Klumme
Læsetid: 4 min.

Også i mørket kan leves

Det selvmodsigende og dybt forstemmende ved psykiatriske afdelinger ligger, må jeg mene, i det forhold, at mennesker, der i forvejen har svært ved at omgås andre, stuves sammen på forholdsvis begrænset plads under forhold, der gør alle dårligdomme synlige og mærkbare for enhver, de sindslidende selv ikke mindst
Moderne Tider
18. april 2015
Det selvmodsigende og dybt forstemmende ved psykiatriske afdelinger ligger, må jeg mene, i det forhold, at mennesker, der i forvejen har svært ved at omgås andre, stuves sammen på forholdsvis begrænset plads under forhold, der gør alle dårligdomme synlige og mærkbare for enhver, de sindslidende selv ikke mindst

Freja Hougaard Bagge/iBureauet

»Oversete kvindelige forfattere« er i anledning af 100-året for kvinders valgret valgt som fællesbetegnelse for en række onsdagsarrangementer i Informations kantine – en overskrift, der fik en ublid medfart på den første seneftermiddag, hvor emnet var Tove Meyer (1913-1972). Hun er, fastslog lektor Marianne Stidsen, hverken overset eller kvindelig. At hun ikke har skrækkelig mange læsere, skyldes, at hun er krævede, svær, og når det i forbindelse med hende virker helt irrelevant at fokusere på køn, hænger det sammen med, at hun går målrettet efter eksistentielle temaer.

Man kunne have tilføjet, at supermodernisten Tove Meyer måske knap kunne kaldes forfatter, med hvad dertil hører, hun var snarere – med et udtryk af dagens anden oplægsholder Søren Ulrik Thomsen – digter og hvad dermed ophører, digter ind til marven af sine knogler og til kernen af sin migræneplagede hjerne. Ak, således dekonstrueret kan rubrikken »Oversete kvindelige forfattere« måske igen komme i knibe ved arrangementerne 22. april og 20. maj om hhv. Helga Johansen (1852-1912) og Ingeborg Stuckenberg (1866-1904). Vi får se, men hvis førstnævnte for nogle virker ukendt, er det hverken oplægsholder Pil Dahlerups eller oplægsholder Hans Otto Jørgensens skyld, for Helga Johansen får hele ti udførlige sider i Pil Dahlerups disputats Det moderne gennembruds kvinder (1983), og Hans Otto Jørgensen genudgav i 2013 på forlaget Gladiator den på alle måder bemærkelsesværdige sindssygeroman Hinsides fra år 1900, oprindelig udsendt under pseudonymet Hannah Joël. Bogen har stof til fælles med Amalie Skrams bøger Professor Hieronimus og Paa Skt. Jørgen (1895), men adskiller sig fra disse dels ved at være berettet i jegform, dels ved sin langt dristigere, mere uepiske komposition, der skuffer læserens forventning om en ’udvikling’ op gennem de tre dele, men til gengæld bringer os tæt på den enkelte tilstand og giver patientens egen oplevelse plads.

Amalie Skram skrev i Politiken (1901) en varm anbefaling af Hinsides. Her hedder det bl.a. så fint om Helga Johansen: »Hun har ikke lagt Fingrene imellem. Hun har fortalt den fulde Sandhed. Derfor er Bogen blevet saa gribende.« Amalie Skram tilføjer ovenikøbet, at hendes egne to hospitalsskildringer intet har at betyde mod Hinsides, og at »d’Hrr. Sindssygelæger – stakkels de – burde læse den om og om igen«.

Rædsel at se ned i afgrunden

Og hvorfor så det? Ja, det kan man få at høre 22. april kl. 17-18.30. Men skal jeg give blot en antydning af en forklaring, må den blive, at Helga Johansen på den ene side skildrer »de Sindssyges Samfund« som et Inferno og fortællerens tilstand som en død i levende live, hvor fortællerjeget »faar mere at vide end et Menneske«, men at hun på den anden side viser, at »ogsaa i Mørkets Verden kan leves«. Det er, står der karakteristisk et sted, »Rædsel at se ned i Afgrunden, men det er ikke Rædsel at være der.«

Jegfortælleren føler sig, uanset om hun er på Kommunehospitalet (I), på Skt. Hans (II) eller hjemme hos familien (III), så tung som hele Europa, føler luften sive ind gennem issen, mærker afgrunde i sig, omkring sig og nedenunder i sengen. Men hun er trods alt til stede, og »man plejer ikke at kalde Folk bevidstløse, naar de har Øjnene aabne«.

Fordi et nært familiemedlem igennem over tre årtier har måttet kæmpe med psykisk sygdom, har jeg haft lejlighed til at besøge diverse institutioner inden for psykiatrien. Han har et meget bedre liv nu, og vi griner en del, når vi ses, men i sine trængslers tider var han periodevis indlagt på Nordvang, Bispebjerg, Ballerup, Gentofte Amtssygehus og Skt. Hans Hospital. Rækkefølgen er ikke kronologisk, men afspejler min oplevelse af stedernes grad af trøstesløshed. Værst var de lukkede afsnit på Nordvang, og mindst uudholdelige var de lave pavilloner på Skt. Hans, hvorfra vi på gode dage kunne spadsere en tur ned til fjorden.

Det selvmodsigende og dybt forstemmende ved psykiatriske afdelinger ligger, må jeg mene, i det forhold, at mennesker, der i forvejen har svært ved at omgås andre, stuves sammen på forholdsvis begrænset plads under forhold, der gør alle dårligdomme synlige og mærkbare for enhver, de sindslidende selv ikke mindst. Lyset fra loftet er dumpt og dystert på trods af rørenes hvide skær, og luften er eller var tung af cigaretrøg, svedlugt, kaffedunst og så en eller anden ubestemmelig atmosfære, som jeg forestillede mig måtte være medicinen i luftig form, siet eller sivet gennem klæder, der ikke var ganske rene. Bevares, der var øjeblikke af omsorg, venlighed, kærlighed, direkte omgang mellem mennesker hen over grænser sat af sygdommene og af regler for adfærd, og jeg har da ind imellem smilet ved tanken om en ældre kvindelig patient på Skt. Hans, der glad kom hen til mig og sagde: »Hvor er det godt, at De kommer, doktor!« men tristheden, selve udsigtsløsheden er, hvad jeg husker tydeligst, og jeg skal love for, at jeg bliver mindet om den, når jeg læser Helga Johansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her