Baggrund
Læsetid: 5 min.

Hverken slanger eller tyndskid kunne stoppe maratonkvinden

Maratonløb er ikke for tøsedrenge, men Paula Radcliffe har bevist, at det er for kvinder. På søndag afslutter hun karrieren ved London Marathon. Dermed er en æra forbi i en kvindedisciplin plaget af kønsdiskrimination, dopingskandaler og trusler om endefuld
Moderne Tider
25. april 2015
Maratonløb er ikke for tøsedrenge, men Paula Radcliffe har bevist, at det er for kvinder. På søndag afslutter hun karrieren ved London Marathon. Dermed er en æra forbi i en kvindedisciplin plaget af kønsdiskrimination, dopingskandaler og trusler om endefuld

Steven Paston

På femte omgang fik Paula Radcliffe at vide, at det var en tyk slange, der lå på skovstien. Hun havde troet, det var en træstub. Derfor havde den britiske langdistanceløber kun lige akkurat løftet fødderne de fire gange, hun allerede havde passeret den. Så hun hverken skvattede eller behøvede at sætte farten ned.

Det sidste var vigtigt for hende. Der var mindre end en måned til OL i Atlanta, og af samme grund var hun taget i træningslejr i Tallahassee i Florida. Her var temperaturen perfekt, og det samme var den kilometerlange strækning, hun havde målt op på en mountainbikerute ude i skoven.

Lige indtil nu i hvert fald.

»Pas på slangen!« råbte en fyr, der passerede hende på cykel.

Da det gik op for hende, hvad han mente, blev hun først bange. Dernæst blev hun irriteret på sig selv. Fire gange havde hun snittet en slange med skosålerne, og fordi hun havde troet, at den var en træstub, havde det ikke været noget problem. Hvorfor skulle det være anderledes, blot fordi hun nu vidste, at det var en slange?

Det gør ondt at løbe langt, og en eliteløber bliver konstant bombarderet med beskeder fra kroppen, der instinktiv beder om at slippe for smerten og at den indehaver kommer til fornuft. Det kræver en jernvilje at ignorere de signaler, men det gjorde Paula Radcliffe den dag, og det har hun gjort lige siden. Undervejs har den i dag 41-årige, slanke brite flyttet grænser for vores gængse opfattelse af kvinder og elitesport samt ikke mindst sat en af idrætshistoriens mest markante verdensrekorder.

Men søndag er det slut. Her runder Paula Radcliffe sin aktive karriere af ved London Marathon. Derved er en æra i den kvindelige maratonsports i forvejen turbulente historie forbi.

Skulle have en endefuld

»Kvinder er ikke skabt til at løbe. Når de flygter, er det for at blive indhentet,« mente den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, der ellers var en stor tilhænger af løb, som han mente var med til forme og give det dannede menneske karakter.

Men kvinder skulle åbenbart ikke formes, og man skal utroligt nok helt frem til 1984, inden kvinderne overhovedet fik lov at løbe maratonløb ved De Olympiske Lege.

Vejen dertil var besværliggjort af fordomme, kønsdiskrimination og mænd, der hellere ville spille med musklerne end at se fremtiden i øjnene. Det sidste oplevede Kathrine Switzer, da hun i 1968 ville deltage i verdens ældste maratonløb, Boston Marathon. Her havde kvinder ingen adgang – selv om enkelte i årene lige inden godt nok snydt sig med alligevel, deriblandt Roberta Gibb. Da hun i 1964 fik afvist sin tilmelding, valgt hun at gemme sig ved startlinjen og derefter placerer sig trygt og ubemærket midt i et større felt af løbere, som hun fulgtes med hele vejen til mål.

Det skulle ikke gentage sig, mente løbets chefdommer, Jock Semple, så da han efter et par kilometer erfarede, at Kathrine Switzer – der havde tilmeldt sig under navnet K.V. Switzer – løb med, forsøgte han korporligt at stoppe hende og hive hende ud af løbet. Det blev imidlertid forhindret af Switzers kæreste, der var hammerkaster og blot deltog for at få lidt motion som supplement til vægttræningen.

Kathrine Switzer gennemførte Boston Marathon, men to dage efter modtog hun et brev fra AAU, USA’s amatøratletikunion, om at hun nu var blevet ekskluderet. Unionen angav fire punkter som argument. Et af dem understregede blot, at hun »havde løbet Boston Marathon med mænd«, mens et andet udtrykte beklagelse over, at hun havde løbet »uden en chaperone«. En af løbets ældre mandlige arrangører var mere kontant, da han til New York Times sagde, at havde Switzer været hans datter, »havde jeg givet hende en endefuld«.

Billederne af den hidsige Jock Semple og den forbløffede Kathrine Switzer – samt hendes bomstærke kæreste – gik hurtigt verden rundt. Samtidig gav optrinnet næring til den debat, der det følgende årti åbnede dørene for kvinders deltagelse i de maratonløb, som i den periode begyndte af blive afholdt i alverdens storbyer, og slutteligt altså også De Olympiske Lege i Los Angeles i 1984.

Skider i bukserne

Bortset fra OL har Paula Radcliffe vundet alt, men mest opmærksomhed fik hun, da hun pludselig skulle på toilettet. Det skete efter omtrent 30 kilometer under London Marathon i 2005, da hun satte sig på hug i vejkanten. Poo or Pee-begivenheden, som den blev kaldt, stjal avisoverskrifter, og folk uden forstand på langdistanceløb studsede primært over, at Paula Radcliffe vist aldrig fik vasket sine hænder bagefter. Andre gav ikke overraskende udtryk for, at den slags ikke var særlig kvindeligt.

Radcliffe trak selv blot på skulderen af optrinnet, som hun beskrev som en »pinlig nødvendighed«.

»Når jeg løber, er jeg fuldstændig fokuseret på at vinde, og så løber jeg så hurtigt, som overhovedet muligt. Jeg tabte tid, fordi jeg havde mavekrampe, og så tænkte jeg, okay, så er det nu,« forklarede hun efter løbet, som hun vandt i tiden 2.17,42 – den hurtigste tid, der nogensinde er løbet på distancen i et felt bestående udelukkende af kvinder.

Det sidste er værd at bemærke, for mens et akut opstået behov for at gå på toilettet opleves hos både maratonherrer og -kvinder, har kønnene ikke lige betingelser, når det gælder såkaldte pacemakere. Hvad det angår, er herrerne dårligst stillet, da de i sagens natur har svært ved overhovedet at finde nogen, der kan pace dem frem til en rekordtid: Flere gode mandlige løbere kan følge de hurtigste kvinder på de sidste hårde kilometer, mens ingen kan følge de hurtigste mænd.

Da Paula Radcliffe i 2003 satte sin fænomenale verdensrekord på 2.15,25, var det i et såkaldt blandet felt, og flere hævder, at hun systematisk lod sig pace af en gruppe udvalgte mænd, deriblandt to hurtige kenyanere. Debatten, der fulgte om, hvorvidt det var fair, resulterede blandt andet i, at hendes bedste tid i dag ikke er officiel verdensrekord – og at felterne med de bedste kvinder og de bedste mænd nu ikke starter samtidig ved de store maratonløb.

Takket være den slags bedrifter, der trækker både medier og fans til, er der de seneste år kommet mange penge ind i maratonsporten. Og i kølvandet på de store beløb også en strengere dopingkontrol, der sidste år fældede to kvinder, der eventuelt kunne have truet Radcliffes rekordtid. Både russiske Lilija Shobukhova, der havde løbet verdens næsthurtigste maratontid, og kenyanske Rita Jeptoo er blevet udelukket i to år for uregelmæssigheder i det såkaldte blod-pas og for brug af epo. Sidstnævnte gik derved glip af de 800.000 dollars, hun skulle have modtaget for at have vundet den såkaldte World Marathon Majors-titel.

Flere doping-sager anes i horisonten i specielt Kenya og Rusland, og som resultatet heraf er det lige nu svært at se, hvilke profiler der skal tegne fremtiden for kvindernes maratonløb.

Til gengæld vil tv-kameraerne med stor sandsynlighed fange Paula Radcliffe i London Marathon. Hun løber ikke med i kvindernes elitefelt, men derimod i det marginalt langsommere felt, hvor der løbes om det britiske mesterskab – men for atletikinteresserede er det ikke desto mindre legendens farvel, det hele drejer sig om på søndag.

London Marathon kan ses på Eurosport søndag fra kl. 10

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her