftet i starten af sidste århundrede. I mange år henslæbte Reeperbahn-mandskabet en anonym tilværelse som et lavt rangerende arbejderhold, der spillede for at par tusinde tilskuere på et nedslidt stadion i byens anløbne kvarter og både sportsligt og imagemæssigt stod i skyggen af den langt mere succesfulde storebror Hamburger Sport-Verein med den prestigefulde adresse i den lokale Volkspark.

Transformationen til socialistisk samlingspunkt begyndte med den store værftskrise, der ramte Europa i slutningen af halvfjerdserne og påvirkede en stor havneby som Hamburg voldsomt.

Byens store industrihavn blev kastet ud i krise, og hundredevis af havnearbejdere mistede arbejdet og forlod byen. Bag sig efterlod de en masse tomme lejligheder, der fik lov at stå og forfalde, indtil de lokale punkere, BZ’ere, anarkister og andre repræsentanter fra periodens subkulturer fik den gode idé at rykke ind i de saneringsmodne boligblokke, der især lå i den store Hafenstrasse ved byens havnefront. Deres ankomst trak kunstnere, musikere, studenter og mediefolk med sig, og i løbet af kort tid havde St. Paulis gamle havnefront forvandlet sig til et hipt kvarter for startfirsernes stormtropper på den yderste venstrefløj.

Bydelens nye beboere begyndte også at frekventere den lokale fodboldklub, der ligger blot få hundrede meter fra Hafenstrasse. I starten var det bare en gruppe sortklædte punkere, der stod på den billige langside og råbte anti-fascistiske slagord under kampene, men efterhånden trak de flere med sig.

De måtte dog slås for deres ret til at være der, for ligesom så mange andre fodboldarenaer var også Millerntor i starten af firserne hjemsøgt af højreekstreme hooligans, der brugte tribunerne som hverveplads og propagandaområde.

De kronragede hooligans brød sig ikke specielt meget om deres nytilkomne medfans, så i en periode dannede området omkring Millerntor scene for drabelige gadekampe, før de fascistiske fodboldbøller valgte at strække våben og forlade valpladsen – hvorefter de røde faner blev rejst over det erobrede stadion. Punkerne, anarkisterne og deres fæller havde vundet FC St. Pauli for sig selv. Og de fejrede sejren med at forbyde nationalistiske højrefløjsaktiviteter overalt på stadion. I dag er den slags forbud gængse i hele Tyskland, men det var de revolutionære tropper fra Hamburg, der kom først.

Deres berømte pirat-logo – den såkaldte Jolly Roger-fane med det grinende dødningehoved og de krydslagte knogler – ankom til klubben nogle år senere ved et rent tilfælde – eller ved det, som anarkisterne på Millerntor nok ville kalde ’en spontan aktion’.

En lokal punksanger med kunstnernavnet Doc Mabuse stjal et piratflag fra en byfestival og bragte det med til stadion, hvor det blev hilst med begejstring af de andre fribyttere på tribunerne.

Hamburg har som søfartsby været forbundet med pirater, lige siden den berygtede Klaus Størtebecker huserede i farvandet uden for byen tilbage i det 14. århundrede.

Større end mange storklubber

Og under den moderne piratfane har FC St. Pauli i de seneste par årtier foretaget sig en del ting, man normalt ikke associerer med professionelle fodboldklubber, såsom at spille venskabskampe i Cuba, samle penge ind til vanddispensere i Mellemamerika, arrangere en fodboldturnering for landshold, der ikke anerkendes af FIFA, og sørge for busture for lokale asylansøgere til holdets hjemmekampe.

I midten af firserne tog klubbens daværende målmand Volker Ippig et års orlov for at rejse til Nicaragua og udøve solidaritetsarbejde blandt de fattige. Og da udlændingedebatten i Tyskland for et par år siden satte kritisk fokus på antallet af flygtninge og asyl- ansøgere i landet, offentliggjorde FC St. Paulis tilhængere et banner med teksten »Refugees are welcome«.

Alle disse aktiviteter har været med til at opbygge FC St. Paulis omdømme som den anarkistiske undtagelse i en højpoleret og kommerciel fodboldverden. Klubbens Jolly Roger symbol er for længst blevet kult og masseproduceres på hættetrøjer, T-shirts, bannere, halstørklæder og klistermærker; ja, selv iPhone-hylstre med det grinende dødningehoved kan rekvireres.

Og FC St. Pauli er blevet samlingspunkt for tilhængere langt ud over Hamburg-området. Klubben har 369 officielle fanklubber og omkring 11 millioner tilhængere over hele Europa, hvilket løfter den op over de fleste Bundesliga-klubber og bringer den op på siden af en traditionsrig storklub som Tottenham Hotspurs. Samtidig spiller holdet konstant for fulde huse – hvilket vil sige godt 29.000 tilskuere på det nyrenoverede Millerntor-Stadion.

Nej til stripperstang

Ja, faktisk er kult-klubben efterhånden blevet så populær og mainstream, at de hardcore anarkister på tribunerne er begyndt at mukke. Og deres utilfredshed steg til en decideret knurren, da klubledelsen for nylig besluttede at indføre VIP-loger på Millerntor. Ikke mindst da det kom frem, at en af sponsorerne var en lokal stripklub, der havde installeret en stripperstang i sin loge.

Så blev det for meget for fanskaren, der tæller en høj andel af kvinder, der ikke lige kunne se det morsomme i det initiativ. Stripperne fik besked på at holde sig væk, og i stedet blev konflikten løst på ægte St. Pauli-vis, ved at nogle fans byggede en modeljernbane rundt om stripperstangen. Så til hjemmekampene i dag tøffer der nu et lille modeltog rundt i stripklubbens VIP-loge.

Derudover provokerede det også tilhængerskaren, at klubben i et anfald af akut pengenød for et par år siden solgte marketings-rettighederne til Jolly Roger-symbolet til den franske mediegigant Lagardére Group, der nu tjener fedt på at producere merchandise med den grinende dødning.

Til trods for disse kontroverser er forholdet mellem FC St. Pauli og fanskaren dog grundlæggende harmonisk, og klubben står imagemæssigt stærkere end nogensinde før.

I det hele taget ville det være én stor succeshistorie – hvis det altså ikke lige var for det dér med fodbolden. For når sandheden skal frem, så har spillet på grønsværen sjældent været noget at prale af i Reeperbahn-klubben.

FC St. Pauli er et møverhold, der har henslæbt det meste af sin tid som sportslig metervare i 2. Bundesliga. Et par enkelte gange er det lykkedes dem at rykke op i 1. Bundesliga, men som regel er de blevet losset hurtigt ud igen. Og nu er de altså i fare for at glide helt ned i den tredjebedste række.

Kræver voldsom slutspurt at redde sig

Sæsonen startede ellers med store forhåbninger. Et par fornuftige indkøb af angriberen Ante Budimir hos NK Lokomotiva og midtbanemanden Michael Görlitz i FSV Frankfurt gav tilhængerne grund til at tro på, at holdet kunne forbedre sidste sæsons ottendeplads. Og cheftræner Roland Vrabec gav næring til optimismen med forudsigelser om, at FC St. Pauli ville kunne spille med i kampen om oprykningspladserne.

I stedet er det gået stik modsat. Holdet har slet ikke kunnet udføre den boldbesiddende og offensive stil, som Vrabec forsøgte at implementere. Selv var han fortid efter blot fire spillerunder, og ungdomstræner Thomas Meggle holdt heller ikke længe på posten.

Nu har klubben allieret sig med trænerveteranen Ewald Lienen, der bedst kan beskrives som tysk fodbolds svar på Ove Pedersen; en rutineret, gammel ræv, der er ekspert i at hive nødlidende klubber ud af suppedasen, men som sjældent holder særlig længe samme sted.

Foreløbig er det lykkedes Lienen at løfte holdet fra jumboplaceringen og op til tredjesidstepladsen. De sidste seks spillerunder ser dog svære ud, så holdet skal forbedre sit niveau, hvis det skal skaffe point nok til at overleve i ligaen.

På Reeperbahn er det lokale fodboldhold for længst blevet en del af kvarterets identitet. Overalt på lygtepæle og i butiksvinduer på Die Sündige Miele – som den kilometerlange strækning med stripklubber, barer, restauranter, sex-biografer og erotiske butikker kaldes – er Jolly Roger-symbolet til stede. Og her vil det blive betragtet som et akut tab, hvis de lokale fodboldpirater går under.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu