Læsetid: 7 min.

De mørke fugle til os kom

Sene efterretninger om en uoplevet erindret historie
Angreb. Tyske fly over Amalienborg. Angrebet var ikke overraskende, og kalkulen med ikke at yde større modstand var ikke ugennemtænkt. Den gav mening for en ung dreng i efterkrigstiden og giver mening for samme i dag.

Angreb. Tyske fly over Amalienborg. Angrebet var ikke overraskende, og kalkulen med ikke at yde større modstand var ikke ugennemtænkt. Den gav mening for en ung dreng i efterkrigstiden og giver mening for samme i dag.

Moderne Tider
4. april 2015

Forbløffelsen er mindeværdig: »Aldrig mere en 9. april«. I bunden af teksten sort silhuet af byens tårne; øverst under mørke skyer flyvemaskine på vej væk. Ringe tegning, det kunne sidekammerat Bo og skribenten som dreng – ferme tegnere – hurtigt blive enige om. En skymaster og alligevel ikke, en kikset bombemaskine; meningen var, at den netop havde droppet sin last eller snarere skulle til det, hvilket ikke var indlysende, da den fløj bort fra målet. Men byen stod, som var intet sket, ingen brand, ingen tårne væltet. Men aldrig mere en 9. april, det var sagen.

Vi blev opmærksomme på den lille sort-hvide plakat på Thorvaldsensvej lige over for bagindgangen til Landbohøjskolen. Her lå de græsklædte bunkere med lufthullerne som dødningeøje i de grå betontårne, dystre minder om en tid vi kun havde hørt om, men som ustandseligt blev vendt og drejet.

Hjemme lå billedværket fremme: De fem år. Også hos sidekammerat Bo. De voksne sagde: De fem forbandede år. Vi kunne billederne i bogen udenad, også dem der var forbudt for børn. På samme tid, vi første gang opdagede plakaten, var det 10-året for befrielsen, og det skulle fejres. Lys i vinduerne i alle hjem, Asp Holmblad tjente formuer. Det opfattedes som forsinket landsforræderi at være lyseslukker.

Om aftenen den 4. maj gik vi algang med alsang i Frederiksberg Have. Vistnok sang Axel Schiøtz, men ikke så godt som før operationen: »I Danmark er jeg født«, »Kong Christian stod ved højen mast«, »Altid frejdig når du går«. Den sidste var ikke til at bære.

Et eller andet strittede ved den vamle tekst, eller også strittede det, fordi det strittede i forældrene, der var ved at brække sig over den. Halsbrand i røven, som det faderlige ophav med en særegen metafor sagde om den slags.

Men frøken L. lod den synge til morgensang i klassen og bad morgenbøn med hektisk røde pletter på kinderne og fortalte hver gang, hvordan frihedskæmperne sang netop den sang, før de skulle skydes ude i Ryvangen. Det drejede den sig om, de fem forbandede års fortælling spændt ud mellem aldrig mere 9. april og den femte maj, hvor man så tilbage, men som i virkeligheden var aftenen før, da frihedsbudskabet lød, og man fik kuldegysninger, når Statsradiofonien årligt genopførte denne ubeskrivelige stund: I dette øjeblik meddeles det …

Folk smed, hvad de havde i hænderne, rev mørklægningsgardinerne ned som senere bankdirektøren i Matador og strømmede ud i gaderne. Vildtfremmede kyssede hinanden eller sporvognskonduktøren og især dem med rød-blå-hvide armbind, som pludselig var synlige i gaderne. Det ville man jo gerne have oplevet: ens mor og far kysse sporvognskonduktøren.

Portalen til ydmygelse

Selvfølgelig var 4. maj 1955 noget andet end 1945. Det siger sig selv. Det blev aldrig mere det samme. Fem års besættelse er længe i et lands historie og i menneskers liv. Portalen til ydmygelsen, lidelsen, afsavnet, tapperheden, kujoneriet, samarbejdet, forhandlingen, modstanden, grise- og smøreksporten til Hitler, riflerne fra A.P. Møller samme vej, frihedskæmperne, jernbanesabotagen, landbruget der tjente styrtende, retsopgøret, det juridiske galehus, historierne, myterne og løgnene. Indgangen til alt dette og meget mere var og blev den 9. april:

»De mørke fugle fløj
I gry med motorstøj
I eskadriller over byens tage.
Da så vi og forstod
Det gik til hjertets rod
At vi fik trældoms bitre brød at smage.«

Otto Gelsted skrev på nationens vegne, kommunist eller ej, også en mere upåagtet tekst, sat i melodi af en af de kulturradikale i musikken, Svend Erik Tarp, ligeledes trykt i Ekstra Bladet i aprildagene 40:

»Her har hjertet hjemme mellem fjord og krat,
Lyt til Danmarks stemme i den lyse
nat. Lad den altid klinge
løfte frit sin vinge,
som en kilde springe.
Er du da forladt?«

Også Kaj Munk bidrog:

»De tusind år – så blev de væk
I morges klokken fem af skræk …«

Lyrikken var her mindre indlysende. Frøken L., der var kristen, så det gjorde noget, og national fra hoved til hæl, havde imidlertid også et ondt øje for det middelmådige og holdt sig trods ærbødighed for den døde digterpræst til »Den lille anemone«. Og så heller ikke mere fra den kant.

Aprildagen blev højtideligholdt på flere måder. Et år, så vidt erindringen rækker, vankede der gudstjeneste i Sankt Thomas Kirke på Rolighedsvej. Hvad, der blev sagt, gik i glemmebogen, men Hans Kurt fik et par på kassen, hvad han altid gjorde, og overgrebet var ikke forlagt til våbenhuset. Dertil tale af inspektøren, som var konservativ lokalpolitiker og i kronisk sort jakketøj.

Historie- eller geografilæreren, der hed noget i retning af Grusom, levede op til sit navn og berettede gerne vidt og bredt, og blev ved, også når klokken havde ringet: om krigens rædsler – gengav i bloddryppende detaljer panserslaget ved Kursk, så det blev for meget selv for de militærtossede drenge, når tyskerne endte som kartoffelmos og ketchup eller brændte levende inde i deres kampvogne. Lærer Grusom fór op og ned mellem pultene og var i hver eneste medlevende time på sammenbruddets rand.

En ikke særlig skjult pointe var, at krig er godt, når de rigtige vinder, og vel at mærke at man selv kan gøre meget, bare man kæmper for alt, hvad man har kært, og dør om så det gælder.

Men 9. april fremstilledes, så vidt hukommelsen rækker, egentlig ikke som en skammens dag, snarere en sorgens. Besættelsen var endnu for tæt på, til at ret mange dengang, som senere dages helte med tilbagevirkende kraft, turde hævde dansk heltemod som specielt tilstedeværende, men hæmmet af politikerne og som umistelig national værdi.

Frøken L. gik nok længst i modstandsbevægelsens fodtrin, men uden antydning af at dansk militær kunne have gjort nævneværdigt fra eller til den 9. april. Soldaterne kæmpede mod overmagten nede ved grænsen – og tabte. Sådan var det.

Men i Norge? Der gjorde kampen jo en forskel.

Javel, joh, det vidste sidekammerat Bo ikke så lidt om, da han og familiens ældre børn samt faren, der var arkæolog, alle af interesse og lidenskab var eksperter i søkrigsførelse. At Norge kunne regnes som krigsførende, og at den norske regering ikke blev taget til fange samme dag, tyskerne angreb, skyldtes, at krigsskibet Blücher med de tyske nøglepersoner om bord blev sænket midt i Oslofjorden af et skud fra en bedaget fæstningskanon, et par til fra andre kanoner og et par torpedoer; det kom vist lige så meget bag på nordmændene, at forsvaret af fjorden virkede så godt, som for tyskerne om bord på det dødsdømte kæmpestore skib, der gik til bunds med halvparten af mand og mus og forsinkede erobringen af Oslo.

I overensstemmelse med kalkulen

Skribentens eget ophav var ligesom også en slags ekspert, bestemt ikke i søslag, men i pragmatisk politik og det muliges kunst. Ung embedsmand med pålidelige informationer ovenfra og ned i de dage.

9. april var i den og kildernes optik en logisk følge af en logisk og forstandig politik gennem 30’erne, der lige så logisk betød, at så og så få danske soldater skulle gå til ved grænsen, hvis det værst tænkelige skete. Det gjorde det.

Realistisk var tabstallet i overensstemmelse med kalkulen. Sådan skulle et neutralitetsværn over for Tyskland se ud, alt andet ville have været lysende grønt roterende vanvid, spild af liv kun til glæde for nationalhysterikere efter krigen og i øvrigt uden for mulighedernes rækkevidde.

Sådan så faderskabet på det og meddelte sig i overensstemmelse med oplysningsniveauet, mens han bidrog til, at landbruget blev holdt flot under og efter. Og sådan så han på det til sin død for få år siden. Den mere nøgterne historieskrivning har ikke givet ham uret.

9. april var ikke konsekvensen af en forfejlet, foragtelig og fej udenrigs- og militærpolitik forud, men realpolitik for en småstat, som ingen drømte om at komme til undsætning, hvis Hitler rullede sig ud. Sidekammerat Bo og skribenten som dreng gik ikke og trykkede os langs husmurene og følte os som kujoner, vi vidste en slags besked hjemmefra og paradoksalt nok også fra lærer Grusoms sjælsrystende svælgen i død og fordærv på imaginære slagmarker: at den overmagt, som tyskerne repræsenterede, og som kun millioner og atter millioner af russere kunne stille noget op over for, ikke stod mål med danske drømme om udvist heltemod den 9. april.

Aldrig mere en 9. april

»Ded bliver det ju hvert or« bemærkede skribentens gammelkloge, senere historiker, sidekammerat Bo på sin holbæk’ske slægts umiskendelige mål. I den verden, som var hans og skribentens som dreng, var det værste, der fandtes, folk med mod på andres vegne og store i munden i medgift. Han og skribenten som dreng udgjorde, syntes vi selv, uden at vi selvsagt formulerede det, en art fornuftens holdeplads, hvor man søgte at undgå alt for håndgribelige konflikter, man alligevel ikke kunne vinde. Tapperheden måtte de andre tage sig af og lade sig lappe sammen og trøste efter frugtesløse gadeslagsmål i skolegården. At undgå vold var lige så anerkendelsesværdigt som at undgå at støde sammen i radiobilerne i Tivoli. Sammenstød og modstand måtte man håndtere på en anden måde.

Og hvis vi ikke tænkte sådan om 9. april dengang i ’55, ville vi have gjort det med den viden, vi fik siden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Den danske regering kunne sammen med kongen være flygtet ud af København tidlig morgen den 9. april, som øverste hærchef foreslog ved mødet hos kongen på Amalienborg kl. 5.30. Til Høvelte i første omgang, og derfra videre til England.

Michael Kongstad Nielsen

Prior hed hærchefen. Spørgsmålet var kamp eller ikke-kamp. Men der var en tredje mulighed: - flugt.
Det ønskede dog hverken Stauning, Munk, kongen, kronprinsen eller de få andre tilstedeværende, og resultatet blev ikke-kamp og forbliven.

Jeg har altid undret mig, når militærfolk siger "aldrig mere en 9. april". Som om det var et militært problem. Dengang som nu var og er det ren politik. Hvorvidt vi skulle betale prisen i form af militære tab, eller vi skulle lide tab i form af en modstandsbevægelse, kan sikkert diskuteres. Det springende punkt var, at militæret var under politisk kontrol. Det var modstandsbevægelsen ikke. Man så her begrænsningen i politik som metode. Der har været skribenter og såkaldte forskere ude med den påstand, at sabotageaktionerne intet betød for tyskerne. Forklar mig så lige, hvorfor der for så hårdt frem mod sabotørerne. Hvis man vil påstå, at det blot var fordi den tyske ære blev trådt for nær, så må man længere ud på landet med den. Selvfølgelig betød det noget for tyskerne, men vi er i dag i alliance med dem i NATO, og dagens historieskrivning er politik med andre midler. USA er jo også inde over, og de har klart en interesse i, at der ikke er væbnede konflikter i Europa. Det har vi jo også selv, men kom ikke og bild mig ind, at historieskrivning er blot antydning af videnskab.

Lennart Kampmann

Danmark gjorde kun lidt modstand fordi man ikke havde opbygget en troværdig slagkraftig styrke. Udeblivelsen af modet til at modstå Tyskland resulterede i at andre fik grovfilen grovere. Danmarks manglende styrke blev andres lise.
Hvis man ikke vil ofre det det koster at have en troværdig styrke, må man affinde sig med at blive dikteret spillet.
Nå ja, man kan jo også efterrationalisere og gøre en dyd ud af en nødvendighed. Så taler man om det fornuftige i at undgå at slås. Så slipper man for at sige at vi var feje og lod andre rage kastanierne ud af ilden.

Med venlig hilsen
Lennart

Søren S. Andersen

De mennesker, der syntes, at vi skulle have kæmpet den 9. april, således København kunne have været blevet sønderbombet og i titusindvis af danskere kunne have omkommet, kan nu glæde sig over, at Danmark har lagt sin udenrigspolitik om, således at Danmark går forrest - lige efter USA - hver gang de neokonservative kræfter Washington ønsker at starte eller udvide en krig et eller andet sted.

Sjældent er en idé gået så rent ind hos politiske modstandere som da Anders Fogh Rasmussen
i sin tale i 2003 i forbindelse med fejringen af 60-året for ophøret af samarbejdspolitikken beskyldte datidens danske politikere for at svigte moralsk og brugte dette argument til at forsvare Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

Vi danskere har ikke noget at skamme os over vedrørende den 9. april 1940. Det var ikke os, der besatte et andet land, og den løjerlige tanke, at vi af hensyn til 'den nationale æresfølelse' skulle have ofret en masse menneskeliv til ingens verdens nytte, er der ingen grund til at have andet end foragt tilovers for.

Tino Rozzo, Flemming Scheel Andersen, Rasmus Knus og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jorgen Hansen

Kære Arne Nielsen m.fl. du spørger til årsagen til at tyskerne slog hårdt ned på frihedskæmperne. Med den formulering, antager jeg at du mener efter at vi danskerne (politiet) ikke selv gjorde det mere. Noget med årstal at gøre. Tilbage til mit svar. Det er med alle diktatoriske regimer, tysk overmagt i dette tilfælde - at de IKKE tåler modstand uanset omfang. Derfor slår de ned på modstand, lige meget hvad - næsten. Det er et af flere kendetegn hos magter, magt mennesker der har den diktatoriske dna i sig. Tag Bush den seneste af tosserne. Hans enten er I med os eller i mod os er et typisk tegn på samme slags diktatorisk dna, men læs mere herom i en ganske dejlig artikel her i bladet/siden i dag. Håber mit svar hjalp lidt. Personligt støtter jeg 100% de aktive frihedskæmpere, krigerne fra 9. april og mener personligt at vi skulle have kæmpet og ALDRIG givet op. Det var skammeligt hvad Bull, Prior og de andre gjorde, at de slap levenede fra det er mig en gåde, men må være et udtryk for danskens moralske dumhed eller tåbelig dårlig hukommelse.

Majbritt Nielsen, Christian Harder, Nic Pedersen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Søren S. Andersen

Mon modstandsbevægelsens indsats har været af begrænset betydning, således som Hans Kirchhoff redegør for i sin disputats fra 1979 'Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald. En studie i kollaboration og modstand'? I stedet for at sprænge det danske produktionsapparat i luften for at genere tyskerne havde det været bedre, hvis vi danskere alle havde holdt en lav profil. 2. Verdenskrig var trods alt ikke vores krig, men et stormagtopgør om magten i Europa.

Det i øvrigt forkert, når det bliver påstået, at tyskerne slog hårdt ned på den danske modstandsbevægelse. Vi danskere oplevede slet ikke repressalier, der på nogen meningsfuld måde kan sammenlignes med dem, som Tyskland f.eks. udsatte den franske civilbefolkning for. Men det havde vi sikkert oplevet, hvis modstandsbevægelsen havde været stærkere. Så kunne tyskerne have fundet på at nedskyde flere hundrede uskyldige civile for at hævne hver sabotageaktion.

Er der nogen, vi i dag skal takke for deres indsats under 2. Verdenskrig, er den del af befolkningen, der loyalt efterlevede regerings påbud om at udvise en korrekt og værdig optræden og afstå fra uoverlagte handlinger.

Lennart Kampmann

@ Søren S. Andersen
Det er heldigvis muligt at være fundamentalt uenig med dig i dette spørgsmål.
Vi er heldige at blive regnet for allierede, men det skyldes nok nogle få heroiske menneskers indsats.

Vi må blot erkende at vi ikke kunne yde kvalificeret modstand da der var behov for det.

Med venlig hilsen
Lennart

Peter Ole Kvint

Det er ikke nemt at bedømme handlinger i bagklogskabens klare lys.
Det ville have været smart at få Hitler likvideret inden han kom så langt.
Og hvis Hitler bare havde gået efter at omringe Moskva, så havde Rusland bedt om våbenstilstand, fordi Moskva var centrum for jernbanenettet. Og med Ruslands resurser og Tysklands industri så havde England tabt krigen, og Hitler havde ikke erklæret USA krig.

Man burde have sendt Konge og regering ud af landet den 9. April. Det var en farlig gambling ikke at gøre det. Englands beslutning om at fortsætte krigen, var ikke kun et udtryk for heltemod, men i lige så høj grad et udtryk for kølig overvejelse. Tysklands industriproduktion udgjorde den gang kun omkring 5% af USA's. De engelske politikere opfattede det som historisk utænkeligt, at en så stor industrimagt kunne holde sig udenfor krigen og ligeså utænkeligt at den ikke ville vinde den. Den danske ambassadør Kauffman i Washington havde samme tanke, da han med statsræson advarede de danske politikere om, at hvis man ville bevare den danske stat, "så skal holde med dem der vinder krige, ikke med dem der taber krige".

De danske politikere gamblede med at Danmarks situation efter krigen ville blive bestemt af stormagternes fremadrettede interesser, ikke af hvad Danmark havde gjort sig "fortjent" til. Tyskland havde det utrolige held at tabe krigen et halvt år inden atombomberne begyndte at rulle af samlebåndet. Dette industrielle projekt ("Manhattan projektet") var iøvrigt større end hele den tyske industri.

"...halsbrand i røven".
Kosteligt. Uforglemmeligt.

PS: Pladderpræstens pladderdigt hedder "Den blå Anemone".