Inger Marie Marlow hørte Bob Marley 24 timer i døgnet i de sidste tre uger af sit liv. Hun havde koblet sin iPad til sin DR Ramasjang-radio og placeret den ved siden af sengen på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital – på den måde kunne hun være helt sikker på, at hun havde Bob Marley i ørerne, når hendes liv sluttede. De mange besøgende syntes måske nok, at det var lidt rigeligt, men de var så vant til Inger Marie Marlows særheder, at de bar over med hende.
Inger Marie Marlow var en ægte hippie. Det skrev hendes datter, Sarah-Lynn, også i den kontaktannonce, som hun uden at fortælle sin mor indrykkede i Information 15. december 1995: »Hun: 56 år, 181 cm, uhøjtidelig gl. hippie – har dog rettet sig en del men prutter og bøvser stadig offentligt,« stod der. Kontaktannoncen gav en håndfuld henvendelser, og først blev Inger Marie Marlow sur. Hun ville ikke høre tale om, at hun skulle mødes med nogen af dem – i stedet ville hun ringe til dem alle og sige undskyld. Men da turen kom til at ringe til Benny, faldt de i en god snak, og det endte med, at de to var der for hinanden til hendes død. Benny har stadig den udklippede annonce derhjemme.
Potdyrkning som rockerprotest
Inger Marie Marlow var kendt for mange ting. For sin høje tolerancetærskel, som gjorde, at hun kunne tale med alle. For sin evige banden, som gjorde, at børnebørnene sagde »pikantilopelort«, når de havde været på besøg. For sit engagement i samfundets svageste både nationalt og internationalt. For sin hjemmedyrkede pot, som hun kaldte for ’rockerfucker,’ fordi hun følte, at hun snød rockerne for omsætning på hashmarkedet ved at dyrke den selv. For sin højde, som nok i virkeligheden var 184 centimeter. For sin livslange snorken som var så voldsom, at familien en gang blev bedt om at forlade et vandrehjem i Grækenland, fordi de andre gæster havde klaget. For at snakke bagvendt: ’kan skabet bære’ blev til ’kan babet skære’, uden at hun selv opdagede det. For sine manglende evner til at fortælle vittigheder, fordi hun altid kom til at starte med pointen, hvilket tilhørerne fandt hylende morsomt. Man grinede som regel både med hende og af hende. Inger Marie Marlow var på mange måder en markant kvinde, og det bliver sagt om hende, at havde man først mødt hende, kunne man aldrig glemme hende igen.
Hun blev født på Bispebjerg og voksede op i Bispeparken. Hun var datter af en bogholder – selv startede hun som sygeplejeelev på Bispebjerg Hospital, men det var for kedeligt, så hun tog til London som ung pige i huset. Livet igennem kendte hun mange mænd, og Benny var en af de få, der ikke var sort. Med hjem fra London havde hun en således en mand fra Vestindien, hvilket vakte en del opsigt i start-60’ernes København. Nogle år senere mødte hun sine børns far, som var amerikansk soldat – og sort, selvfølgelig. Han blev sendt til Vietnam og kom tilbage med massive psykiske problemer. Efter en hård kamp for at redde ægteskabet endte hun med at måtte lade sig skille og stod i starten af 70’erne alene med sine to børn, Jacob og Sarah-Lynn. På det tidspunkt skød der kollektiver op overalt, og Inger Marie Marlow – som i mellemtiden var blevet uddannet pædagog – greb chancen og flyttede først i ét og siden et andet landbrugskollektiv i Jylland. Her voksede børnene op sammen med adskillige plejebørn, som Inger Marie Marlow gjorde til en del af familien. Kartoffelkuren kom, landbrugskollektivet røg på tvangsauktion, og Inger Marie Marlow tog tilbage til København og fik job hos Dansk Flygtningehjælp. Der var næsten altid flygtninge med hjemme med alle religioner repræsenteret. Selv var hun stærkt venstreorienteret, men der var plads til alle religiøse overbevisninger og divergerende politiske holdninger hjemme hos hende.
Hun blev ofte forarget, når det kom til politik og uretfærdigheder i samfundet, men på det mere personlige plan var hun svær at forarge, så der var mange, der betroede sig til hende. Og det var en udbredt opfattelse, at hemmeligheder fortalt til Inger ikke kom videre.
»Det var nu ikke altid, hun kunne holde tæt,« griner Sarah-Lynn.
Ikke vild med krig
Livet igennem havde Inger Marie Marlow aldrig særlig mange penge, og hun gik heller ikke op i dem. Men det var alligevel stort, da hun som nyslået pensionist pludselig vandt 70.000 kroner i Lotto. Hun købte et Folkevognsrugbrød og kørte på eventyr sammen med Benny – især til Sicilien, hvor de fik mange venner.
På ét område var Inger Marie Marlow ikke særlig tolerant. Det var, når det kom til militæret. Så da hendes datter pludselig ville til Afghanistan som kaptajn i det danske forsvar, var det bestemt ikke med Ingers Maries velsignelse. Hun syntes, at familien havde lidt nok allerede pga. faderens traumer. Hun vænnede sig dog til det og var imponeret over, hvor flinke Forsvaret var til at sende datteren hjem, da Inger Marie Marlow fik konstateret kræft.
Til bisættelsen havde hun forbudt gæsterne at tage sort tøj på. Og de skrev alle hilsner med tuscher på den åbne kiste. Og så havde hun lavet en video med hilsner, som blev afspillet. Og med et par hurtige vittigheder, som blev fortalt så dårligt, at alle måtte grine midt i sorgen.
Inger Marie Marlow
Født 3. juli 1939, Bispebjerg.
Død den 1. september 2014, Palliativ Bispebjerg Hospital.
Bisat fra Bispebjerg hospitalskapel.
Begravet på de ukendtes grav på Bispebjerg Kirkegård.
