Læsetid: 7 min.

’Forsoning handler sjældent bare om en pose penge’

I Grønland arbejder en forsoningskommission for tiden med at bearbejde kolonitiden – uden dansk deltagelse. For danske politikere vil hellere se fremad. Men om dét nu også er så smart, var et af spørgsmålene på et debatmøde om Danmarks kolonihistorie
Forhistorie. En statue af missionæren og kolonisatoren Hans Egede skuer ud over Nuuk. Næsten 300 år efter præstens rejse til Grønland er danskerne måske nok kommet sig over deres koloniale fortid, men det samme gør sig ikke gældende for grønlændere og andre engang koloniserede.

Forhistorie. En statue af missionæren og kolonisatoren Hans Egede skuer ud over Nuuk. Næsten 300 år efter præstens rejse til Grønland er danskerne måske nok kommet sig over deres koloniale fortid, men det samme gør sig ikke gældende for grønlændere og andre engang koloniserede.

ulrik bang

4. april 2015

110 mennesker har passeret den udstoppede isbjørn i kulturhuset på Nord-
atlantens Brygge og har taget plads i det store lokale på femte sal. De har købt billet til webmagasinet Baggrunds udsolgte arrangement for at høre fire forskere tale om forskellige vinkler på forsoningsproblematikken i forhold til Danmarks kolonihistorie – fra de tidligere koloniers synspunkt og fra Danmarks synspunkt. Deres tilstedeværelse understreger den stigende interesse for at forholde sig til Danmarks kolonihistorie og de tråde, den trækker ind i nutiden.

»Det er skønt at se, at der er så mange fremmødte, for det kan vel ikke kun handle om, at alle i salen er arkivalietosser. Det må også handle om, at folk føler sig påvirket af emnet, og at der stadig er noget at tale om – også fra et dansk perspektiv,« som lektor ved Institut for Kultur og Identitet på RUC Lars Jensen bemærker.

Det er ikke mindst fra de gamle kolonier, at det i de seneste år er blevet slået fast, at samtalen om Danmarks kolonihistorie ikke er et overstået kapitel. I begyndelsen af 2013 afsatte den grønlandske regering for eksempel 10 millioner til en forsoningskommission, der skulle arbejde med forsoning med kolonihistorien, ja slet og ret at »lægge afstand til koloniseringen af vort land.« Og i 2014 annoncerede sammenslutningen af de caribiske stater – det caribiske svar på EU – CARICOM, en 10-punktsplan over krav til en række tidligere kolonimagter, heriblandt Danmark.

Men fra officiel side har man i Danmark stillet sig uforstående over for de tidligere koloniers ønsker og krav, og i august 2013 afviste statsminister Helle Thorning-Schmidt da også invitationen til at deltage i Grønlands forsoningskommission med ordene: »Vi har ikke behov for forsoning, men jeg har fuld respekt for, at det er en diskussion, der optager det grønlandske folk. Vi vil følge diskussionen nøje herfra.« Ligesom hun senere i en kronik i Berlingske gjorde det klart, at man fra dansk side primært var »optaget af nutidens og fremtidens udfordringer, og at vi fortsætter vores gode samarbejde.«

Grønlandsordfører for Venstre, Claus Hjort Frederiksen, var lige så afvisende over for grønlændernes ønske om, at Danmark skulle deltage i forsoningsarbejdet – også han betragtede kolonihistorien som afsluttet fortid: »Det er meget svært, synes jeg, for os i dag at gå ind og vurdere de værdier, der samfundsmæssigt lå til grund for beslutninger for 50-100-200 år siden. Danske borgere blev jo også behandlet anderledes for 100 år siden, end de bliver i dag, skulle vi så også undskylde over for tidligere generationer herhjemme?«

Den slags udtalelser er nærmest standardsvar, når ekskolonier forsøger at etablere en dialog om kolonihistorien, siger Astrid Nonbo Andersen, som er post.doc ved Dansk Institut for Internationale Studier, og som også deltager som foredragsholder ved arrangementet:

»Det er helt normalt, at man fra kolonimagtens side betragter kolonihistorien som et afsluttet kapitel og siger ’hvorfor skal vi hænge os i fortiden? Hvorfor ikke bare komme videre?’ Men for de tidligere kolonier er det sjældent en mulighed, fordi fortiden vejer så tungt, at den hindrer landets udvikling,« siger hun. »Inden for erindringsteorien plejer man at sige, at jo flere problemer et samfund står over for, des mere fylder historien og de bagvedliggende årsager.«

Forsoning

Det er altså helt afgørende for de tidligere kolonier at forsone sig med den koloniale fortid. Men hvad handler forsoningen egentlig om?

»For Grønland handler forsoning i høj grad om at forlige sig med fortiden og de nationale traumer, der knytter sig til at have været koloni,« siger Jens Heinrich, der er ph.d. i historie ved Grønlands Universitet og medlem af forsoningskommissionen. »Forsoningskommissionen fokuserer på det interne forsoningsarbejde – blandt andet fordi Danmark afviste invitationen til at deltage i kommissionen. Et af de mest centrale dele af forsoningsarbejdet handler om, at Grønland som nation skal fortælle sin egen historie. Den grønlandske historie er primært skrevet udefra, så der mangler altså nogle vigtige dimensioner og vinkler i historieskrivningen.«

Astrid Nonbo Andersen mener ligeledes, at det at skrive sin egen historie er helt centralt for tidligere kolonier, der forsøger at opbygge et selvstyre.

»De fleste tidligere kolonier forsøger at tage ejerskab over historien,« siger hun. »En af de strategier, man anvender – både i det tidligere Dansk Vestindien, De Amerikanske Jomfruøer, men også i CARICOM – er at skabe opmærksomhed på kolonihistorien ved at tale om erstatningskrav. Det er en anden strategi, end den man anvender i Grønland. Men det er vigtigt at notere sig, at erstatningskravet ikke handler om, at man bare vil have en pose penge og en officiel undskyldning. Det gør det meget sjældent, når tidligere kolonier søger erstatning. Det handler derimod mere om at genskrive historien på egne præmisser – og om overhovedet at få kolonimagten i tale.«

Kampen om historien

Astrid Nonbo forklarer, at alle stater har brug for en grundfortælling, hvor der indgår et tydeligt markeret ’vi,’ for overhovedet at kunne betragte sig selv som en stat, for at begrunde, hvorfor man overhovedet besidder et landområde og kalder det ens eget. »Der findes for eksempel ikke amerikaner, før Uafhængighedserklæringen definerer det amerikanske ’vi’ i formuleringen ’We, the people.’ Inden den formulering fandtes der kun europæiske settlers og oprindelige folk.«

Men at etablere dette ’vi’ og at etablere sin nations grundfortælling, er langt mere kompliceret for tidligere kolonier, mener hun, fordi den nye historie, man forsøger at fortælle, ofte kommer i konflikt med eller kommer til at bekræfte den tidligere kolonimagts version af historien – en version, der typisk har haft til hensigt at legitimere kolonimagtens overgreb på kolonierne.

»I det nittende århundrede gik de fleste europæiske stater fra enevælde til folkestyre – samtidig med at man fra 1880’erne intensiverede kolonikapløbet. Og hvor koloniseringen passede rigtig godt til enevældet, hvor man nærmest forventede, at kongen skulle udbygge sit imperium, var det sværere at retfærdiggøre koloniseringen under folkestyret. Man skabte derfor fortællingen om den civiliserende kolonimagt, der skulle hjælpe de koloniserede befolkninger frem mod civilisation og oplysning – og i sidste ende selvstændighed,« siger hun.  

Det er den fortælling, som de tidligere kolonier nemt kommer til at bekræfte, når de vil fortælle deres egen historie, fordi kolonimagten forudså koloniens selvstændighed og havde den som en central del af deres legitimerende fortælling.

»Det er derfor svært at gøre op med historien, og derfor har de tidligere kolonimagter meget at skulle have sagt – ikke mindst i en revidering af fortællingen om ’den gode kolonimagt.’ Tager man de Amerikanske Jomfruøer som eksempel er de selvfølgelig underlagt USA, men deres historie er tæt sammenflettet med den danske kolonihistorie, og derfor spiller Danmark naturligt nok en rolle i den historie, man forsøger at fortælle,« siger Astrid Nonbo Andersen.

Danmarks ansvar

Jens Heinrich mener også, at det er ærgerligt, at Danmark ikke er gået ind i den grønlandske forsoningskommission, for heller ikke her er det ligegyldigt, hvordan Danmark forholder sig til historien. Og så kunne dansk deltagelse desuden have haft positive effekter for relationen imellem Danmark og Grønland.

»Danmarks deltagelse kunne for det første være med til at styrke samarbejdet imellem Danmark og Grønland,« siger han. »Og for det andet kunne forsoningsarbejdet være en mulighed for fra dansk side at revidere synet på Danmarks rolle i kolonihistorien.«

Jens Heinrich håber dog, at Danmark på et senere tidspunkt får mulighed for at ændre mening og deltage i Forsoningskommissionens arbejde. Og han tror, at det ville gavne Danmark at være med:

»Udover, at Danmark kunne få et mere reelt billede af historien, hvor der var bedre plads til nogle af skyggesiderne, tror jeg også, at Danmark kunne vinde anseelse udadtil mod omverdenen ved at vise, at landet er i stand til at se kritisk på sig selv og er i stand til at skabe et forbilledligt samarbejde med en tidligere koloni som Grønland. Det ville give lidt mere reel tyngde til fortællingen om Danmark som en human og retfærdig nation.«

Noget lignende mener Lars Jensen.

»Man kan jo slet ikke tænke den danske historie uden at forholde sig til kolonihistorien. Så hvis vi vil have et ordentligt indblik i vores egen nationale identitet, er vi nødt til at forholde os til det kapitel i historien, der som nævnt lever videre på mange måder. Også i Danmark. Der er jo stor interesse for historien omkring Slaget ved Dybbøl og denne begivenheds indvirkning på den danske nationale identitet – den slags har for eksempel Helle Thorning-Schmidt også blik for. Det helt store spørgsmål er derfor, om Danmark bliver klar til at forsone sig med de mindre kønne sider af landets historie.«

Foredraget er arrangeret af webmagasinet Baggrund og udspringer af magasinets artikelserie ’Forsoning med den danske kolonihistorie,’ der kørte på sitet i november og december 2014.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Bruus
  • Christel Gruner-Olesen
Michael Bruus og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Nilsson

Robert Storm Petersen var et alsidigt menneske med stor indsigt i menneskets finurlige tankegang. Han har - blandt meget andet - skrevet et teaterstykke, hvor alene titlen er et produkt af hans dybsindighed: ”Der må være en grænse”. Stykket handler om smuglere.

Uden grænser har smuglerne ikke noget at leve af.

Uden kolonitid har webmagasinet Baggrund ikke noget at skrive om, og deltagerne i webmagasinets arrangement ikke noget at snakke om

Der nævnes under arrangementet ikke så meget som et eneste konkret eksempel på noget, der giver Danmark anledning til at forsone sig med Grønland.

Det nærmeste man siger om behovet for en forsoning kommer fra deltageren på mødet, Astrid Nonbo, som forklarer, at
”alle stater har brug for en grundfortælling, hvor der indgår et tydeligt markeret ’vi,’ for overhovedet at kunne betragte sig selv som en stat, for at begrunde, hvorfor man overhovedet besidder et landområde og kalder det ens eget. »Der findes for eksempel ikke amerikaner, før Uafhængighedserklæringen definerer det amerikanske ’vi’ i formuleringen ’We, the people.’ Inden den formulering fandtes der kun europæiske settlers og oprindelige folk.«”.

Derfor har Grønland efter Astrid Nonbos opfattelse brug for en kolonitid: ”Der må være en kolonimagt” som udgangspunkt for Grønlands egen grundfortælling.

Uden grænser har smuglerne ikke noget at leve af.

Uden kolonimagt har de fremmødte ved webmagasinet Baggrunds arrangement ikke noget at tale om.
Og for en dels vedkommende har de heller ikke noget at leve af.

Derfor udråbes Danmark til kolonimagt :-)

Mads Christensen, Troels Ingvartsen, Kim Hansen, Egon Maltzon og Henrik Lund-Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Lund-Andersen

D´herrer og damer akademikere der er refereret i artiklen glemmer meget bekvemt at selve forsoningskommissionen og dens kommissorium eksplicit forudsætter, at der overhovedet er noget at forsone allerede inden man har undersøgt de historiske begivenheder - og det er efter undertegnedes opfattelse her kæden hopper af.

Ingen tvivl om at både DK og Grønland kunne have megen gavn af at få historien om kolonitiden genundersøgt for at drage den bedste lære af datidens begivenheder, men dette stemmer for Grønlands vedkommende - og det officielle Grønlands erklærede forlangende om forsoning samt tilmed en officiel Forsonongskommission - ikke overens med den offentlige debat internt i landet.

Den politiske diskurs er nemlig fremført som en løftestang for det politiske ønske om selvstændighed - og altså med umiskendelige undertoner af kolonial skyld og deraf begribelig erstatningsansvar/offerliggørelse til Grønland.

Som mangeårig medborger i Grønland udenfor magtens cirkler kan det oplyses at ingen menige grønlændere undertegnede har mødt sagligt set fremfører vægtige argumenter for en forsoningsproces - og helt konkret overhovedet erklærer noget eller nogen mening i den retning. Tværtimod udviser befolkningen generelt en stolthed og selvbåren stolthed som mange må misunde dem.

Som en anden kommentator noterer må man i akademisk teoretiseren opfinde nærmest selvbesmittende argumenter om en grundfortællingen som forudsætningen for nationsopbygningen - hvilket tilsyneladende er et andet ord for at opfinde en ydre fjende.

Og det koger man så vellystigt en pind på!

Med venlig hilsen

Denne kommission med dens specifikt politisk udpegede elitære

Mads Christensen, steen marr, Bo Carlsen, Kim Hansen, Egon Maltzon og Anders Nilsson anbefalede denne kommentar

Herhjemme er vi til hver en tid klar til at bryste os over guldaldermalerne, som er en del af vores arv, vores danske kit. Men den slavehandel der finansierede guldalderen -- det er jo lang tid tid siden, det har slet ikke noget med os at gøre.

Obama ansatte sin forgængers torturbødler og besluttede at de ikke skulle retsforfølges - det var tid til at se fremad, ikke hænge fast i fortiden.

Der er en vis tendens til selektiv historieskrivning, hvor de lidet flaterende kapitler har en noget hurtigere forældelsesfrist.

Torben Selch og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Meget sigende er der ikke nogen med grønlandske navne som udtaler sig til artiklen.
Skyldes det måske at der ikke er nogen grønlændere som er fundet betydningsfulde nok til at formulere en mening ?
Der ligger en dyne af 'Racisme of lower expections' over artiklen og de udtalelser den refererer.
'Nu skal vi nok komme og fortælle jer grønlændere hvor slemme vi har været mod jer'.

Jeg tror ikke man bidrager positivt til den grønlandske fortælling med den patroniserende attitude.

jens peter hansen

Guldaldermalerne var malere der slog igennem efter1813 ved DK's statsbankerot, hvis man ellers tror på Hans Edvard Nørregaard-Nielsen. Året efter afstod DK Norge til Sverige. Guldaldermalerne slog igennem da DK var fattigt og sønderslået. Slavehandelen var lukket, ud over selvfølgelig den ulovlige som de lokale høvdinge scorede en del på i denne tid. Jeg synes i den grad at vi vedkender vores del af slavehandel, kolonialisme, overgreb og meget andet godt, men det er jo heller ikke hele DK's historie. De store palæer i København havde 99 % af befolkningen ingen gavn af. De boede som fæstebønder, stavnsbundne ude på landet, hvor træhesten ventede. Den forsoningsproces er vist aldrig blevet til noget.

Skylden vokser og vokser og skuldrene hænger under byrden.
Hvad er det der gør, at vi skal påtage os al skyld på Jorden siden Big Bang?

Jeg har meget stor sympati for grønlænderne, men føler en forsoning har fundet sted allerede. Hvad angår historie har grønlænderne en fælles historie fra tiden omkring indvandringen. Herefter har de vel 3-4 forskellige historier indtil vikingerne og senere europæere dukkede op.

Psykologisk set bør man altid tage diskussionen med sine børn, da alt stort og småt set fra den voksnes øjenhøjde kan forekomme uvæsentligt - men have afgørende betydning for barnets opvækst hvis det ikke bearbejdes.

Ofte er de samfund der overtages ifm. tidligere tiders imperialisme - naive og skrøbelige samfund - og med strukturer der var Europæiske magthavere - på alle leder og kanter - underlegne.

Barnet skal snart til at kunne være flyvefærdig selv - og jeg synes man fra det offentlige danske magthavers systems side burde deltage i diskussionen. Alene det at vise nærvær og en form for empatisk omfavnelse. Men mon ikke også det er det - når barken bliver skrællet af - at HTS har haft succes med at kunne klare sig uden, men har tillært sig retorik nok til at kunne forblænde de fleste.

Måske en Bornedal med held kunne lave en Grønlands version af "1864" - men det ville nok være svært at hente midler hos Statens Kultur Arv og DR - Filmen ville jo nok også være for konfrontatorisk og for tæt på (hvid der er noget der hedder det) til fredag aften.

Der er jo sket store voldsomme overfald på grønlændene ifm. med forsøg på menneskekroppe og hjerner f.eks. - men det samme uhyggelige er jo sket via psykiatrien på samme tid i DK.

Selvfølgelig skal man tage imod invitationen - Det andet er arrogance.

Jens, når jeg skriver at "slavehandlen finansierede guldalderen" er det selvfølgelig en simplificering - nationaløkonomi er jo noget lidt andet end et husholdningsregnskab. undervisningsministeriet skriver at "Slaveriet blev først ophævet i 1848 på De Dansk-vestindiske Øer" - så helt ophævet var slaveriet åbenbart ikke dengang i 1813. Desuden tror jeg heller ikke at det økonomiske overskud forsvinder som dug for solen i samme sekundt handlen ophæves. Der var ret mange penge i den der slaveri-gesjæft, og dette havde selvsagt en vis indflydelse på guldalderen, som jo krævede et vist økonomisk overskud i samfundets højere lag - statsbankerot til trods er der jo immervæk stadig en overklasse.

Torben Selch Nej jeg tror ikke det er arrogance, men en umådelig træthed over disse forsøg på at opfinde en ydre fjende som dække for det igennem mere end 40 års gentagne mantra : vi kan selv, vi vil selv og det er jeres skyld at det ikke er lykkedes os at sandsynliggøre påstanden.
I de første år efter hjemmestyrets indførelse forhandlede man bloktilskuddet hvert år og hver gang trak grønlænderne 'kolonikortet' og fik ofte 'en krone mere' indtil dansk skepsis til slut fik grønlænderne til at erkende at 'the kissing time is over'
Jeg ved det for jeg har selv deltaget i forhandlingerne på grønlands side.
Den erkendelse bør nu slå igennem til dagens grønlandske politikere og meget gerne også til det segment i Danmark der lider af et udpræget kolonisyndrom.
Det er virkelig nu Grønland efter eget ønske om at etablere en selvstændig stat selv 'tager hænderne op af bukselommen' uden kunstigt skabte ydre fjender som fødselshjælper
Det er den stadig for nu er

Mads Christensen, Henrik Lund-Andersen og Anders Nilsson anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Kolonihistorie er et kompleks fænomen også den dansk-grønlandske. De meget firkantede fremstillinger i artiklen ligner på ingen måde virkeligheden. Og at der ikke findes objektiv forskning eller i det mindste tilstræbes en objektiv forskning som Astrid Nonbo Andersen mere end antyder er helt uden i hampen!
I den virkelige kolonihistorie var grønlandsk og dansk ikke kategoriske modsætninger. Mange fremragende grønlandske personligheder fremmede koloni politikken og arbejde med og sætter dermed deres stempel på de historiske begivenheder.

Arne Kruse Nielsen

HOLD DA OP ... EN MASSE ORD. Der er vel lige så mange bogstaver som der er oprindelige Grønlændere i landet (55.000) og måske også indregnet grønlændere i SYD-Danmark. Utrolig OMSORG ... øhh ... hvor mange flere flygtninge SYD-Danmark får ikke LIGE udbetalt mere omsorg.

Arne Kruse Nielsen

HOLD DA OP ... EN MASSE ORD. Der er vel lige så mange bogstaver som der er oprindelige Grønlændere i landet (55.000) og måske også indregnet grønlændere i SYD-Danmark. Utrolig OMSORG ... øhh ... hvor mange flere flygtninge SYD-Danmark får ikke LIGE udbetalt mere omsorg.

jens peter hansen

Men den slavehandel der finansierede guldalderen, blev der skrevet. Læs der står ikke slaveri, men slavehandel. Jeg refererer til slavehandel ikke slaveri. De vestindiske øer var for største delen beboet af slaver, som var ejet af englændere, franskmænd og hollændere. Der var ganske få danske plantageejere. Sproget var engelsk. Efter en statsbankerot, så er det ikke så slemt, skrives der. Det synes jeg man skulle fortælle grækerne.

”Det er den fortælling, som de tidligere kolonier nemt kommer til at bekræfte, når de vil fortælle deres egen historie, fordi kolonimagten forudså koloniens selvstændighed og havde den som en central del af deres legitimerende fortælling.”
Astrid Nonbo Andersen's fortælling er en sandhed med modifikationer. At kolonimagterne havde så præcist et fremsyn, er noget nyt. Islands selvstændighed plager fortsat danskerne. Island snigløb Danmark ved at erklære sig selvstændigt i 1944. Danmark var da besat af Tyskland.
Frankrigs kolonier oplevede terror fra kolonimagten. Frankrig ville ikke slippe Algeriet frivilligt. Selvfølgeligt er der også kolonier som har opnået selvstændighed i en nogenlunde fredelig atmosfære. Kolonisering af et land og et folk er et voldsomt indgreb. Kolonisering er en envejs kommunikation. Man overfalder et land og dets folk og erklærer, at landet tilhører kolonisatoren. Denne envejs kommunikation har en voldsom og sanktionerende effekt. Det bekræftes eksemplevis af Poul Grønlænder, som havde brevvekslinger med Poul Egede. Han skrev til Poul Egede, at det havde været bedst, at han - og dermed grønlænderne - aldrig havde mødt danskerne.
Fortællingen om Kunuk, der befrier en bygd fra en tyrannisk høvding, er eskimoernes grundfilosofi. Undertrykkelse, tyranni og høvdinge vælde duer ikke i den eskimoiske samfundsmodel. Men det var, hvad kolonimagten Danmark indførte: Høvdinge vælde og tyranni.
Der er flere ting, der sjældent bliver sagt højt - før nu: Grønlænderne har altid betalt skat til den danske stat. Når fangerne indhandlede skind, hvalspæk og husflid, blev der trukket et beløb til betaling til staten og opretholdelsen af koloniadministrationen. Men det fortalte man aldrig til fangerne. Det var en skjult skat. At hemmeligholde betaling til Kongen og Staten er en alvorlig forbrydelse, og grønlænderne har krav på store erstatningsbeløb.
Tvangsflytninger fra Kap Farvel området er krænkelse mod menneskerettigheder. Eskimoerne blev indfanget og lænket i lasten på skibe og transporteret væk. Efterkommere til de tvangsflyttede - mange af dem døde som følge af overgrebene på deres levevis og frihed - har krav på milliard erstatning fra Staten. Den danske stat skal komme med en uforbeholden undskyldning til de mennesker og efterkommerne af dem, som blev smidt i skibets last, lænket og sejlet væk fra stedet, fordi kolonimagten mente, at det ville være mere rentabelt at samle dem i større enheder. Danmark ødelagde en tusindårig år gammel kultur. Det er en forbrydelse mod menneskeheden, og Grønland og grønlænderne har dybe sår på sjælen efter den behandling.

jens peter hansen

Island snigløb ikke nogen og den eneste rigtig sure var kong Chr. X. Jeg kender ingen der er sure over at Island er en selvstændig republik. Det samme gælder Færøerne og Grønland. Hvis man ønsker fuld suverænitet, så får man det i morgen. Lige får hver indbygger i Grønland et tilskud fra spæd til olding på omkring 70.000 kr. Det er vel også en slags penge, når der skrives om erstatning.

Michael Bruus

Efter apartheid styrets fald i Sydafrika, indledte man ”høringer” (som kan siddestilles med forsoning) Australien har været igennem noget tilsvarende med sin oprindelige befolkning og USA med sin.

At Danmark mener sig hævet over, at skulle indgå i en forsoning, som ret beset: differencer historien og integration en mere nuancerede historie, er meget uheldigt.
Og kan siddestilles med patologien: differencer / dissocier, som omskrevet til almindelig dansk er fortrængning, ”det har vi ikke noget med at gøre”

Altså, Danmark har alt at vinde ved at indgå i forsoningen: få ryddet op i skeletterne i skabet, være medskrivere af den nye historie og holde ordenlige relationer med Grønland.
I modsat fald må Grønland selv rydde op i sin del af historien, hvilket er svært men muligt, herved får Grønland sin historie, Danmark får intet og mister integritet, samt sætte gode relationer over styr, eller sagt på almindeligt dansk: pisse barnligt.