Læsetid: 9 min.

Kvinderne, der drukner i Middelhavet

Kvinder har større risiko for at drukne i Middelhavet på vej til Europa end mænd. Forskning i døden på grænsen viser entydigt, at selv om langt færre kvinder end mænd globalt set begiver sig ud på farefulde migrationsruter, så har de større risiko for at dø undervejs – særligt på havet
Forskning i specifikt kvinders død under flugten kan give et mere detaljeret billede af, hvem der dør og hvorfor. Det er nødvendigt, hvis døden ikke skal banaliseres, og de døde ikke forsvinde anonymt i havet, skriver Sine Plambech.

Alessandro Bianchi

25. april 2015

I kæntringstragedien den 18. april ud for Libyens kyst overlevede ingen kvinder og kun 27 mænd ud af de anslået 800-900, der druknede. Nu var der efter al sandsynlighed også langt flest mænd på båden. For ifølge IOM (International Organization for Migration) ankom der de første måneder af 2015 langt flere mænd til Italien over Middelhavet end kvinder. Men antallet af kvinder, der dør, er uforholdsmæssigt højt.

Det er ikke kun i Middelhavet, at kvindelige migranter og flygtninge har øget risiko for at dø i håbet om et bedre liv; det samme mønster ses ved andre grænser. Et grundigt kvantitativt studie i døden på grænsen, Irregular border-crossing deaths and gender: Where, how and why women die crossing borders undersøgte i 2012 kvindelige migranters død tre steder i verden: i Middelhavet på vej til EU, i ørkenen fra Mexico på vej til USA og i havet fra Indonesien til Australien. Studiet blev udført af forskerne Sharon Pickering og Brandy Cochrane.

I havet på vej til EU og til Australien er den mest sandsynlige død for både mænd og kvinder drukning. På verdensplan vurderer IOM, at 75 procent af alle flygtninge og migranter, der omkommer på grænsen, omkommer på Middelhavet. Ruten er nu den dødeligste i verden. Men der er forholdmæssig stor kønsmæssig ulighed i dødstallene. I Middelhavet er kvinders risiko for at drukne 11 procent højere end mænds. Mellem Australien og Indonesien er kvinders risiko for at drukne 26 procent højere end mænds.

Der er flere grunde til, at kvinderne dør. I den seneste kæntringskatastrofe 18. april tyder det på, at kvinder og børn var låst inde på de nedre dæk og ikke havde nogen chance for at redde sig ud, da skibet sank. Dette er ikke usædvanligt. Kvinder og børns placering på skibet har i flere tilfælde haft tragisk betydning. Når redningsdykkerne kommer frem, finder de kvinder og børn kvalt af giftig udstødning og druknet af indfossende vand på nederste dæk. Også dårligere svømmefærdigheder i forhold til mænd og forsøg på at redde børn bidrager til kvindernes højere risiko. Fund af druknede kvinder tyder desuden på, at kvinder ofte bærer tungere påklædning, der trækker dem ned under vandet.

Flere og flere kvinder flygter, og derfor vil antallet af kvinder, der dør på grænsen ifølge Pickering og Cochrane formentlig også stige. Særligt kvinder – og i dette tilfælde også mænd – fra lande uden, eller med kun begrænset, mulighed for at søge visum til eksempelvis EU har øget risiko for at dø, fordi de oftere bevæger sig ud på mere risikofyldte ruter.

De anonyme kroppe

Hvorfor et kvindeperspektiv på tragedierne i Middelhavet? Det er naturligvis ikke mere tragisk, at en kvinde drukner, end at en mand gør det. Men et kønsperspektiv giver en central og detaljeret måde at belyse relationen mellem migranters død og restriktiv grænsekontrol på. I modsætning til de mennesker, der dør i ørkenen på vej gennem Mexico, hvor flere afdøde bliver identificeret, ved vi kun lidt om de druknedes identitet. Havet udvisker næsten alle spor. Men forskningen i grænsedød optæller de døde, identificerer køn og indsamler informationer om de druknedes levede liv og baggrund. Det er vigtigt at insistere på at fortælle om, hvordan og hvorfor lige præcis dette menneske druknede. Forskning i grænsedød, og her specifikt kvinders grænsedød, er en måde at komme væk fra kun at tælle anonyme druknede kroppe. Et mere detaljeret billede af, hvem der dør og hvorfor, er nødvendigt, hvis døden ikke skal normaliseres, og de døde ikke forsvinde anonymt i havet.

Det er på sin vis en upassende viden: en forskning i tragedier, som er forudsigelige og unødvendige – en forskning, som slet ikke burde være nødvendig. Forudsigelige, fordi restriktiv grænsekontrol ikke stopper flygtninge og migranter – for grænsekontrol fjerner ikke behovet for at rejse. Restriktiv grænsekontrol gør i stedet flygtninge og migranters rute længere og farligere. Faktum er derfor, at kæntringerne fortsætter.

Den tilgængelige viden om de specifikke omstændigheder for henholdsvis mænd, kvinder og børn, der dør undervejs til et bedre liv er stadig begrænset – men informationer fra andre mindre studier, fortællinger fra overlevende og hjælpeorganisationer, der arbejder i grænseområderne, giver alligevel væsentlige indsigter. Eksempelvis ved vi allerede nu fra Pickering og Cochrane’s studie, at mens kvindelige flygtninge og migranter har øget risiko for at dø på havet eller i ørkenen – altså på selve den geografiske fysiske grænse – så har mandlige flygtninge og migranter øget risiko i forhold til kvinder for at dø efter ankomst under tilbageholdelse, under anholdelse eller i forbindelse med deportering. Flere studier peger desuden på, at hvor mænd tidligere ofte rejste i forvejen eller planlagde kun at være afsted alene, følger mandens familie, kvinder og børn nu hyppigere med. Konflikter i afrejse- og transitområderne, såsom Syrien og Libyen, gør at kvinder og børn ikke afventer, men rejser med manden for at slippe væk så hurtigt som muligt.

Kvinder, mænd og børn krydser grænser af mange og forskellige årsager. Det er ikke nogen overraskelse i migrationsforskningen, at køn har betydning for de erfaringer og tragedier, migranter og flygtninge møder og gennemgår på deres vej.

Kvinderne og deres børn

Når kvinderne dør, er det ofte i forsøget på at redde deres børn eller de børn, de har i deres varetægt undervejs på rejsen. Jo flere børn, desto mere risikabelt. Ifølge IOM ankom der flere børn, 902, end kvinder, 672, på vej til Italien over Middelhavet mellem januar og marts 2015. En del er formentlig ifølge Læger uden Grænser uledsagede børn. Men noget tyder på, at familierne og kvinderne på bådene typisk har mere end et barn, de skal passe på, og at børnene placeres sammen med kvinderne. At flere børn gør kvinderne sårbare under en katastrofe, bekræftes af et studie foretaget efter tsunamien i 2004 i Aceh i Indonesien der viste, at der ingen overlevende var blandt kvinder med mere end ét barn i deres varetægt.

’Mati’, en kvinde fra Cameroun, sidder i et Røde Kors-center i det sydlige Spanien. Hun fortæller sin historie til antropolog Maja Lund Rasmussen, én af mine specialestuderende ved Københavns Universitet, der skriver om kvindelige vestafrikanske bådmigranter, der er ankommet til Spanien: »Jeg kom med en zodiac (lille båd) fra Marokko til Tarifa (i Spanien, red.) med min lille baby. Jeg var så bange for overfarten. Jeg holdt min baby helt tæt til mig … og jeg kan ikke svømme. Hendes far ville ikke med til Spanien. Han var bange for havet. Der var otte mænd i båden. Jeg var den eneste kvinde – og så min baby. Vi rejste klokken fem om morgenen og ankom til Tarifa klokken 10. Det tog meget lang tid, synes jeg …«

Børn og graviditeter er en realitet for kvinder, der krydser Middelhavet til Europa, ørkenen til USA og havet til Australien. Blandt de nigerianske kvinder, jeg møder i Nigeria, hvor jeg arbejder som antropolog blandt tilbagevendte nigerianske migranter, havde adskillige været gravide undervejs på rejsen, flere havde assisteret ved medrejsende kvinders fødsler og set både kvinder og babyer dø under fødslen. For nyligt fødte en kvinde, der netop var blevet reddet af italienske kystvagter på dækket af et redningsskib. Og flere rapporter peger på en høj forekomst af graviditet blandt kvinder fra Eritrea og Somalia, der flygtede til Malta. I Røde Kors-centret, hvor Maja Lund Rasmussen lavede feltarbejde, var 27 ud af de 34 kvindelige migranter, der boede i centret, enten gravide eller mødre til medbragte børn, hvilket svarer til omtrent 80 procent. ’Monique’ fra Conakry i Guinea var gravid, da hun sejlede fra Marokko til Melilla i Spanien. Hun fortæller til Maja Lund Rasmussen: »Jeg rejste til Melilla med båd. Det var ikke en stor båd – blot en lille. (Hun viser at den pustes op med luft, red.). Vi var 19 ombord. Jeg ville ikke af sted. Jeg græd. Jeg frygtede havet. Du vil ikke rejse, når du ser havet. Så jeg bad. Gud lod mig overleve. Men mange mennesker døde. Mange. Det er meget farligt. Det er meget, meget farligt på vandet. Jeg havde aldrig krydset vandet før – det var første gang.«

’Voldtægt, voldtægt, voldtægt ...’

Der forskes en del i sammenhænge mellem kvinders migrationssituation og graviditeter i disse år. Indvandringskritiske stemmer kalder fænomenet for ’ankerbabyer’. De mener, at kvinderne udnytter deres graviditet og ankomst med babyer i favnen til at få ophold i landet og undgå deportering.

Der er brug for mere systematisk viden om dette fænomen, men set fra et andet perspektiv er der efterhånden ingen tvivl om forbindelsen mellem og konsekvenserne af restriktiv grænsekontrol og kvinders graviditet undervejs; dels er kvinderne i månedsvis i transitområder i Libyen, Marokko eller andre udskibningssteder, hvor de venter på at krydse havet. For eksempel fortæller nigerianske Becky, at kvinderne, mens de ventede i Libyen på at kunne sejle til Italien, blev udsat for »voldtægt, voldtægt, voldtægt – vi blev voldtaget, uden at mændene brugte kondomer«. Becky og de andre kvinder brugte iturevet skumgummi fra deres madrasser på gulvet til at sætte op i skeden i håbet om at være beskyttet mod graviditet. Desuden kan det at tilbyde sex være den eneste mulighed for at betale for sin billet eller opnå beskyttelse – ikke mod graviditet – men mod vold og voldtægt .

Børn kan dog også være resultatet af et kærlighedsforhold, som udvikler sig under den lange rejse til Europa. Kvinder, der er ankommet til Europa, fortæller, at de håbede på, at graviditeten eller deres børn ville appellere til medmenneskelighed og forståelse fra grænsevagternes side. Nogle forsøgte at løfte deres børn op mod redningsbådene i håbet om at være de første, der blev reddet op.

Det viser graden af desperation, når kvinder må tage chancen og i de sidste uger af deres graviditet begive sig ud på havet. Overlevende øjenvidner fra kæntringer mellem Indonesien og Australien fortæller om helt nyfødte babyer, de har set flyde i vandet ved siden af deres druknede mødre. Medicinsk erfaringer viser, at en kvinde kan gå i fødsel som en reaktion på den stress, en kæntring og drukning er. De nigerianske kvinder fortæller ligeledes om kvinder, der går for tidligt i fødsel på vej gennem Sahara. Babyerne fortæller deres egen historie om vilkårene for kvinder, der rejser ud på havet og gennem ørkenen.

Rejsen mod ’the other side’

Mændenes død på havet kan ikke ses isoleret fra kvindernes liv. Når en mand dør på havet, mister en kvinde og en familie en søn, en far, en bror, en forsørger. Manden rejser mod the other side, som EU kaldes blandt nigerianske migranter, med familiens opsparing, men også med familiens håb og drømme om en bedre fremtid i bagagen. Når mænd drukner, efterlades kvinderne og familien tilbage med savnet efter den døde og tabet af en fremtid.

’Esther’ er én af de nigerianske kvinder, jeg mødte i Nigeria. Esther havde mistet sine forældre som ung, og hendes bror og hun besluttede, at han skulle rejse mod Europa, og siden skulle Esther møde ham der. Men Esthers bror druknede i sit forsøg på at nå the other side. Derfor begav Esther sig selv ud på en rejse mod Europa og blev siden identificeret som offer for trafficking i Italien. Blandt de nigerianske kvinder var en mands død – tabet af en forsørger – typisk udslagsgivende for, om de begav sig ud på rejsen mod Europa. Et kvindeperspektiv handler derfor ikke kun om dem, der drukner i havet, men også om de tusindvis af kvinder, børn og familier, der i disse år mister en mandlig forsørger, en far og et kært familiemedlem på havet.

Vi slutter med nigerianske Becky som to gange har forsøgt at komme til Europa, først med fly og falske papirer. I lufthavnen i Lagos blev hun stoppet. Siden tog hun rejsen gennem Sahara for at sejle til Lampedusa i Italien. Men havet stoppede hende – hun blev bange for at krydse. Lyden af bølgerne hver nat, mens hun ventede på at sejle over, gav hende angst. Men Becky, som jeg mødte i Nigeria i 2012 insisterer: »Jeg skal nok komme til Europa, men næste gang bliver det ikke over havet. Havet er for stort. Men jeg stopper ikke, jeg stopper ikke, før jeg når Italien.«

Serie

Med antropologen på kvindernes vandring

Antropolog Sine Plambech skriver jævnligt til Moderne Tider i forbindelse med sit forskningsprojekt om EU’s migrationskontrol og især kvindelige migranter.

Globalt migrerer kvinder især fra seks-syv områder, hvoraf Plambech udfører feltarbejde i Thailand og Nigeria. Kvinder søger ofte mod Europa og Danmark ved for eksempel at gifte sig eller som sexarbejdere. Nogle bliver involveret i trafficking. Deres fattige hjemområder er afhængige af de penge, de kan sende hjem, men en strengere migrationskontrol i EU har gjort det sværere for kvinderne at komme til Europa. Projektet skal derfor blandt andet undersøge, hvordan EU’s tiltagende migrationskontrol påvirker kvinderne, deres ruter til Europa og udviklingen i deres hjemlande. Undervejs vil hun skrive om det og tage Moderne Tiders læsere med ind i det antropologiske laboratorium.

Sine Plambech er ansat på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Projektet er tilknyttet migrations-forskningsmiljøer på University of Oxford og Columbia University i New York. Forskningen er finansieret af, og indgår i, Det Frie Forskningsråds eliteforskerprogram.

Seneste artikler

  • Kvinder er en kampplads

    10. september 2016
    Slagsmålet om de muslimske kvinders burkinier i Frankrig var ikke første gang, en værdikamp udspillede sig hen over kvinders, ofte migrant-kvinders, kroppe. Faktisk er det en figur, der gentager sig
  • »Jeg føler, jeg flyver bagud i mit liv«

    27. august 2016
    »Vi sad i flysædet og aftalte at kaste os fra side til side – vi ville få flyet til at få problemer, til at vende om. Tilbage til Europa.« Nigerianske Mary taler om den dag, hun blev deporteret til Nigeria. Men Marys fly vendte ikke om. Som Mary skal tusindvis af migranter fremover på fly hjem. Massedeportation er blevet et af EU’s mest centrale bud på en slags løsning på migrantkrisen, og unionen står nu over for et deporterings-eksperiment uden fortilfælde. Men hvad sker der, når deportationsflyene lander?
  • Becky er død

    21. maj 2016
    På sin vis blev Beckys liv et lille blueprint af verdenssituationen. Hun er ikke den første – og sikkert heller ikke den sidste – af de migranter, jeg har arbejdet med, der er død. Becky blev 28 år
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maibritt søvsø Carstens
  • Anne Eriksen
  • Robert Kroll
  • Pia Qu
Maibritt søvsø Carstens, Anne Eriksen, Robert Kroll og Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

De ansvarlige for tragedierne er de korrupte politiske ledere, som meler deres egen kage, slås indbyrdes o s v i stedet for at lave en ordentlig politik for uddannelse, sundhed , udvikling i de lande , som folk flygter fra.

De flygtende bliver vel iøvrigt ofte narret af menneskesmuglernes netværk til at tro, at der er et paradis på den anden side af Middelhavet, hvor alt er godt, og hvor der er gode penge at tjene for alle.

Maibritt søvsø Carstens

Ja, Robert Kroll, narret bliver de.
Kan det også tænkes, at Barcelonaerklæringen 1995 og efterfølgende aftaler i 2010 har del i disse tilstande?
Det vil hverken S eller V svare på, trods det, at S åbnede i -95 og V tog forarbejdet med kyshånd i 2010

Maibritt søvsø Carstens

Jeg syntes i øvrigt, at man skal hæfte sig ved, at jo flere fædre der går under under vejs, jo flere kvinder og børn begiver sig ud på dødsruten. Der har vi så også først lige set starten på menneskesmuglernes nye inkomstmuligheder, omend disse er på økonomiklasse og må tage til takke ned nederste dæk.
Det er godt nok på tide, at der lukkes for overfarten og ulandsbistanden tages op til alvorlig revision, for de sidste 50 års indsats, står vist i stampe, mellem de som tjener på det og de som skulle sikre fortskridtet.
Ja, man kan sågar spørge, om de sidstnævnte måske går under e't?

Enig Maibritt
Måske der skulle til at ske nogle geografiske kontrol områder - hvor man globalt forhindrer og forbyder import / export af våben og militær isenkram - hvilket jo er helt tydeligt bekommer vesten og andre bekvemmeligt.
Store dele af afrikas rigdom går op i hat og briller - krig og ødelæggelse.
Desuden tror jeg Vesten skal til at have en helt anden attitude - med indblanding. Såfremt at Mellemøsten står så langt fra demokratisk styreform som vi kender det herfra, burde man så overhovedet bestræbe sig på at presse på i den retning.

Kjeld Smed og Maibritt søvsø Carstens anbefalede denne kommentar

Torben Selch
Helt enig.
Men hvorfor bare nogle kontrolområder. Der er afgjort ikke behov for flere våben. En gammel riffel kan stadig affyres. Dem er der mange af overalt i Afrika og resten af verden. Rester fra den kolde krig m.m.
I dag kan man gå i legetøjsbutikken og købe en drone. Den kan lidt af hvert hvis man har lidt snilde og "lysten".
Al militær indblanding skal stoppes. Resultaterne er mildt sagt dårlige.
Hvad angår styreform bor der også voksne mennesker i disse lande/områder. De må sætte sig til forhandlingsbordet og se på grænsedragning.
Problemet er nok, at hvis der findes olie, mineraler eller andet godt på den anden side af gaden vil alle være der.
Et andet spørgsmål er om FN som verden ser ud i dag skal moderniseres. Hvordan kan jeg ikke give bud på.

Citater af Sine Plambech:
'Når en mand dør på havet, mister en kvinde og en familie en søn, en far, en bror, en forsørger.'
'Når mænd drukner, efterlades kvinderne og familien tilbage med savnet efter den døde og tabet af en fremtid.'

Undskyld, skal vi lige tage den igen:
Når kvinder drukner er det synd for dem.
Når mänd drukner er det synd for kvinderne.

Med den vinkel kan det godt väre det bliver svärt at samle opbakning til politisk handling for at redde vores medmennesker der flygter fra vores krige i Mellemösten. Og det er der faktisk lidt större behov for end for könspolitiske vinklinger på weekendläsning i Information.

Morten Jespersen, Christel Gruner-Olesen og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar