Klumme
Læsetid: 4 min.

Rottetis i sliklageret

Når kapitalisterne får muligheden for at påvirke befolkningen til at blive perfekte lønslaver, uden tanke for andet end at fløjte og tage fat, benytter de sig naturligvis af det
Når kapitalisterne får muligheden for at påvirke befolkningen til at blive perfekte lønslaver, uden tanke for andet end at fløjte og tage fat, benytter de sig naturligvis af det

Ib Kjeldsmark

Moderne Tider
18. april 2015

Danskerne, børn såvel som voksne, siges at være det mest slikspisende folkefærd i hele verden. Ikke bare til fest, men også på almindelige hverdage diskes der op med lakridskonfekt og labre larver, bridgeblanding og familieguf. Vi går til den. Lidt mundgodt i en mere og mere ond verden, som vist på tv, krig og terror, som fortsætter i det uendelige og aldrig vil lade os i fred. Men med en slikskål på sofabordet er verden trods alt ikke helt af lave. Derfor var det selvfølgelig en rystende nyhed, at der for ganske nylig blev fundet rottetis på et sliklager i Sønderjylland. Rotter var her før os, siger kyndige folk på området, og efter al sandsynlighed vil de også overleve os. Men vi vil ikke have dem i vores mad og vores slikskål om aftenen. Alene tanken fylder os med væmmelse. Skålen får lov til at stå urørt. Vi har ikke andet at gøre end at gribe til alternativet, den gammeldags, provinsielle småkage. Adr, siger børnene, de smager af brød. Kæft, siger far og mor. Da vi var børn, erindrer de, fik vi kun slik om lørdagen. Småkager er rigtig mad, spis!

En ordentlig strinter

Katastrofen i sliklageret dernede, hvor Danmark fra gammel tid har været landfast med Tyskland (til orientering for A/S Dagbladet Politikens læsere: det har aldrig været direkte nødvendigt at afvente Femernforbindelsen) fandt sted få dage efter at en anden slags rottetis blev sluppet ud i offentligheden af formanden for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen. Som for at bekræfte samtlige fordomme om kapitalisternes væsen fra 1970’erne sendte han en ordentlig strinter af stinkende gnaverpis ud til den danske befolkning. Når kapitalisterne får muligheden for at påvirke befolkningen til at blive perfekte lønslaver, uden tanke for andet end at fløjte og tage fat, benytter de sig naturligvis af det. Man kom nu lidt i tvivl: var formanden for arbejdsgiverforeningen gået over i satirebranchen? Med pokerface og falstersk diktion. Men han mente det skam alvorligt. Straff! Straff! Straff! gjaldede det fra ham som fra Chaplins Hynkel i Diktatoren. Danskere er dumme og dovne, lød underteksten. Bl.a. skal førtidspensionen nedsættes med 4.000 kroner om måneden for at stimulere de syges lyst til at skaffe sig et lavtlønsarbejde på det samme arbejdsmarked, der ellers har slidt så meget på deres helbred, at de efter strenge lægelige krav er blevet erklæret uarbejdsdygtige og derfor tilkendt førtidspension. På grund af smerter og ondt i psyken! Men det tror Mr. Neergaard sgu ikke på. De pjækker, gør de, de klynker og simulerer. Og de er så gode til det, at lægerne og kommunernes lægekonsulenter, der ellers er ansat til at spare offentlige kroner, har troet på det. Den slags skal man ikke belønne, selvfølgelig skal man ikke det. Simulanter skal i kedeldragten hurtigst muligt og ud og tjene penge til Dansk Arbejdsgiverforenings medlemmer. En lille klat til skatten bliver der måske også råd til. I dagene op til slikkatastrofen, kunne familierne ude ved slikskålene stadig nå at dølle tvivlen og uroen med en håndfuld labre larver. Men de tænkte: er arbejdsgiverformanden småt begavet? Er han afstumpet? Eller er han bare en kold skid, der kun kender til levende mennesker set fra regnskabsarkene på skrivebordet? Jeg er helst fri for at stille diagnosen, men heldigvis kan det da konstateres, at manden ikke direkte er noget umenneske.

En magtfuld herre

Ekstra Bladet har fortalt om en på sin vis kærlig og omsorgsfuld side af ham. Hans egen hustru har han – må man da tro, for han er en magtfuld herre – givet lov til at gå på efterløn. Efterløn er ellers en modbydelig velfærdstanke, som har tyranniseret og umyndiggjort folk med et liv med hårdt, manuelt arbejde bag sig, helt uden hensyn til og respekt for deres restarbejdsevne. Altså meget tæt på en krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder, der ellers skulle sikre mennesker fra alle sociale lag retten til et liv i værdighed. Men fru Neergaard har ondt i ryggen. Så derfor ... Ja, og så kender vi allerede resten, fuldendelse af tragedien: rottetis i det sønderjyske sliklager. Uden mundgodt inden for rækkevidde var formand Neergaards bitre pille svær at sluge. Er vi virkelig så ringe et folk, at vi finder os i sådan en psykopats mundlort? Er danske arbejdsgivere for resten ikke den allermest forkælede befolkningsgruppe overhovedet? Astronomiske indtægter i sammenligning med lavtlønnede og førtidspensionister. Fradrag når de ber’ om det – eller truer sig til det ved at lufte tanken om at flytte produktionen til mere forstående udlande. Med den såkaldte danske model, så de i modsætning til kollegerne i andre lande kan hyre og fyre de ansatte efter forgodtbefindende – og losse de sociale udgifter over på samfundet, som har forringet lige akkurat den del af modellen, der skulle sikre de ansatte, dels med lavere understøttelse, dels i kortere tid.

Gudbevares, sliklageret i det sønderjyske skal da nok blive renset for rottetis igen. Men hvis man lægger øre til de sliksultnes kommentarer til arbejdsgiverformandens forslag, og hans beskrivelse af Danmark som et taberland (det betyder vel et land hvor erhvervslivet ikke har så mange fordele, som det selv synes det burde have), kan han og fruen roligt føle sig opfordret til at bruge fru Neergaards efterløn på at finansiere en lang, arbejdsfri ferie. Langt væk fra enhver form for offentlighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Glimrende artikel Bent Vinn Nielsen.
Kun en enkelt anke, det hedder Rottepis, i hvert når det handler om Dansk arbejdsgiverforenings formand!

Mænd siger pis og kvinder siger tis - sådan er det ... ;-)

Spiddet! Vi mangler mere af den slags - også gerne i litterær form. Nogen må gøre hele dette elitære set-up til grin - lige fra kongerøgelsen til de psykopatiske forbrydere, der beslagslægger og privatisere fællesskabets værdier. For slet ikke at tale om dem, der med fede indkomster mener, at alle andre end dem selv tjener lidt for meget.