Læsetid: 8 min.

Raheem og grådighedens anatomi

Liverpools unge angriber er trådt i karakter som den ultimative lejesvend
Pengefikseret. Raheem Sterling er ikke det billede på ubrydelig klubloyalitet, som mange fodboldfans elsker. Hans usentimentale fokus på lønchecken har fået Liverpools publikum til at buhe af ham.

Pengefikseret. Raheem Sterling er ikke det billede på ubrydelig klubloyalitet, som mange fodboldfans elsker. Hans usentimentale fokus på lønchecken har fået Liverpools publikum til at buhe af ham.

Carl Recine

4. april 2015

Hvis der er nogen, der ved noget om at spotte unge fodboldtalenter, er det Tom Walley.

Som talentspejder og ungdomstræner på eliteniveau har han været fodboldmæssig mentor for berømtheder som den tidligere engelske landsholdsmålmand David James og forsvarsspilleren Ashley Cole, der i mange år vogtede venstrekanten for Chelsea.

Og en dag for nogle år siden fik han et opkald fra sin svoger, der havde set to drenge spille fodbold i en park i udkanten af London med et par mål, de havde lavet af deres jakker.

»Skynd dig at komme herned,« lød beskeden. »Den her knægt er virkelig noget helt specielt.«

Drengen, der havde begejstret Walleys svoger, hed Raheem Sterling.

Tom Walley tog Sterling under sine vinger hjalp ham til at finde sig til rette på Queens Park Rangers’ talenthold. Herfra fløj den lille kantspiller senere videre til Liverpool, men før han kom så vidt, måtte han klare sig gennem en opvækst, som de færreste unge kommer igennem med håb og positive fremtidsudsigter i behold.

Raheem Shaquille Sterling – som hans fulde navn lyder – er barn af nogle af de hårdeste ghettoer i Storbritannien og Caribien.

Han blev født på Jamaica af en enlig mor, der også havde tre andre sønner at holde styr på, og levede sine første år i Maverley, et af Kingstons fattigkvarterer, hvor voldskriminaliteten florerer, og de lokale bander dikterer spillereglerne og straffer enhver, der ikke makker ret.

Her dyrkede han en anarkistisk form for gadefodbold med flydende regler, der kaldtes scrimmage football, hvilket bedst kan oversættes som ’slagsmålsbold’. Men da han var seks år gammel, rejste hans mor til London i søgen efter et bedre liv og omplantede sine sønner til St. Raphaels sociale boligbyggeri, der ligger i skyggen af Wembley Stadium og regnes for at være et af de hårdeste kvarterer i den engelske hovedstad.

Her voksede Sterling op i et miljø, der var så råt, at det er vanskeligt at forestille sig for en dansker. Hans barndomskvarter var centrum for en blodig krig mellem forskellige bander, blandt andet de såkaldte St. Raphz Soldiers, der er en del af det verdensomspændende bandenetværk Bloods, og den berygtede Suspect Gang fra Stonebridge-boligbyggeriet lige i nærheden. Ordensmagten havde ikke styr på noget som helst, og på et tidspunkt rygtedes det, at de krigende bandefraktioner havde fløjet lejemordere ind fra Jamaica for at gøre kål på hinanden.

Det lykkedes Sterling at holde sig uden for bandekrigen, men det hårde barndomsmiljø satte alligevel sit præg på ham. Han havde svært ved at falde til i skolen og kunne ikke styre sit temperament, og til sidst blev han smidt ud af den lokale kommuneskole og overflyttet til en institution for specialelever, hvor en lærer sagde til ham:

»Når du er 17, er du enten i fængsel eller på landsholdet.«

Raheem giver håb

Læreren fik ret. Den 14. november 2012 løb en 17-årig Raheem Sterling på banen på Friends Arena, Sveriges nationalstadion, til sin debut i den engelske landsholdstrøje.

Det var fodbolden, der løftede Sterling ud af ghettoen. Og at den ville gøre det, havde sådan set været klart, siden han startede på Queens Park Rangers’ talentakademi. Her var den lille, vævre kantspiller med den balletagtige løbestil og de lynhurtige accelerationer en åbenbaring. Publikum mødte op til akademiets træningstimer bare for at se ham træne. Og allerede som 14-årig kom han på QPR’s U18-hold, hvor den lille knægt skulle kæmpe mod store og stærke drenge i slutningen af deres teenageår.

Dén udfordring klarede han også. Og efterhånden begyndte det at rygtes i storklubberne rundtomkring i England, at der løb et helt særligt talent rundt i Queens Park Rangers’ ungdomsafdeling.

En af dem, der lod sig besnære af Sterlings åbenlyse potentiale, var Liverpools talentspejder Mark Anderson:

»Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, da jeg så ham første gang. Der var stadig mangler i hans spil, men han var det største talent, jeg nogensinde havde oplevet. Jeg overværede utallige af hans kampe, og han lavede noget specielt i hvert eneste opgør. Han viste mig hele repertoiret.«

Og en måned før Sterling fyldte 15, havde Liverpool set nok.

For omkring seks millioner danske kroner tog de ham ud af QPR’s talentakademi og rykkede ham til det nordvestlige England, hvor de installerede ham hos en plejefamilie og udstyrede ham med en kontrakt, der gjorde ham til den bedst betalte 15-årige i britisk fodbold.

Siden da har den diminutive dribler markeret sin spillemæssige udvikling ved at indskrive sig i historiebøgerne som den næstyngste spiller, der nogensinde er debuteret for Liverpool (i en alder af 17 år og 107 dage, red.) og den femteyngste debutant på det engelske landshold.

Og i denne sæson er han for alvor trådt i karakter som en af de bærende skikkelser på holdet fra Merseyside. Med sine finurlige driblinger og lynhurtige ryk har han markeret sig som en af de farligste gennembrudsspillere i Premier League, og samtidig har han med sin store spilforståelse også formået at sætte sine holdkammerater i scene.

Holdets træner, Brendan Rodgers, har i løbet af sæsonen flyttet rundt på ham og sat ham til både at spille på kanten, som frontløber og som hængende angriber; men uanset hvor på banen han har optrådt, er det ham, der har været orkesterlederen i Liverpools offensiv, og han har nærmest ene mand båret holdet gennem den vanskelige genopbygningsfase efter afskeden med Luis Suárez. Af samme grund er han blevet et symbol på håb i engelsk fodbold. Et symbol for håbet om, at England stadig er i stand til at producere verdensklasseaktører, der kan hamle op med de bedste produkter fra talentakademierne i Spanien, Tyskland og Holland.

Fodboldens moderland befinder sig på landsholdsplan stadig i en tilstand af post-VM-depression efter den begrædelige indsats ved sidste sommers fodboldfest i Brasilien. Men Sterlings tilsynekomst på højeste niveau udstyrer de engelske fodboldfans med tro på, at deres landshold alligevel har en fremtid. At de også fremover vil kunne frembringe spillere, der gør trøjen med de tre løver ære.

PR-krig mod guldfuglen

På det seneste er Sterling dog også blevet symbol for noget andet. Grådighed.

Det hænger sammen med, at den unge angriber i nogle måneder har nægtet at underskrive en ny kontrakt med Liverpool. En kontrakt, der ellers vil give ham en løn på 100.000 pund om ugen – altså knap en million danske kroner. Det er ikke nok for den lille offensivspiller. Han vil have 150.000 pund. Om ugen, naturligvis. Eller for at sige det som The Telegraphs fodboldkommentator Chris Bascombe, så er Sterling ikke tilfreds med at blive megamillionær. Han vil være multimegamillionær.

Det bliver han dog næppe hos Liverpool. Klubbens ejere – amerikanske Fenway Sports Group – nægter at give Sterling med en kontrakt, der vil smadre lønstrukturen i truppen og tømme klubkassen, eftersom andre spillere straks vil komme rendende med krav om genforhandling af deres vilkår, hvis det lykkes Sterling at tvinge sine krav igennem.

I stedet har de startet en PR-krig mod deres unge guldfugl. De har sendt træner Brendan Rodgers i byen med et budskab om, at klubben har strakt sig så langt, som den kan. Og samtidig er klubbens pressefolk via diskrete bagdørskontakter til diverse sportsjournalister begyndt at sprede rygtet om, at Liverpool til sommer køber Arsenals kantspiller Theo Walcott; en spiller, der tilfældigvis har nogenlunde samme kvaliteter som Sterling.

Eller for at sige det på en anden måde: Ingen er uundværlig.

Medierne og fodboldoffentligheden i England har i store træk taget Liverpools parti i den debat, som Sterlings lønkrav har udløst. Og den lille angriber har fået den tvivlsomme ære at blive udnævnt til et præmieeksempel på den afkoblede virkelighedsopfattelse, der præger mange unge fodboldspillere i England i dag. En virkelighedsopfattelse, hvor det ikke opfattes som uanstændigt at kræve halvanden million kroner om ugen i grundløn på baggrund af knap et års stabile præstationer på højeste niveau.

Sterling bliver fremstillet som inkarnationen af den grådighed, der præger spillet i dag. En grådighed, der næres af de umådelige summer, som tv-selskaberne pumper ind i Premier League.

Og det hilses med udbredt tilfredshed, at Liverpools amerikanske no nonsense-ejere åbenbart har besluttet at benytte hans ublu krav til at statuere et eksempel over for resten af truppen.

Ikke længere kun en klub

Men spørgsmålet er, om der egentlig er så meget at bebrejde Sterling? Han er gennem hele sin karriere gået efter at maksimere sin indtjening – og det bliver han sådan set bare ved med. Han skiftede ikke til Liverpool i sin tid på grund af kærlighed til den røde trøje, men fordi klubben gjorde ham til den højest betalte 15-årige spiller i landet. Han underskrev sin første seniorkontrakt med klubben, fordi den ville gøre ham til den højest betalte 18-årige i Premier League. Og nu vil han altså have en kontraktfornyelse, der gør ham til den højest betalte 20-årige.

I det mindste er han åben omkring sine prioriteter. Sterling har ingen særlige følelser for Liverpool som klub eller by. Og hvorfor skulle han også have det? En ung mand, der er født på Jamaica og opvokset i en ghetto i det nordvestlige London – hvilken særlig tilknytning skulle han have til Merseyside?

På baggrund af de sammenbrudte kontraktforhandlinger er han trådt frem som den ultimative lejesvend i fodboldens topprofessionelle miljø. En højtkvalificeret journeyman, der til enhver tid vil følge sporet af guldmønter, uanset hvor det bringer ham hen.

Det kan naturligvis godt opfattes som en fornærmelse af de Liverpool-tilhængere, der har investeret deres kærlighed i klubben – og som langsomt er ved at vende sig mod ham ved hjemmekampene på Anfield.

Men uanset hvad man måtte mene om Sterlings valg, er han i hvert fald ærlig omkring dem. Det er pengene, der tæller for drengen fra Kingston.

Foreløbig er det dog langtfra givet, at han skal nogle steder. Liverpool har kontrakt med ham til 2017, så de kan i praksis vente et år endnu, før de for alvor behøver at tænke på at sælge ham.

Men affæren illustrerer den fokus på individuel profitmaksimering og karrierepleje, der præger de unge talenter i Premier League. En tendens, der kun vil blive stærkere, efterhånden som tv-selskaber, sponsorer og megarige investorer pumper flere og flere penge ind i spillet.

De tider, hvor gode spillere – altså de virkelig gode spillere, dem, der bliver bejlet til fra alle sider – vælger at lade hele deres karriere forløbe ét sted, er ved at være forbi.

Eller som Uniteds daværende træner Alex Ferguson sagde om one-club-man Ryan Giggs, da han indstillede karrieren:

»Han er en sjældenhed. Jeg tror ikke, at vi kommer til at se sådan én som ham igen.«

Det bliver i hvert fald ikke Sterling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu