Læsetid: 15 min.

En ghetto, hvor dørene er låst indefra

I USA bliver de ultraortodokse jøder både flere i antal og mere ekstreme. De lever i kønsopdelte og religiøst styrede parallelsamfund, der kæmper imod den moderne verden. En afhopper fortæller om det lukkede hasidiske samfund
Det hasidiske miljø er en tryg puppe for dem, der gerne vil være i den. Men jeg havde ikke noget valg. Jeg blev født ind i det, siger Shulem Deen

Det hasidiske miljø er en tryg puppe for dem, der gerne vil være i den. Men jeg havde ikke noget valg. Jeg blev født ind i det, siger Shulem Deen

Tine Sletting

25. april 2015

Da 18-årige Shulem Deen og hans jævnaldrene brud, Gitty, trådte ind ad døren til deres nye lejlighed og stille satte sig ved køkkenbordet og bjerget af uudpakkede gaver, var det kun anden gang, de var alene sammen. Klokken var tre om natten, og de havde næsten ikke talt sammen til bryllupsfesten – mændene havde festet i stueetagen og kvinderne på anden sal.

»Fik du noget at spise,« spurgte Shulem forsigtig, uden at søge øjenkontakt. Han havde ikke været alene med en kvinde, der ikke var nær familie, siden han var barn. Gitty så ned i bordpladen.

Én gang tidligere havde de talt sammen: i syv akavede minutter ved hendes forældres spisebord, inden de satte sig på bagsædet af hver sin bil og kørte til synagogen, hvor overrabbineren velsignede Shulem og slog forlovelsen fast med snaps og chokoladekage.

»Mazel tov, mazel tov. Må I skabe varige frø til at frembringe respektable og velsignede generationer,« sagde rabbineren. Imens ventede Gitty og de andre kvinder i mørket langs væggen.

Selv om de to nygifte, der nu sad i køkkenet lidt nord for New York var som to fremmede forhinaden, ventede der dem en opgave. Det hellige ritual, mitzvah. For hasidiske jøder – den konservative højrefløj blandt ortodokse jøder, Shulem og Gitty var en del af – skal ægteskabet fuldbyrdes på bryllupsnatten, inden solen står op. Shulem så ud ad vinduet, hvor junisolen truede i horisonten. Han vidste stort set intet om sex, udover den 10 minutters ’ægteskabsinstruktion’, rabineren havde givet ham tidligere på dagen. »Læg dig oven på hende og fortæl hende, at du elsker hende,« havde han sagt, mens han gestikulerede en penetration. »Der skal være helt mørkt. Har du et godt gardin?«

På den blog, der mange år senere skulle gøre Shulem berygtet i det jødiske miljø, beskrev han bryllupsnatten, der foregik næsten fuldt påklædt:

Jeg var tilstrækkeligt hård, og hun hævdede ikke at have nogen anatomiske ejendommeligheder, men noget var forkert. Uanset hvor ihærdigt jeg prøvede, kunne jeg ikke få min penis ind i nogen form for kropshulrum.

Klokken fire måtte Shulem ringe til rabineren.

»Sig, at hun skal smøre sig med noget vand,« rådgav han.

Vi prøvede. Det hjalp ikke. Jeg ringede til rabbiner igen. »Sig at hun skal tage dit ’organ’ med sine hænder og dirigere det i position.« Efter mange flere forsøg blev min penis slap efter den uerotiske katastrofe, og vi bestemte os for, at jeg allerede havde trængt ind i hende, og vi lagde os til at sove.

Bryllupsnatten ligger nu 20 år tilbage. Det er otte år siden, Shulem og Gitty blev skilt. Det er syv år siden, Shulem endegyldigt brød med det hasidiske samfund, og det er ét år siden, han sidst har set nogen af sine fem børn.

»Det hasidiske miljø er en tryg puppe for dem, der gerne vil være i den. Men jeg havde ikke valgt at bo i det samfund. Jeg blev født ind i det, og jeg fik ikke muligheden for at fravælge det,« fortæller han, da Information møder ham i hans lejlighed i Brooklyn.

Shulems bevægelser er rolige, og han taler med en tyk New York-dialekt, der omformer alle o’er til åa-lyde – ’call’ til ’kåal’; ’door’ til ’dåar’. I sidste måned, kort efter hans 40-års fødselsdag, udkom hans selvbiografi om bruddet med de hasidiske jøder. Bogen er den seneste i en række af selvbiografier af hasidiske afhoppere.

»Hvis du er et selvstændigt tænkende menneske – hvis du videbegærlig – så er du fanget. Mine børn var det vigtigste i mit liv, og nu er de væk. Hvis jeg havde vidst, at jeg ville miste dem, var jeg aldrig brudt ud,« siger Shulem.

En anden verden

Det skarpe forårslys på Lee Avenue i Williamsburg, Brooklyn summer af sortklædte skikkelser. Forberedelserne til den jødiske påske, der fejrer flugten fra Egypten (eksodus), er i fuld gang, og duften af klorin fra højtidens pernitne rengøringsseancer strømmer ud ad vinduerne og blander sig med lydene fra aggressive yellow cabs og skolebusser.

Her midt i New York City ligger én af de største hasidiske enklaver i verden med skarp kønsadskilte skoler, synagoger og busser. Her er ingen sekulære medier, religiøse love dikterer hverdagen, og det fælles sprog er jiddisch, et tyskklingende sprog med hebraiske og slaviske indslag. Disse ultra-ortodokse bor kun ganske få gader fra Brooklyns hipster-epicenter, hvor bikram-yoga, TEDx Talks, kaffebarer og Lena Dunham er kulturbærende institutioner i et individualistisk miljø. De to verdner kunne ikke være mere forskellige.

På Lee Avenue går teenageknægte og bedstefædre ens klædt i sorte bredskyggede hatte; lange sorte frakker, vest og hvide skjorter. Under hattene er issen kortklippet, skægget er fuldt, og to fede slangekrøller dingler langs ørerne.

Outfittet mimer den klædedragt, jøderne bar i små ungarske landsbyer i 1700-tallet, og ikke engang den hede sommersol, som snart vil stege New York, kan få de hasidiske jøder til at lette på frakken. De viderefører alt det, Holocaust næsten tilintetgjorde.

»Det er en ghetto, hvor dørene er låst indefra,« siger Samuel Heilman, der er sociologiprofessor ved City University of New York og ekspert i nutidens ortodokse jøder.

»Hasidiske jøder udkæmper en kulturel krig mod moderniteten, og de bliver stadigt mere ekstremistiske og isolationistiske. Tidligere kunne man holde tv ude med sociale normer, men smartphones, WhatsApp og internet gør det lettere for mange at interagere med den sekulære verden. Det har fået lederne til at blive mere ekstreme og i højere grad dæmonisere den omkringliggende verden,« siger han.

Det er lykkedes Shulems familie at få hans børn til at vende sig imod ham, og det er et år siden, han har set nogen af dem. Havde han kendt den pris, havde han valgt anderledes, siger han i dag.

Tine Sletting

Der er cirka 330.000 ortodokse jøder i New York – en tredjedel af byens jøder – og hvert fjerde jødiske barn i USA er i dag ortodokst. Blandt 18-19-årige er det kun hver tiende.

»Hvert år vokser den ortodokse befolkning med 5.000, mens den ikke-ortodokse falder med 10.000,« skriver Pew Research Center i 2013 i en analyse af de amerikanske jøder.

Hvis udviklingen fortsætter, vil de ortodokse inden århundredeskiftet være en majoritet blandt de amerikanske jøder, som traditionelt er overrepræsenteret på Wall Street, Ivy League-universerne og i Kongressen. Særligt de hasidiske jøder ekspanderer i antal, og mange betragter dem som den hurtigst voksende minoritet i USA. Det er ikke unormalt at en hasidisk familie har syv, otte eller ni børn, og historien om 93-årige Yitta Schwarts, der ved sin død i 2010 efterlod sig 2.000 direkte efterkommere – 15 børn, 150 børnebørn og hundredevis af oldebørn – står som et eksempel til efterfølgelse i miljøet.

Kvinderne på Lee Avenue, der skubber klapvogne fulde af identisk klædte unger op og ned ad fortovet, ligner et levn fra 50’ernes mest puritanske epoke: tykke nylonsokker, lange, mørke nededele og højt opknappede bluser. De gifte kvinder har barberede isser, der dækkes med et silketørklæde eller en mørk paryk. Kvinder arbejder sjældent. De laver mad, gør rent og passer børn. De har ikke kørekort, og de må ikke synge offentligt. Her har alt sin tid, sin plads og sin funktion. Også mennesker.

»Det er vigtigt, at man ikke skiller sig ud,« fortæller Frieda Vizel. Hun er vokset op i en hasidisk familie med 15 søskende, men har forladt miljøet. I dag arrangerer hun guidede ture i Williamsburg.

»Det vigtigste for folk her er at have en vellykket familie, og hvis ens dreng hører Justin Bieber, er han ikke velfungernde. Grundreglen er, at alt nyt er farligt.«

Forhindringsløbet

Selv om Shulem aldrig havde ønsket at gifte sig med Gitty, accepterede han det arrangerede ægteskab. Han var en god jøde. Han gik i synagogen, studerede sin tora, spiste kosher og holdt sabbatten hellig. Når vækkeuret ringede kl. 6.30, hviskede han en bøn, og før hans fødder ramte gulvet, dyppede han fingerspidserene i det rituelle vaskefad, der stod mellem hans og Gittys enkeltmandssenge, som var placeret de foreskrevne tre fod fra hinanden.

For at undgå at være nøgen i Guds åsyn skiftede han altid underbukser under dynen, og når han søvndrukkent trak i sit traditionelle tøj, fulgte han de hellige beklædningsregler: først det øvre tøj, så det nedre; først den højre sko, så den venstre. Tilværelsen var et trygt forhindringsløb mellem urene handlinger i håbet om en belønning i det næste liv.

»Hver eneste ting, jeg gjorde, var defineret af regler. Hasidiske jøder studerer jo toraen på fuld tid, så det er klart, at de hele tiden finder på flere love,« siger Shulem.

Én gang hver måned, når trådte ind i lejligheden, var noget forandret. Den lille vase med kunstige blomster, som plejede at stå på køkkenbordet, var flyttet til spisebordet. Kun han kunne afkode signalet: Gitty havde menstruation, niddah. I de følgende fem dage måtte Shulem ikke røre sin kone – ikke engang hendes tøj eller den stol, hun sad på – de måtte ikke udveksle kærlige ord og ikke tale om det, derfor systemet med vasen.

»Vi boede i en lille lejlighed, så man skulle være meget forsigtig for at undgå hinanden. Det var svært, men ens liv roterer omkring det. Det føltes, som om der var noget giftigt, som for alt i verden skulle undgås,« fortæller han.

Gitty tjekkede sig selv hver dag med en hvid bomuldsklud. Var hun i tvivl om, hvorvidt hun blødte eller ej, blev kluden viklet ind i toiletpapir og lagt i en lille plasticpose, som Shulem overbragte til rabineren, der holdt den op mod lyset fra sit kontorvindue og afsagde sin dom: kosher eller ikkekosher.

Kampen imod hotpants

Det hasidiske samfund har ikke kun sine egne supermarkeder, ejendomsmæglere, skoler, ambulancer og busser; det har også sit eget retssystem, der lovgiver og dømmer i alle livets forhold.

»Som i andre ultraortodokse samfund, f.eks. fundamentalistisk islam, sidder de religiøse overhoveder – rabbinerne – på den lovgivende magt. De fungerer som et talerør for Gud,« siger Samuel Heilman.

»Rabbinerne bestemmer, hvem man gifter sig med, om man skal flytte, og om man skal gå til lægen. Selv de mest moderate ortodokse skal respektere rabbinernes autoritet, når det handler om koshermad, skilsmisser og acceptabel social adfærd.«

En række sager om vold og pædofili i skoler, på sommerlejre og endda hos rabbinere har skandaliseret de hasidiske jøder, og selv om miljøet i flere omgange har lovet større åbenhed, tyder meget på, at problemet stadig er udbredt. Man ringer ikke til politistationen, når noget er galt, men til synagogen.

Den manglende anerkendelse af sekulære love har også skabt konflikter mellem de ortodokse jøder og resten af New York. I 2011 skrabede jøderne den grønne belægning af asfalten, der markerer New Yorks officielle cykelstier, for at hotpantsklædte hipsterpiger ikke skulle cykle igennem kvarteret om sommeren og friste mændene. Hasidiske jøder har også forsøgt at indføre kønsopdeling på en busrute i Williamsburg, og fly fra New York er i flere tilfælde blevet forsinket og forstyrret af ortodokse mænd, der har nægtet at sidde ved siden af kvindelige passagerer.

Multikultur

Når de hasidiske jøders livsstil trives og tolereres i det ellers meget moderne amerikanske samfund, skyldes det en lang amerikanske tradition for multikulturalisme, forklarer Eugene Volokh, der underviser i forfatningsret på UCLA og blogger for The Washington Post.

»I den juridiske tradition i USA er mennesker, der lever isoleret og ikke følger moderne forskrifter, ikke et problem; det er tværtimod noget, man skal værne om. Så længe den religiøse praksis ikke skader andre, bliver de tolereret og ikke kritiseret,« siger han.

De hasidiske jøder kæmper en kulturel kamp mod moderniteten. Tidligere kunne de holde tv ude med sociale normer, men smartphones og internet gørt det sværere at opretholde isolationen, og det gør deres ledere mere ekstreme, vurderer en iagttager

Tine Sletting

Udgangspunktet for den amerikanske forfatning var netop, at ingen individer eller trossamfund skulle kunne underlægges totalitære monarker og almægtige biskopper, som man havde oplevet i Europa. I det nye land skulle loven først og fremmest beskytte borgerne imod staten, og derfor har USA meget liberale love om ytrings- og religionsfrihed og om forældres ret til at opdrage deres børn. Det gør, at religiøse grupper som mormoner, kvækere, amish, hasidiske jøder og andre alle kan leve som, de ønsker.

»Der er en gensidig forståelse om, at ’vi holder os væk fra jer, hvis I holder jer væk fra os’. Det er den amerikanske tilgang til religion,« siger Alan Wolfe, der er professor i samfundsfag ved Boston University.

Men multikulturalismen har også en bagside. USA’s stærke optagethed af respekt og tolerance har en tendens til at lægge låg på kritik af reaktionære strømninger inden for de enkelte grupper og kan forstærke en klantænkning, som moderne demokratiker ellers forsøger at modarbejde.

»De ortodokse jøder i Brooklyn ser ikke sig selv som fuldgyldige medlemmer af det amerikanske samfund. Det er et problem. De stemmer massivt til valgene, og de stemmer som en samlet gruppe for at opnå størst mulig indflydelse,« siger Alan Wolfe.

For mange spørgsmål

»Jeg er nok typen, der stiller en masse spørgsmål,« siger Shulem, da han skal forklare, hvordan han mistede troen på Gud. Hele sin ungdom studerede han talmud og torah, men jo mere han læste, jo flere spørgsmål begyndte han at stille.

»Hvad skal man tænke, når nogen siger, at Det Røde Hav åbnede sig for 3.000 år siden, så jøderne kunne flygte fra Egypten? Eller at Gud viste sig for 600.000 israelitter ved Sinabjerget. Den slags skriger på tvivl og spørgsmål,« siger han.

Han søgte svar på internettet og i sekulære bøger, som han sneg med sig hjem fra biblioteket, og langsomt blev han overbevist om, at de hellige tekster ikke var givet af Gud, men forfattet af mennesker. Erkendelsen kom »én millimeter ad gangen«, og den ødelagde noget i ham. »Som et ituslået porcelænsfad, hvor stykkerne nok kan limes sammen, så fadet holder et stykke tid, men som snart vil revne igen langs de samme sprækker,« som Shulem skriver i sin selvbiografi. Under bønnerne i synagogen skævede han op på de andre fra det tynde bedesjal. »Tror de virkelig på det her?« tænkte han. »Eller er der andre som mig?«

Meget tyder på, at der kommer flere som Shulem. Footsteps, en NGO i New York, der hjælper hasidiske afhoppere med at finde sig til rette i den moderne verden, oplever en »eksponentiel vækst« i antallet af mennesker, som henvender sig, fortæller direktør Lani Santo.

»Det er typisk nysgerrige og udadvendte mennesker, der bryder ud. I det hasidiske samfund kommer fællesskab og religiøs konformitet foran individet, så de selvstændigt tænkende stikker ud,« siger hun. Sidste år fik foreningen 142 nye medlemmer.

Frieda Vizel, der arrangerer de guidede turer i Williamsburg, fortæller en historie, der minder om Shulems.

»Jeg kan huske, at jeg engang læste noget, hvor der stod, ’for millioner af år siden’. Det gav slet ikke mening for mig. (Hasidiske jøder bliver ikke undervist i Big Bang og evolutionsteori, red.). Og hvad var en dinosaurus for noget? Det tænkte jeg meget over,« siger Frieda Vizel.

Footsteps tilbyder kurser i evolutionslære, matematik, engelsk, karrierecoaching og How to Flirt. En afhopper fortæller, at hun frygtede for sit liv, da hun første gang satte tænderne i en cheeseburger.

»Kurserne minder meget om det, man gør for flygtninge. Men det vigtigste er, at give folk et nyt fællesskab, så de ved, at de ikke er alene,« siger Lani Santo.

Da Shulem først havde mistet sin tro, gik det slag i slag.

»Hvorfor kan du ikke være mere som andre mennesker?« spurgte Gitty fortvivlet, når hun faldt Starbucks-kvitteringer eller VHS-bånd, som Shulem havde smuglet med hjem fra Blockbuster. Men der var ingen vej tilbage. For ham var de hellige bud ikke længere smukke og trygge – de var undertryggende og hykleriske.

»Det hasidiske samfund vil gerne bruge videnskabens frembringelser, rejse med fly og tage på hospitalet, men de vil ikke grundlægge universiteter og bidrage til videnskaben. Man kan næste kalde dem parasitter, for de kan kun eksistere i deres sikre puppe, fordi alle andre udvikler medicin, økonomi osv.,« siger han.

En sørgelig fortælling

For sjov startede han bloggen Hasidic Rebel, hvor han ærligt og anonymt fortalte om livet i det lukkede samfund. Til hans forundring strømmede læserne til, og han gav anonyme interviews til flere amerikanske medier. Mange ortodokse var oprørte over bloggen (en bruger på et af de få hasidiske internetfora beskrev den anonyme blogger som et »lortebefængt røvhul på en syg hund.«). Rygterne gik om Shulems tabte tro, men det var først, da en 19-årig mand fra lokalområdet klippede sidekrøllerne af og vendte sin familie ryggen for at gå på et sekulært universitet, at det hele eksploderede. Den unge mand havde rådført sig hos Shulem, og nu fik Shulem skylden for familiens ulykke. Rabbinerrådets dom var klar: Shulem skulle ud. Gitty var ulykkelig, da de flyttede ud af lejligheden, og det stod hurtigt klart, at deres ægteskab ikke kunne redes. De skiltes i fordragelighed og deltes i lang tid om børnene. Indtil hun en dag holdt op med at tage telefonen.

Det er sidst i marts, og mørket er faldet på, da Shulem knapper sin tobaksbrune blazer op og træder ind på det lille podie i boghandlen, hvor en ensom mikrofon venter på hans stemme. I de fire år han har brugt på at skrive sin selvbiografi, har han glædet sig til dette øjeblik – en bogreception for fulde huse i Downtown Brooklyn; interviews med anerkendte medier som Guardian, Le Figaro og The New Yorker. Alligevel er der en melankoli i hans mørke øjne, som når helt ned på de bagerste rækker.

»Jeg vil gerne starte med at sige, at dette er en sørgelig fortælling,« siger han. Tonen er tung, og øjnene er trætte. Han ser nedbrudt ud. Og man forstår det godt.

I de syv år, der er gået siden han forlod det hasidiske samfund, har han mistet al kontakt til sine fem børn. TV, jeans og takeaway blev for meget for hans ekskone, og Shulem siger selv, at det religiøse samfund har vendt hans børn imod ham.

Dengang hans to døtre stadig kom på besøg, talte de ikke til ham, når han tilbød at lave mac’n’cheese eller at spille Cranium. De sad bare stille i køkkenet og læste i jødiske blade uden at se på ham. Snart holdt de op med at komme. Da hans ældste datter for to år siden blev giftet væk som 18-årig, var han ikke inviteret. Han har kun set billeder fra ceremonien, fordi en gammel ven sneg sig til et par grynede smartphone-fotos, som Shulem bladrede igennem alene i det lille byhus i Brooklyn, hvor han lejer et værelse. Selvom børnene kun bor en lille times kørsel væk, er de i en anden verden. De svarer ikke på hans breve.

»Hvis jeg havde vidst, at jeg ville miste dem, var jeg aldrig taget væk. Jeg ville have fået det til at fungere,« siger han til de fremmødte. De nikker indforstået. Flere af dem ved kun alt for godt, hvad han taler om. De er også afhoppere og kender hinanden gennem Footsteps, hvor de har fundet et fællesskab.

Da børnene forsvandt, brød Shulems verden sammen. På bunden af sin depression planlagde han selvmord og lod sig indlægge på et psykiatrisk hospital, hvor han blev medicineret. I dag har han det bedre. Han arbejder som tekstforfatter for forskellige webbutikker og vil skrive en bog mere. Han er vred, men han lever med det. Han håber på at børnene vender tilbage til ham engang. Måske når de bliver lidt ældre. Måske næste år. Måske året efter.

»Der er ingen personlige ambitioner, der er intet i verden, jeg ville opgive min børn for. Ingen identitet er vigtigere for mig end at være far,« siger han. »Det er umuligt at skrive en lykkelig slutning på min historie.«

Shulem Deen
All Who Go Do Not Return
310 sider. 16 dollar
Gray Wolf Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Lone Christensen
  • Jan Mogensen
  • Carsten Mortensen
  • Steffen Gliese
  • peter fonnesbech
  • Per Langholz
  • Torben Arendal
  • Torben Selch
  • Torben R. Jensen
  • lars abildgaard
  • Rasmus Knus
  • Stina Holdt
David Zennaro, Lone Christensen, Jan Mogensen, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, peter fonnesbech, Per Langholz, Torben Arendal, Torben Selch, Torben R. Jensen, lars abildgaard, Rasmus Knus og Stina Holdt anbefalede denne artikel

Kommentarer

... fundamentalisme så det vil noget... kendes også fra kristendommen...!!

Christel Gruner-Olesen, Lene Christensen, Carsten Hansen, meskeen durye, Torben Arendal, lars abildgaard, erik mørk thomsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

God artikel og bevægende historie.

Men der er også den anden side af kløften. Jeg bemærkede følgende:

I den juridiske tradition i USA er mennesker, der lever isoleret og ikke følger moderne forskrifter, ikke et problem; det er tværtimod noget, man skal værne om. Så længe den religiøse praksis ikke skader andre, bliver de tolereret og ikke kritiseret

Der er et af de få træk ved USA, jeg finder meget sympatisk. Her kunne vi lære en del herhjemme. For på mange måder har de ortodokse jøder en hel del fællestræk med dele af den muslmske befolkning; det samme gammeltestamentlige livssyn og værdisæt (sexualmoral), som clasher anakronistisk med moderniteten. Det er der meget lidt forståelse, endsige tolerance overfor herhjemme. Lighedstyranniet skinner igennem også på dette område.

/O

Carsten Mortensen, lars abildgaard, Preben Haagensen, Steffen Gliese, meskeen durye, Niels Engelsted, Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen og Per Langholz anbefalede denne kommentar

En sekt som alle andre sekter, hvis formål er at holde mennesker som slaver for nogle de få udvalgte der sidder i toppen.
Hov, det minder lidt om kapitalisme.

Ervin Lazar, erling jensen, Lene Christensen, Jan Mogensen, Torben Arendal og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Er det ikke netop karakteristisk for en fundamental religion eller kultur, når den er intolerant overfor andre. Vi er fordømmende over for den jødiske, kristne eller muslimske fundamentale. Nok mest overfor den muslimske, som vi heller ikke bare kalder det mere neutrale ord ortodoks, men fundamentalistisk islam(isme) eller sågar nazi-islamisme. Er vores egne værdisæt og kultur ikke også i høj grad en kultur, hvor man følger hovedstrømmen uden at sætte spørgsmål, vi klæder os indenfor relative små rammer. Man kan ikke klæde sig som en traditionel arabisk mand, vi kan ikke klæde os som man gjorde for 50, 100, 200 eller 500 år siden. Vi tænker slet ikke tanken, vi gør det bare ikke. Man vil være total outsider, hvis man mødte op på arbejde, en normal hverdag iført tøj som for 300 år siden. Vi betragter vores kultur som den mest overlegen, den mest udviklede, med et næsten darwinistisk syn, at vores kultur er survial of the fittest. Derfor er vores kultur den rigtige, og alle andre bør rette ind, for alt andet er gammeldags og mangler at blive udviklet op til vores niveau. Det jeg vil sige er nok, at de elementer der er meget skræmmende i de såkaldte fundamentale religioner, er også i vores egen kultur.

Lone Christensen, Christel Gruner-Olesen, erling jensen, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Steffen Gliese, Rasmus Knus, Karsten Aaen og Ryan Smith anbefalede denne kommentar

Per Langholz, det er en interessant diskussion, du åbner. Tror du ikke, at hvis der kom et massivt influx af hasidiske jøder til Danmark, at vi ville få antisemitisme at se? Den diskussion, ingen tør tage, men som efter min mening bør tages, er dette, at noget er bedre end noget andet. Jeg er af den klare mening, at skønt den evangelisk-lutherske kirke er nævnt i vor grundlov, er Danmark et af de mest ateistiske og sekulære samfund i verden. Det mener jeg, sagligt bedømt, er et uomtvisteligt gode. Endvidere er vide kredse tilhængere af en videnskabelig opfattelse af virkeligheden, derunder den darwinistiske udviklingsteori og big-bang-teorien. Også dette mener jeg, sagligt bedømt er et uomtvisteligt gode. Og den eneste lovmæssighed, flertallet praktiserer i hverdagen, er at adlyde straffeloven. Også et gode. Vi praktiserer frihed for den enkelte, og ingen har ret til at blande sig i andres livsførelse, medmindre denne er til væsentlig ulempe. Derfor er vort samfund bedre end disse religiøse samfund. Helt klart. Men ingen tør sige dette - af angst for at være ekskluderende overfor disse fanatisk-religiøse samfund. Og det er en fejl, for derved blotter vi os for, at sådanne kræfter får vind i sejlene uden at vi gør modstand.

Jakob Silberbrandt, Jørn Jørgensen, erling jensen, Lene Christensen, Preben Haagensen, meskeen durye, Torben Arendal og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Det lyder godt nok besværligt, og umyndiggørende, men det fungerer åbenbart for nogle.?
Man fristes til at sige, for, de ikke selvtænkende. Men alligevel.

Jo Arne Nielsen, jeg tror bestemt vi ville se antisemitismen komme frem, hvis Danmark fik et massivt tilflytning af fundamentalistiske jøder. Vores kultur er ekskluderende overfor folk der ikke er som os. Jeg er bestemt ikke fortaler for de fundamentalistiske religioner, men kan godt finde ting i deres kultur som er bedre end i vores, de er langt bedre til at tage sig af deres gamle folk, så de ikke ender ensomme eller alene på et plejehjem, det beskriver Shulem Deen også at det er en tryg puppe. Det er rigtigt at den vestlige verden er længere fremme teknologisk, har udledt darwins udviklingslære, relativets teori mm og det er et gode, men det er ikke noget bevis for at vi så er kulturelt overlegen, selvom vi gerne vil bilde os selv det ind. Den vestlige kultur har også social kontrol, vi er ekskluderende overfor folk med andre normer og adfærd. Jeg brugte før tøj som eksempel. Der er ikke nogen dansk mand der turde møde op på arbejde i ført kjole, og gennemføre det uden at fortælle alle at det bare er en spøg, der er måske nogle få transvestitter der har gjort det, men så er de også blevet stemplet som sådan. Det er en utænkelig adfærd, som man bare ikke kan, fordi normerne er sådan. Så kan man godt sige at vi praktisere frihed for den enkelte, og ingen har ret til at blande sig i andres livsførelse, medmindre det er til væsentlig ulempe for andre, er den en sandhed med modifikationer, når vi socialt ekskludere det anderledes det fremmede og anderledes. Den social adfærds kontrol er også kommet ind i vores lovgivning, f.eks i form af begrænsning af rygning, med begrundelse af det er til skade for andre.
Der er bestemt negative sider af fundamentalistisk religion førelse. Men jeg tror faktisk at vores egen følelse og udtryk for kulturel overlegenhed også er med til at skabe modtryk.

Lone Christensen, Christel Gruner-Olesen, Carsten Mortensen, lars abildgaard, Karsten Aaen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

Den relativisme, som Per Langholz her giver udtryk for, mener jeg dybest set er farlig. Disse mennesker, som repræsenterer en for os ukendt fanatisme, ligger ikke under for en sådan relativisme. De tænker i absolutter. Overfor noget sådant er der ikke plads til tvivl. Men jeg er velbekendt med, at en stor del af attraktionen ved vort samfund, er, at der er plads til tvivl. Tvivlen er et samfunds adelsmærke. Det, som mange er utilbøjelige til at se i øjnene, er, at overfor absolutter er der kun ét at stille op: Andre og bedre absolutter. Her må vi erkende, at mørkemændene ikke giver os noget valg. Derfor må vi besinde os på, hvad der i vort liv forekommer virkeligt vigtigt og afgørende og så stå fast på det. Derfor er den blotte forekomst af fanatiske mørkemænd en indskrænkning af vor allesammens frihed.

Jakob Silberbrandt, Jan Mogensen, Preben Haagensen og Tinne Stubbe Østergaard anbefalede denne kommentar

Arne Nielsen, måske synes du den form for relativisme er farlig, men omvendt vil jeg påstå at de sidste ca 15 års sort-hvid syn, er mere farlig. Vi ser en stor tiltagende nationalisme i den vest europiske befolkning, og en mere markant fundamentalisme indenfor især jøder og muslimer. Det er en kulturel konfrontations kurs, som nogen beskriver som civilsationers kamp. Undervejs har vi bla givet køb på demokratiet, og accepteret at militær styre i Egypten overtager magten fra en demokratisk valgt mørkemand. Vi giver køb på anstændighed, når vi lader bådflygtninge drukne i middelhavet, uden at gøre andet end forstærke fort europa´s grænser. Men jeg siger det gerne igen, at jeg bryder mig heller ikke om fundamentalistiske religioner, men mener også vores egen kulturelle overtegne selvforståelse er kan virke ydmygende på andre,

Lone Christensen, Christel Gruner-Olesen, Niels Duus Nielsen, Carsten Mortensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Tinne Stubbe Østergaard

Wilhelm Reich skrev første udgave af Fascismens massepsykologi i 1933 - 3. stærkt reviderede udgave udkom i 1945 - hvorfor hyldede og adlød masserne førerskikkelser? Reich analyserede sig frem til at grundlaget for den fascistiske ideologi dannes i den autoritære, patriarkalske familieform - som er netop den ideologi de religiøse fundamentalister praktiserer!

The Mass Psychology of Fascism af Wilhelm Reich kan læses her:
http://www.relatedness.org/Mass_Psychology_of_Fascism.pdf
Jeg kan STÆRKT anbefale at læse bogen som inspiration, selvom den kræver indsigt i datidens kendskab til marxistiske tænkning - spring fx indledningen over og begynd med kap. V "THE SEX-ECONOMIC BASIS OF THE
AUTHORITARIAN FAMILY" - nogle af de følgende citater er dog fra før kap. V

"The authoritarian state has a representative in every family, the father; in this way he becomes the state's most valuable tool.
The father's authoritarian position reflects his political role and discloses the relationship of family and
authoritarian state. The same position which the boss holds in the production process, the father maintains in the family. He in turn reproduces submissiveness to authority in his children, especially his sons. This is the basis of the passive, submissive attitude of middle class individuals toward Führer figures. Without really knowing it, Hitler built upon this attitude of the lower middle classes:
"The people in their overwhelming majority are so feminine by nature and attitude that sober reasoning determines their thoughts and actions far less than emotion and feeling.
And this sentiment is not complicated, but very simple and all of a piece. It does not have multiple shadings; it has a positive and a negative; love or hate, right or wrong, truth or lie, never half this way and half that way, never partially, or that kind of thing."
(MEIN KAMPF, p. 183)

It is not a matter of being that way "by nature" but of being a typical example of the reproduction of an
authoritarian social system in the structures of its members.
For the patriarchal position of the father requires the strictest sexual inhibition on the part of the women and
children. Under lower middle class influence, the women develop an attitude of resignation which covers up
repressed sexual rebellion; the sons develop, in addition to a submissive attitude toward authority, a strong
identification with the father which later becomes identification with any kind of authority. "

Fra kap. V
"The maintenance of the authoritarian family institution requires more than economic dependence of wife and children on husband and father. This dependence can be tolerated only under the condition that the consciousness of being a sexual being is extinguished as far as possible in women and children. The woman is not supposed to be a sexual being, only the producer of children.
The idolatrous idealization of motherhood is grossly at variance with the brutality with which mothers among the working population are actually treated. This idealization of motherhood is essentially a means of keeping women from developing a sexual consciousness and from breaking through the barriers of sexual repression, of keeping alive their sexual anxieties and guilt feelings. The very existence of woman as a sexual being would threaten authoritarian ideology; her recognition and social affirmation would mean its collapse. Conservative sexual reform, true, talked of "woman's right to her own body." But it made the mistake of not presenting this right in concrete terms, of not calling woman, unequivocally and unmistakably, a sexual
being, of not defending her as such at least to the same extent as in her role of mother."

"One of the supports of the authoritarian family is the ideology of the "blessings of large families." This ideology is upheld not so much in the interests of imperialistic wars but in the interests of a more important function: that of depreciating woman's sexual function compared with her function of procreation.
The antithesis of "mother" and "whore," as for example in the writings of the philosopher Weininger, correspond to the antithesis between sexual desire and procreation in the thinking of the reactionary individual. According to these concepts, the sexual act for pleasure degrades the woman and mother; she who affirms pleasure and lives accordingly is a "whore." The concept that sexuality is moral only when in the service of procreation is the core of reactionary sex politics."

Reichs analyser inspirerer til en dybere forståelse af religiøse fundamentalisters optagethed af at kontrollere sexualiteten, især kvinders, hvorfor mange politiske magthavere støtter sig på 'religiøse værdier', og hvorfor fx Femens aktioner imødegås af så stærke politiske reaktioner.

De mange referencer til marxistisk tænkning kan være svære at forstå idag, især fordi vi ikke er vante til at forstå eller kritisere teorier eller ideologier, men det kan give interessante indsigter i dynamiske samfundsstrukturer.

Bogen kan lånes på dansk - eller måske genfindes på hylden? (turkis udgave fra Rhodos).

Karsten Aaen, Jakob Silberbrandt, Christel Gruner-Olesen, Niels Duus Nielsen, Arne Nielsen og olivier goulin anbefalede denne kommentar

Forfærdeligt lukket miljø der forurener det omgivende samfund med dets hadske dogmer og dem/os, der er ingen tvivl om at hvis det var disse istedet for muslimer der boede i Danmark ville reaktionen være den samme eller endnu værre.

Bente Simonsen

"Hvis udviklingen fortsætter, vil de ortodokse inden århundredeskiftet være en majoritet blandt de amerikanske jøder, som traditionelt er overrepræsenteret på Wall Street, Ivy League-universerne og i Kongressen. Særligt de hasidiske jøder ekspanderer i antal, og mange betragter dem som den hurtigst voksende minoritet i USA. Det er ikke unormalt at en hasidisk familie har syv, otte eller ni børn, og historien om 93-årige Yitta Schwarts, der ved sin død i 2010 efterlod sig 2.000 direkte efterkommere – 15 børn, 150 børnebørn og hundredevis af oldebørn – står som et eksempel til efterfølgelse i miljøet."

Lone Christensen

En god artikel om et miljø, som er ganske ukendt for mange danskere, men det ville have været klædt forfatteren godt, hvis der var blevet lavet lidt mere research om det hasidiske samfund.

For ikke så længe siden læste jeg selv en del om emnet, og i min lille research stødte jeg bl.a. på det utrolig positive sammenhold, som de har og holder godt fast i. Dette kan bl.a. ses med den rolle som fædrene har i familien, hvor ingen sidder for sig selv foran en skærm, men derimod dyrker store familie middage, forskellige selskabslege og fælles dans med hele familien, blot for at nævne et par eksempler. Derudover har mændene jo et utroligt fællesskab, og som nok er kendt for de fleste, så holder mændene mange fester, hvor de danser hele natten i store grupper. Derfor kan jeg sagens forstå det store savn, som Shulem Deen oplever. De hasidiske jøder i New York lever jo som stor familier i et meget tæt knyttet miljø, hvor der er mange faste regler, men sandelig også en varme og glæde, som mange vestlige mennesker ville beundre, hvis vi virkelig kendte til den.

I løbet af min lille research læste jeg bl.a. en bog af ortodoks jødisk kvinde fra New York, Judy Brown, som også endte med at forlade sin familie,. Før hun skrev bogen 'Hush', havde hun en blog på en af de større jødiske aviser, hvor hun forsøgte at debattere forskellige påbud og regler, som især bliver pålagt de ortrodokse kvinder. Efter udgivelsen af bogen holdt hun mange debatmøder med især kvinder både i New York og Israel, og enkelte er at finde på youtube. Hun har brugt synonymet Eishes Chayil i starten, før hun forlod sin famile. Se evt. mere her: http://judybrownhush.com/about/

Man kan nemt finde flere videoer og små tv dokumentar serier på nettet, hvor man vil få et meget mere nuanceret billede af det jødiske ortrodokse samfund i England og New York. Og Oprah har sandelig også også været på besøg i Brooklyn og produceret en mindre serie, se her: http://www.oprah.com/own-oprahs-next-chapter/Oprahs-Next-Chapter-America...
Så det med at de ortrodokse jøder, skulle være et hermetisk lukkede samfund holder altså ikke helt.

Angående vold i det ortrodokse jødiske kredse i New York, så undrer det mig, at en meget stor drabssag ikke er blevet nævnt i artiklen. I 2011 blev en ortrodoks jødisk dreng bortført, misbrugt og parteret af en af sine egne, hvilket skabte en stor debat og sendte chockbølger gennem hele USA. Læs en artikel om drabet her: http://usatoday30.usatoday.com/news/nation/2011-07-13-brooklyn-boy-kille...

Til sidst vil jeg lige nævne, før man dømmer de ortrodokse jøder, at flere af dem har deltaget aktivt i demonstrationer til fordel for oprettelsen af en palæstinestik stat, og de støtter ikke Benjamin Netanyahu og blander sig faktisk meget sjældent i politiske spørgsmål. Generelt har jeg fået den opfattelse, at de egentlig bare ønsker at bevare deres kultur og leve i fred med deres naboer uden at gøre dem til andenrangs borgere. Måske man ligefrem kan sige at de er jøder og ikke israeliter.

Når jeg læser de forskellige indlæg her, så kan jeg godt forstå sammenligningen med fundamentalistiske muslimer til et vist punkt, når jeg forudsætter et manglende kendskab til de forskellige retninger og kulturer. Uden at jeg skal gøre mig til nogen ekspert, så vil jeg dog mene, at især kvinderne i de lukkede muslimske kredse er meget mere under social kontrol og lever isoleret end hvad man ser i de ortrodokse jødiske samfund. Det stereotype billede af en dominerende jødisk moder er ikke hentet ud af den blå luft, da møderne har stor magt i familierne og dermed også en stor kontaktflade udad til i deres lukket samfund.
Skal man sammenligne vores eget samfund og kultur med de ortrodokse jødiske, så synes jeg ikke, at det er så sort/hvidt, som der bliver lagt op til. Ja individet har en stor frihed i vesten, og kan næsten leve som det vil og uddanne sig m.m., men det frie individ har også en kultur, hvor fællesskabet og sammenholdet spilder en mindre og mindre rolle i forhold til at skabe sig en karriere og materielle goder i et kapitalistisk samfund. Det er jo ganske opsigtsvækkende at Thomas Blachman kan lave en udsendelse i DK om en villavej, hvor familer ikke har talt med hinanden i over 20 år, og slet ikke kommet hinanden ved. Dette var aldrig sket i et samfund med utrolig 'busybody' jødiske kvinder, der holder øje med hvad naboen og familien laver.
Man kan så tale om, hvad man ønsker mest, og hvad der er bedst; En masse frihed uden fælleskaber og sammenhold eller faste regler og traditioner med store fællesskaber og en følelse af at høre til? Idealet må være et samfund mellem de to ydrepunkter, hvor friheden blomstrer men fællesskabet bevares og folk blander sig i hinandens liv og velfærd.

Jan Svenson, David Zennaro og Per Langholz anbefalede denne kommentar

Vi bruger i høj grad såkaldte afhoppere til at legitimere vores egen kultur. Vi nagl fast tro på at når de afhopper fra andre kulturer, så må det være fordi vores er den bedste. For tiden bliver vi næsten oversvømmet af afhoppere fra især religioner, bla islam kritikeren Ayaan Hirsi Ali, digter og kandidat for national partiet Yahya Hassan bare for at nævne nogle af de mest aktuelle. VVi har haft den slags afhoppere i mindst 50 år, startende med afhoppere fra det tidligere sovjet og øst tyskland. Vi hædre dem, nok mest fordi vi opfatter dem som et bevis for vores kultur suverænitet. Men der er også grænser for hvad vi kan acceptere af afhopper, det skal nemlig ikke blive til flygtninge, så er det jo ikke længere det samme, men noget helt andet og flygtninge bryder vi os ikke om.

Lone Christensen

Det sammenhold du beskriver kan jo ikke være virkeligt, når det er baseret på frygt. Ytringsfriheden er lig nul, intet er til diskussion, træder du ved siden af, så bliver du ekskluderet og mister alt og hvem har lyst til det!

Alle sekter bruger dette skræk senarie, som en advarsel!

"'busybody' jødiske kvinder, der holder øje med hvad naboen og familien laver."

Ja og fortæller videre til ypperstepræst når du gør noget forkert, det er skam ikke kun for naboens skyld at hun holder øje.