Læserne spørger: Geeti Amiri

– Hvad mener du om, at Yayha Hassan stiller op for Nationalpartiet?

Hassan er en digter, en idealist, men først og fremmest er han 19 år gammel. Da jeg var på hans alder, baksede jeg også med identitetsforståelsen, vreden over baglandet, rodløsheden og frustrationerne over ikke at blive forstået, men i modsætning til ham valgte jeg at feste, forelske mig og gøre mig en masse livserfaringer, mens Hassan bliver ved med at sætte flere sten på skuldrene af sig selv – hatten af for det, men på et tidspunkt synker man, hvilket jeg ikke håber han gør. Jeg vil råde ham til give sig selv lov til at være ung og forvirret, til ikke at skulle have svar på alle problemerne. Men han skal søge ind i politik, hvis han føler, det er hans kald. Det er bare trist, at idealisten ikke kan se, hvordan kynikerne udnytter ham, når hele hans kandidatur går ud på at gøre op med kynismen.

– Er danskerne for politisk korrekte, når vi taler om etniske minoriteter?

Nogen vil sige, at danskerne netop ikke er det, når Dansk Folkeparti stormer frem. Andre vil sige, at DF’s fremgang er et udtryk for, at vi generelt er for politisk korrekte i samfundet, men helt ærligt, jeg hader det udtryk!

Det deler meninger om minoriteter op i to lejre, hvor holdninger, uanset opbakning, enten skammes ude eller latterliggøres af alle andre, end minoriteterne selv. I realiteten bør der jo ikke være nogen meninger, der er politisk korrekte eller ukorrekte, men derimod saglige påstande, der kan argumenteres for og imod – uanset hvor grimme eller pæne de påstande om minoriteterne end måtte være.

I det hele taget kan jeg ikke foredrage, hele den snak om politisk korrekthed og mangel på samme. Den går kun ud på at umyndiggøre minoriteterne. Begge fløje udnytter minoriteterne til egen agenda i deres kamp mod hinanden.

– Hvordan kommer du dig over en shitstorm?

Jeg prøver ved at købe en masse blomster, en god hvidvin, hører Lana Del Rey, mens jeg rydder op i hjemmet som en manisk person. Skulle en shitstorm ramme mig på en weekend, gør jeg mig hamrende lækker og tager ud og hygger mig med godt selskab, mens jeg husker, at jeg er kommet meget langt i livet allerede ved at stå op for mine meninger, selv i modvind.

– Hvorfor gjorde Rifbjerg dig dansk?

Al dansk litteratur har gjort mig dansk, fordi litteratur kan noget for en identitetsdannelse, som intet andet kan. Rifbjerg gjorde mig i stand til at stå imod gruppepres på et gymnasium, hvor der var mange etniske elever, som havde travlt med at pådutte hinanden den korrekte identitetsforståelse af det at være etnisk. Rifbjerg gik imod sin samtids strømme, jeg gik imod mit etniske miljøs strømme, fordi jeg ville definere mig selv og ikke ud fra en kollektiv identitet som brun.

– Hvilken passage i Koranen er for dig den smukkeste – og hvorfor?

Det er Al-Fatiha, som på smukkeste vis illustrer enhver religions budskab, og ikke kun islams, nemlig at Gud er nådig og barmhjertig, at Gud viser mennesket en vej, der ikke skal gøre ondt, men er til for at vejlede mennesket til et liv, der ikke gør sig selv eller andre ondt. Måske vil mange mene, jeg er hamrende naiv, men jeg tror på næstekærlighed, på hengivenhed og godhed, som er universelle værdier i alle religioner. Og så er min fars mellemnavn Rahman, som både kan oversættes til nådig og barmhjertig og er et af Guds 99 navne, ifølge islam, hvorfor den sætning er en kærlighedserklæring til både min far og min religion.

– Er du enig i filminstruktør Deeyah Khans kritik af, at venstrefløjen lader kvinder, der har været udsat for vold, i stikken?

Jeg mener, at den gamle venstrefløj alt for længe har set passivt til, hvad angår minoriteternes ret til den personlige frihed, deltagelse i et demokrati og individets menneskerettigheder. Det skyldes dels, at problematikkerne med social kontrol og æresrelateret vold og drab, der er produkter af rygtesamfundet, er så komplekse størrelser, men også at venstrefløjen har ønsket at distancere sig fra højrefløjen ved ikke at tale om problemer, der kunne puste til racismen. Jeg er ligeglad med, hvor racistisk, nogle kommer til at fremstå, for det er ikke vigtigere end etniske unges ulykkelige skæbner, dybe fortvivlelse og sorg. Det er venstrefløjens opgave at hjælpe de stemmer, der bryder med hæmmende normer, men hver gang en stemme melder sig på banen, har den tiet, mens højrefløjen har set sit snit til yderligere bashing.

– Når det handler om at reformere islam, virker det, som om muslimske kvinder ønsker forandring, mens mændene er imod. Er der et skel dér?

Det spørgsmål lugter af fordomme om, at muslimske mænd skulle være reaktionære og kvinderne progressive. Gid det var så ligetil, men reaktionære holdninger findes også iblandt muslimske kvinder, ligesom flere mænd faktisk har overrasket mig med deres søgen mod en anden islam end den, de stokkonservative imamer formidler. Forklaringen på denne fordom kan måske findes i, at muslimske kvinder i dag er væsentlig bedre uddannede og høres mere end nogensinde før i den offentlige debat sammenlignet med muslimske mænd, der stadig halter bagefter.

Jeg er dog sikker på, at den fordom aflives, så snart kvindelige imamer er en realitet i Danmark, fordi patentet på formidling af Islam også fratages stokkonservative mandlige imamer.

– Hvem er bedst til integration – de røde eller de blå?

Det er den blok, der bedst kan sørge for en god start på tilværelsen i Danmark for nyankomne, men dansk politik er i så høj grad konsensuspolitik, at ingen blok hidtil har været ’bedst’ til integration. Enten fordi blokkene tror, at en pisk gør arbejdet, eller at det er bedst at pakke nyankomne i vat, men det eneste, der virker, er kravet om aktiv medborgerskab. Vi er alle med til at bidrage til det gode samfund, derfor skal alle mødes med de samme krav fra samfundet. Jeg tror ikke, nogen sidder med den hellige gral, så havde vi set den, men jeg mener, at beskæftigelse, forståelse for og deltagelse i demokratiet og dyrkelsen af identiteter, der møder hinanden ligeværdigt virker bedst for integrationen af nyankomne i samfundet.

– Er danske kvinder frie?

Jeg er en dansk kvinde, til trods for mine afghanske rødder, men min frihed har kostet mig meget. Hed jeg Marie, var jeg lige så fri, men jeg havde nok ikke betalt så dyrt for min frihed.

– Hvad synes dine forældre om, at du er så aktiv i debatten?

Min far ville have været pavestolt – det er han også, selv om han ikke her mere – men min mor er dybt bekymret, fordi hun ved, at jeg er mere stædig end hun selv.

Man kan heller ikke kæmpe min kamp uden et støttende bagland, så de er med mig hele vejen igennem.

– Skal dine børn have danske eller afghanske navne?

Med fare for at alle danskere med anden etnisk baggrund fremover vil kalde mig for Danmarks mest assimilerede perkerdansker, må jeg erkende, at jeg elsker gammeldanske navne som Ingrid og Agnete. Ellers er mit gammelafghanske navn et godt eksempel, det er let at udtale, men har en dyb betydning. Det går bare ikke at døbe min datter det samme, det virker for selvoptaget, trods alt.