Baggrund
Læsetid: 6 min.

’Jeg lærte at operere på YouTube’

Den syriske borgerkrig har varet i godt fire år. En læge, som er leder for et hospital i udkanten af Damaskus, fortæller om sin hverdag
Sårede. Lokale beboere graver ofre ud af ruinerne efter endnu et regimeangreb i den oprørskontrollerede Damaskusforstad Øst-ghouta.

Sårede. Lokale beboere graver ofre ud af ruinerne efter endnu et regimeangreb i den oprørskontrollerede Damaskusforstad Øst-ghouta.

Bassam Khabieh

Moderne Tider
4. april 2015

Jeg bor i et lille rum på hospitalet. Det er omkring tre kvadratmeter med et lille badeværelse og en håndvask. Jeg bor der sammen med min kone. Vi er på hospitalet 24 timer i døgnet. Min kone underviser på en skole, som hører til hospitalet, og jeg arbejder selv hele tiden. Nogle gange hviler eller sover jeg, men hvis nogen har brug for et kirurgisk indgreb, går jeg på arbejde.

Før var jeg overlæge og hospitalsdirektør. Men under revolutionen i Syrien, der startede for fire år siden, har jeg været tvunget til at gøre alt. Jeg har fået hjælp fra almindelige borgere, der ikke studerer medicin, og jeg har måttet lære dem om grundlæggende førstehjælp, medicin og kirurgi. Jeg har været nødt til at lave alt fra karkirurgi, ortopædkirurgi, urologi til sågar obstetrisk-gynækologiske operationer.

Der har ikke været hold til at foretage disse operationer, så når en patient er kommet ind, har jeg været nødt til at operere. Der er ingen alternativer, måske bortset fra amputationer. Så jeg har været nødt til at lære det hele. YouTube har været til stor hjælp. Og jeg har venner i udlandet, som jeg ringer til på internettet, og som forklarer mig, hvordan man udfører visse procedurer. Jeg har haft tilfælde, som jeg aldrig har set før i mit liv, så jeg anede ikke, hvordan man skulle håndtere det. Men jeg har været nødt til at gøre det hele selv. Så har jeg spurgt mine venner til råds eller set på YouTube, og gudskelov er det altid lykkedes. Jeg har opnået resultater.

En slags våbenhvile

Lige nu er situationen rolig, fordi vi er i noget, der ligner en våbenhvile. Det er ikke en fuldstændig våbenhvile, men kun delvis. Sommetider er der sammenstød mellem oppositionen i Den Frie Syriske Arme (FSA) og styrkerne fra Bashar al-Assads regime. Jeg er en helt neutral part. Jeg er en læge, der arbejder med udvikling og sundhed, og som er modstander af enhver form for undertrykkelse.

Mit hospital er det største i et stort oppositionskontrolleret område i den østlige del af Damaskus. Vi dækker alle medicinske behov for 200.000 mennesker. Vi har en afdeling for krigsskader, men også normale ydelser til børn, kvinder og alle andre civile. Vi har en særlig afdeling for obstetrik og gynækologi, klinikker og laboratorier.

Jeg sympatiserer ikke med nogen part i konflikten. Jeg arbejder i oppositionens områder, fordi jeg er eftersøgt af regimet og derfor ikke kan arbejde i andre områder. Hvis jeg bevæger mig ind i de områder, som regimet kontrollerer, vil jeg blive anholdt og sat i fængsel. Desuden er der ikke mangel på lægehjælp i regimets områder, hvor de har alt. Men i oppositionens områder er det svært at få lægehjælp, så jeg arbejder for mennesker, der er underprivilegerede og undertrykte.

Vi mangler altid medicinske forsyninger. Læger Uden Grænser skuffer os sjældent, men de har svært ved at holde trit med alle vores behov og anmodninger. Vi er blot et af de mange hospitaler, som de støtter. Vi mangler mange ting, så vi står på deres ventelister. For eksempel kan udstyr til kikkertkirurgi gøre operationer nemmere og mindre belastende for patienten. Man fører et kamera ind i maven og kan dermed foretage behandlingen uden at skære patienten op.

Vi har heller ikke udstyr til CT- eller MR-scanninger. Det betyder, at hvis nogen kommer ind med en hjerneblødning eller et kraniebrud, kan vi ikke give dem en scanning for at vurdere, hvordan man skal behandle problemet. Patienten kan ikke søge hjælp i de regimekontrollerede områder, fordi vedkommende måske er eftersøgt. Så står man med to valgmuligheder: Patienten kan vælge at dø i sin hjemstavn eller at søge hjælp i de regimekontrollerede områder, hvor vedkommende måske vil blive fængslet og torteret. Mange siger: »Jeg vil hellere dø her end at blive torteret i et af regimets fængsler.«

Nødvendig for modstanden

Hospitalet har omkring 50 medarbejdere, og derudover arbejder omkring 150 i de tilhørende skole- og udviklingsprojekter. Skolen har 1.200 elever. Før denne var jeg med til at opbygge en skole, som til sidst havde 1.400 elever, indtil den blev totalt ødelagt ved to af regimets luftangreb. 13 børn døde, og 25 blev såret. Det var en frygtelig tid, men eleverne og deres forældre mente, at deres studier skulle fortsætte, så vi begyndte at opbygge den nye skole i et mere beskyttet område.

Det forrige hospital, jeg arbejdede på, blev også ødelagt af regimets luftangreb. Det skyldes, at FSA er stærkt afhængige af civile serviceydelser. Hospitaler er afgørende for FSA’s tilstedeværelse. Hvis der ikke er et hospital, så er FSA der heller ikke, for så kan de ikke opretholde deres modstandsaktiviteter. Så ville enhver såret dø. Men hvis der er et hospital, kan de blive behandlet og fortsætte deres liv.

Et af vores store problemer er, at alle læger er taget til Europa. Jeg havde gode læger, men de er alle rejst, så jeg til sidst var den eneste. Men nu har jeg fået en specialist i urologi. Sygeplejerskerne og det øvrige personale er dog blevet hos mig. Jeg har haft det samme hold omkring mig i tre år. Folk er virkelig glade, vi føler os som én stor familie. Vores eneste problem er økonomisk, for lønnen er meget lav. Men personalet siger til mig:

»Vi bliver hos dig lige indtil døden. Så længe du er her, bliver vi hos dig.«

De er mine venner og mere end brødre for mig.

Men jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg har kunnet blive her. Betingelserne er meget svære. Mine venner fortæller mig om deres gode job i udlandet. Men her er der undertrykte mennesker, og jeg er nødt til at blive hos dem. Sådan er det.

Før var jeg en del af sagen, midt i revolutionens bankende hjerte. Jeg var blandt de mennesker, som i starten gik på gaden for at demonstrere mod regimet. Men det humanitære arbejde, som vi nu udfører, får mig til at glemme sagen. Efter jeg i nyhederne har set, hvad der sker i landet, hvad der sker i Aleppo og i Homs, er det civile arbejde blevet meget vigtigere for mig end revolutionen.

Jeg er meget stresset. Jeg tager omkring seks smertestillende piller hver dag, så jeg kan fortsætte mit arbejde. Det er dog blot ting som ibuprofen eller paracetamol.

Må opgive nyfødte

Der er mange svære øjeblikke. Der er patienter, vi ikke kan gøre noget for, så vi må bare vente på, at de dør, selv om vi ved, at de ville kunne reddes i udlandet. Vi ser dem dø langsomt, og det er meget hårdt. Og der er nyfødte, der har brug for en kuvøse eller særlig pleje, men fordi vi er under belejring, kan vi ikke transportere barnet til Damaskus eller sørge for ordentlig pleje. Det er børn, som måske kun er to timer gamle. De har intet med krigen at gøre, men den bliver deres skæbne.

Jeg regner med at blive her, indtil jeg dør. Folk er fattige her, og de har behov for hjælp og pleje. Vores patienter kan ikke få lægehjælp andre steder, fordi de ingen penge har. På alle regimets hospitaler skal man betale.

De 1.200 elever på skolen får ingen uddannelse uden os. Jeg har pligt til at tage mig af disse børn, indtil de kan få uddannelse og de samme muligheder, som jeg har haft som læge. Det ville føles forkert, hvis jeg startede et nyt liv i udlandet, mens de var nødt til at blive her. Mit eneste håb er at uddanne børn og en ny generation, så de kan genopbygge vores land. Ikke andet.

Fortalt til Lubna Takruri. Lægen, som arbejder på et hospital, der støttes af Læger Uden Grænser, ønsker at forblive anonym.

© The Guardian & Information 2015. Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det var også en såkaldt internet-forsker (Brown Moses), som 'dokumenterede' at det var Assad-styret, som stod bag det kemiske angreb i Ghouta - læs gerne Uffe Kaels Aurings hudfletning af bl.a. Informations og Politikens reaktionære nyhedsdækning fra Syrien ...

"USA’s tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld skelnede som bekendt mellem forskellige kategorier af viden. Bl.a mindede han os om, at der findes ting, vi ved, at vi ikke ved (såkaldte ”kendte ubekendte”); og ting, vi ved, at vi ved (”kendte bekendte”). Rumsfelds regering førte tilmed, et rigtignok rent praktisk, bevis for, at der eksisterer en slags syntese af de to videnstyper: Det, som vi egentlig godt ved, at vi ikke ved, men som vi giver udtryk for, at vi ved. Der er ikke tale om den blotte løgn, men hvad man kan kalde et epistemisk bedrag. Udsagnets indhold er ikke i påviselig modstrid med det, vi ved; men udsigelsen er i modstrid med, at vi ikke ved det."
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1445

Per Dørup Jensen

Ja, i forlængelse af ovennævnte artikel-henvisning, undrer jeg mig også over, at der ikke er flere læsere, der reagerer, når Politiken og især blandt Information´s, der går for at være veluddannede og reflekterende, konsekvent omtaler krigen i Syrien som en "borgerkrig." Vel findes der nok nogle rabiate islamister i Syrien, der bekæmper Assad- "regimet", men derfra, og til at kalde krigen en borgerkrig er der meget langt.
Der er fundamentalt tale om en krig mellem USA, Tyrkiet og Saudi- Arabisk støttede al queda relaterede terrorist-bander, som IS og al Nusra, hvor USA - som i Libyen, står for den logistiske træning af terroristerne, Tyrkiet for forsyningerne, mens Saudi Arabien står for den finansielle del.
På den anden side står Assad-styret og langt størstedelen af syrerne, som jo godt er klar over, at hvis det igen lykkes for USA og Co at gennemføre et "regime-change", ja, så venter der stensikkert et kaotisk, islamistisk Libyen 2 forude!
Og IS rykker nærmere, og har snart overtaget mere end halvdelen af Syrien.
USA bekæmper naturligvis ikke - og har på intet tidspunkt - bekæmpet deres mest effektive kort mod Assad, islamisterne - eller rettere terrorist-bøllerne fra IS. I så fald havde de jo ikke kunnet have den fremgang, de har haft i Syrien gennem det seneste halve år!
Rusland har hænderne fulde i Ukraine, hvor USA og Co støtter fascist-bander og tjetjenske terrorister.
Iran er i defensiven ved forhandlingsbordet om a-programmer, og Hizbollah hjælper af bedste evne med at nedkæmpe USA´s og Co´s terrorister i Syrien, men hvordan forhindres Ondskabens Imperium i at vinde igen, som det vandt i Jugoslavien, Irak og Libyen?

Per Dørup Jensen

Er det så meningsfuldt her 1. påskedag at spørge om de danske politikere, inklusiv Enhedslistens, der bakker USA´s terrorister op mod Assad-"regimet" (og langt størstedelen af dets befolkning), er onde?
Ja, hvis begrebet ondskab skal have nogen mening, er de onde!
Uden at gøre sig de mindste anstrengelser for at undersøge om, Benghazi de facto stod umiddelbart foran en massakre - eller om der nu igen var tale om USA- og Nato-invasions-propaganda, købte samtlige politikere, inklusiv Enhedslistens, ubetinget sidstnævntes version. Egentligt mærkeligt, at et (stadig selverklæret) socialistisk, anti-imperialistisk parti som EL, så blindt kan stole på en antagonistisk, imperialistisk Angrebs-alliances invasions-påstand, ikke mindst set i lyset af, at EL forholdt sig særdeles skeptisk USA´s invasions-påstand i Irak i 2003!
På trods af, at Libyen i dag - efter USA/Nato´s 6 måneders dag og nat-bombninger i 2011, er blevet forvandlet fra Nordafrika´s førende velfærdsstat - til en failed state, et terror-anarki, der tenderer i retning af Irak, bakker samtlige danske politikere stadig op om Nato´s "gerning" i Libyen, hvor DK som bekendt spillede en særdeles aktivistisk rolle!
I Syrien bakker de, inklusiv EL, ligeledes USA´s terrorist-bøller op. De ved godt fra Libyen, at det er noget nonsens, at "vi hjælper "moderate oprørere" til magten." Alligevel kører de velvidende den samme kampagne i Syrien!
- Som har ført til mere end 250.000 døde syrer og millioner af flygtningestrømme.
Deri ligger ondskaben. Ovenikøbet den bevidste ondskab!