Interview
Læsetid: 6 min.

Livet behøver ikke være farligt

Det er moderne at mene, at en verden med flere krige, permanent terror og lurende klimakatastrofer frem for alt kræver modstandsdygtighed. Men forskeren Julian Reid mener, at vi må erstatte idealet om modstandsdygtighed med et poetisk
Moderne Tider
18. april 2015

Nogle soldater overvinder aldrig deres traumer efter en krig. Andre oplever en fase, hvor det er svært, men genfinder senere deres gamle jeg. En tredje gruppe genfinder ikke bare deres gamle jeg, men kommer styrket igennem processen. De oplever, hvad grundlæggeren af den positive psykologi, Martin Seligman, betegner som posttraumatisk vækst.

Beskrivelsen af soldaternes reaktioner illustrerer et populært ideal i vores tid: resiliens. At være resilient er at være modstandsdygtig, robust og hårdfør, og at klare sig på trods – måske endda blive styrket – af modgang. Resiliens er en form for modstandskraft.

Ifølge Julian Reid, professor i internationale relationer ved universitetet i Lapland, påvirker dette ideal i dag »ethvert aspekt af den menneskelige erfaring og eksistens«. Sådan indledes den bog, Resilient Life – The Art of Living Dangerously, han har skrevet sammen med Brad Evans fra University of Bristol.

Fra sikkerhed til modstandsdygtighed

Men ideen om resiliens er en relativt ny måde at anskue sikkerhed på, forklarer Reid.

»Den traditionelle opfattelse af sikkerhed er en tilstand, hvor den enkelte er fri fra trusler og farer. Du er sikker, når du transcenderer det, der truer dig. Men fortalerne for resiliens fokuserer i stedet på den praksis, hvormed man udsætter sig selv for farer. Tanken er, at livet kun udvikles, vokser og er bæredygtigt, hvis det udsættes for farer og trusler.«

Reid stødte på resiliensbegrebet i et forskningsprojekt om udviklingshjælp og sikkerhed, hvor han blev overrasket over det stærke fokus på, at mennesker skulle blive »modstandsdygtige«. Farer og trusler blev ikke beskrevet som et problem for individet, men som potentielt styrkende. Dette skifte er afgørende for at forstå, hvad der er på spil i det resiliensparadigme, der ifølge Reid er blevet et ideal inden for både politikkens og hverdagens domæne.

Udviklingen, forklarer han, er resultatet af en kompleks udvikling.

Resiliensforskningen startede i 1940’ernes psykiatri, hvor »resiliente færdigheder« blev undersøgt. Det er, at soldater kan ignorere smerter, eller at den enkelte lærer at styre angstprægede følelser. I 1960’erne vandt begrebet indpas inden for forskning i økologi og miljøvidenskab. I 1970’erne spredte interessen sig til humanvidenskaberne og videre til samfundsvidenskaberne.

Børnepsykologer har brugt begrebet til at undersøge, hvordan to søskende fra de samme svære vilkår kan udvikle sig vidt forskelligt – den ene med succes, den anden ikke. Skyldes det en medfødt modstandskraft? I feltets terminologi er man gået fra såkaldt elendighedsforskning til fokus på modstandsdygtighed. Også i selvhjælpsbøgerne er resiliensbegrebet populært.

På det grønne område åbner Center for Bæredygtighed og Resiliens i Danmark senere i år og skal lave ’prototypeprojekter’ om bæredygtighed baseret på en bevilling på små 30 millioner kroner fra Velux Fonden.

Da verden blev farlig

Ifølge Reid skal vi imidlertid være kritiske over for idealet om modstandsdygtighed.

»Resiliens kræver, at vi gentænker verden mentalt og kropsligt som et nødvendigvis farligt sted. Igennem moderniteten blev mennesket opdraget til at tænke, at selv om verden kan være farlig, så kan den ikke desto mindre blive mere tryg. At vi kunne handle, således at verden kunne blive et sikrere sted; have magt til at gøre verden bedre. Det er et grundlæggende princip for den moderne menneskelige subjektivitet. Det, resiliens kræver af os, er, at vi negerer denne måde at tænke naturen, os selv og verden på. Resiliensfortællingen lærer os at se verden som et farligt sted. En verden som må være farlig, før vi kan blomstre i den og udvikle vores liv,« forklarer han.

»Hver gang der sker noget ubehageligt eller dårligt, antager vi, at vi må acceptere det. Det er blevet illegitimt at anklage eller at give andre skylden. Den mest fundamentale politiske følelse er vrede. Når nogen tager røven på en, vil man have hævn eller krig. Men vi lever i en verden, hvor denne følelse i stigende grad sygeliggøres. Den ses ikke bare som usund, men som skadelig og fornedrende.«

»Vi taler i dag ikke længere om vredeshåndtering, hvor folk skulle styre deres vrede. Vi taler nu om ’erstatning’ for aggressiv adfærd (agression-replacement-training) – altså om vrede som noget, der skal fjernes fra kroppen og erstattes af en anden slags følelser.«

— Men er det ikke godt at lære af sin erfaring og komme styrket ud af situationen?

»Jo, det er godt at lære af erfaring. Men det er problematisk at antage, at uanset hvad der sker, er du selv ansvarlig for det. Og så må du ransage dig selv for, hvilke fejl og dumheder du har begået, som førte til din lidelse. Den neoliberale stat siger til individerne: ’Se ikke mod os for at få hjælp – det er ikke vores skyld. Du må tage ansvar. Alt, hvad vi kan gøre, er – uanset hvad der sker – at hjælpe dig til at lære fra din egen fejltagelse, således at når den næste ulykke sker, er det en anden end den forrige’.«

I bogen argumenterer Julian Reid og Brad Evans for, at der må nye idealer til for at udfordre den dominerende rolle, forestillingen om resiliens har fået. De foreslår et nyt ideal om det poetiske individ.

»Resiliensudviklingen betyder i æstetiske termer, at vi ikke opfatter virkelighedens poesi,« forklarer Reid. »Vi kæmper i stigende grad med at se skønheden i den verden, vi befolker. Anskuet i atmosfæriske termer er den luft, vi indånder, i stigende grad forurenet. Klimaet synes giftigt i forhold til menneskelige eksistens.«

»Vi har brug for en politik, som medfører en anden æstetik, der poetiserer og gør virkeligheden til et smukkere sted, således vi bliver i stand til at opfatte verden som et hjem.«

Melancholia peger på en ny subjektivitet

Som eksempel på en fortælling, der viser, hvordan et poetisk individ kan opleve verden, nævner han Lars von Triers film Melancholia.

»Melancholia skildrer på smuk vis konflikten mellem to typer menneskelig subjektivitet. På den ene side den bekræftende subjektivitet personificeret af Justine (spillet af Kirsten Dunst, red.). Hun ser verdens ende komme og tackler det på en sådan måde, at hun kan leve nogle gode sidste dage på jorden. Og det er en vidunderlig forskel på denne poetiske subjektivitet, og så på den hysteriske og neurotiske subjektivitet, personificeret af søsteren Claire (spillet af Charlotte Gainsbourg, red.).«

— Men mange af dem, der har set filmen, vil mene, at Justine er deprimeret og burde nyde sit bryllup. Hvordan kan hun være rollemodellen for det poetiske subjekt?

»Der er en interessant enighed om hende som et melankolsk individ i anmeldelserne og litteraturen omkring filmen. Men i filmen er det diskursen rundt om hende, der er det deprimerende. Hun bliver konstant beskrevet og diagnosticeret som deprimeret af sin søster, familie og kollegaer. Men ser vi på hendes handlinger og væremåde, så tror jeg, at hun faktisk har det meget godt. Hun er den mest raske person i filmen. Det er for mig en af de brillante ting ved filmen. Den opmærksomhed og genialitet, hvormed von Trier viser aktualiteten af Justines subjektivitet i kontrast med og som antagonisme til depressionsdiskursen, der omgiver hende. Hun er diagnosticeret af personer, der selv er fundamentalt hysteriske og neurotiske – vigtigst af alle af sin søster«.

— Udover at det poetiske subjekt har en anden æstetisk tilgang, hvad kendetegner det så?

»Det mest fundamentale er, at det er sikkert. Det frygter ikke sig selv. Det står i modsætning til det modstandsdygtige subjekt, hvis selvopfattelse er, at det laver fejl – at det kun kan lave fejl, og at det er skabt til et liv, hvor utryghed, farer og sårbarhed er permanente vilkår. Det poetiske subjekt frygter ikke, hvor dets handlinger fører hen. Det er ikke bange for at leve. Det er ikke bange for sit eget liv. Det er sikkert«. 

Julian Reid, Brad Evans
Resilient Life: The Art of Living Dangerously
208 sider. 24,95 dollar.
Polity

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her