Læsetid 7 min.

’Jeg ønsker mig en mindre snobbet romankunst’

Der er for meget i dansk litteratur, der er gået i retning af rent fokus på sprog og æstetik til fordel for at dyrke den verdensvendte og lærde roman. Formbevidsthed skal vel ikke blive en kold endestation for velfærdens kunst, siger forfatteren Peder Frederik Jensen
Der er for meget i dansk litteratur, der er gået i retning af rent fokus på sprog og æstetik til fordel for at dyrke den verdensvendte og lærde roman. Formbevidsthed skal vel ikke blive en kold endestation for velfærdens kunst, siger forfatteren Peder Frederik Jensen
iBureauet/Mia Mottelson
25. april 2015

F or nogle år siden skrev forfatteren Jeppe Brixvold en opfordring på sin virussaboterede blog. Han savnede en ny roman. Det handlede om at flytte fokus geografisk, at ændre prosaen, eller måske snarere romanens rum, ved at lade blikket vende udad, placere sig et sted, hvor tanken og skriften ikke reduceredes af de indre danske farvande, af små diskussioner i velstillede miljøer, den evigt truende svenskekyst eller den tilbagelænede forkælelse over et nordsjællandsk tennisparti.

Som jeg husker det, var kernen, at noget måtte ske. Det centrale, at dansk romanprosa ikke rigtig sparkede røv, ikke flyttede sig. Jeg kan kun være enig, selvom der er undtagelser, eksempler på bøger, der vil noget mere. F.eks. Brixvolds egen bog Forbrydelse og Fremgang, eller Nielsens Den Store Satans Fald eller Peter Højrups Island. Romaner, der tager genren ved vingebenet og ryster sig selv og skriften fri.

Måske er mange danske romanforfattere underlagt nogle dogmer, der stammer fra en kultur, der definerer en ’rigtig’ skrift, en ’rigtig’ fortælling om litteraturen. Selv tænker jeg, der mangler en ydre ambition, en verdensvendthed, at romankunsten i stedet vender sig indad, præget af et dogme om ’sætningen’, og måske af en problematisk opdeling mellem de ’fine’ og de knap så ’fine’. Måske er der tale om snobberi, snobberi, der kan have sat sig som en prosaangst, hvor forfatterne holder på sig selv af frygt for at falde ved siden af de credoer, der stilles op i kulturen og i modtagelsen?

Hvad er det for credoer? Ud over det nævnte, sætningen, som er en slags subjektiv trylleformular for godt og skidt, inde og ude, interessant og uinteressant, er det en manglende interesse for fortælling, for ydre påvirkning, for dokumentarisme og for mangfoldighed. Det vil sige en skrift, der ikke kan nedlade sig til at forholde sig til verden, kun når den, som i de senere år, postulerer at være etisk, men måske bare er individualistisk og egentlig afslører sig selv som privilegeret, ikke interesseret i den verden, der ligger uden for fokus, som i dette tilfælde kunne være et københavnsk litteraturrum, der opfatter sig selv som verdens centrum. Måske overser man den væsentlige detalje, at det er et meget lille rum, et meget velstillet rum, og et meget uindtageligt rum fuld af sociale koder, der virker udgranskende og ekskluderende.

Verdensvendt

Det står i grel modsætning til den afdøde, chilenske forfatter Roberto Bolaño, der hverken er salonæstet eller klumpedumperealist. Han transcenderer og beriger begge rum. Han var bevidst om denne splittelse, om vigtigheden af både at være verdensvendt og lærd på en gang, når han f.eks. siger et sted, at man, for at blive en god forfatter, skal vælge verden frem for biblioteket, hvor man tidsnok kan ende, og i et senere interview gør det klart, at skulle han vælge mellem en interrailbillet til Vladivostock og sit bibliotek, vælger han biblioteket. Det er et godt eksempel på det dialektiske forhold, der gør ham så spændende. Der er en konstant diskussion af det ydre og det æstetiske, af fortællingen og detaljen, af det biografiske og det mytologiske. Det dominerer hans bøger, afbalanceringen af den verdensvendte, indholdstunge prosa og poesien.

Som jeg forstå det, handler det om at undgå, at litteraturen ender oppe i røven på sig selv, som Vonnegut vist har sagt. Det er et udsagn, der klart står i modsætning til en mere lyrisk, subjektivt orienteret prosa, som ofte fortæller en banal, genkendelig historie om mennesket, både eksistentielt og konkret. Det er selvfølgelig vigtigt med en klart litterær tilgang til litteraturen i modsætning til f.eks. mange journalisters konflikt- og plotorienterede opfattelse og tilgang til romankunsten. Jeg mener klart, at det er afgørende at pege på det, sproget og æstetikken kan i sig selv, men måske kan man sige: ikke kun, og måske kan man endda påstå, at der i dansk litteratur har været for meget, der er gået i den retning frem for den retning, som Bolaño repræsenterer. Formbevidsthed skal vel ikke blive en kold endestation for velfærdens kunst? Der tager jeg Bolaño til indtægt for, at han som evigt vandrende og altid eksileret ville føle sig fanget, hvis han skulle opholde sig i det rene rum som et formbrød i sin form, ude af stand til at hæve sig i andre retninger end opad. Heldigvis for Bolaño blev han født ind i en spansktalende verden, der var stor nok til at rumme ham i stedet for at slå ham ihjel (i det mindste kreativt og intellektuelt) eller gøre ham vanvittig – noget, jeg tror, et menneske med hans temperament og fyldige udadvendthed kunne have risikeret i Danmark.

Standardreaktion fra fastlåst miljø

Da jeg i for nogle år siden var med til at lave et lille introducerende nummer af Magasinet Morgenrøde om Bolaño, bemærkede jeg, at mange fik travlt med at reducere bøgerne i stedet for åbent at tage forfatterskabet ind. Det var, som om hans popularitet, omfanget af hans bøger og den æstetiske strategi, han benyttede sig af, var problematisk og måtte udgrænses – helst via det fortærskede og postulerende udsagn om, at han ikke skrev godt, eller at der var noget galt med hans sætninger, at hans form var altmodisch. Men jeg bliver nødt til at spørge, om vi ikke bare er blevet for vant til at sige den slags? Er det ikke for nemt? Altså, er der ikke tale om en standardreaktion i et miljø, der måske sidder lidt fast i forhold til romankunsten? Hvis vi gerne vil have store, udfordrende og prøvende romaner, er vi også nødt til at acceptere, at de er beskidte, at de har kant, at de på mange måder kan siges at mislykkes, for ellers gentager vi bare det sikre. Det lærte jeg af modtagelsen af Bolaño, at det på en måde er maner, der ligger til grund for alle de mange udsagn om dårlige sætninger og lignende. Det er en tradition, der stammer fra en god blanding af alt for skolet og selvfed universitetsattitude og lyrisk dogmatisme. Den store taber i det her land er den seriøst udfordrende roman, ikke prosa i almindelighed, men romanen. Den nye, moderne, eksplosive og globaliserede roman, der er skrevet med bevidsthed og styrke fra det tyvende århundrede, men som selvfølgelig ser anderledes ud.

Som det er nu, er dele af dansk litteratur at sammenligne med en indavlet adelsslægt, der sidder på afstand af pøblen og definerer det korrekte, det interessante. Jeg kan så tilføje, at jeg med Bolaño som mentor, ønsker mig en mindre snobbet romankunst, ikke én dårligere, ikke én, der glemmer poesien, men en, der forsøger at gøre noget andet og mere end at være bevidst om sig selv og de hierarkiske strukturer, værkerne indgår i.

Jeg ønsker i stigende grad at åbne mine øjne, når jeg skriver, at se op og ud. Væk fra den praksis, der gør prosaen overfladeorienteret og romanernes karakterer til sitrende, introverte, überindividualiserede subjekter, der strejfer hinanden og deres nærmeste familie i en uendelighed. Jeg læser Bolaño, fordi hans bøger handler om, hvordan verdner, mennesker, fænomener, sprog og situationer konstant støder sammen og trænger ind i hinanden, men også fordi han skriver bedre end de fleste. Hans skrift er ikke gammeldags, ikke klodset, ikke ubevidst om sig selv. Den er det modsatte. Den er fængende og præcis, og der er så mange niveauer, at man igen og igen kan læse sine yndlingspassager, der vil blive ved med at åbne sig. Der er en del leg og masser af formeksperiment, men det er netop et eksperiment, det er ikke defineret på forhånd, det skrives frem, og det er knyttet til en ydre verden, større end forfatteren, større end bogen. Det er i den grad et dansk prosadogme at reducere og spørge ind til sætningen. Bolaño har lært mig at tilføje i stedet for at fjerne.

Vi lever (som alle til hver en tid) i en ny tid med nye dilemmaer med en meget større viden om det, vi holder udenfor, overfor et historisk frisættelsesprojekt. Det skaber en ny etisk problemstilling, som litteraturen og kunsten vel må tage stilling til og ikke bare efterlade til journalisterne, dokumentaristerne og filmfolket?

Hvorfor fokus på vold?

Et tema hos Bolaño, jeg mener er uomgængeligt, er vold. Hvorfor så optaget af volden? Han fortæller om de kvinder, der bliver myrdet i det nordlige Mexico, ikke for sin egen skyld, men for deres og i øvrigt på vegne af det evige offer, den undertrykte, den udsatte, den myrdede og den voldtagne, derfor flytter hans fokus rundt i 2666 til den vestlige verdens største skuepladser i moderne tid, skuepladser for det brutale i mennesket. Hans solidaritet er af en anden kaliber end den salonfrelste og ideologisk endimensionale udgave, der præger skandinavisk litteratur i disse år, hvor det synes at være sådan, at man lige skal sætte tjeckmarks ved nogle teoretiske, humanistiske problemstillinger, inden man fortsætter sit succesfulde liv på toppen af verden, men det har ingen ydre konsekvens, det bliver fastfrosset på sin vis som attitude, som en solidaritet, der hele tiden vender indad mod ens køn, ens seksualitet, ens position, ikke udad mod de reelle ofre i denne verden, mod det menneske, der bor på lossepladser, der æder skrald, mod det menneske, der drukner i Middelhavet, mod det menneske her i Danmark, der falder ned gennem velfærden og forsvinder i ny tids fattigdom. Den velfærdssponsorerede litteratur har ikke rigtig plads til den form for bevidsthed.

Bolaño er en frisætter, en pirat i litteraturens velfriserede verden, noget totalt andet simpelthen. Hvorfor er der så mange forfattere, der læser og inspireres af Bolaño? Fordi han er uomgængelig og god? Ja, men mere end det. Fordi han skriver med stor litterær bevidsthed, fordi han skriver sjovt og mytologisk om digterens særlige status i samfundet? Ja, men også fordi han skriver om digteren, og måske derfor om mennesket, som udgrænset. Han skriver om sig selv, fordi han helt grundlæggende var eksilereret og ikke hørte til i andet end litteraturen og sin anarkistiske modvilje mod det pæne, det rigtige og korrekte. Et sted siger han symptomatisk, at jo ældre han bliver, og jo mere han læser Philip K. Dick, jo mere ser han science-fiction-forfatterens bøger, som de mest realistiske, han har læst.

Frederik Jensens essay er en bearbejdet version af en artikel, han har skrevet i seneste nummer af tidsskriftet Trappe 1000 med tema om den chilenske forfatter Roberto Bolaño

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jesper Brink
    Jesper Brink
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
Jesper Brink og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer